Den 29-årige danske journalist og forfatter Steffen Stubager rejser gennem det afrikanske kontinent fra Cape Town i syd til Casablanca i nord. Hvor længe rejsen varer, ved han ikke endnu, men hjemmefra har han bestemt sig for tre ting: At han kun pakker det, som kan være i en lille rygsæk. At han udelukkende må lave håndskrevne noter – ingen computer. Og at han ikke må flyve mellem sine destinationer – rejsen må udelukkende foregå til lands og til vands. Rejsen skal ende med en bog, hvor han beretter om sine møder med mennesker, steder, situationer og oplevelser, der gør indtryk på ham undervejs. Her kan du læse uddrag fra Steffens dagbog, som han løbende affotograferer og sender til Danmark, når han er i nærheden af en internetforbindelse.
Det her er første kapitel i Steffens dagbog fra Afrika.
Videos by VICE
Boulders Beach, Sydafrika
Jeg skriver i solnedgangen.
Pingvinerne løber over sandet med vinger ud til siderne. De svømmer under mig, under den sten, jeg sidder og skriver på. Strømmen, tidevandet, fører dem rundt. Solen går ned bag pingvinernes buskadser. Jeg skifter sten, kravler op på en højere afsats for at få de sidste af dagens stråler i ansigtet. Mine eneste bukser revner.
Jeg klatrer ned på stranden, spurter op og når dagens sidste tog mod nord. Der sidder en mand i en hættetrøje, ellers er kupeen tom. Hans ben er krydsende og lagt op på sædet. Han kalder på mig. Jeg rejser mig og går hen til ham. Jeg ser ikke hans ansigt under hætten. Han beder om penge. Mine sedler ligger i en stak i lommen. Jeg giver ham en seddel, den seddel, jeg får op. Måske får han 10, måske 100. Jeg kigger ikke på sedlen, da jeg giver ham den. Jeg giver ham hånden og siger, at jeg hedder Steffen. Han tøver, men giver mig sin hånd. Den er rug, tør og knoklet. Han hedder Coy eller Køj eller Carh. Han kigger stadig ned, ansigtet er skjult under hætten. Jeg sætter mig. Coy rejser sig op på sine knæ og begynder at kigge ud i det sorte. Jeg gør det samme.
Jeg var 22, da jeg skubbede mit fjernsyn ud fra tredje sal på Frederiksberg, tog orlov og rejste jorden rundt over seks kontinenter. Min morfar er mit idol. Han var storvildtjæger. Han boede i en villa fyldt med døde dyr, og hvert dyr havde en historie. Leoparden jagede han fra en hule, han havde bygget af træstykker og palmeblade. Han lå og ventede i hulen med sit gevær, og for at holde vilde dyr væk, hældte han sit tis over hulen. Han afmærkede sit territorium. Efter tre dage og tre nætter uden søvn så han leoparden, sigtede og skød, men dræbte den kun halvt. Han fulgte dyrets spor gennem bushen, op ad et bjerg, ind i en jungle, dybere, og endelig, endnu tre dage og tre nætter senere, skød han dyret for anden gang, denne gang i hjertet. Han fik den udstoppet og forærede den til sin yngste datter, min moster. Nu står den på en træstub i hendes stue.
Han fortalte om kannibalerne i Papua Ny Guinea, som han havde spist menneskekød sammen med. Det møreste stykke kød sidder på tommelfingeren, sagde han.
Og så er der Rufus, som jeg kalder grizzlybjørnen, der i mørket åbnede hans telt i Alaska eller Canada. Sådan går en af historierne i hvert fald. Han havde sit gevær ved sin side, som sædvanlig, og det var ladt. Han skød dyret gennem kraniet, og det faldt død om trekvartvejs inde i teltet. Han fik flået skindet af den og udstoppet dens hoved. Grizzlybjørneskindet har jeg i en kasse i kælderen. Det er det ene af to fysiske minder om min morfar.
Det andet er Jules Vernes ‘En verdensomsejling under havet’. Da han gav mig bogen, var den slidt. Det er min bibel, sagde han til mig. Jeg syntes, at det var en dårlig gave. Jeg var 12 år, da jeg fik den. Den var på engelsk. Jeg kunne ikke sige potato.
Om sommeren arbejdede min morfar som dækmekaniker i sit eget firma. Om vinteren rejste han til Afrika eller Borneo eller sådan noget. Når jeg var hos ham, fortalte han sine historier. Han viste mig tusindvis af lysbilleder. Dyrene var ikke det vigtige, sagde han. De var blot trofæer, der gjorde rejsen til mere end en rejse, til en mission, og bagefter, i hans stue, vækkede minder. Det vigtige var oplevelserne, der kom før trofæerne, og det var oplevelserne, han delte med mig. Han fortalte om kannibalerne i Papua Ny Guinea, som han havde spist menneskekød sammen med. Det møreste stykke kød sidder på tommelfingeren, sagde han. Sidst jeg så ham, var jeg 13. Det sidste han sagde til mig var, at når jeg blev gammel nok, skulle vi bestige Kilimanjaro sammen. Det kom vi aldrig til.
Da jeg var 20, så jeg ham igen. Der lå han i sin kiste.
