Fem vidunderlige ting, vi oplevede til årets K-Town Hardcore Fest

I år var min fjerde tur til den københavnske festival K-Town Hardcore Fest. Som amerikaner har jeg i det sidste årti været med til en del amerikanske punkfestivaler, og der er en anden form for fælleskabsfølelse til K-Town.

Det er den mest ildelugtende weekend i Nordvest, hvor alle butiksejere på Tomsgårdsvej fortryder, at de holder åbent, når punkerne overtager området og bringer the mayhem med sig. Men personligt ser jeg frem til K-Town hvert år, fordi det er der, alle mine venner fra punkmiljøer over hele verden (bortset fra USA), kommer til København.

På plakaten er der alt fra bands på internationale turneer til lokale bands, der kun har lavet en enkelt demo. Og ingen er rockstjerner – alle er nede på jorden og tilgængelige. Her er en hurtig oversigt over de bedste ting, jeg oplevede til årets fantastiske K-Town Hardcore Fest:

Popcornene

Jeg ved ikke, hvad fanden de puttede i popcornene i Ungdomshuset, men det var ren magi. Jeg fik en håndfuld lørdag, tænkte på den håndfuld uafbrudt i 12 timer og blev nødt til at vende tilbage for at få mere.

Publikummet

Forestil dig undergrundsmusik-versionen af Noahs Ark. Alle er repræsenteret, og det er smukt. Punkere, skinheads, goths, oogles, straight-edge-typer, kødhoveder, gamle og unge, langhårede og korthårede – endda indierockere – og alle finder sammen. Der var endda nogle, der smurte jord i hele ansigtet. Jeg håber i hvert fald, det var jord…men det fungerede.

Lugten

Forestil dig, at du løb en tur, tog dit tøj af, proppede det ned i en sportstaske, smed den under din seng, lod den ligge der i tre år og så åbnede den. Så forestil dig, at den følger efter dig i tre dage – og at den har fået ansigtstatoveringer.

Tømmermændene

Om søndagen kan man se de foregående to-tre dages fester i folks ansigter og på deres tøj. Bortset fra straight edge-typerne, der stadig smiler, mens de tyller mocktails og æder popcorn – genier.

Nåh ja, musikken

S.H.I.T. var the shit. Eksplosive og aggressive, lidt ligesom et tog uden bremser. De var det bedste band, jeg så til hele festivalen. Hag var som altid for vilde, og det var Profoss også (begge fra Sverige). Og så naturligvis dj’en i dødsmaskinen, der fik folk til at danse hele natten til noget weird 80’er-dancepop.