Fra bål foran Orange til kæmpeanlæg på camping: Billeder fra de seneste 15 år på Roskilde

Det er ved at være den smukke tid på året igen, hvor man godt kan begynde at finde telt, gummistøvler og/eller solhat frem fra kælderen, lægge lidt til side på bajer- og tjald-kontoen og glæde sig til, at festivalsæsonen går i gang. For rigtig mange af os danskere er Roskilde Festival en hjørnesten i festivalsommeren, og det er der mange gode grunde til: Det er Nordeuropas største festival, der kommer altid nogle opsigtsvækkende internationale navne fra nutiden og (især) fortiden, og, vigtigst af alt, er det en uge, hvor vi kan slå hjernen fra og opføre os helt åndssvagt og nøgent på en pløjemark i Roskilde sammen med alle vores lige så afstumpede venner.

Festivalen blev afholdt første gang i 1971, så det siger sig selv, at der er en ting eller to, der har ændret sig (farvel frisind og nærvær, hej medieby og Instagram-stories). Det kan dog være svært at relatere til den helt oldschool 70’er-version af Roskilde, men faktisk har festivalen også været igennem en sindssyg udvikling over de seneste 15-20 år. For at snakke med en, der har oplevet den udvikling, ringede vi fotografen Lasse Bak Mejlvang, der nærmest er vokset op på dyrskuepladsen.

Vi tog en snak om professionaliseringen af Roskilde, hans oplevelser gennem tiden, og så fik vi ham til at vise nogle historiske billeder fra festivalen, der ikke tidligere har været offentliggjort.

Noisey: Hey Lasse. Hvor mange Roskilde Festivaler har du været med på?
Lasse Bak Mejlvang: Jeg er ikke helt sikker, men jeg har kun misset ét år, 2008, fordi jeg var i Asien, og ellers har jeg været der, siden jeg var helt lille. Min far er tømrer og har arbejdet som frivillig siden start-80’erne. Jeg er 36 nu. Vi joker med, at jeg havde tredive-års-jubilæum for cirka fire år siden. Jeg har været der i barnevogn, da jeg blev lidt ældre, samlede jeg flasker derude, fik lov at sove derude første år. I 2003 var jeg der for første gang med et digitalt kamera.

Hvordan har du set festivalen ændre sig siden det første år, du var med?
Vi er en stor gruppe Roskilde-drenge, der altid er kommet der. Jeg kan huske det år med Pearl Jam, 2000, hvordan vi gik fra lejr til lejr og fandt hinanden. Alle venner og bekendte var jo derude. Der er selvfølgelig stadig masser af fællesskabsfølelse derude. Og det er ikke kun, fordi jeg er blevet ældre, men tonen er blevet en anden. Det ville klæde festivalen at få nogle flere hippieværdier tilbage. Dengang var det akustiske guitarer og bongotrommer, og hvis du havde en boomblaster med, var du den, der spillede højest. Det hele var meget mere inkluderende på et stille og roligt plan end de her technovogne, der kører hele natten. Der, tror jeg, man mister noget af den her ‘lejrskabsfølelse’.

Hvad er blevet værre, synes du?
Man kan sige, hvad man vil om flower power og sådan, men du kunne vade ind i hvilken som helst lejr, uden at der var sure miner. Lidt mere en kollektiv følelse. Om det så er de her musikanlæg, der har ændret det, eller hvad det er…Roskilde er stadig garant for at holde en superfed fest, og et sted, hvor man kan feste på kryds og tværs af aldre, genrer og baggrund, og det er virkelig fedt. Men der er kommet en anden tone. Meget af det fokus, der for eksempel har været på festivalen i #MeToo-sammenhæng, er også gyldigt nok – vi har altid klædt os ud i alle mulige kostumer og sådan, men man skal have respekt. Lige fra ikke at tage på pigerne til det her med, at det er okay at smide skrald derude. Man må gerne være en tosse, men man skal være det på en god måde. Der er blevet en tendens til, at festivalen har ansvaret for at forklare de unge mennesker, at det handler om kærlighed. Man skal ikke smadre ting og være en idiot.

Hvad er blevet bedre siden det første år, du var der?
Festivalen er blevet professionel, på godt og ondt. Man står sgu ikke så meget i kø. Det kunne man virkelig komme til i gamle dage. Lyd, lys og koncertoplevelser er blevet forbedret markant, det er der ingen tvivl om. Og så har de hyret et vagtværn ind, og der er ingen tvivl om, at Roskilde Festival skal være professionel, rent sikkerhedsmæssigt – især efter 2001. Jeg har prøvet at være til koncert på Orange og bare ikke røre jorden. Det var ikke så rart at være til vild koncert der dengang. Men med den professionalisme slipper man også noget frisind. Jeg kan huske, at jeg har siddet foran Orange Scene en sen morgentime og drukket bajere – flaskebajere, som man selv har med ind, og røget joints og siddet og lavet bål på pladsen. Og i dag duer det ikke. Det kan man ikke! Og hvorfor kunne man det dengang? Er det, fordi vi er blevet mindre ansvarsfulde?

Er det festivalen, der har ændret noget i sin mentalitet, eller er det bare folk, der har ændret den måde, de går til Roskilde Festival på?
Det går hånd i hånd – festivalen er ikke for min generation. De satser på det unge publikum, og det har de altid gjort. Jeg kan godt huske, da de startede med de der legendariske camps – Van Damme Camp og sådan noget – det var lidt, ligesom Dream City er nu. Tre store camps fik lov at komme ind før tid, og hvis man ville feste hele natten, kunne man bare gå derned. Det løb er kørt nu med anlæggene. Før i tiden var Roskilde en rockfestival. Jeg synes, en popstjerne som Rihanna er fin, men det er ærgerligt for musikken, at det bliver mere af en diskoteksfest. Jeg kan huske engang, jeg var på Smukfest, hvor der var en Captain Morgan-bar og et Crazy Daisy-diskotek lige ude foran pladsen. Jeg synes ikke, at Roskilde er så langt fra. Og jeg synes, vi skal passe på med ikke at gøre det alt for provinsdiskotek.

Hvad oplever du stadig, der har været der siden dit første år?
Det er så nemt at sige, at de unge er blevet lidt hårdere i kanten – men det er eddermaneme vildt, at man kan holde en fest for 100.000 mennesker, og der er så lidt ballade. Jeg har aldrig følt mig utryg derude. Jo, kun til Pearl Jam. Der var en rigtig mærkelig stemning, som jeg ikke har oplevet derude før eller siden. Men det var et uheld. Følelsen af, at vi er samlet om det her – den er der stadig. Og det glæder jeg mig altid til. Men vi skal værne om den.

Tak, Lasse.

Scroll videre for at se flere af Lasse Bak Mejlvangs billeder fra Roskilde gennem årene: