Restaurant Confessionals er vores tilbagevendende artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt. I denne udgave har vi spurgt ind til nogle af de uheldige episoder, der udspiller sig hver eneste dag i køkkener verden over.
Alle har hørt historier om folk, der på et tidspunkt har måtte sige farvel til lidt hud efter at have været i nærkontakt med en ostehøvl, eller som har mistet en luns af deres finger til brødkniven. Selvom man kan komme slemt til skade derhjemme i køkkenet, er det dog intet i forhold til, hvad man kan komme ud for, når man arbejder på en hektisk restaurant.
Videos by VICE
I løbet af min tid i et køkken har jeg set rigtig mange makabre ulykker, men det hele startede tilbage på restaurantskolen. Ulykkerne begyndte allerede under vores første undervisningstime, da en pige påstod, at hun havde forstand på at håndtere pålægsmaskinen. Hun fortalte højlydt, at hun ikke havde brug for beskyttelsesudstyr, som bare var irriterende. To minutter efter sprøjtede blodet fra hendes fingre, og hun skreg efter hjælp. Underviseren stod fastfrosset midt i lokalet og stirrede på spidsen af hendes fingre, der nu sad fast i klingen.
Jeg var nysgerrig efter at høre andre ulækre køkkenanekdoter, så derfor spurgte jeg fire eksperter, om ikke de havde lyst til at dele ud af deres mest klodsede og horrible oplevelser.
Sander Leselink har i årevis arbejdet som kok i Holland. En hektisk dag i køkkenet endte med, at han fik kogende vand i ansigtet. “Det var en travl fredag eftermiddag, og vi havde 80 gæster i restauranten. Jeg lavede gnocchi og havde lige kogt en stor gryde med vand og olie til at tilberede dem i. Da de var færdige, og vandet skulle hældes fra, gled gryden ud af mine hænder og røg ned i vasken. Vandet sprøjtede direkte op i ansigtet på mig. Jeg husker det som om, alting foregik i slowmotion”.
Fordi der var så travlt, fortsatte Sander med at arbejde, indtil en af hans kolleger trak ham til side. “Jeg havde åbenbart vabler i hele ansigtet. Vi rengjorde mine sår, og så tog jeg på skadestuen, hvor jeg fik at vide, at jeg havde fået både anden- og førstegradsforbrændinger. Da jeg kom ud fra hospitalet, var mit ansigt dækket af bandager; jeg lignede en mumie. Jeg kunne ikke arbejde i halvanden uge, men heldigvis har jeg ikke fået ar.”
Joost Brouwer arbejdede også i restaurantkøkken i mange år, før han startede sit eget cateringfirma. De dage, han husker bedst, er også de dage, hvor noget gik galt. “På en af restauranterne foregik alting lynhurtigt, og madlavningen involverede en del improvisation – ligesom på alle andre restauranter – og sommetider røg ting på gulvet. En aften hvor jeg var i gang med at feje, gled jeg i en musling. Mit ene ben gled fremad, og mit knæ smadrede lige ind i et af køkkenets mindre komfurer. Det resulterede i et springerknæ – betændelse dér hvor knæskallen sidder sammen med skinnebenet. Det er en meget smertefuld lidelse, især når ens arbejde kræver, at man står op hele dagen.”
Forbrændinger og fald ligger begge meget højt på listen over hyppige køkkenulykker, men på førstepladsen finder vi forsvundne fingerspidser. Alle kokke har skåret sig, og Joost Brouwer er også selv kommet til skade med en kniv. “Jeg havde fået en rigtig dårlig vane med at tørre min kniv af i mit forklæde, hver gang jeg havde brugt den. Da jeg så en dag havde glemt at tage mit forklæde på, gik kniven gennem stoffet på min bukser og ind i mit ben. Jeg ændrede rutinen for knivrengøring selvsamme dag.”
Jordy Pottgens er manager på en restaurant, og han havde en grufuld oplevelse, da han stod og smed glas ud. “Vi havde fået en ny maskine, der smadrede større stykker af glas fra øl- og vinflasker i mindre stykker. Maskinen skal håndteres manuelt ved hjælp af et håndtag, og der er et låg, som sørger for, at glasset ikke ryger ud over det hele. Jeg trak i håndtaget for at knuse glasset, men der gik noget galt, og låget sprang op. Min hånd satte sig fast mellem håndtaget og låget, hvilket resulterede i en akut amputering af spidsen af min ringfinger og en lille smule af min langefinger. Heldigvis var vi de første til at tage maskinen i brug, så vi smed den ud med det samme. Forsikringsselskabet, arbejdstilsynet og flere andre har iværksat undersøgelser, men uanset hvad de end konkluderer, får jeg selvfølgelig aldrig min fingerspids tilbage.”
Samuel Levie er personlig kok og driver et madorienteret PR-firma. I løbet af sin tid i diverse køkkener overværede han masser af skødesløse stunts. “Da jeg var omkring 18 år, var der en kok i køkkenet, der var virkelig glad for at drikke. En aften var han i gang med at lave karamel, mens jeg ordnede prep til næste dag. Så rakte han mig en ske med karamel. Når man starter som kok, får man altid at vide, at det er utroligt vigtigt, at man smager på tingene, så jeg stak det bare i munden. Det var selvfølgelig varmt som lava og klistret, som kun karamel kan være. Indersiden af min mund blev brændt helt af. Jeg gik rundt med brandsår i tre uger og havde en overlæbe fyldt med pus, der smagte lidt af karamel.”
Samuel rykkede senere videre til en anden restaurant, hvor han kom til at arbejde sammen med en kok, der havde brug for at vise sig lidt frem. En egenskab, der kun er med til at forhøje risikofaktoren i et køkken. “En af kokkene pralede altid med, at han kunne tage pomme croquette ud af frituren med sine bare hænder. På hans sidste arbejdsaften skulle han jo så bevise for os alle sammen, at han rent faktisk kunne. Jeg tror ikke, der er ret mange mennesker, der kan stikke deres hænder ned i en frituregryde uden at komme bare en lille smule til skade. Hans hånd så ikke særligt godt ud efter turen i kogende olie, og fyren blev ikke hængende til en øl. Han skulle direkte hjem.”
Kokken Peter Ian havde for nylig en ansat, der hakkede tæt på en centimeter af sin finger. “Fyren kom over til mig, viste sin halverede tommelfinger og fortalte, at han var nødt til at komme til lægen efter et uheldigt møde med skæremaskinen. Og rigtigt nok fandt vi en blodig fingerspids ved klingen. Jeg var efterfølgende nødt til at arbejde syv dage i træk, fordi vi var en mand i undertal. Efter en uge dukkede fyren så op igen med en firkantet tommelfinger”.
Der er også masser af historier om folk, der tager deres afskårne fingre med på hospitalet i en spand isvand, i håb om at lægerne kan sy dem på plads igen.
Lad mig nu afslutte denne skrækindjagende historie lidt klichéfyldt: Pas på jer selv og husk, at det er en rigtig dårlig idé at fjolle rundt med kogende olie, skarpe knive og pålægsmaskiner.
Denne artikel blev oprindeligt bragt af MUNCHIES HOLLAND i december 2015.
Mere
fra VICE
-

(Photo by Jordi Vidal/Redferns via Getty Images) -

Screenshot: PlayStation -

Screenshot: Capcom -

Screenshot: Wizards of the Coast