Året er 1918. Første Verdenskrig hærger Europa, men i Danmark tjener gullaschbaronerne store penge på at sende den smule mad, vi har, ud af landet som feltrationer til de millioner af udenlandske soldater, som kæmper i skyttegravene. I Danmark er de arbejdsløse dybt utilfredse, og det munder blandt andet ud i Stormen på Børsen i februar 1918.
Det er svært at være sikker på, hvad der præcis skete, da finansfyrsterne blev stormet, men følgende er baseret på en øjenvidneberetning af syndikalisten Andreas Fritzner, der var med til aktionen. Faktisk er det den eneste øjenvidneberetning, der eksisterer, så vi har suppleret med gamle artikler og informationer fra stormenpåbørsen.dk og Arbejdermuseet.
Videos by VICE
Vi spoler tiden 100 år tilbage. Situationen er betændt. 200.000 danskere er berørt af manglen på arbejdspladser, og de har svært ved at få mad på bordet. Stort set alle de arbejdsløse, som politisk befinder sig til venstre for Socialdemokraterne, organiserer sig derfor i den syndikalistiske bevægelse, og der er interne stridigheder i hele arbejderbevægelsen.
Det bliver holdt store demonstrationer for bedre forhold. Dagpenge er godt nok blevet indført i 1907, men ordningen gælder kun nogle få uger. Der er ikke noget reelt socialt sikkerhedsnet, som kan hjælpe dem.
11. februar 1918 holder syndikalisterne nogle meget velbesøgte møder, blandt andet på Jagtvej 69, som dengang hed Folkets Hus. Der går rygter i forsamlingen om, at der skal til at ske noget, for folk er sure. Både pressen og politiet ved godt, at noget er i gærde, så ordensmagten er på plads. Men de aner ikke, hvor demonstrationen vil gå hen.
De fleste kilder peger på, at der var nogle tusinde deltagere på den fastelavnssøndag i 1918. De samles på Kultorvet, hvor en radikal type holder brandtale. Der bliver skudt op i luften, og nogle har jernstænger med. Det er også fastelavn, så andre har været ude at købe fastelavnskøller.
Så bevæger flokken sig gennem Københavns indre by. Da demonstrationen når til Højbro Plads, hvor man kan se lige hen til Christiansborg og Børsen, skulle der efter sigende blive råbt ”Børsen skal stormes!”. Oppe ved indgangen står to aktivister allerede klar og lukker demonstranterne ind i de fine gemakker.
Oprørerne går løs på børsmæglerne og deres arbejdsplads med køller. Læser man artikler fra dengang, får journalisterne det til at lyde, som om ofrene er blevet slået halvt ihjel. I retssagerne bagefter viser det sig dog, at det kun er nogle få, der reelt har fået på munden – aktionen har i høj grad været symbolsk, og ”angrebet” har været verbalt. En kæmpe menneskemængde har skræmt børsmæglerne fra vid og sans og smadret noget inventar i processen, men de har mest råbt af dem og kaldt dem for ”spekulanter” og ”brødfordyrere”.
Efterfølgende bliver 42 mennesker sigtet, herunder syndikalisternes leder Christian Christensen, som især er kendt for have skrevet den autobiografiske bog En rabarberdreng vokser op, hvori han beskriver den store elendighed og fattigdom, der var på Nørrebro dengang. For at få frigivet de politiske fanger bliver der lavet nogle enorme solidaritetsdemonstrationer, der samler omkring 40.000 mennesker. Selv i dag ville det være en meget stor demonstration, men det her foregår i et København, der kun havde halvt så mange indbyggere som i dag.
Søndag den 11. februar er 100-årsdagen for den historiske begivenhed, og det markeres med en demonstration. En af arrangørerne er Sigurd Jakobsen, der arbejder som historisk formidler. Vi tog en snak med ham om, hvorfor vi skal huske, hvad der skete for et helt århundrede siden.
VICE: Hej Sigurd. Hvorfor er Stormen på Børsen relevant i dag?
Sigurd Jakobsen: Vi har alle sammen brug for ikke at være alene. Det er virkelig fedt at finde ud af, at andre kan have det samme problem eller de samme bekymringer som dig. Det gælder konkret i hverdagen, men det gælder også i forhold til vores plads i historien. Man står altid på skuldrene af nogen, der kom før en.
Hvilke lighedspunkter er der mellem dengang og i dag?
Der er så mange ting, som går igen. Vi har stadig spekulanter, som tjener penge på andres armod og sender deres penge i skattely. Der er arbejdsløse, som bliver dæmoniseret. På mange måder kan man trække tråde til samfundet dengang, selvom det nu er 100 år senere.
Som progressiv venstreorienteret, der gerne vil ændre på samfundet, kan man godt blive desillusioneret. Man kan se sig omkring og se på verdens tilstand, og så er det let at blive pessimist. Derfor er det godt at huske på, at vi ikke er de første, der har kæmpet de her kampe – og engang imellem får man noget ud af det, ligesom de gjorde ved Børsen. De fik bedre løn og bedre forhold, præcis som de kæmpede for.
Hvordan kan man konkret se, at den aktivistiske kamp dengang har haft indflydelse på vores liv i dag?
Syndikalisternes projekt var antiautoritært, det var imod topstyringen i fagbevægelsen i særdeleshed, og deres arv er især den direkte aktion og civil ulydighed som aktionsform. I forhold til det er stormen på Børsen faktisk et dårligt eksempel, fordi aktionen langt hen ad vejen var symbolsk. Det svarer lidt til, at man protesterer mod det kapitalistiske system ved at kaste en sten gennem ruden til en bank. Symbolske aktioner kan bestemt også noget, men der er eksempler fra den tid på reel civil ulydighed og direkte aktion, som virkelig battede og forandrede noget. Det var blandt andet gennem strejker og støtteaktioner, at man fik indført den otte timers arbejdsdag. Og når Kongens Foged kom efter de arbejdsløses møbler, hvis de ikke kunne betale deres regninger, stod en hel flok klar på gaden og bar alle møblerne tilbage op i lejligheden. Den slags aktioner lever videre i dag, hvor vi også oplever strejker. Vi oplever folk, som beskytter irakerne fra Brorsons Kirke fra politiet. Vi oplever folk, der blokerer Skifergasboringer i Nordjylland og lykkes med det.
Kan man ikke deltage i demokratiet uden at bryde loven?
Mange har en idé om, at demokrati er at gå ned og stemme hvert fjerde år. De synes, tanken om at tage magten over sit eget liv og virkelig gøre noget for at forandre tingens tilstand er farlig. De stoler på, at politikerne varetager deres interesser, men politikerne skal også presses engang imellem. En demonstration kan være fin, men nogle gange skal der mere til. Nogle gange er det nødvendigt at vi bryder loven, for at sætte fokus på et problem, og facilitere forandringer.
Er det ikke en glidebane, så vi ender i en situation, hvor vi bare selv kan bestemme, hvilke love vi gider følge?
Den omvendte glidebane er meget værre. Hvis du altid kan sige, at nogle andre har bestemt for dig, og det ikke er dit ansvar, så ender vi meget hurtigt i en form for diktatur. Et ægte demokrati handler om, at flest mulige mennesker deltager og gør deres indflydelse gældende. Jeg ser civil ulydighed som en udvidelse af demokratiet.
Selvom Stormen på Børsen til dels var symbolsk, var der jo nogle, der fik tæsk. Mener I, at der er situationer, som det kan være hensigtsmæssigt at løse med vold?
Ja. Inden nogen begynder at råbe om, at det er helt vildt radikalt, så vil jeg gerne slå fast, at det er noget af det mest normative i hele Danmark. Alle partier undtagen Enhedslisten stemmer for, at man skal sende soldater i krig, og Enhedslisten er endda også begyndt at være med på den, hvis FN går ind for det. Alle i Folketinget synes, der er situationer, hvor det er okay at bruge vold.
Spørgsmålet er så bare, hvornår det er det. Man kan også se på, hvad definition af vold faktisk er. Hvis man fysisk afholder nogen fra at komme ind på en byggeplads, men ikke tæsker dem, er det så vold? Hvis der er nogen, der skal skydes eller tæskes, så bliver det ikke mig, der gør det, men at det i nogle ekstreme situationer er okay, er de fleste enige om. Det er ikke det samme, som at man synes, volden i sig selv er en god ting. Der var eksempelvis en politibetjent dengang for 100 år siden, der kom meget galt afsted og fik varige men – det synes jeg da er sygt nederen.
Tror du, der vil være nogle deltagere i søndagens demonstration, som vil se det som en mulighed for at lave ballade?
Jeg kan jo ikke svare på, hvad alle har tænkt sig at gøre, men vores klare mål er at lave en demonstration, som favner bredt. Vi kommer til at slå ”børsen af tønden”, så der er noget for børnene. Vi skal synge fællessange. Det bliver en slags mellemting mellem en demonstration og en byvandring, hvor vi kan fortælle historien i det rum, den foregik i. Vi starter ikke revolutionen den dag.
100-året for Stormen på Børsen bliver fejret søndag d. 11. februar. Du kan læse mere på Facebook.
