Lad os anmelde al den musik, der er lavet af forskellige kultledere

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Musik har altid været et kraftfuldt redskab til at sprede religiøs propaganda med og tiltrække nye medlemmer til sin sekt. Det passer både i forhold til salmerne i kirken og de mere outrerede trosforkyndere i periferien – kultlederne. Det er meget oplagt, at visse individer med Gud/profet-komplekser har rockstjernenykker – rockmusik har trods alt været den dominerende ungdomssekt siden Beatles.

Men det er ikke alle, der har haft lige så meget held med at producere bangers, som de har med at hjernevaske og krænke folk seksuelt. Her er en guide til det kreative output fra nogle af de mest succesfulde amerikanske kultledere siden 60’erne – fra de værste til de bedste.

5. David Koresh

David Koresh og Koresh-sekten skabte stor furore i medierne i 1993 – nok til, at FBI rykkede ind og invaderede deres hovedkvarter i Waco i Texas og brændte hele lortet ned. 76 kultmedlemmer døde under omstændigheder, der fortsat er uklare i dag. Det står dog lysende klart, at David Koresh ikke bare så sig selv som en dommedagsprofet og reinkarnation af Jesus: Han synes også, han var en dygtig folksanger. Han udgav selv albummet Songs for Grandpa, en supertrist samling folkrock ballader, der indeholder et cover af “The Rivers of Babylon.” Videoer på YouTube vidner også om, at han tidligere har været inspireret af klassisk 80’er-rock på sange, der minder lidt om Bryan Adams tilsat flere harmonier og en snert af glamrock. Helt forfærdeligt.

4. Jim Jones and the People’s Temple Choir

Mens FBI ransagede de sørgelige rester af Jonestown i Guyana, hvor 918 personer (herunder 304 mindreårige) havde drukket saftevand med gift i (muligvis under tvang), fandt de også hundredvis af båndoptagelser. Selv om vi ikke ved, hvor meget af musikken Jim Jones selv har været med til at lave, så er det hele centreret omkring, den filosofi han grundlagde sekten på. Albummet He’s Able lader til at have været bredt tilgængeligt, inden massakren fandt sted, og præsenterer en form for udvandet gospelmusik, der for det meste er rimelig kedeligt, men hvis der findes noget mere uhyggeligt end børnene i People’s Temple Choir, der synger “Welcome,” som optrådte de i en helvedesversion af Sesame Street, har jeg ikke lyst til at høre det.

3. Charles Manson

Manson var så besat af at blive rockstjerne, at en af teorierne om Tate-mordene går på, at Manson satte planen i værk, fordi han var blevet afvist af musikindustrien. Produceren Terry Melcher boede på daværende tidspunkt hos Sharon Tate, og han var blandt andet en af dem, der havde knust Mansons drømme. Mange mener, at han var det rigtige mål for mordplanen. Manson var tæt på et par gange – Neil Young var fan af hans musik og spillede det for pladechefer, Dennis Wilson fra Beach Boys hang en del ud med Charlie og var faktisk ham, som introducerede Manson for Melcher, hvilket naturligvis gjorde, at han efterfølgende måtte leve med stor skyldfølelse. En anden historie handler om, at Manson opsøgte Mike Lowe i brusebadet efter et orgie – det bliver en anden gang. Det lykkedes sågar Wilson at overbevise Beach Boys om at indspille Mansons nummer “Never Learn Not To Love.” Det blev ikke sidste gang, et stort rockband spillede en Manson-sang. Guns N’ Roses fremførte “Look At Your Game Girl” på deres musikalske forbrydelse af et punkcover-album, The Spaghetti Incident. Sangen er en halvinteressant folkrock afstikker. Der er dog ingen tvivl om, at den var gået i glemmebogen, havde det ikke været for det blodige ophav.

2. Father Yod

Father Jim Yods filosofi var baseret på mysticisme og vestlig esoterisme. Hans bandprojekt, det evigt foranderlige The Spirit of ’76/The Ya Ho Wha 13/Sons of the Ya Ho Wha/Yodship/Fire, Water, Air, i hvilket han selv var forsanger, udgav en række helt utrolige albums, som han solgte i sektens restaurant på Sunset Strip i Los Angeles. Pladerne var stærkt limiterede vinyludgivelser i bedste DIY-stil. Optagelserne består af syrede og psykedeliske jamsessions, som Yod synger hen over. De oprindelige vinyludgivelser er samleobjekter i dag, og interessen for dem er bare vokset, efter Drag City i 2008 udgav en remastereret opsamling med demoer. Til trods for alt det sædvanlige kultleder-misogyni, var Father Yod i det mindste flink nok til ikke at myrde nogen – han døde selv, da han sprang ud fra en klippe iført en hangglider, selv om han aldrig havde prøvet det før.

1. L. Ron Hubbard

Den mest succesfulde kultleder og science fiction-forfatter i nyere tid, L. Ron Hubbard, havde også musikalske ambitioner. Han tog en lidt mere tilbagelænet Kanye West-agtig tilgang til det og havde noget, der ligner en producerrolle, i forbindelse med forskellige musikprojekter i Scientology. Han brugte tit meget kendte navne til at optage nogle underlige og ganske interessante ting. Et hans tidligste projekter var The Apollo Stars, som udgav et fremragende freejazz-album under titlen Power of Source. Selv om nogle af musikerne på pladen senere hen har sagt, at de skammer sig over den, så holder den meget godt og viser en hel del talent. På bagsiden af coveret sidder Hubbard selv foran mixerpulten. Han vil tydeligvis gerne ses som kaptajnen ved det musikalske ror. Men hans største musikalske bedrift er albummet Space fra 1982 – et soundtrack til romanen Battlefield Earth – der er hjørnestenen i Scientologys tro. Udover L. Ron Hubbard selv dukker kendte jazznavne som Gayle Moran, Chick Corea, Stanley Clarke og Nicky Hopkins også op på pladen. Det er en af de første optagelser, der bruger den originale Fairlight CMI-synthesizer og sampler fra 1979, der kostede omkring 250.000 kroner. Man kan høre den i aktion på det helt utroligt underlige track – og dagens vinder af Bedste Kulttrack Lavet af en Kultleder – “Windsplitter.”