Fem bøger fra 2017 til feminisme-nørden <3

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Den engelsksprogede ordbog Meriam-Webster har besluttet, at årets ord er ”feminisme”. På en måde føles det lidt, som om Meriam-Webster er 100 år bag udviklingen – kampen for lige rettigheder mellem kønnene er trods alt ikke opfundet i 2017 – men den på den anden side har mange af de helt centrale problemstillinger, som feminismen altid har kæmpet med, stået øverst på dagsorden og på forsiderne igennem 2017. Der er også udkommet en masse bøger, der forholder sig til feminisme i det 21. århundrede og beskæftiger sig med alt fra de store feministiske, filosofiske overvejelser til hverdagsliv og kvinders virkelighed. Her finder man blandt andre Mary Beards krigserklæring Women & Power og Vanessa Grigoriadis’ antropologisk funderede Blurred Lines: Rethinking Sex, Power, and Consent on Campus. Vi sat en liste sammen over fem feministiske bøger fra 2017, som du helt sikkert skal tjekke ud.

Morgan Parker – There are More Beautiful Things Than Beyoncé

There are More Beautiful Things Than Beyoncé handler ikke eksplicit om feminisme, men om livet som kvinde – mere præcist, livet som sort kvinde i en verden, hvor Beyoncé hyldes som en gudinde, men politibetjente, der slår uskyldige, sorte børn ihjel, går fri af tiltale. I sin digtsamling reflekterer den Brooklyn-baserede forfatter Morgan Parker over ensomheden og øjeblikkenes triumfer, der præger oplevelsen af at leve i denne paradoksale tilstand. I stedet for at forsøge at få det meningsløse til at give mening i livet som moderne, sort kvinde fokuserer hun i stedet på den iltre kompleksitet, der tegner hendes liv og identitet i en bog, der både er og foranlediger forandring. Digtene er både omsorgsfulde og sortseende, de er ublu i deres moderne tilgang og referencer til samtidskulturen og dog tidløse i deres følelsesmæssige oprigtighed. Det mest imponerende ved Parkers bog er måske, at den på en og samme tid er udfordrende og indbydende for sin læser.

Som Parker sagde i et interview med i-D i marts: ”Jeg taler om stærke, sorte kvinder. Det er den røde tråd gennem bogen. Det er selvfølgelig en bog, der balancerer på grænsen mellem glamour og tragedie. Det er kvinder, der er stærke, sårbare, smukke, men det er også kvinder, som lider. At tage livtag med de ting er bogens vigtigste rejse.”

How We Get Free: Black Feminism and the Combahee River Collective, redigeret af Keeanga-Yamahtta Taylor

Combahee River-kollektivet, en Boston-baseret gruppe bestående af sorte, lesbiske aktiviser, der eksisterede i 70’erne, er berømt for at sætte intersektionalitet på den internationale dagsorden og skabe det teoretiske grundlag for black feminism. I 1977 offentliggjorde kollektivet det banebrydende Combahee River Collective Statement, et manifest, der indledes med ordene: ”Vi går aktivt ind i kampen mod racisme, homofobi og klasseundertrykkelse. Vores opgave er at udviklet en integreret analysemodel og handlingsgrundlag baseret på den opfattelse, at alle undertrykkende systemer grundlæggende hænger sammen.”

I How We Get Free: Black Feminism and the Combahee River Collective, der udkom i begyndelsen af december, supplerer forfatter og forsker Keeanga-Yamahtta Taylor det genoptrykte manifest med interview med bevægelsens nøglepersoner og medforfattere på erklæringen, Barbara Smith, Beverly Smith og Demita Frazier, Black Lives Matter-medstifter Alicia Garza samt den feministiske historiker Barbara Ransby. I en klokkeklar indledning til bogen forklarer Taylor, at missionen er at opretholde fokus på den kamp, der fortsat udkæmpes i dag på området. ”Henover de sidste mange år,” skriver Taylor, ”er black feminism blevet til det analytiske grundlag for aktivisters tilgang til undertrykkelse af ikke-hvide transkvinder, kampen for retten til abort og naturligvis folkebevægelsen i mod politivold.”

De efterfølgende interview præsenteres uden omsvøb, men de formår at sætte en fed streg under kollektivets principper og måden, hvorpå disse fortsat har indflydelse på kampen for sorte kvinders rettigheder – mere end noget andet er bogen en manual til modstand.

