Flere helt unge kvinder flytter på krisecenter i København

Det er i højere grad unge kvinder, der henvender sig til Danners Rådgivnings- og Krisecenter for at få hjælp til at komme ud af et voldeligt forhold. Krisecentrets årstal viser nemlig, at hele 37 procent af kvinderne på Danner i 2017 var mellem 18 og 29 år. Tidligere har der været flest beboere i aldersgruppen 30-39 år på Danner, men de seneste tre år, er det altså de helt unge kvinder, der fylder krisecentrets værelser op.

”Vi ser en klar tendens til, at de unge i højere grad henvender sig til os. Det, tror vi, blandt andet sker, fordi der de senere år har været større fokus på vold mod kvinder,” siger Susanne Maria Lamhauge, der er leder på Danners Rådgivnings- og Krisecenter.

Videos by VICE

Hun mener, at der kan være mange grunde til, at man nu ser en stigning blandt de yngre kvinder, der søger hjælp til at komme ud af voldelige forhold. Det kan være, at unge kvinder er blevet mere opmærksomme på at bryde med voldelige forhold, at den vold unge kvinder udsættes for, er blevet mere voldsom, eller måske er volden mod unge stigende.

Hun fortæller også, at de unge kvinder, er bedre til selv at finde informationer på nettet, om hvor de kan få hjælp, og at det også kan være en grund til stigningen. ”Det er min oplevelse, at de på en måde er aktivist i eget liv. De benytter sig af de vidensplatforme, der er.”

Danners krisecenter, der ligger i København, har til formål at hjælpe voldsramte kvinder til at komme ud af voldelige forhold. De kan bo på krisecentret, hvor de får råd og vejledning til at få et liv uden vold.

I 2017 lavede Ligestillingsministeriet en holdningsundersøgelse blandt 16-24 årige. Undersøgelsen hedder Vold kan forekomme, og den havde til formål at lære unge kvinder og mænd at sige fra og genkende tegn på psykisk vold i deres forhold. Den undersøgelse viste, at 33 procent af unge kvinder har haft forhold, hvor de har oplevet, at deres grænser er blevet psykisk overskredet af deres kæreste. Ligesom undersøgelsen også viser, at hver tredje ung har svært ved at sætte grænser i deres forhold.

Susanne Maria Lamhauge fortæller, at netop psykisk vold er noget, de ser meget blandt de unge kvinder. ”Unge kvinder oplever, at det er svært at sætte grænser i deres forhold. Vi ser selvfølgelig også fysisk vold blandt de unge kvinder, men det vi oplever er, at når der er fysisk vold, er der også psykisk vold.”

Men det er faktisk ikke udelukkende en dårlig ting, at flere unge kvinder kommer til krisecentret. ”Man kan også se det som noget positivt. Kvinderne bryder med volden langt tidligere, og de har bedre forudsætninger for at lægge det bag sig på et tidligere tidpunkt i livet. Det betyder, at hverken de eller deres børn skal slås med det langt op i livet.”

Hun fortæller, at mange af beboerne på Danner har levet i voldelige forhold i fem år eller mere. ”Man siger, at det tager lige så lang tid at komme ud af livet med vold, som man har levet i volden. Så jo tidligere man kommer ind til os, jo tidligere kan man komme ud.”

På Danner er de opmærksomme på, at gruppen af unge kvinder betyder, at man skal give en anden hjælp end til voldsramte kvinder, der er længere i livet og har mere livserfaring.

”De helt unge 18-19-årige er ofte meget udsatte og psykisk sårbare. Vi er særligt opmærksomme på at tjekke deres mistrivsel. De har ofte ikke de samme erfaringer som ældre kvinder, og de var jo nærmest børn, da volden begyndte.”

I første omgang handler det derfor om at stabilisere de unge kvinder, der ofte står meget usikkert i livet. Til gengæld har de unge kvinder oftere en tættere sparring med det voldsfaglige personale, og de er bedre til at skabe relationer til hinanden.

“De unge imellem skaber netværk, når de bor her. Det betyder, at de kan hjælpe hinanden, når de bryder med volden og skal ud i verden. De er meget gode til at tage kontakt og benytte sig af hinanden. Det er vigtigt ikke at være alene, når man som voldsramt kvinde skal finde tilbage til livet.”

Thank for your puchase!
You have successfully purchased.