Fra fængselsbetjent til svampepusher

Hey, psst, dig dér med kokkehatten – skal du bruge nogle svampe? Jeg kender en fyr, der ligger inde med nogle ridderhatte, der kan gøre dig rundt på gulvet. Fyren hedder Joe Daugherty, og han er én af de bedste i branchen, når det kommer til vilde svampe. Og det er helt lovligt. Joe er vokset op med skoven som sin baghave, og han har fourageret siden barnsben. Han startede sit svampeimperium, mens han arbejdede som fængselsbetjent på dødsgangen, hvor han solgte svampe på fængslets parkeringsplads i frokostpausen.

I dag arbejder Joe som svampegrossist i Amerikas nordvestlige hjørne, hvor han driver en række købsposter. Og i det område af USA er svampe en god forretning. Matt Briggs ejer Cascade Mushrooms i Portland, og han anslår at 85 til 90 procent af de vilde svampe, der bliver solgt på det amerikanske marked, er samlet i Oregon, Washington, Californien eller British Columbia.

Joes forretning minder om en velsmurt narkotikavirksomhed. Der er vægte og et tykt bundt kontanter, som skal bruges, når svampene skifter hænder midt ude i skoven, langt fra den nærmeste kortautomat. Når Joe har købt nok svampe, distribuerer han dem til kokke fra hele USA. Selvom det er mange år siden, han forlod fængselsvæsenet, støder han stadigvæk på narko, prostitution, tidligere indsatte og crystal meth-vrag i skovenes mange interimistiske lejre, der bliver brugt som udgangspunkt for svampesamlere.

VICE: Hvornår startede du med at arbejde på dødsgangen, og hvad var din funktion? Joe: Da jeg forlod politiskolen, fik jeg et job i Wyomings fængselssystem, hvor jeg endte på dødsgangen. Jeg arbejdede også i et mindre sikkert fængsel i Oregon i et par år efter. Vicefængselsinspektøren fortalte mig, at jeg ville få svært ved at få fangerne til at tage mig seriøst, da jeg ikke havde noget skæg. Det har jeg stadig ikke, og jeg kan heller ikke gro et.

Det er jeg ked af at høre. Er det sandt, at du begyndte din virksomhed, mens du arbejdede på dødsgangen? Jeg voksede op med at sælge svampe, allerede fra da jeg var helt ung, men min forretning tog først for alvor fart i 2007, da jeg begyndte at sælge svampe til en masse restauranter på den nordlige Stillehavskyst.

Så du skulle både tage dig af de indsatte og på samme tid sælge svampe? Til at starte med kørte jeg min svampeforretning, når jeg havde pauser. Så stod jeg ude på parkeringspladsen og ringede til forskellige kunder. Jeg brugte mine frokostpauser på at sælge svampe, og jeg arbejdede dag og nat for at få det til at køre rundt.

Hvad laver man egentlig som svampegrossist? Når man skal købe svampe af dem, der fouragerer i skovene, opstiller man en lille stand med vægte til at veje svampene med, og så betaler man svampesamlerne afhængigt af kvaliteten og mængden af svampe. Man er nødt til at være knivskarp og have styr på markedsprisen, samtidig med at man også behandler samlerne ordentligt.

Er du nogensinde stødt ind i nogle af dine tidligere indsatte, når du har sat en stand op i skoven? Året efter at jeg forlod jobbet som fængselsvagt, kom en fyr op til mig, og han kiggede meget mærkeligt. Jeg så, at han havde bandetatoveringer. Han spurgte mig, om jeg kunne genkende ham. Jeg havde min Magnum-revolver på mig, så han vidste godt, at jeg ville blæse knoppen af ham, hvis han prøvede på noget dumt. Så sagde jeg til ham: “Prøv at hør her. Jeg arbejder ikke i fængslet længere, og du sidder der heller ikke længere.”

Købte du så svampe af ham? Ja da. Jeg er stødt ind i en del tidligere indsatte, og jeg har også købt fra dem. Jeg er ikke betjent længere, og det er derfor ikke min opgave at hverken dømme eller diskriminere nogen.

Så (tidligere) indsatte er stadig en del af din hverdag? I de fattige landområder i Washington, det nordlige Californien og i Oregon vokser der mange svampe. Savværkerne lukker, og der er ikke mange jobs at få. Mange ender derfor med enten at sælge eller lave narkotika. Jeg synes derfor ikke, at det er fair at dømme folk, bare fordi at de har været i fængsel.

Kan du beskrive en gennemsnitlig svampesamler? Der er den gamle samler, der rent økonomisk lever i fortiden. I 1995 kunne man sælge de mest efterspurgte svampe, som f.eks. duft-ridderhat, for $170 pr. halvkilo. I dag kan man maksimalt få $11 for den samme mængde. Det er dem, der vil gøre alt for tage røven på dig. Så er der den dovne samler, der arbejder tre-fire timer om dagen og undrer sig over, at han ikke tjener penge på det, mens han bruger de penge, han har på øl. Der er de mere forretningsorienterede samlere. F.eks. cambodianerne, der anser fouragering som en fuldtidsbeskæftigelse. De følger svampesæsonen fra Oregon til Washington og Californien og arbejder fra syv om morgenen til fem om eftermiddagen. Og så er der meth-vragene og narkomanerne – dem handler jeg ikke med.

