Hvad lavede du i søndags? Personligt sov jeg en 18-timers brandert ud og var knap nok blevet menneske mandag morgen, da jeg læste om en person, der dagen forinden havde krydset Skagerrak på paddlebræt i ét hug. På den måde er vi mennesker jo forskellige. Jeg ryger desuden alt for mange cigaretter til at kaste mig ud i sådan et projekt, og hvis jeg skal være ærlig, havde jeg nok ikke heller ikke gennemført en padletur mellem Danmark og Norge, om jeg så aldrig nogensinde havde drukket en øl eller røget en cigaret.
Så meget desto større er min fascination af 24-årige Casper Steinfath. Han er vokset op i Klitmøller, en by på knap 900 indbyggere, der populært er kendt som Cold Hawaii på grund af bølgerne og surfermiljøet. Siden Casper var barn, har han været besat af at jagte nye bølger og eventyr.
Videos by VICE
Søndag overgik han sig selv. På et paddlebræt skulle han padle hele vejen fra Hirtshals i Nordjylland til Flekkerøy i Norge. Med fire VM-titler i stand up-paddling var han selvskrevet til opgaven, og med sidste års mislykkede forsøg i bagagen var der ekstra meget på spil for nordjyden.
18,5 timer, 60.000 paddleslag, en frikadellesandwich og 137 kilometer senere nåede Casper målet. Han klarede det. Som det første menneske nogensinde. Det er ikke gået uset hen, og Casper har efterfølgende givet et utal af interviews for at fortælle om sin færd.
Men jeg har stadig nogle spørgsmål, der er ubesvarede. For blæret bedrift til side hvordan går man så på toilettet, når man er fanget i en våddragt og befinder sig på åbent hav?
Det kom de ikke ind på i Go’ Morgen Danmark, så jeg tog en snak med ham om de mindre flatterende detaljer fra turen.
VICE: Først og fremmest tillykke med bedriften. Hvordan har du haft det de sidste par dage?
Casper Steinfath: Jeg er stadig helt høj efter turen. Jeg har i alt sovet fem timer på to døgn. Mine arme og ben er ikke særlig meget værd. Generelt er min krop lige til at smide i skraldespanden. Men den har gjort sit arbejde godt.
Du gjorde det ikke lettere for dig selv ved at gøre det her i marts måned. Hvorfor valgte du at gøre det nu?
Hvorfor ikke? Det kan sammenlignes med en bjergbestiger, der bestiger Mount Everest uden kunstig ilt. Det handler om at få udfordringen op på et højere niveau. At presse sig selv mod moder natur gør, at jeg får rykket mine grænser og kommer ud, hvor det virkelig gør ondt, og hvor jeg skal finde ny styrke inde i mig selv.
Det er mega klamt at tænke på, at jeg padler rundt i min egen afføring, men that’s life
Opstod der nogle konkrete problemer på grund af kulden?
På et tidspunkt forsøger jeg at suge vand fra min hydration pack, som er en taske fyldt med væske, som har en tube, der går op til munden, og så kommer der ikke noget. Jeg når at tænke, om slangen er krydset, før jeg kigger ned på den og ser, at der er en kæmpe isklump inde i røret. Det gjorde mig nervøs at se, det var så koldt, men jeg generede så meget varme, når jeg padlede, at jeg kunne holde mig selv kørende. Dog gjorde kulden distancen hårdere, fordi jeg ikke kun skulle producere energi til at skabe fremdrift, men også til at varme mig selv op.
Det lyder ret udmattende. Var der nogle gange undervejs, hvor du fortrød det hele og tænkte ‘hvad fanden har jeg gang i’?
Efter tolv timer kom der en abe på skulderen, der begyndte at stille en masse dumme spørgsmål: Hvorfor gør du det her? Hvad får du ud af det? Du kunne ligge derhjemme foran fjernsynet og spise popcorn og se en god serie. På det her tidspunkt gjorde det virkelig ondt, så derfor begyndte jeg at drømme mig væk til et andet sted. Samtidigt var det på det tidspunkt, at jeg kunne mærke, jeg var i live. Det er ikke kun, når du er glad, at du er og live, det er fandme også, når det gør ondt. Der indså jeg, at jo, det kunne være fedt at ligge hjemme på sofaen, men det er også ret fedt at ligge herude og kæmpe med alt, hvad du har.