Der var en splid i familien, og i syv år så min mor ham ikke. Skør historie. Jeg forstod den ikke. Selv har jeg kun gode minder om min morfar. Jeg tog min mor med op på Kilimanjaro. Hun vidste, hvor meget det bjerg betød for mig. Endelig, en nat, fortalte hun mig hele historien. Jeg forstår den stadig ikke.
Da min morfar døde, fandt jeg ‘En verdensomsejling under havet’ frem og læste den for første gang. Nu har jeg læst den mange gange. Jeg har også læst ‘Den gamle mand og havet’ mange gange. Santiago, der sejler langt ud for at fange en stor fisk, men vender udmattet hjem og kun med fiskens skelet i behold, minder om min morfar. Var det fisken, han ville have med hjem derudefra eller noget andet?
Min morfars øjne var mere blå end mine egne. De skinnede, når han blev ivrig af at fortælle. Jeg opdagede, at han fik tårer i øjnene af glæde, og det var derfor, de blev blanke. Det gør mine til tider også. Når jeg havde været på besøg, var hans gulv fyldt med lysbilleder og abekranier og zebraskind og strudseæg, og jeg fik poser med brugte patronhylstre med hjem. Lugten af brugte patronhylstre er lugten af liv og død på én gang.
Jeg tror, min morfar lærte mig at tage på eventyr. Jeg tror, jeg tidligt i mit liv valgte, at mine øjne skulle skinne af glæde og ikke af sorg.
Da jeg var 15, aftalte jeg med mig selv, at jeg skulle give mig selv 20 år til at bygge mig et liv uden arbejde. Hvis ikke, jeg kunne det, inden jeg var 35, var det ok, at jeg fandt på noget andet at lave. Jeg vidste, at jeg måtte blive dygtig til det, som jeg allerbedst kunne lide. Dygtig til noget som ikke er et arbejde.
Jeg gik med en lokal ven, Snoopy, gennem en farlig slumby. Han lagde sin hånd på min skulder og sagde: “Steffen. I can see that you are afraid.
Jeg kunne godt lide at læse, og jeg tænkte, at det kunne være sjovt at blive god til at skrive. Jeg voksede op på en båd, i månedsvis sejlede vi rundt i Sverige, Norge og Danmark. Jeg skrev dagbog undervejs, holdt regnskab med havnene og mine oplevelser. Jeg skrev de mærkeligste ting ned, som historien om den store storm, vi klarede i Kattegat, og om de korte venskaber, der kom og gik i de havne, vi sejlede ind og ud af. Det var der, jeg fandt ud af, at der findes mennesker, som skriver om deres oplevelser og lever af det.
Nu er der seks år tilbage, før de 20 år er gået. Jeg har foreløbig levet af at skrive om mine oplevelser i tre år.
Mine rejser har aldrig været tænkt som dannelsesrejser. Jeg har aldrig haft brug for at lede efter mig selv, ligesom mange unge mennesker gør. Jeg har som min morfar mærket enorm glæde og frihed i rejserne, og som han sagde, er de bedste rejser dem med en mission. Selv de mest latterlige missioner er missioner. Jeg rejste engang til Bahamas for at ryge en cigar i vandkanten. Rejsen kostede tusindvis af kroner, og opholdet i Bahamas varede fire-fem timer. Det var en af mine mest fantastiske rejser, fordi jeg klarede min mission godt. Jeg har ikke lyst til at skyde dyr, men jeg kan godt lide at skyde billeder og skrive. At opleve er for mig en form for jagt, som er mere brugbar end dyredrab. Jeg går op i at blive dygtigere til at opleve.
Da jeg var lille lå jeg i timevis og gloede i et kæmpe leksikon, som skar mig i hudflappen mellem tommel og pegefinger, når jeg bladrede. Jeg havde også en globus med lys i. Den stod tændt om natten. Det afhang af mit humør, hvilken del af verden, der pegede hen mod mig, men oftest var det Afrika. Jeg forestillede mig, hvordan der var derinde i midten. Min morfar sagde, at han havde truffet verdens gladeste mennesker i bushen. Jeg forstod det ikke, for det eneste, jeg vidste, var, at Afrika var fattigt.
Idéen om at krydse det afrikanske kontinent kom til mig for nogle år siden, da jeg boede i Ghana. Jeg gik med en lokal ven, Snoopy, gennem en farlig slumby. Han lagde sin hånd på min skulder og sagde: “Steffen. I can see that you are afraid. Do like me: walk majestically. If you walk like that you can walk anywhere. You can walk across Africa.” Hans ord – gå majæstetisk – blev et mantra for mig. Det er ikke fordi hans ord har fjernet min frygt for noget som helst. Den har jeg stadig ofte. Men hans ord giver mig mod til at opsøge mine største frygter, nogle af verdens farligste steder, og nogle af mine største mareridt. Jeg lærte at gå med ophævet pande i barske, brutale, ubarmhjertige situationer. En milliard afrikanere gør det hver dag. Og jeg lærte, at de bedste historier ofte først begynder, når det går galt.
Det er vel det for nu. Jeg kigger ud af togets vindue, ud i mørket, og spekulerer over, hvad den anden mon tænker på.