Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA .

Telefonen på mit hotelværelse begyndte at ringe ved to-tiden om eftermiddagen, og jeg vågnede op med et sæt uden helt at forstå, at jeg a) var i Helsinki og b) skulle have været oppe for omkring ti år siden. På få minutter lykkedes det mig utroligt nok at blive klar, og jeg væltede ind i foyeren, som var det Kramer fra “Seinfeld”, stadigvæk halvfuld, trøjen på med vrangen ud ad og klar til at besøge et sted, der hedder Sauna Island.

Det var ikke lige det, jeg havde forestillet mig, da jeg først sagde ja til at undersøge finsk saunakultur i Helsinki. Jeg troede, jeg skulle sidde og snacke på røget fisk, mens jeg smeltede i velbehag på et spa. I stedet blev jeg udsat for den værste omgang tømmermænd i mit liv.

Lidt for mange shots. Alle billeder af artiklens forfatter.

Jeg var i forvejen advaret om finnernes forkærlighed for at drikke sig i hegnet (prøv bare at slå begrebet Vappu op). Det afholdt mig imidlertid ikke fra at forsøge at holde trit med deres alkoholindtag gennem en lang og våd nat, fordi jeg er et fjols.

Turen begyndte langt mindre kaotisk med et besøg ved Löyly, en arkitektonisk perle af en kombineret sauna og restaurant, der åbnede for et år siden. Det er et af de her ærketypiske steder, man efterhånden forbinder med Norden. Rene linjer, Eames-agtige stole, chikt porcelæn og bestik. Selv træet, der bruges til at varme saunaen op med, kommer fra en bæredygtig kilde.

De fleste finner har sauna i hjemmet, men indenfor de seneste år er der igen begyndt at komme fokus på de offentlige saunaer i Helsinki, og mange nye svedhytter er dukket op i bybilledet. Löyly, der var det første blandt den nye bølge af offentlige saunaer, blev grundlagt af vennerne Jasper Pääkkönen – en af Finlands største berømtheder, der i dag kan opleves i History Channels serie Vikings – og Antero Vartia, som er medlem af det finske parlament.

Ejerne af Löyly: Vennerne Jasper Pääkkönen og Antero Vartia på vej mod saunaen.

De valgte navnet Löyly til saunaen til dels, fordi det er svært for udlændinge at udtale, men også fordi det er relevant. Löyly er det finske ord for den damp, der opstår, når man hælder vand på saunaens møgvarme ovn. Jeg dør, før jeg lærer at udtale det ord.

Vi tog badetøj på og gik ind i røgsaunaen. Jeg har før svedt med stor fornøjelse i alt fra jjimjilbangs i Seoul til banyas i Moskva, så jeg var sikker på, jeg sagtens kunne klare den finske version.

Men jeg tog grusomt fejl.

Temperaturen i en finsk sauna ligger gerne et sted mellem 65-80 grader, men sommetider når den helt op på 99. Det ville ikke have overrasket mig, hvis min hud var brudt ud i lys lue. Jasper sad helt stille og roligt, mens mine ører brændte, min hjerne kogte og jeg begyndte at føle mig svimmel. Jeg kom til at tænke på den finske saunaentusiast Timo Kaukonen, hvis hud mere eller mindre var smeltet af efter en særdeles lang udholdenhedskonkurrence i en sauna med en russer – en russer, der vel at bemærke døde.

Jeg var uden tvivl også ved at dø.

Jeg ville ikke være den første til at give op, men jeg blev den første til at give op. Som man siger: “Hvis man ikke kan klare varmen i saunaen, skal man gå ud.”

Vi bevægede os ud af helvedes forgård og fandt vej til Löylys trappe, som fører direkte ned i Den Finske Bugt. Jeg glædede mig til at køle hovedet i det iskolde vand – hvor slemt kunne det være?

Rigtig slemt. Bare en måned tidligere var der stadig is på vandet.

Löylys trappe fører direkte ud i bugten.

Det var ikke gået op for mig før, at jeg var sådan en baby, og den nye indsigt tumlede jeg med, mens jeg forsøgte at undgå at drukne ved siden af Finlands Brad Pitt. Det iskolde vand føltes som nåle i mine ben. Det var, som om mine knogler var lavet af glas og kunne splintre hvert øjeblik, det skulle være.

