Fødevareforsker mener, vi skal hælde MSG i maden

“Må jeg bede om MSG’en” kan i fremtiden blive en ligeså normal forespørgsel omkring middagsbordet som “Vil du række mig saltet”. Hvis altså man spørger fødevareforskeren Steve Witherly.

Ifølge Witherly er MSG — også kendt som mononatriumglutamat, en natriumsalt af aminosyren glutaminsyre — rent faktisk godt for os. Han vælger endda at kalde det for “supersalt”, og han forsøger at få sine børn til at spise mere af det.

Videos by VICE

“Jeg kan godt lide at opfordre mine børn til at spise sundere, så jeg drysser gerne en smule supersalt udover maden. Det er noget virkeligt kraftfuldt stads. Jeg lavede for eksempel en fuldkornspizza — og mine børn hader fuldkorn — så jeg tilføjede en smule supersalt til tomatsaucen, og de mæskede det hele i sig,” fortalte Witherly til Business Insider. “Broccoli er fantastisk, hvis man tilføjer smør, hvidløg og supersalt.”

LÆS MERE: Mad vil aldrig være det samme, efter jeg levede en uge på MSG

MSG er ofte udskældt, men Witherly mener, at det er fuldstændig sikkert at bruge i madlavning: “Vi lavede research, da jeg var på University of California, hvor vi drak glas med omkring 25 g MSG i, og det skete der ikke noget ved.”

Kan han have ret? Det viser sig, at en undersøgelse helt tilbage fra 1968 lader til at være roden til MSG’s dårlige omdømme. Undersøgelsen udpegede MSG som synderen bag ‘kinesisk restaurant-syndrom‘ — hvor symptomerne inkluderer hovedpine, irriteret hud, brystsmerter og følelsesløshed. Men Witherly siger, at nyere undersøgelser ikke har fundet noget problematisk ved MSG.

American Chemical Society er enige: “MSG kan midlertidigt påvirke nogle enkelte, hvis det indtages i store mængder på tom mave, men det er fuldstændigt sikkert for langt størstedelen af mennesker.”

Witherly siger, at MSG er godt for børn, fordi et skvæt af det kan få dem til at spise flere grøntsager. Og i modsætning til hvad de fleste mennesker går og tror, så findes MSG naturligt i tomater, svampe, ost og flere andre fødevarer. Det kan fremhæve smag og indeholder et potent spark umami.

Så måske vi bare skal skyde skylden for ‘kinesisk restaurant-syndrom’ på det faktum, at vi ikke kan holde igen, når vi står ansigt til ansigt med kinesisk mad og så ellers lade være med at bebrejde MSG for de efterfølgende kvaler.