En tirsdag eftermiddag i Bispebjerg foran et lejlighedskompleks i et socialt boligbyggeri ringer jeg på dørklokken. En gang, to gange, tre gange. Og venter. På navneskiltet står der Mikael Bonfils, men jeg kender ham bedre som Fritz Fatal.
Et navn han fik engang omkring 1980 på den københavnske punkscene, fordi han var så vild og, ja, fatal. Selv i et undergrundsmiljø med pyntede læderjakker, hanekamme og mænd med makeup og piercinger vakte han opsigt. Væltede ukontrolleret rundt på scenen med forvrænget ansigt og skreg improviseret, syret poesi ud til publikum i nærmest manisk raseri. I bar overkrop. Ærligt og selvudleverende.
Videos by VICE
Han var et dansk svar på amerikanske vilddyr som Iggy Pop eller Jim Morrison. Bag scenen tog han stoffer. Hash, speed, piller, valmuer. Og så det stille stik, heroinen, der fra midt-firserne gjorde ham afhængig for livet. Han blev en mytisk outsider-kunstner og et københavnerikon, som altid var at finde med en notesbog i lommen.
Jeg har før mødt ham her og der, læst mig til ditten og datten, men aldrig fået den fulde historie. Om den psykiatriske behandling som dreng, om punk-succesen og forfaldet.
Jeg ringer på døren i Bispebjerg for at få en bid mere. Ikke mindst fordi 58-årige Fritz Fatal er aktuel med pladen Blødende hjerte. Det er lavet med punkguitaristen Peter Peter, der var mangeårig guitarist i punkbandet Sods, der blev til Sort Sol, og som stod for soundtracks til Nicolas Winding Refns Pusher-film.
Blødende hjerte er et vildt og syret, men også et iørefaldende album, der både trækker på punk og psykedelisk hippiemusik og dermed indfanger Fritz Fatals karriere og væsen. Teksterne er overvejende på dansk, og nogle sange er skrevet helt tilbage i firserne. Du kan lytte til pladen her.
Døren bliver endelig åbnet, og en umiddelbart udkørt mand med lyst uglet hår når næsten at lyne bukserne op foran et fodbad ved indgangen til badeværelset midt i entréen.
“Jeg væltede kogende vand udover benet. Og vi gamle narkomaner og metadonister, vi har svært ved at hele sår. Så det er en syg gammel mand, der må aflyse koncerten,” siger han med sin vrængende stemme og humper ind på sit værelse med løstsiddende bukser. Han skulle have spillet i Rockmaskinen på Christiania ugen efter. Selvsamme sted, hvor han debuterede som sanger i 1980.
“Jeg kan for fanden ikke. Jeg står med det ene ben i graven. Eller det gør jeg ikke, men jeg er en træt mand. Der har virkelig været meget nedtur det sidste stykke tid,” siger han tydeligt irriteret over situationen.
Fjernsynet er tændt. Rolling Stones-plader ligger spredt på gulvet sammen med bøger, blade og skuresvampe. Bogreolerne og skrivebordet er fyldt op. Luften er tyk af røg, så Fritz åbner altandøren, vi sætter os på sengen, ryger en cigaret og tænder for optageren, der ligger på sengebordet ved siden af et fyldt askebæger, flasker med farvet væske og en halvfyldt dåse Nescafe.
“Jeg er et rodehoved. Det er, fordi jeg har ADHD,” siger Fritz Fatal, der kigger ned mod gulvet med lukkede øjne og derfra taler i en lang strøm af ord. Om den bog han er ved at læse. Om familie, om pladens tilblivelse og gamle afdøde punkguruer som Jesper Reisinger (Læs hans punk-fanzine fra 1978 her), som får en hyldest på det nye album. Også en anden for nyligt afdød ven har fået plads i Fritz Fatals tekstunivers. Det vender vi tilbage til.
Jeg hørte første gang om Fritz Fatal som teenager i begyndelsen af 00’erne gennem en ven, jeg havde mødtes på den brune Christianshavnerbodega, Eiffel Bar. Han hedder Michael Jensen, men bliver bare kaldt Mærkelige Michael.
“Køb den her cd med ‘Before’. Det er en dansk punkklassiker,” sagde Mærkelige Michael en dag i en bod på Christianias julemarked, hvor han solgte musik for pladeselskabet Karma ejet af den gamle hippie, producer og syreguitarist TømrerClaus. TømrerClaus var med til at indspille pladen i 1982 og genudgav den som cd i 2003.
