Folk fortæller os om de mærkeligste deltidsjob, de har haft

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Ahh, deltidsjobs. De vidunderlige forpligtelser, som giver dig lidt ekstra på lommen kan have så mange former og farver. Måske har du vasket op på den lokale café og stjålet en flaske dårlig vodka på lageret. Eller du er blev fyret som tjener, fordi du glemte, at en kunde ville have ekstra chili på deres kyllingevinger, men ikke for meget ekstra chili, for de var “allergisk overfor ekstra, ekstra chili.” Eller måske gik det en dag op for dig, at lige meget hvor mange penge, du tjener, så tænder piger ikke på en fyr, der står og holder et stort skilt, mens han er klædt ud som en sandwich.

Men når der er lavvande i kassen, og du skal tjene lidt ekstra, så tænker du næppe over, at der også findes deltidsjobs, som er noget ganske særligt – for eksempel hvis man strikker Superman-trøjer til pingviner eller giver køer make-up på. Vi har talt med otte mennesker fra forskellige steder i verden, som er levende beviser på, at deltidsjobs langt fra behøver være kedelige.

Karmen*, 25 år, socialrådgiver fra Tyskland, lagde make-up på køer

VICE: Hvordan endte du med at lægge make-up på køer i din fritid?
Karmen: Min søster arbejdede allerede i branchen, og hun havde brug for hjælp. Jeg tænkte, at det ville være ret nemt, for jeg er vokset op på en gård og ved, hvordan man skal behandle køer.

Hvordan gør man en ko smukkere?
Vi rejste sammen med en fotograf rundt til forskellige gårde og ledte efter de rette ko-modeller. Vi udvalgte en ud fra de æstetiske kriterier. Så blev den vasket, og vi brugte mel til at trimme dens hvide pletter. Til sidst klippede og børstede vi dens hale. Vi gjorde den sådan set bare pænere. De fleste photo-shoots var til særlige ko-kalendere. For at være helt ærlig, så aner jeg ikke, hvad der gør en ko smukkere. For mig er det bare en ko, men der er altså mennesker, som specialiserer sig i at kunne kende forskel.

Var du bange for køerne?
Nej, for jeg er vokset op på en gård. Men en ko kan godt reagere forskelligt på mennesker – nogle gange sparker de, hvis de er nervøse. Jeg har fået et par blå mærker, men aldrig noget værre end det.

– Nora Kolhoff

Lyn, 60 år, Receptionist fra Australien, strikkede trøjer til pingviner, der var ofre for olieudslip

VICE: Hej Lyn, så du strikkede simpelthen trøjer til pingviner?
Lyn: Ja, det begyndte for 17 år siden. Jeg arbejder som receptionist i Phillip Island Nature Park i Victoria i det sydøstlige Australien, hvor syge pingviner rehabiliteres. I år 2000 var der en række meget alvorlige olieudslip. Bare en enkelt dråbe olie trænger lige igennem pingvinens vandtætte fjer, og så kan det iskolde vand nå ind til deres hud. Det betyder, at de kan drukne eller dø af kulde. De går også i panik og holder op med at spise, og hvis de når ind til kysten, optager de den giftige olie, når de forsøger at rense fjerene med deres næb.

Vi prøvede nogle forskellige ting af, for at pingvinerne ikke pillede i deres fjer, og samtidig holdt varmen. Der var en af dyrepasserne, der så en strikkeopskrift i et blad, der godt nok var lavet til en anden vandfugl, men hun tilpassede sweateren, så den kom til at passe til de små pingviner.

Hvor mange trøjer har du strikket?
Jeg har nok lavet omkring 300 sweatere. Det var så god en idé, at vi ikke behøvede gøre særlig meget for at sprede ordet – på kort tid blev vi kontaktet af tusindvis af mennesker, som ville hjælpe. Det tog flere år at komme igennem alle de trøjer, vi modtog med posten. Vi har ikke haft nogle store olieudslip siden 2001, men vi har beholdt trøjerne, for engang imellem kommer der en pingvin, der er smurt ind i olie.

Hvor lang tid tager det at lave en?
Jeg brugte et par aftener. Der er to sider, så jeg lavede én den ene aften, og den anden den næste aften, og så skulle de bare syes sammen. Jeg begyndte hurtigt at lave mønstre, for så så pingvinerne meget sødere ud. Jeg har også strikket nogen med Superman-logo og en masse forskellige fodboldhold. Jeg lavede endda en Elvis-model med høj krave og en lille kappe. Det var så sødt.