Jeg ville ikke have gættet på, at meth-brugere fouragerede vilde svampe. De er på udkig efter de hurtige penge, man kan få ved at samle svampe, og mange af dem er på flugt fra myndighederne. De har måske ikke betalt børnepenge og kan derfor ikke tage et normalt job … det er den slags mennesker jeg hurtigt får sorteret fra.

Er du bevæbnet, når du er ude i skoven? Jeg er bevæbnet til tænderne. Jeg bærer både rundt på to revolvere – en .357 og en .38 – og jeg har lige købt en pistol til min kone. For tiden overvejer jeg at købe en Glock. Og mit hus ligner et våbendepot.

Hvad skal du bruge de våben til? Til at beskytte mig selv og min familie imod tobenede væsener. De fleste mennesker ved, at jeg køber svampe med kontanter, og at jeg derfor ofte har helt op til $10-20.000 på mig, som skal bruges til at købe duft-ridderhat, kantareller og morkler. Når jeg er ude og fouragere, har jeg aldrig penge på mig, men på grund af landets dårlige økonomi er jeg altid bevæbnet.

Har du nogensinde skudt nogen ude i skoven? En kvinde forsøgte engang at røve mig i Lewis County, Washington. Jeg var ude for at plukke kantareller sammen med min datter, og det øsregnede. Pludselig dukkede en kvinde op, og hun påstod, at hun var faret vild. Jeg var allerede dér på mærkerne, da hun var helt tør, og jeg sagde derfor til hende, at hun skulle blive, hvor hun var. Da jeg så over mod min bil, kunne jeg også se en mand, der luskede rundt i nærheden. Jeg tænkte, at de måtte have genkendt mig og nu troede, at jeg rendte rundt med en masse penge på mig. Da min datter var med mig, var jeg ekstra forsigtig, og jeg trak derfor min Magnum og fortalte kvinden, at jeg ville skyde hende i småstykker, hvis hun kom tættere på os. Et par dage senere fandt jeg ud af, at parret var blevet anholdt for at fremstille meth.

Når man har en forretning, der er så afhængig af vægte og hurtige penge, er det nemt at forestille sig, at der også bliver handlet illegale varer ude i skoven. Nu vil jeg ikke nævne nogen navne, men ulovlig marihuana handel har haft en negativ effekt på svampehandlen. Jeg har selv set det. Nogle af køberne køber også alle former for pot og marihuana.

Rekreativt forbrug af pot er nu lovligt i Washington. Har det haft nogen indvirkning på din forretning?Nogle indkøbere sælger deres egen marihuana ved standene. Og nogle går så langt som at sige, “sælger du svampe til mig, så får du lidt pot”. Det er unfair over for en som mig, der gør tingene helt efter bogen. I mine øjne er den slags svampeindkøbere ikke bedre end narkohandlere. Jeg vil overhovedet ikke have noget at gøre med den slags.

Hvad med kokain? Jeg har aldrig set nogen sælge hverken kokain eller heroin. Jeg holder mig langt væk fra det og er ikke interesseret i at blive involveret i den slags.

Hasardspil? De mennesker, der slår lejr tæt ved vores stand, gambler en del. Og synger karaoke.

Vent, hvad? Karaoke? Ja. Det foregår alt sammen på asiatiske sprog, jeg hverken taler eller forstår. Men jeg vil ikke give indtryk af, at alle svampelejre er sådan. De fleste bliver drevet meget professionelt og helt lovligt.

Ok, så i nogle af lejrene bliver der taget stoffer, spillet hasard og sunget karaoke. Hvad med prostitution? Det er der i nogle af lejrene. Men det er ikke så udbredt. Jeg har ikke set det for nyligt, men jeg har hørt om det i løbet af årene.

Svampesamlermiljøet lyder totalt vildt. Til tider refererer jeg til samlerne som en gruppe af slanger og ådselædere. Når det angår værdifulde svampe, leder nogle indkøberes stupide egoer dem til at lave alt muligt lort, når de har sikret sig alle duft-ridderhattene. De går som regel heller ikke særligt meget op i hverken svampenes kvalitet eller rygtet hos de firmaer, som de arbejder for.

Hvor er svampefourageringsbranchen på vej hen? Jeg tror, den er for nedadgående. Skovene tager skade, når mange mennesker ikke behandler naturen med respekt. Der er for mange mennesker involveret i branchen nu, men den kan nok fortsætte længe endnu.

Modtaget. Tak fordi du gad at tale med mig, Joe.

Denne artikel blev oprindelig bragt i MUNCHIES USA i 2013