“Fritz var en engel i studiet. Dog måtte jeg hver aften rengøre den mikrofon, han brugte, fordi den var helt savlet til,” husker TømrerClaus.
Pladen var fuld af energisk skramlet rock. Fritz Fatal råbte på et uskolet engelsk. Nærmest poetisk filosofi om håbløshed og fortabelse. Det satte sig fast, fordi det både var underligt, bevidsthedsudvidende og fuld af autentisk energi.
I 2006 tog jeg med Mærkelige Michael på Nørrebro-spillestedet Stengade 30 (en koncert fra samme spillested to år tidligere ligger på Youtube) og hørte Fritz Fatal, der vanligt gav alt af sig selv i sit andet band, Mental Midget. Vi gik fuldeamok til hittet “A Wish of Life.” Efter koncerten var Fritz Fatal imponeret og inviterede os med ned backstage til den største joint i ung mands minde.
For at forstå ikoniseringen af Fritz skal man huske, at der blev udgivet meget få punk-lp’er i det københavnske miljø. Der var Before med Fritz Fatal, Sods, der siden blev til Sort Sol, og Ballet Mécanique med Martin Hall.
“Fritz var en af de punks, der udgjorde den lille københavnske punkscene i slut-70’erne og start-80’erne,” fortæller kulturjournalist og forfatter, Jan Poulsen.
Poulsen var selv en del af punkmiljøet, øvede kortvarigt i band med Fritz og har skrevet bogen Something Rotten! om den danske punkscene. “Jeg tror ikke, der er nogen, der har set Fritz Fatal og tænkt ‘Wauw, jeg vil gerne være punkstjerne.’ Han er vel snarere et skrækeksempel på, hvordan man kan ende, hvis ikke man passer på. Han er den fortabte søn, der overlevede faldet. Var han død, var han blevet en endnu større myte, end han er i dag, men heldigvis har vi ham stadig iblandt os,” siger Jan Poulsen.
Kulturjournalisten forklarer, hvordan nordjyden erobrede København i 1980, da han var 20 år.
“Han kom med toget fra Aalborg og kørte direkte ind i punkmiljøet i København med en enorm energi og indlevelse. Han skilte sig fra start markant ud visuelt, og det betød intet, at han ikke var – eller er – nogen stor sanger, for hvad han manglede teknisk, havde han til gengæld i personlighed. Han citerede gerne tekster fra scenen og privat, ofte fragmenter af sin egen poesi, og det vakte en del opsigt. Han er aldrig blevet den store digter, som han kunne være blevet, og for mig at se skyldes det, at han dels var ufokuseret, dels ikke var flink ved sig selv.”
Også musikkritiker Klaus Lynggaard, der var en del af Fritz’ andet band, Mental Midget, husker, hvordan Fritz tog punkerne med storm. “Fritz var en saltvandsindsprøjtning, fordi han var så grøn og naiv. Der var noget Guds ord fra landet over ham. Han var et positivt menneske, der grinte meget og havde så meget på hjerte. Han var vanvittig åben over for folk og havde ingen fine fornemmelser. Som en modvægt til alt det sorte. På mange måder var han stadig en hippie, der hørte den psykedeliske rock, punkerne ville afskaffe,” siger Klaus Lynggaard, der opholdt sig i udkanten af punkmiljøet.
Mantraet for punkere var ‘No Future’ taget fra den engelske punkkultur, der havde ramt Danmark i kølvandet på arbejdsløshed og oliekrise. Med hippiers bristede fredsillusioner, et samfund i krise, og en truende atombombe fra Sovjetunionen ville der alligevel ikke være en dag i morgen. Fritz blev en del af punkmiljøets inderkreds, der hang ud i vinylbutikker som Superlove og Haase. Frekventerede spillesteder som Saltlageret og Rockmaskinen, drak elefantbajere i Huset i Magstræde. Han havde fundet en kæreste i sangerinden Pernille Schiøtz og havde mødt kunstnervennen Filip V. Jensen i miljøet. Det kørte derudaf for Fritz, selv om miljøet var hårdt.
Bladrer man i fotograf Søren Svendsens punkbog kaldet Lort Nok, vil man se fotos af en masse unge, der er døde i dag. Men heldigvis er andre af de gamle punkere blevet til store kreative kræfter. Nogle vil måske blive overraskede over navne som tv- og radiomanden Mikael Bertelsen, Master Fatman og filminstruktør, debattør og skuespiller, Søren Fauli.