– Liberty Lawson

Ana, 24 år, Forfatter fra Serbien, freelance sex-coach

VICE: Hvordan blev du deltids sex-coach?
Ana: Jeg arbejdede engang sammen med nogle score-eksperter fra Australien i Beograd. Vi lærte usikre og socialt akavede fyre at tale med kvinder. For et par uger siden spurgte de mig, om jeg ville undervise til en sexworkshop, som de ville lave i en “sex-kælder”, de havde lejet i Barcelona.

Skulle du have sex med eleverne? Hvor mange lærere var der?
Nej, det skulle jeg ikke. I alt var der fire kvindelige sexundervisere, to BDSM-undervisere og to score-eksperter – alt sammen til kun fire deltagere. Vi lærte fyrene, hvordan de kan dominere i sengen – hvordan man bruger rollespil, smæk og pisk på en sexet måde. De modtog også undervisning i terapeutisk og sensuel massageterapi og i tantrisk sex. Det var meget intenst, men også virkelig sjovt.

Det vigtigste var, at arrangørerne havde sørget for, at samtykke var en fremtrædende del af undervisningen. Deltagerne skulle spørge om det var okay, inden de gjorde hver øvelse, og de øvede, hvordan man kunne bede om samtykke i situationer, der mindede om virkeligheden. Vi havde sikkerhedsord og tegn, men jeg behøvede ikke bruge mit sikkerhedsord.

Hvordan var fyrene?
De var slet ikke som de generte fyre, jeg plejer at arbejde med – de havde gode sociale evner, og virkede ikke til at have nogle problemer med at score. De ville bare gerne lære nogle tricks, der kunne forbedre deres sexliv.

– VICE Serbien

Tage, 20 år, studerende fra Danmark, “morgenbollefyr”

VICE: Hvad er en…”morgenbollefyr”?
Tage: Det var egentlig en mild form for strip. Jeg gjorde det i en sommer, lige efter jeg var fyldt 18. Det var især til polterabender, men også til arrangementer for større grupper af kvinder. Jeg forsøgte altid at gøre det til noget helt særligt for bruden – uden at glemme de andre.

Mærkeligt tema.
Haha, ja, det kan man sige. Jeg synes, det var sjovt at kalde mig for “morgenbollefyr”, fordi det var et ordspil. Tanken var, at jeg ville lave morgenmad sammen med kvinden efter jeg havde strippet, så normalt blev jeg booket om formiddagen. For det meste tog det en time, så jeg havde en aftale klokken 9, en anden klokken 11, og måske en tredje klokken 13 som det seneste. Så mødte jeg op, tog trøjen af og startede showet. Jeg tog 1200 kroner i timen.

Brugte du rekvisitter?
Ja, alt muligt. Jeg slikkede Nutella af hendes krop, og spiste hindbær af hendes fingre. Jeg prøvede at gå lidt over grænsen, uden at det blev ulovligt. Når vi havde bagt, tog jeg bruden med ud i køkkenet, uden de andre kvinder, og stod bag hende, mens jeg vaskede hendes hænder og hviskede kinky ting i hendes øre. Det gjaldt om at gøre det hyggeligt.

Hvad er den mest akavede situation, du har prøvet? Er du blevet udsat for seksuelt overgreb?
Ja, jeg husker det tydeligt. Det var af gode grunde mit sidste job. Da jeg ankom til lejligheden et sted i København, var der syv eller otte kvinder, der alle var over 50. Så snart jeg trådte ind ad døren, forlangte de, at jeg ikke havde andet på end et forklæde. Jeg var lige blevet 18, og jeg troede, at de lavede sjov, så jeg grinede bare, men de mente det seriøst. Så måtte jeg forklare, at det ikke fungerede på den måde. Resten af tiden blev brudens mor, som var omkring 70, ved med at tage fat i min arm, og bede mig om at komme med en tur på badeværelset. Det var den længste time i mit liv.

