Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK. En version af denne artikel er udgivet af drugfoundation.org.nz.
Den 5. oktober 2016 vågnede nordmændene op til en overraskende nyhed. I en artikel i tabloidavisen Dagbladet udtalte landets sundhedsminister, den konservative Bent Høie, at han havde ændret holdning i forhold til den gængse politik på narkotikaområdet: Norge skulle bevæge sig væk fra afstraffelse og i stedet lade sig inspirere af den portugisiske tilgang med afkriminalisering.
Videos by VICE
Udtalelsen kom som et lyn fra en klar himmel, fordi hverken Høie eller den øvrige konservative koalitionsregering i Norge tidligere har vist tegn på at ville ændre den hårde kurs på området.
I artiklen, som havde overskriften ”Man skal hjælpe – ikke straffe – stofbrugere”, udtalte Høie, at de godt 37,5 millioner kroner, som nordmænd henover de foregående fem år har betalt i bøder for besiddelse er ”skadelige og meningsløse”, og at de har gjort samfundet og stofbrugerne mere skade end gavn. Inspireret af portugisisk lovgivning erklærede Høie, at stofforbrug bør være et anliggende for sundhedsmyndighederne og ikke bare politiet.
Høies kovending har sat gang i en debat, der – selv om regering helst ikke vil bruge ordet – kan ende med, at Norge bliver et af de få lande, som afkriminaliserer besiddelse af stoffer.
Inden artiklen i Dagbladet udkom, var det kun partierne De Grønne og Venstre i Norge, som gik ind for afkriminalisering. Ved valget sidste år fik ideen momentum, og hele syv af landets ni største partier bakkede op om Høies plan. I december sidste år vedtog en sundhedskomite under regeringen at forberede en reform på området for at sikre, at ”ansvaret for samfundets reaktion på brug og besiddelse af ulovlige stoffer overføres til sundhedssektoren”.
Komiteen har nedsat en arbejdsgruppe, som har mandat til at undersøge, hvordan man bedst overfører det ansvar fra politimyndigheden til sundhedsmyndigheden, og for at vurdere, om den portugisiske model kan indføres i Norge. Det er en af landets førende anklagere, som står i spidsen, og gruppen består derudover af folk fra forskellige stofbruger-NGO’er samt repræsentanter for de involverede myndigheder. Efter planen skal arbejdsgruppen levere en rapport i december 2019. Legalisering er fortsat ikke på bordet.
Skridtet mod afkriminalisering er en stor udvikling i Norge, men mens verden ser til fra sidelinjen, kan det også vise sig at blive en vigtig læresætning for, hvordan moderne stofreformer udføres, og kan måske i sidste ende inspirere andre lande til at droppe den fejlslagne krig mod stoffer og følge en lignende rute.
Norge er bedst kendt for sin olie, sin storslåede natur og SKAM. Landets fem millioner indbyggere har en af klodens højeste levestandarder, og kulturelt set er landet præget af solidariske og humanistiske idealer, der har sikret et stærkt velfærdssamfund – hvilket gør det endnu mere forbavsende, at man i mange år har ført en af de mest konservative stofpolitikker og haft den højeste dødelighed blandt stofbrugere i Europa. Eksperterne vurderer, at det er det misforhold, som har ført til ændringen i synet på den politik, der føres på området.
Ifølge den officielle statistik er stofforbrug ikke vidt udbredt, men forskning i nattelivet og analyser af spildevand i Oslo afslører, at brugen af MDMA, amfetamin og metamfetamin er mere udbredt end først antaget.
Norge er ét blandt en håndfuld lande, i hvilke ikke bare besiddelse, men stofbrug i sig selv er ulovligt. Det betyder, at politiet kan tilbageholde og visitere folk eller private ejendomme, hvis der er mistanke om stofbrug. Mistænkte, som lader til at være påvirkede, kan tilbageholdes og tvinges til afgive urinprøve under observation. Hvis man tester positiv ved en stoftest, kan man risikere at blive idømt en bøde på op til 7.315 kroner, fratagelse af kørekort, og er man forælder, kan man risikere, at børneforsorgen indblandes. Brugen af narkohunde på skoler og såkaldte ”urinkontrakter” for teenagere, som er taget i at ryge cannabis, er også blevet emner i den offentlige debat.
Det mest kontroversielle emne er dog fortsat måden, som landets godt 12.000 sprøjtemisbrugere behandles på. Selv om der eksisterer metadonprogrammer, sikre faciliteter for sprøjtemisbrugere og en naxolonstrategi, så er dødeligheden blandt misbrugere fortsat alarmerende høj. Norge har den tredjehøjeste dødelighedsrate målt per indbygger i hele Europa, lige efter Sverige og Estland, og hvert år omkommer omkring 250 mennesker.
Aktivister påpeger, at årsagen findes i det faktum, at langt størstedelen af landets mest udsatte misbrugere i det store hele lever i periferien af sundheds- og velfærdssystemet. De siger også, at de mest synlige stofbrugere anholdes og pålægges bøder, så politiet kan øge deres succesrate.
”Vi har et storartet sundhedssystem, men stofbrugere er ikke velkomne indenfor dets rammer,” siger Arild Knutsen, som er leder af Foreningen for Human Narkotikapolitikk, som kæmper for stofbrugeres vilkår i Norge. ”Du kan tage på hospitalet, hvis du har det skidt – men ikke hvis du er stofbruger. Du kan få hjælp med dit mentale helbred – men ikke hvis du er stofbruger.”
Det er den holdning og den stigmatiserende effekt, der følger med, som har skabt grobund for en reformbevægelse i landet. Spørgsmålet er, hvordan det er lykkedes en håndfuld NGO’er at nå så langt i et land, som kun de færreste havde troet ville følge i Portugals fodspor.
”Det blev en reel mulighed, da en række faktorer pludselig harmonerede – Norges høje dødelighedsrate, FN’s ændrede holdning til reformer samt empirisk belæg fra andre lande, som har forsøgt sig med afkriminalisering – det var genialt set af NGO’erne,” siger Steve Rolles, der er leder af Transform, en organisation, som kæmper for en reform af narkotikalovgivningen.
De fleste kommentatorer er enige om, at Norges narkotika-NGO’er nyder stor respekt blandt den bredere befolkning og blandt politikere for deres arbejde med at hjælpe de marginaliserede stofbrugere, og de er derfor blevet en vigtig stemme i debatten. Knutsen, for eksempel, er ikke lagt for had i offentligheden for at tale heroinmisbrugernes sag. Han blev tværtimod kåret som årets borger af en af landets største aviser og fik tildelt Amnesty Norge-prisen i 2014. Men ifølge Rolles kan især én organisation tilskrives æren for at vende regeringen og befolkningens holdning på området.
”Det var måske et spørgsmål om den rette tid og den rette NGO,” siger Rolles om Foreningen Tryggere Ruspolitikk, der blev grundlagt i 2016 og havde held med at overtale Høie på rekordtid.
”De er dygtige, professionelle og meget engagerede. De har taget ved lære fra måden, politik og aktivisme på området er udformet andre steder i verden, og har på baggrund af den viden skabt en meget effektiv kampagne, som leverede resultater indenfor bare to år,” siger Rolles. ”Det hjælper også, at Norge er et lille land, og derfor er det lettere at være synlig i den offentlige debat, men ikke desto mindre, så kan mange af de internationale organisationer, foreningen siger, de har lært fra, sagtens lære noget af dem.”
Ina Roll Spinnangr på 35 er leder af Foreningen Tryggere Ruspolitikk og påpegede tidligere på året, at ”selv om der allerede findes organisationer for aktive brugere, så har debatten længe været domineret af ældre akademikere og grupper med rødder i afholdsbevægelsen, og derfor var der behov for en ny forening, som omfavner flere perspektiver.”
Spinnangr har tidligere arbejdet med kommunikation og marketing for forskellige firmaer, inden hun blev involveret i politik, fordi hun ønskede at ændre systemets behandlingstilbud til psykisk syge og børn. Hun har været med til at etablere FTR, fordi hun følte sig desillusioneret over en lovgivning, ”der skulle beskytte de svageste i samfundet, men i virkeligheden bare gjorde livet sværere for dem.”
Jeg spurgte hende, hvordan det lykkedes hende at opnå så stor succes med foreningen på så kort tid.
”Henover de sidste par år er det lykkedes os og en håndfuld andre prominente stemmer at få en reform af narkotikalovgivningen på dagsordenen i medierne,” siger hun. ”Vi har ændret holdningen, så det nu er noget, der tales åbent om i den brede offentlighed. Vi mener også, det er lykkedes os at dreje diskussionen fra at handle om et spørgsmål om personlig frihed til et spørgsmål om skadeprævention.”
Et af Spinnangrs hovedbudskaber var, at systemet i det store hele brugte en forhammer til at knuse en nød med.
”Vi ville gøre folk opmærksomme på, at det ikke er alle brugere, som er i fare for at blive afhængige. Selv om den nuværende politik forsøger at tale mindre sårbare befolkningsgrupper fra at bruge, så gør man faktisk mere skade end gavn i forhold til den sårbare minoritet. I et land, der har en af Europas højeste dødelighedsrater, er det et radikalt budskab.”
Det utrolige er, hvor hurtigt det lykkedes at overbevise Høie. Hvordan gik det til?
”I forhold til sundhedsministeren så lader han til at have oplevet en personlig åbenbaring på et tidspunkt. Det er uklart, hvor meget vi har påvirket ham, men han benytter de samme argumenter for afkriminalisering, som vi brugte i sin tid, da vi debatterede emnet med ham, og han stod på den anden side. Det var ikke gået nær så hurtigt med den positive udvikling, havde det ikke været for sundhedsministerens kovending.”
De norske medier har også reageret positivt på den ændrede holdning til narkotikalovgivningen. Flere af landets store aviser har taget stilling til fordel for reform, og visse har endda støttet legalisering. Men selv om der hersker stor optimisme, er der fortsat bekymring for, at et muligt lovforslag vil blive udvandet, fordi der fortsat er mange, som ikke går ind for afkriminalisering. De største modstandere er Norsk Narkotikapolitiforening og Kristent Konservativt Parti såvel som en række NGO’er, der udspringer af afholdsbevægelsen. Det er imidlertid politiet, som repræsenterer den største barriere i forhold til afkriminalisering i stil med den portugisiske model.
Bård Dyrdal, som er seniorefterforsker i Oslo, har stiftet den skandinaviske afdeling af LEAP (Law Enforcement Action Partnership), et globalt netværk af politifolk, som er imod krigen mod stoffer, udtaler, at den nuværende strategi har slået fejl: ”Vi jager folk rundt i byen og tager deres stoffer, og så går de lige ud og køber flere stoffer. Det er ikke en løsning.”
Men han har mødt en mur af modstand fra sine kolleger og stiftede LEAP Scandinavia sidste år velvidende, at han aldrig vil blive forfremmet indenfor politiet igen. Indtil videre har han samlet 20 politifolk i foreningen, men det er kun ham og ét andet medlem, som er villige til at stå frem offentligt.
”Politidirektøren har gjort det meget klart, at han ikke går ind for afkriminalisering, og at de, som gør, skal holde deres holdninger for sig selv. Det kommer ikke som en overraskelse, at politiet er imod reform. Politiet er ikke glade, når nogen vil begrænse deres beføjelser,” siger han. ”Narkolovgivningen er et magtfuldt redskab, som giver os mange muligheder. Hvis vi vil tjekke en person, så kan man bruge mistanke om stoffer til at begrunde en ransagningskendelse. Hvis vi kommer ind i et hjem, og der ligger cannabis på bordet, så kan vi anholde enhver person tilstede for mistanke om stofbrug”.
Et af de mest afgørende aspekter for mange reformtilhængere er de potentielle konsekvenser, afkriminalisering vil have i forhold til, hvordan stofbrug ses i myndighedernes, institutionerne og i offentlighedens øjne. For Dyrdal handler det også i høj grad om at gøre op med tabuer. ”Jeg mener, afkriminaliseringen er begyndelsen, den er ikke målet,” siger han. ”Det vigtigste er, at den kan ændre folks indstilling. Hvis man fjerner straffen, reducerer man stigmaet.”
Men måske vil politiet være en mindre barriere, end folk tror. Dyrdal siger, at siden politiet er begyndt at bruge naxolon, har deres attitude overfor stofbrugere ændret sig: ”Politiet bor ikke i en anden verden, vi kan også ændre holdning til ting. Vi er kommet langt, siden vi i sin tid behandlede stofbrugere som ’junkier’.”
Politiets rolle i det nye system, som arbejdsgruppen skal grundlægge, bliver afgørende for, hvorvidt reformen bliver en succes eller ej, siger John Melhus, en norsk reformaktivist, der har arbejdet i Holland i mange år: ”Det er vigtigt, at politiet ikke bliver ved med at jage og anholde stofbrugere for så at overdrage dem til sundhedsmyndighederne. Så bliver vi ved med at opleve de samme problemer – så kommer vi aldrig til at kunne tale åbent om stoffer, og den offentlige debat vil fortsat være præget af et skræmmebillede.”
Melhus, der beskriver Høie som en ”meget engageret og hårdtarbejdende minister”, foreslår, at Norge kan tage ved lære fra Holland, hvor heroinbehandling og fikserum har reduceret dødeligheden og gjort stofforbrug langt mindre synligt på gadeplan: ”De lader heller ikke politiet genere stofbrugere, og det gøder jorden for en åben, offentlig debat om stoffer, der i sidste ende kan føre til konstruktive og praktiske løsninger på problemer”.
Et meget interessant aspekt ved debatten i Norge er, at den kommer på et tidspunkt, hvor reform af narkotikalovgivning er kommet på den globale dagsorden – i langt højere grad, end det var, da Portugal reformerede sin lovgivning i 2001 – især i USA og Canada.
Der er lang vej endnu, før der sker markante ændringer i Norge, men Spinnangr er overbevist om, at de hårde love på området er alt andet end urokkelige.
”Det er meget sandsynligt, at Norge vil se afkriminalisering i stil med Portugal i forhold til køb og besiddelse af små mængder stoffer så tidligt som i 2021-22,” fortæller hun mig. Men Norge er ikke endestationen. Spinnangrs næste stop er Sverige.
”Sverige har brug for et effektivt netværk af aktivister, som advokerer for en reform på stofområdet,” udtalte hun tidligere på året. ”Desværre er den største forening for brugere i Sverige gået ned, og deres hjemmeside findes ikke længere. Der er på nuværende tidspunkt ingen, som taler den progressive sag i Sverige. Vi mener, at vi er i stand til at etablere et talerør, og vi planlægger allerede et arrangement om afkriminalisering i Stockholm. Men vi har brug for al den hjælp, vi kan få, flere medlemmer og flere ressourcer”.
