Fra Kendrick-samarbejder til J Dilla-hyldester: Her er kunstnerne, der holder jazz ungt og råt

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Fra 1920’erne og frem til de tidlige 50’ere var Los Angeles jazzverdenens navle. Dengang kunne byens borgere langs Los Angeles’ sydlige Central Avenue-korridor opleve spirende kunstnere, som i dag er ophøjet til jazzlegender: Dexter Gordon, Ella Fitzgerald, Charlie Parker, Louis Armstrong, Charles Mingus og Billie Holiday optrådte jævnligt på klubberne langs “The Avenue” og var med til at cementere Los Angeles som verdens førende jazzby.

Videos by VICE

Når jazzens andre store navne kom på besøg, boede de som regel på The Dunbar Hotel, et kendt samlingssted for det afroamerikanske samfund og en af de fedeste klubber langs Central Avenue. Hotellet har ikke alene været ramme for nogle af byens vildeste koncerter og fester med “damer og champagne overalt“. The Dunbar var også vært for det først NAACP-møde på vestkysten og har haft prominente gæster som digteren Langston Hughes, borgerrettighedsforkæmperen Thurgood Marshall og forfatteren W.E.B. Dubois. Som epicenter for intellektuelle, kunstneriske og ekstatiske udskejelser har hotellet både været ramme om og symbol på LA’s jazzscene i det 20. århundrede.

Men fra 50’erne og frem tvang økonomien mange forretninger på Central Avenue til at dreje nøglen om, og The Dunbar var ingen undtagelse. Hotellet lukkede officielt i 1974. Da det genåbnede i 1990 i form af billige ældreboliger, blev det endnu en gang et symbol på byens jazzscene – men af helt andre årsager. Selv om det engang havde været et musikalsk centrum, var The Dunbar og LA’s jazzscene falmet i 90’erne – der var kun spøgelset af fordums storhed tilbage.

Det er en deroute, som skyldtes en række faktorer. Den største årsag var indførelsen af en racistisk inddæmningspolitik på boligmarkedet (såkaldt “redlining”, som den amerikanske højesteret i 1948 fandt forfatningsstridig), der betød, at afroamerikanere kun kunne købe og eje ejendomme visse steder i byen – hovedsageligt i den sydlige del af LA. Da reglerne så småt blev afviklet, begyndte det kunstneriske samfund, som havde gjort Central Avenue til centrum for jazzscenen at søge andre steder hen med det resultat, at stilheden rykkede ind på The Avenue.

Men det betød ikke, at LA’s jazzscene forsvandt. Den blev bare sværere at finde. Den blev spredt over hele byen og lignede ikke sig selv fra guldalderen under første halvdel af det 20. århundrede, men den overlevede og udviklede sig. Fra Leimert Parks The World Stage til Hermosa Beachs The Lighthouse Café til Piano Bar i Hollywood – store musikalske talenter som Billy Higgins, Chico Hamilton og mange andre tryllebandt publikum, selv om opmærksomheden nu var rettet mod New Orleans, Chicago og New York.

Men henover de sidste mange år er LA gradvist vendt tilbage i rampelyset. Det er svært at sige helt præcist, hvornår bøtten vendte, men LA-jazzens genkomst kan i nogen grad spores til 2010-udgivelsen af den 21-årige pianist og komponist Austin Peraltas album Endless Planets på Flying Lotus’ label, Brainfeeder. Selv om Peralta på tragisk vis omkom blot to år efter, så anses hans plader og hans samarbejde med Flying Lotus for et vendepunkt både i kraft af at have eksponeret en ny generation for jazz i kraft af at have knyttet jazzsamfundet sammen med byens scener for hiphop og elektronisk musik.

Den spirende bevægelse blev til en regulær eksplosion i 2015, da saxofonisten Kamasi Washington fra South Central udgav sit debutalbum, The Epic. Godt hjulpet på vej af mainstreamanerkendelse i forbindelse med bidrag til Kendrick Lamars To Pimp a Butterfly samme år såvel som kollegaen og jazz-funk-fusionisten Thundercats gennembrud var Washingtons plade ikke bare med til at sætte nyt fokus på LA-scenen, den var også med til at give jazzen som helhed en renæssance i hele USA. At Washington sammen med Thundercat, Badbadnotgood og andre i årevis havde optrådt på mainstreamfestivaler, hvor de jazzede pop, hiphop, rock og dance op til arrangementer som Pitchfork Music Festival og Coachella, siger en hel del om deres kollektive rolle i LA-jazzens genkomst.