Det var også et psykisk eksperiment: ‘Hvor langt kan jeg presse mig selv, før jeg skvatter bevidstløs om i vandet?’ Ifølge livredderne var jeg ret tæt på. De kunne se tegn på, at min padleteknik var ved at falde sammen til sidst, og mine knæ begyndte at ryste. De påstår, at jeg var tæt på at besvime hen mod slutningen. Jeg fik også efterfølgende at vide, at turen svarede til at løbe seks-syv maraton.
Fik du noget at spise undervejs?
Jeg havde lagt en plan om, at hver 45. minut skulle jeg tage en spisepause. Så satte jeg mig ned på brættet i fem minutter og spiste. Første pause spiste jeg en energibar, som er pakket med kalorier, jeg fik også en sandwich med peanutbutter og syltetøj og en sandwich med frikadelle og rødkål. Den var guld. Jeg var meget bevidst om, at hvis jeg ikke tog de her spisepauser, så var det hurtigt game over. Så de pauser blev holdt på sekundslaget. Af flydende føde havde jeg vand blandet med sukker og forskellige mineraler og salte. En med citrus og en med tropiske frugter.
Men når man indtager ting, så skal de jo også… ud igen. Hvad gør man på den front?
En våddragt har faktisk et indbygget toilet. Du hopper lidt ned i vandet, åbner dragten øverst oppe og hiver lidt vand i, og så skyller du simpelthen igennem. Så kommer det ud for neden. Det er mega klamt at tænke på, at jeg padler rundt i min egen afføring, men that’s life. Nogle gange har man bare ikke den luksus at sidde på et dejligt toilet og chille.
Bortset fra at gå til rave er der ikke mange andre ting, jeg kunne forestille mig at lave 18,5 timer i træk. Begyndte du ikke at kede dig?
Det blev lidt monotont på et tidspunkt, da der ikke var noget at se i horisonten, og jeg bare padlede mod et eller andet abstrakt koncept, der hed Norge. Så bad jeg min bror, som var med i følgebåden, om at sætte noget heavy metal på, som jeg hørte på min medbragte trådløse højttaler. Det skabte noget stemning og satte lidt skub i min padlerytme.
Hvad er det bedste råd, du kan give nogen, der vil forsøge at gøre dig kunsten efter?
Det er et ret simpelt råd, og det er noget, jeg glemte at gøre, hvilket er derfor, jeg går rundt og halter i dag. Smør dine løg ind i vaseline! Dobbelt lag.
Halvvejs på turen begynder min våddragt at gnave helt vildt, og det er især løgene, der står for skud. Det øjeblik indser jeg, at jeg har glemt at komme vaseline på, og jeg ved godt, at jeg er beyond point of no return. Jeg får noget vaseline derud og forsøger at smøre det på, men det går ikke. Så der opstår et slidsår på det nederste af pungen, og hver gang våddragten rører det, er det vildt smertefuldt. Og når jeg tisser, er det endnu mere smertefuldt. Det føles, som om der blev hældt sprit på mit sår, og det svier på sådan en skarp måde. Jeg har aldrig prøvet noget lignede. På et tidspunkt var jeg nødt til at lægge mig ned i fosterstilling på brættet for ikke at falde i vandet af bar smerte. Og der var stadig halvdelen af turen tilbage.
Jeg fandt en måde at sætte dragten anderledes, så der var mindre friktion, men jeg havde mest af alt lyst til tage en kniv og skære et kæmpe hul i våddragten og bare lade alt hænge ud. Det ville jeg i princippet godt kunne, men det ville måske også være lidt koldt.
Det lyder alt i alt som en ret hardcore oplevelse. Ville du gøre det igen, hvis du fik muligheden?
Ja, men ikke i samme kontekst. For det konkrete mål er nået. Den destination er nået. Den oplevelse og den udforskelse af min egen krop i forhold til dens grænser er nået. Jeg ville helt sikkert tage imod en lignende udfordring, men det skulle være, fordi jeg kunne lære noget nyt. Det, jeg satte mig for at lære den her gang, var at lære noget om mørket – padle i mørket og blive dus med mørket. Og det her med at overvinde kulden. Så det skulle være med noget andet i fokus. Måske et ekstremt sted i verden med masser af strøm i vandet eller nogle helt andre slags udfordringer.
Tak for snakken og god bedring med løgene, Casper.
