Fængsel, narko og stjernestatus: Hvor er karaktererne fra ‘Alene Hjemme’ i dag?

home alone lede copy

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Juleklassikeren Alene Hjemme fra 1990 præsenterede verden for en familie fra Chicago ved navn McCallister. Den store, elskelige (og dog glemsomme) flok fra Midtvesten gik rent ind hos millioner af seere, men i takt med at 90’erne falmede og blev til den post-Y2K-verden, vi kender i dag, forsvandt vores forbindelse til familien McCallister. Seerne havde selvfølgelig mulighed for at tjekke ind med dem igen i Alene Hjemme 2: Glemt i New York og tre efterfølgende film, som vi nægter at anerkende i den officielle kanon, men på det seneste har vi gået rundt her på Noisey og undret os over noget: Hvad skete der med familien McCallister og alle de andre karakterer i den oprindelige film?

Videos by VICE

Indrømmet, ingen af os er Christopher Columbus (filminstruktøren, ikke den opdagelsesrejsende fra 1400-tallet), men vi har brugt en del tid på at spekulere over, hvad der mon er sket for karaktererne baseret på dem, de er som personer. Herunder kan du læse vores bedste bud:

Peter McCallister

1545319771078-Screen-Shot-2018-12-20-at-102846-AM

Familiens overhoved lod til at være en god mand og far. Han virkede flink og beskeden – faktisk i en sådan grad, at vi alle sammen overså ting, der burde have vakt mistanke. Hvad arbejdede han for eksempel med, når han havde råd til et hus, der ligner et mindre palads i forstæderne? Hvordan har han penge til at betale for en rejse til Frankrig for hele familien på årets dyreste rejsedag? Og hvordan kan det være, at han igen og igen betaler middage for 20 mennesker med kontanter? Tja, desværre viser det sig, at Peter var involveret i insiderhandel. Hans firma snød omkring 1.800 investorer for deres penge, og han blev tiltalt for en lang række forbrydelser som svindel, hvidvask af penge, organiseret kriminalitet samt at urinere i offentligheden (den sidste havde ikke noget med den økonomiske svindel at gøre). Efter sin anholdelse udnævnte Chicago Tribune ham til ”Midtvestens Madoff”. Faktisk betalte han i sin tid Harry og Marv for at røve huset, så han kunne score forsikringspengene.

Kate McCallister

1545318183653-Screen-Shot-2018-12-20-at-100113-AM

Kate er en utroligt loyal og kærlig mor, der er villig til at gøre hvad som helst for at beskytte sine børn, især Kevin. Men efter sin mands anholdelse beslaglagde staten alle familiens midler, og hun stod over for nogle svære valg. Vi vil ikke vanære hende her ved at gå ned i de beskidte detaljer, men Kate gjorde det, der skulle til for at sikre familiens overlevelse. Hun var helt nede og skrabe bunden, lige indtil den dag hvor nogen filmede hende råbe ad en mand, der blottede sig i metroen. Videoen gik viralt, og der blev startet en GoFundMe-kampagne til fordel for hende. Donationerne væltede ind. I sidste ende blev hun tilbudt at udgive en bog om sit liv, der blev en bestseller med det samme. Efterfølgende har hun været gæst på Ellen, hvor hun dabbede med Michelle Obama.

Buzz

1545317669126-Screen-Shot-2018-12-19-at-111743-PM

McCallister-klanens ballademager pakkede altid sine eksemplarer af Playboy ind i avispapir, så hans forældre ikke fandt dem. Men en dag efter at have hygget sig til Playmate of the Year anno 1986 bemærkede han en historie i magasinet om Wet Bandits, og hvordan de næsten slap af sted med at lænse hele hans kvarter. I artiklen blev de to mænd beskrevet som ”karrierekriminelle”, og det satte gang i tankerne hos Buzz. Kriminalitet… som karriere? Det blev starten på Buzz’ kriminelle løbebane. Han startede med at stjæle små ting – cykler og skateboards – men faldt senere i med mafiaen, som han stjal lastbiler og industriværktøj for. En lokal gangster ved navn Bobby Batts ville have Buzz til at tage en dom for et par fyre højt i hierarkiet i organisationen. I dag sidder Buzz i fængsel. Han afsoner fem til syv år uden mulighed for prøveløsladelse.

Fuller

1545320219498-Screen-Shot-2018-12-20-at-103600-AM-1

Som det tydeligt fremgår af filmen, var Fuller den lille søde fyr i flokken. Han var en lille excentriker, men meget nuttet alligevel. Men den kvalitet mistede han i gymnasiet og på uni, hvor den vamle stodder, han hele tiden havde været inderst inde, kom frem. Efter han havde arbejdet i den samme tech-virksomhed i fire år, åbnede hans kolleger en dag hans computer for at finde en fil, da han var hjemme med influenza, og fandt adskillige toiletbilleder af kvindelige medarbejdere. Han mistede jobbet og blev Men’s Rights-aktivist. I dag er han en stolt incel og lytter regelmæssigt til Jordan Petersons podcast.

Harry

1545317764011-Screen-Shot-2018-12-19-at-111615-PM

Livet i fængsel brød krimi-duoen Wet Bandits op. Marv sad inde i West Virginia, mens Harry blev sendt nordpå. I fængslet blev han del af Aryan Brotherhood og fik lavet en SS-tatovering på hånden – det gjorde han til dels for at passe ind og til dels for at skjule det brændemærkede M, Kevin havde efterladt ham med. Han begyndte at smugle stoffer ind i fængslet for et mexicansk kartel og solgte varerne videre til sine hvide medfanger. Da hans bande fandt ud af det, betalte de en vagt for at kigge den anden vej i fem minutter. Harry blev stukket 61 gange med en hjemmelavet kniv fra kantinen og herefter smidt ud fra fængselsbalkonen. Han landede på betongulvet og døde.

Marv

1545317688053-Screen-Shot-2018-12-19-at-111358-PM

Efter at have vristet sig fri af Harrys tyranni stortrivedes Marv i fængsel. Han konverterede til Islam og fik arbejde på fængselsbiblioteket, hvor han samtidig tog sin afgangseksamen. Han blev løsladt tidligt for god opførsel og holdt foredrag for unge om at holde sig fra kriminalitet. Han pegede tit mod sin pande under foredragene: ”Se lige det her, det er fra et strygejern, og det her er fra en spand maling. I mange år bebrejdede jeg en lille dreng for det hele. Men ved I, hvis skyld det i virkeligheden er? Det er min skyld. Marvs skyld.” Han blev en lovlydig borger og fik en medalje for sin samfundstjeneste af borgmesteren. Efter at have været gift i 30 år og opfostret to sønner var han en dag på vej hjem fra sit barnebarns fødselsdag, gled på isen på fortovet og endte i koma. Selv om lægerne siger, at Marv er tabt, så er hans familiemedlemmer sikre på, at han trækker på smilebåndet, hver gang man ringer med juleklokker ved hans sengeleje.

Den gamle mand

1545317784170-Screen-Shot-2018-12-19-at-111856-PM

I gamle dage var Kevin bange for den gamle mand på den anden side af vejen, og det var først, da han mødte ham, at det gik op for ham, at han bare var en flink, misforstået bedstefar. Da den gamle mand gik bort, var hele kvarteret i sorg over at have mistet deres tavse vogter. Men da man ryddede op i den gamle mands hjem, blev der fundet adskillige børneskeletter begravet i baghaven. Han havde gravet de sjuskede, halv meter dybe børnegrave med sin trofaste skovl. I en af hans skuffer fandt politiet for øvrigt billeder af alle børn i nabolaget sammen med en liste med overskriften ”En liste over børn, som jeg har tænkt mig at myrde”. Kevin havde trods alt ret, da han var bange for ham, og det kan vi alle sammen lære noget af. Det er altid bedst at skue en hund på hårene.

Huset

1545320395020-Screen-Shot-2018-12-20-at-103907-AM

Efter Peter McCallister røg i fængsel, beslaglagde delstaten Illinois det store hus, som fik lov til at stå tomt og falde fra hinanden. Hækken voksede til, og haven blev til en mark af ukrudt. Lokale teenagere begyndte at bryde ind gennem det samme vindue, som Marv kravlede igennem og lemlæstede sine fødder, og huset blev en et hjemsted for unge, hvor der blev drukket og dyrket sex. Væggene er i dag dækket af graffiti med tags som DØ MCCALLISTER UDSKUD.

Kevin

1545319052758-Screen-Shot-2018-12-20-at-101638-AM-1

Kevin var på forsiden af alle aviser for at have stoppet to forbrydere og var i lang tid et fænomen i medierne. Unge over hele planeten brugte yndlingsudtryk som “Merry Christmas, ya filthy animal” og efterlignede hans ansigtsudtryk, når de tog aftershave på. Man kunne købe t-shirts og andet merchandise med hans ansigt i mange år efter. Da han var allermest populær, havde han kendisvenner som Michael Jackson. Men efter et stykke tid blev presset for meget, og han trak sig tilbage fra offentlighedens søgelys. Han udviklede en ret voldsom afhængighed af stoffer, og i 2004 blev han anholdt for at være i besiddelse af 17,3 gram cannabis og en række andre ulovlige rusmidler. Han erklærede sig skyldig og modtog en betinget fængselsdom. I 2013 stiftede han et Velvet Underground-coverband med pizzatema.

Elvis

1545319540737-elvis-home-alone

Som Noisey allerede har bevist, så er Elvis 100 fucking procent med i filmen Alene Hjemme. Presley er 83 år gammel og fortsat aktiv i Hollywood, hvor han er dukket op i adskillige højtelskede film.