Washington og Thundercat er i dag nogle af mest verdens mest kendte jazzmusikere, men de er langt fra de eneste fra LA, der laver enestående jazzmusik i dag. Den følgende liste er bare et lille udsnit af de musikere, som har været med til at gøde jorden for LA-jazzens renæssance.

Ryan Porter

Længe før LA-jazzen pådrog sig national og international opmærksomhed stod gruppen af musikere, som optræder på Kamasi Washingtons skelsættende debut, i centrum for byens jazzscene. Korpset af musikalske vidundere kendt som West Coast Get Down har spillet sammen siden gymnasietiden og har et nærmest telepatisk musikalsk bånd, der har tryllebundet publikummer på jazzklubber i byen, rådhuset og selv på plejehjem i området gennem de sidste ti år. Siden The Epic brød igennem lydmuren, har flere af medlemmer af West Coast Get Down trådt ud af Washingtons skygge, udgivet plader og vist sig som fremragende solokunstnere.

Samtlige medlemmer af West Coast Get Down har imponerende baggrunde, og trombonisten Ryan Porter er ingen undtagelse. Han har tidligere spillet backing for kunstnere som Herbie Hancock, Stevie Wonder, Rihanna, Kanye West, Snoop Dogg og Mariah Carey og optrådte også på Kendricks To Pimp A Butterfly, og Porter er kendt som en af byens fremmeste studiemusikere. Med udgivelsen af debutalbummet The Optimist tidligere på året har han nu også vist sig som en fremragende komponist.

Selv om The Optimist ikke havde lige så stor gennemslagskraft som The Epic, så er det alligevel en funklende diamant af en plade. Den er optaget i 2008-2009 og fanger stemningen og følelsen af håb i det afroamerikanske samfund i forbindelse med Barack Obamas sejr ved præsidentvalget. Hver sang emmer af komplekse og lyslevende følelser, der fremmanes af et hold musikalske eksperter bestående af WCGD-medlemmer som Miles Mosely, Cameron Graves og Kamasi Washington.

Modsat de storladne kompositioner, der gjorde The Epic så, tja, episk, så er Porters plade langt glattere og mere sensuel – det er en lyd, der passer perfekt til Porters spillestil. Stilen ses tydeligt i højdepunkter som “Déjà vu”, hvor Porter får en håndfuld toner til at afspejle hele følelsesregistret, mens han balancerer overgangene på eminent vis. Ren, men kompromisløs. Kompleks, men indbydende. Porters debut er en tour-de-force og en moderne klassiker, der fremviser en LA-scene, som stortrives.

Natasha Agrama

Fra den første tone, som undslipper hendes læber, er det tydeligt, at sangeren Natasha Agrama er et enestående talent. Hun er steddatter til den legendariske bassist Stanley Clarke, og hendes fornemme stamtavle skinner igennem i kraft af hendes fraseringer og musikalske øre. Det storslåede talent filtreres igennem en fyldig og varm stemme, som er fuld af intimitet og en bemærkelsesværdig evne til at fastholde lytterens opmærksomhed med rene, klare toner, der føles, som om man bliver ramt af en silkeblød lastbil.

På debutpladen The Heart of Infinite Change viser Agrama sig som en begavet historiefortæller. Hun synger sine egne ord henover jazzklassikere og supplerer med melodiske fraseringer, som fremhæver de følelsesladede fortællinger. Agramas plade føles både tidløs og spritny. Albummets store vokalregister optræder over for et stjernespækket backingband, som tæller Stanley Clarke, keyboardist George Duke, den nu afdøde pianist Austin Peralta samt WCGD-medlemmerne Ronald Bruner Jr. og Stephen Bruner (bedre kendt som Thundercat) på henholdsvis trommer og bas.

Ligesom The Optimist udkom The Heart of Infinite Change også på World Galaxy-pladeselskabet, der hører under det elektroniske pladeselskab Alpha Pups paraply. Begge selskaber køres af dj, producer og lydtekniker Daddy Kev. Kevs arbejde som tekniker, pladeselskabsejer og samlingspunkt for scenen legemliggør LA-jazzscenen, som er præget af samarbejder på tværs af genrerne. Selv om Natasha Agramas musik har en mere traditionel tilgang til jazzen end mange andre kunstnere, som Daddy Kev har udgivet, så fanger hendes unikke fortolkninger essensen af byens jazzarv og moderne musikinnovation.

Cameron Graves

Endnu et af de grundlæggende medlemmer af West Coast Get Down. Cameron Graves er i besiddelse af de samme ufattelige musikalske evner, som man hører hos Washington og Porter. Han forlader sig på sin klassiske træning som pianist og lader det farve sine kreationer, der veksler mellem funk, hiphop og rock. Resultatet er musik, som emmer af kinetisk energi.

Graves debutplade Planetary Prince, som blev optaget under en 11 timer lang maratonsession i studiet, er en manisk musikalsk eksplosion, uden at det nogensinde bliver kedeligt eller selvoptaget. Han lader melodiske linjer rulle op og ned fra tangenterne sammen med stramme beats, der også giver hans kolleger på pladen plads til at udfolde sig. Selv når de er svimlende, har Graves’ kompositioner det med at være centreret omkring tilbagevendende temaer – det er solen, hans planeter farer omkring.

Josef Leimberg

Det er meget muligt, at du allerede er bekendt med Josef Leimberg og hans trompet. Han spiller åbningstonerne på Kendrick Lamars “How Much a Dollar Cost”. Musikeren har været på LA-scenen i mange år som studiemusiker og brugte lang tid på at finde sin musikalske stemme, inden han optog og i 2016 udgav debutpladen Astral Projections.

Astral Projections, som også udkom på World Galaxy, er oplagt til fans af Kamasi Washingtons lyd. Ligesom The Epic er det en spirituel jazzplade fuld af kompositioner, der summer af energi og storhed. Men fusionselementet og de mange forskellige stilarter i sød harmoni er mere udtalt på Leimbergs plade. Det er en proces, han mener er nødvendig for at holde jazzen frisk og i live, selv om han også formår at holde fast i musikkens traditionsbevidste kerne.

“For mig er jazz det, der hele tiden skrider ud over grænserne og udvikler sig,” siger Leimberg. “Så længe man bliver ved med at blande det med andre genrer og holder fast i de grundlæggende elementer, så kan man blive ved med at udvikle musikken.” Astral Projections er en opvisning i, hvordan den filosofi føres ud i livet. Den prog-rockede “Interstellar Universe” glider let og elegant over i et stramt hiphop-groove, der udgør rygraden i “As I Think of You”, mens den holder fast i de spirituelle elementer, der omkranses af Leimbergs trompetarabesker.

The Breathing Effect

Det er få kunstnere, der formår at lege så yndefuldt med genrerne som The Breathing Effect. Siden udgivelsen af debut-ep’en fra 2014 har keyboardist og producer Eli Gross og trommeslager og bassist Harry Terrell fundet en perfekt lyd et sted mellem elektronisk musik, funk, hiphop, prog-rock og jazz, hvor det er svært at høre, hvor den ene genre stopper, og den næste begynder. Selv om det er tydeligt, at duoen er inspireret af en række forskellige stilarter, så formår de at smelte dem sammen på overbevisende maner, så originaliteten fremfor referencerne kommer i fokus.

Med lp’erne Mars is a Very Bad Place For Love (2015) og The Fishman Abides (2017), der begge er udgivet af Alpha Pup, fortsætter The Breathing Effect med at støbe til på deres musikalske fundament. Velplacerede vokalpassager, komplekse rytmemønstre – både elektroniske såvel som akustiske – og hjemsøgende melodier arbejder sammen for at skabe en nærmest filmisk lyd. Selv om The Breathing Effect ikke er et traditionelt jazzensemble, så repræsenterer de det nyeste indenfor jazzfusion, hvor grænserne for, hvad der er muligt, rykkes en plade af gangen.

Miguel Atwood-Ferguson

Miguel Atwood-Ferguson er den type musiker, som har oplevet helt enorm succes uden rigtigt at slå igennem på mainstreamfronten. Multi-instrumentalisten, komponisten, bandlederen, dj’en og produceren har tidligere spillet violin for Lady Gaga til Oscaruddelingerne, viola for Big Boi til Nickelodeon Kid’s Choice Awards, og resten af listen over hans bedrifter er flere kilometer lang.

Udover at hjælpe andre med at realisere deres musikalske visioner, så har musikeren også lavet meget på egen hånd. Bemærkelsesværdig er især hans hyldest til hiphop-guden J Dilla, Suite for Ma Dukes, som han fortsat opfører rundt omkring i verden.

Som om det ikke er imponerende nok i sig selv, så har Atwood-Fergusons evner på den femstrengede violin gjort ham til en feteret stjerne i jazzverdenen. Hans debutjazzplade, Les Jardins Mystiques, udkommer på Brainfeeder senere på året, og hvis liveoptagelsen fra Miguel Atwood-Ferguson Ensemble Live in Los Angeles i juli – hvor han optrådte med blandt andre Flying Lotus, Kamasi Washington, Bilal, Dontae Winslow og Chris Dave – giver et praj, så kommer Atwood-Fergusons kommende plade til at sætte et stort aftryk på LA’s jazzscene.