Jeg kravlede op af bugten som en nyfødt sæl: glat, sårbar og desperat efter at føle en mors varme. Men efter få øjeblikke måtte lidelsen vige plads for en følelse af vild styrke.

Oplevelsen blev mindre voldsom, for hver tur jeg tog fra saunaen i baljen. Jeg var endelig i stand til at sætte pris på den sjælero, man finder i saunaen. Jeg forstod pludselig, hvorfor finner på daglig basis udsætter dem selv for noget, der for mange ligner tortur.

Den rus, man oplever, når man kommer ud af saunaen, går rigtig godt i spænd med en skål økovenlig regnbueørredsuppe og rugbrød. Der er få ting, der slår at slubre den cremede, dild-tunge suppe i sig ovenpå strabadserne.

Antero forklarede, at der ikke er nogen retningslinjer for, hvor længe man skal blive i saunaen. Det handler om at nyde oplevelsen, så man forlader kogekarret, når man vil. Jeg fik det straks bedre med min egen manglende udholdenhed.

Löyly ved solnedgang.

Om eftermiddagen før min rekordstore tømmermandstur så jeg frem til at nyde saunaens helende egenskaber, mens vi gik ombord på et skib fra Helsinkis markedsplads til Sauna Island. Antero bød på champagne, derefter shots af Valhalla, som er en tyk nordisk spiritus. Jeg forsøgte at lade være med at tænke på alle de shots, jeg havde kørt indenbords aftenen før. Min mave snurrede lige så hårdt som propellen i vandet.

Jasper udpegede pariserhjulet ved markedspladsen. De fleste af kabinerne i Finnair SkyWheel har blå vinduer bortset fra to, der har tonede ruder. Det er selvfølgelige saunaer.

Helsinkis megafinske pariserhjul med saunakabiner.

Da vi ankom til Vasikkasaari Island, følte jeg mig styrket på ny, efter promillen var steget på overfarten. Det dér med at kravle op på hesten igen, kan der være noget om. Jeg følte mig helt sindssyg, men oplevede overhovedet ingen smerte. Hvornår ville tømmermændene melde deres ankomst?

Saunasaari var lige så magisk et sted, som navnet “Sauna Island” antyder. Fra molen bød den halvfjerdsårige ejer Rainer Hanhilahti os velkommen til sit finske Shangri-La. Velkomsten indebar blandt andet en vanvittigt god snack i form af laks på rugbrød. Rainer pegede på en svanemor, der lå og puttede sig i sin rede lige udenfor vinduet.

Himmelen aka Sauna Island.

Rainer Hanhilahti, ejer af Saunasaari.

Vi tog badetøj på og iførte os store badekåber og begyndte derefter saunacyklussen. Vi bagte i røgsaunaen for efterfølgende at hoppe i bugtens kolde vand med korte afstikkere til boblebadet.

Den baltiske vind, der blæste friskt, og de klukkende bølger gjorde, at man ikke kunne høre sine egne skridt gennem det bløde græs. Jeg overvejede at gemme mig et sted på øen og helt glemme mit liv i USA.

Efter endnu en runde laks på rugbrød gik det op for mig, at mine tømmermænd endnu ikke havde ramt. Det lod til, at saunaseancen, kombineret med en lind strøm af alkohol, holdt de naturlige konsekvenser af den foregående dags druktur på afstand.

Laks på rugbrød.

“Sauna Island” magi.

“Det er et helt magisk sted,” hørte jeg nogen sige.

Begravet dybt i min badekåbe kunne jeg ikke være mere enig.

Det var først, efter jeg var vendt tilbage til min seng, det gik galt. Finnerne har en betegnelse for den oplevelse. Liskojen yö betyder “firbenenes aften” og henviser til den følelse, man oplever i kroppen aftenen efter en lang druktur. Mens din krop forsøger at fordøje alle de shots og saunabajere, du har inhaleret over de sidste 24 timer, kan det føles, som om du ligger i en seng fuld af firben, der kravler rundt under dig. Man sover selvfølgelig af helvede til.

Jeg grinede, første gang jeg hørte udtrykket, men jeg grinede ikke, da jeg lå i min seng og vred mig i koldsved og angst.