“Søren Fauli var sød ved mig. Han var en af de eneste, der sagde, at jeg skulle passe på med stofferne,” siger Fritz Fatal, der har gang i talestrømmen fra sin seng med en smøg i hånden.
Senere kontakter jeg Søren Fauli for at høre hans version, og hvorfor han bad sit idol om at passe på. “For mig var Fritz Fatal en stjerne. Første gang jeg så ham var på Rockmaskinen på Christiania, og han gav og gav og gav. Det var helt fantastisk,” husker Fauli og fortæller videre:
“Jeg var ung teenager, der holdt jul i en traditionsbunden familie, og det bedste tidspunkt at komme væk derfra var juleaften efter gaveræset. Så om aftenen tog jeg ind i et baghus i Sankt Peders Stræde i København, hvor bandet Before holdt til. Og der var bestemt ingen julestemning. Fritz sad og fixede, og det rystede mig meget. Jeg var chokeret. Det havde jeg aldrig set i levende live. Og jeg har sikkert sagt, at det var det mest rædselsfulde og fulgt op på det,” siger Søren Fauli, der fra starten var imod stoffer og i 1983 skrev kult-hittet “Speed“, der ironiserer over stofferne.
Fritz’ krop blev et offer for punkens apati over for samfundet, et ønske om at transcendere virkelighed og en svigtet barndom blandet med disse idealer. Det fortæller Fritz selv.
“Jeg skjuler det jo ikke, som andre gør. Folk var generelt ret langt ude på speed og alt muligt, men junk var ikke en del af miljøet, det var mange modstandere af. I begyndelsen hjemme i Aalborg var det hash og ikke andet, det var de bedste år, og så speed eller coke engang imellem i weekenden, det var de kreative år. Så i København forsøgte jeg med heroin og opiumvalmuer. Det havde intet med punken at gøre, men med min egen svage psyke fra min barndom.”
Han levede og leverede sig selv fuldt ud, men i takt med succesen startede hans deroute. På tourbussen drak han opiumvalmuer på flaske. Og selvom Fritz Fatal i dag husker Before-årene som nogle af sit livs bedste, var der også skår. For mens han blev puttet op på en piedestal, følte han også, at folk begyndte at blive misundelige.
“Som digteren Poul Borum sagde til mig dengang: ‘Man skal gå langsomt frem’. Som ung mand kunne jeg slet ikke holde til al den pludselige opmærksomhed, og der var folk, der blev misundelige. Hvem fortæller jeg ikke, men det var ikke let,” siger Fritz Fatal.
Before nåede at spille på Roskilde Festival, men gik i opløsning i ‘84. I stedet blev han en del af House of Secrets, der spillede psykedelisk hippierock. For også Fritz Fatal fandt ud af, at han ikke var rigtig punk, men den hippie, han havde været som ung teenager, der ønskede at udbrede ophøjet, åndelig søgen.
Allerede som langhåret ni årig gik han til Pink Floyd-koncert og dyrkede guitardreven hippierock som Cream og Jimi Hendrix. Den kulturelle nysgerrighed havde han fra sin far, Asger Bonfils, som var en berømt dansk teatermand og sceneinstruktør. Ofte var der gæster på besøg, der talte om kunst og kultur. På overfladen så alt godt ud i Aarhus-lejligheden, men bag væggene blev børnene ofte ladt alene i stikken.
“Min far Asger styrede familien diktatorisk. Og det var Asger mig her, og Asger mig der. Men har man familie, bør der både være plads til sin kunst og sine børn. Det var der ikke. Mig og min søster var overladt til os selv. Vi blev udskudsbørn. Det var fedt at få en ballast med kultur og kunst, men jeg ville hellere have haft en far, der havde lært mig at være en kriger. Som enhver mand skal være. Jeg var ret buttet som barn og blev drillet. Som 14-årig fik jeg en anoreksi-diagnose og blev indlagt på børnepsykiatrisk afdeling i to år.”
Det gik nyhederne rundt, da hans kendte kunstnerfar døde tidligere på året, 89 år gammel.
Det fik gammel vrede fra barndommen til at blusse op i Fritz, som her genkalder sig minderne.
“Så skulle vi flytte fra Aarhus til Aalborg. I en eller anden villa. Hvilket hul. Hvorfor skulle vi slæbes derover? Jeg var den første hippie i byen, men jeg blev mobbet, og alle sagde, ‘hvor ser du åndssvag ud’.”