– Alfred Maddox

Maciek Piasecki, 28 år, redaktør for VICE Polen, hjalp spåkoner på TV

VICE: Hvad var dit deltidsjob?
Maciek: Vi har TV-programmer, hvor man ringer ind og får spået sin fremtid. Jeg passede på spåkonerne. Jeg stod for alt, lige fra at finde de rigtige seere, lære dem hvordan man taler til et kamera, og sørge for, at de holdt sig ædru. Jeg ved ikke om de oprigtigt talt troede, at de havde et helt særligt talent, eller om de bare løj for at tjene lidt ekstra penge. De fleste af dem virkede ret enfoldige, så jeg tror, at de egentlig bare ville hjælpe andre mennesker.

Hvordan endte du med at arbejde der?
Jeg var 19 og havde lige mistet mit arbejde på en lokal TV-station i Warszawa. Min kandidat fra universitetet hjalp mig ikke meget, og jeg vidste, at jeg kunne forfølge min drøm om at blive forfatter, lige meget hvad jeg lavede, så da jeg fik chancen for at arbejde for et produktionsselskab i Budapest, sagde jeg ja uden helt at vide, hvad jeg gik ind til.

Hvad var det bedste og det værste ved jobbet?
Jeg tjente gode penge, og jeg fik lov til at bo i en fantastisk by, men selve jobbet var lort. Senere fik selskabet mig også til at arbejde på et quizprogram, der var ren svindel – de narrede svage mennesker, og tog deres penge. Jeg er stolt over at sige, at jeg var rigtig dårlig til det, og formodentlig har sparet nogle mennesker en del penge. Jeg var så lettet, da jeg blev fyret.

– Pawel Maczeweski

Inga*, 23 år, Studerende fra Tyskland, løb på løbebånd til Fitness-messer

VICE: Hvor meget skulle du løbe på en dag?
Inga: Jeg havde otte-timers vagter, hvor jeg spurtede hvert 10. minut, når vi havde travlt. Efterhånden som dagen gik, og der var færre mennesker, skulle jeg ikke løbe helt så meget.

Hvor hurtigt skulle du løbe?
Inga: Jeg skulle konstant spurte, for kunderne skulle se, hvor hurtigt løbebåndet var. Men der var også nogen, der kun fik mig til at spurte, fordi de synes, det var sjovt.

Kunne du finde på at gøre det igen?
Ja, helt sikkert. Det er hårdt at spurte og tale med kunder i otte timer, men jeg mødte også en masse dejlige mennesker.

– Nora Kolhoff

Claire*, 21 år, studerende fra England, Shabari-model

VICE: Hvad er en Shabari-model?
Claire: Det er en form for niche-bondage fra Japan, der er meget populært i den mere kinky del af sexscenen i London. Instruktøren brugte mig som rekvisit, når han skulle undervise grupper på mellem 10 og 30 mennesker i, hvordan man gør. Han er meget dygtig og professionel og laver forskellige former for bondage, men Shabari er hans specialitet. Det er en meget kompleks kunstform – man kan ikke bare smutte i Harald Nyborg, købe et reb, og kaste sig over det hjemme i stuen. Det er en meget dyr og tidskrævende hobby, og det er faktisk også meget farligt. Man kan let beskadige nerver eller brække en knogle, hvis man gør det forkert, så alle tager det meget seriøst.

Hvor kan man lære om Shabari?
Det bliver altid holdt hjemme hos nogen. Alle der deltager er allerede en del af sexscenen, så det føles meget afslappet. I huset er der et specialbygget rum med kroge i loftet, og polstret gulv i tilfælde af, at jeg falder. Undervisningen kan tage helt op til fem timer, og jeg får omkring 300 kroner i timen, så det er fint nok. Jeg hænger aldrig mere end et kvarter af gangen – hvis man gør det, begynder man at have problemer med blodcirkulationen. Men jeg har arbejdet med den slags undervisning i omkring et år nu. Nogle gange arbejder jeg et par gange om ugen, og andre gange går der flere måneder mellem hver undervisningsgang.

Hvordan endte du i det job?
Jeg var i byen, og var på en klub, som tiltrækker mange af dem fra den kinky sexscene i byen. Der var en fyr, der begyndte at snakke om det. Han lød lidt mærkelig i starten, men jeg fandt hurtigt ud af, at han betragtede det som noget kunstnerisk, og det tiltalte mig ret meget. Jeg tænder helt sikkert også på det seksuelle aspekt, men det er der ikke noget af til præsentationerne. Atmosfæren til undervisningen er faktisk meget klinisk. Det er ikke mere sexet, end at lære at strikke.

– Patrick Heardman

*Navne er blevet ændret for at beskytte deltagernes identitet.