Ask: Building Consent Culture, redigeret af Kitty Stryker

Som Kitty Stryker, en kendt antifascist, queersex-oplysningsaktivist og ivrig debattør af emnet samtykke, noterer sig i indledningen til bogen, så ”er de fleste bøger, jeg har fundet, der behandler emnerne voldtægtskultur og samtykke, skrevet af og til middelklassens hvide ciskvinder.” Hun var derfor opsat på at redigere en bog, der præsenterer tekster fra trans-, ikke-binære og ikke-hvide kvinder. Men bogens fokus på diversitet begrænser sig ikke bare til forfatterne. Den er også særdeles omfangsrig og nuanceret, når den behandler de mangler forskellige facetter af ideen om samtykke – det er vel at bemærke argumenter, der ofte overses i samfundsdebatten.

Antologien, som Thorntree Press udgav sidst i oktober, indeholder blandt andet “Fatphobia and Consent: How Social Stigma Mitigates Fat Women’s Autonomy” af Virgie Tovar, “Giving Birth When Black” af Takeallah Rivera, “The Kids Aren’t All Right: Consent and Our Miranda Rights” af Navarre Overton samt 27 øvrige essays, der behandler alt fra sexfester til sexrelaterede problemstillinger på arbejdspladsen. Vi lever i en tid, hvor samtykke (eller manglen på samme) debatteres vidt og bredt, og derfor leverer bogen et frisk pust i en offentlig diskussion, der har brug for det. Det er en bog, der er berigende for alle, også folk, der ellers ser sig selv som proffer, når det handler om at diskutere sex, samtykke og feminisme.

To My Trans Sisters, redigeret af Charlie Craggs

Transaktivist og forfatter Charlie Craggs er bedst kendt for sin Nail Transphobia-kampagne, hvor hun rejste rundt i Storbritannien og udlovede gratis manicure til folk, der aldrig havde mødt en transperson før. I år har hun udgivet sin første bog, To My Trans Sisters, der kan læses som råd fra en transstoresøster til yngre transpiger, der måske ikke har rollemodeller i deres liv til at hjælpe dem med at komme igennem transitionens svære perioder.

”Da jeg først begyndte min transitionsproces, brugte jeg meget tid – og jeg mener virkelig meget tid – på at Google alverdens spørgsmål om livet som transperson,” skrev Craggs i oktober i et personligt essay på Broadly. ”Jeg læste om samtlige berømte transpersoner i verdens Wikipedia-sider, så alle transrelaterede film, der findes, og læste samtlige biografier skrevet af transkvinder.”

For at andre transpiger ikke skal gå igennem den samme svære proces, har Craggs udformet sin bog som en fiktiv brevsamling fra kvinderne, hvis biografier hun har læst, samt karaktererne fra de film, hun har set.

Rebecca Solnit – The Mother of All Questions

Forfatteren Rebecca Solnit er nok bedst kendt som den første til at sætte ord på begrebet ”mansplaining”. Selv om hun ikke har opfundet begrebet (det er en udbredt misforståelse), så skrev hun om det i et essay i 2008 under titlen “Men Explain Things to Me,” der senere blev genoptrykt i en feministisk essaysamling. I år har vi fået Solnits opfølger, en essaysamling om feminisme med titlen The Mother of All Questions. Titelessayet fra samlingen, der først blev udgivet som klumme i Harpers Bazaar, er en kritik af det kulturelt indlejrede krav til kvinder om, at de skal være mødre.

Som Lauren Oyler skrev i et essay på Broadly i marts: “Bogen introduceres som en ’en tour-de-force gennem kaosset, en hyldest til frihed og solidaritet, indsigt og empati og en undersøgelse af begreber og værktøjer, der kan hjælpe os med at forstå selvsamme’, men det er i virkeligheden en bog, der behandler en meget bred vifte af emner, som de fleste feminister, der har deltaget i onlinedebatten over de sidste par år, kan nikke genkendende til. Den handler om at fravælge børn, om race og intersektionalitet, mandlige feminister (gode), sexistiske mandlige forfattere og skribenter (dårlige), Lolita, Bill Cosby og Jian Ghomeshi, vold mod kvinder, voldtægt, voldtægtsvittigheder, hashtagkampagner som #notallmen og #yesallwomen og kunstneren Emma Sulkowiczs et år lange Mattress Performance (Carry That Weight).”

Oyler kritiserer også manglerne i Solnits bog, når hun for eksempel taler om, hvor langt man kan komme som bevægelse ved at ”bryde tavsheden”, en pointe, Oyler føler overdrives. Ikke desto mindre er The Mother of All Questions en læsværdig bog, der – årets gang taget i betragtning – kun er blevet vigtigere med tiden.