Han begyndte at ryge hash. Blev bagerlæring, men var ikke god nok til det, han følte ikke, han passede ind nogen steder, og på et tidspunkt tænkte han: ‘Fuck normerne’.
Det var så her, han i 1980 købte en envejs-togbillet til København, 20 år gammel.
“Mit eneste grundlag er en rockgruppe, der hedder Sods (i dag Sort Sol. red.). Det er et totalt spinkelt grundlag at rejse til en ny by for. Men jeg ville opleve deres musik og blive en del af miljøet,” siger Fritz Fatal.
Det gik der som bekendt nogle år med. Men snart uddøde det oprindelige punkmiljø. Folk var blevet ældre, og deres tøj var opdaget af førende modehuse og blev mainstream. Nu lå oprøret i stedet i BZ-bevægelsen, der besatte tomme huse. Fritz Fatal gjorde det anderledes. Han indgik i hippie-rockgruppen House of Secrets og tjente penge til de stoffer, han var blevet afhængig af.
“Det er en mærkelig måde at lave penge på. Jeg burde ikke have penge til noget, for jeg kunne ikke slå gamle damer ned, jeg kunne ikke lave indbrud, jeg kunne åbenbart charme mig igennem, jeg tjente penge på at være fidibus, sørge for at folk blev underholdt, mens de ventede på junken, og folk kunne stole på mig,” siger Fritz Fatal, der fra 1989 fik metadon. Senere hen røg han på flasken, men i dag drikker han ikke.
Også dengang var han on/off på den danske musikscene med bandet Mental Midget, der i 00’erne udgav pladen Post Psykedelisk Stress Syndrom.
“Alt afhang af, hvordan Fritz havde det. Om han var oppe eller nede, “fortæller musikkritiker Klaus Lynggaard, der var guitarist i Mental Midget, og fortsætter:
“På den måde er han ikke et sikkert kort som performer. Han mødte op i øveren cirka hver anden gang, men når det kørte med Fritz, nåede man steder hen, man aldrig ville gøre i andre sammenhænge, fordi det var så ustruktureret og intuitivt. Der var en joke i bandet, at hver gang vi havde spillet, var der en, der skulle sige: Der var øjeblikke af ufattelig skønhed.”
Senere spillede Fritz i The Late Midgets og Fritz Fatal Band, som min ven, Mærkelige Michael, er en del af.
“Fritz kan være en udfordring at samarbejde med, for det er ret intenst, og ideerne skal realiseres hurtigt. Og det er ofte gode ideer, der viser sig at være holdbare, selvom der umiddelbart ikke er meget struktur,” fortæller Mærkelige Michael.
Struktur er der, for at sige det mildt, heller ikke meget af i Fritz’ lejlighed. Men da han rejser sig fra sin seng, lykkes det ham alligevel at finde et gammelt chartek med fotografier. Han ryster billederne ud på et bord.
“Jeg vidste ikke, der var så mange.”
Han finder et par fotografier fra et pænt og ordentligt hjem fyldt med kærlighed. Billeder af katte, en andelslejlighed i Sydhavnen og Bettina, som han i en årrække i 00’erne boede sammen med, dengang de var kærester. “Her er vores dejlige katte. Den store elskede at ligge i vasken i vores lejlighed i Sydhavnen,” siger Fritz og ser pludselig trist ud. For som med alt andet i hans liv, når det går op, så kommer nedturen.
Og, fortæller han, der har virkelig været meget nedtur det sidste stykke tid. Hans eks-kæreste Bettina, som han var meget glad for, begik selvmord i april 2018. Det skete kort tid efter, at hans far døde. Og i 2016 begik hans bedste ven, kunstneren Filip V. Jensen, selvmord. Sangen på hans nye album ‘Ej mere’ er til den gamle ven.
“Man bliver enten sur og forkaster religionen. eller også bliver man mere religiøs, og så begynder man at se lyset igennem overlevelsen, og hvor meget lyset betyder, træerne, naturen, alt det den store ånd, de åndelige højere magter, har skabt,” siger Fritz Fatal.
Han er løbet tør for talekræfter og gør det klart, at mit besøg er nok for nu.
Foden skal heles, og en ny koncert skal forhåbentlig snart stables på benene, så de nye sange kan komme ud til publikum. Sange med rødder i punk og poetisk kærlighed, der stadig bobler i den svækkede krop.
Se også:
