Fraads smadrer alle dine idéer om dansk rap

Den københavnske duo Fraads er et umage par. Rapper og sanger Papa Erotic, der egentlig hedder Frederik til fornavn, er en lille, korthåret fyr med en ekstremt selvsikker og nærmest flamboyant stil, krudt i røven og en konstant trang til at seksualisere alting. Producer David Engelbrecht er et halvt hoved højere, eftertænksom og gammel af sind på en måde, der efterlader dig med indtrykket af, at han må være typen, der har en næsten unødvendig dyb viden om fin spiritus og måske endda brygger sin egen porsesnaps hver jul.

Heldigvis er deres forskelligheder noget af det, der binder dem sammen og får dem til at gå op i en højere enhed som sanger/producer-duo. Især i deres musik, hvor Davids ofte tålmodige, kontrollerede og behagelige produktioner lægger sig under Papa Erotics lyse vokal, der uberegneligt flakker mellem sikre flows og nærmest hysteriske sangstykker. Den veksler mellem at fortælle om at leve og slå ihjel, glæde sig og dyrke sine frustrationer, bygge sig selv op og selvdestruere.

Resultatet er en fortolkning af hiphop på dansk, der ikke rigtigt er til at rubricere. Fraads’ lyd er mere nyskabende og selvsikker end de fleste rutinerede danske kunstnere – selv om drengenes seneste ep, FRYYS, der udkom den 26. oktober, kun er deres anden. Og så står den 23-årige duo midt i en veritabel kreativ eksplosion af musik i København.

“Det går ikke længere, det der med at dele musik ind i kasser. ‘Soundcloud-rap’ eksisterer ikke,” siger David Engelbrecht på et tidspunkt, mens han reflekterer over en anmeldelse. “Så bliver vi for eksempel kaldt sådan noget som ‘svævende’ og ‘jazzede’. Hvorfor? Fordi der er kontrabas? Fedt at blive anbefalet, men altså… der bliver virkelig slynget nogle syge termer ud.”

Men hvad er deres musik så?

Du kan sagtens shuffle, milly rocke og gøre alt det, du ellers ville gøre til et Migos-nummer, til Fraads’ musik. Hvis det er det, du vil. Du kan også spejle dig i den melankoli, som duoens tekstunivers deler med emo-trap. Men den kontrakt, du som lytter indgår med Fraads, er dybere end det. Der er tale om gennemarbejdet håndværk, der får det danske sprog til at bøje sig på måder, det slet ikke selv vidste, det kunne.

“At betragte os som decideret rap-crew er også meget spøjst,” siger Engelbrecht, mens den håndfuld af hvide, spinkle venner, der sidder omkring ham, ler lettere nervøst. “Frede, har du ikke på et tidspunkt gået til selvforsvar?”

For at finde ud af hvad Fraads egentlig er, har vi regelmæssigt mødtes med den yin-yang’ede konstellation, der er David Engelbrecht og Papa Erotic, siden januar, da de spillede koncert på natklubben Jolene i København.

Dengang havde de lige udgivet en singlen ”Heroppe”. Det var Fraads’ første udspil siden debut-ep’en 1000 Knive fra 2016 – en lovende, men stadig rå blanding af eksperimenterende beats, overraskende rim og overlegne videoer lavet med minimale ressourcer, som var tilfældet med “ADHD”, en af 2017’s bedste danske videoer.

“Heroppe” viste en mere poleret version af duoen end 1000 Knive uden at devaluere musikken. Den klaverbårne instrumental er let og legesyg, men undgår at blive corny, fordi den ledsages af en sexet, antagonistisk og smertefuldt ærlig beretning om utroskab og jalousi (// Jeg burde have kneppet din søster / så var der noget, der ku’ trøste mig / giv mig lidt mere drys, ah / for jeg står op og ryster //).

Tilbage til tilrøgede, kropsopvarmede Jolene på en kold nat i Kødbyen. For et ungt hiphop-navn uden så meget at tabe kunne man tro, at Fraads’ januar-show ville tage let på opgaven. Men så simpelt går det ikke for sig. David og Papa Erotic har været nødt til at droppe tanken om at spille koncerten med fuldt band bare en uge før showet, fordi bandet ikke var helt tight nok. Samtidig er de begge to klar over, at både deres nye pladeselskab og et potentielt bookingbureau kommer til at være der for at se dem.

Inden koncerten er drengene i hver deres verden. Manglen på backstagelokale på spillestedet betyder, at de er hensat til at ryge cigaretter foran hovedindgangen, mens de mentalt forbereder sig på showet. David sludrer med nogle venner. Papa Erotic undskylder sig for ”lige at lægge en nervøsitetsdej”.

Selve koncerten er en intens affære, hvor Papa Erotic smider trøjen efter to numre og kommer til at slå en fyr på forreste række, fordi frontmandens nærmest krampagtige, eksalterede dansetrin ikke kan beherskes af en scene, der er så lille og tæt på publikum. Der er ikke noget backingtrack, men vokalen går knivskarpt igennem. Jolene er tæt på proppet, og området foran scenen føles mere som en scene fra 8 Mile end en mørk aften i Kødbyen.

”Jeg har det sådan lidt vildt. Nu skal vi drikke,” siger Frederik efter showet. Han ender med at melde sig syg fra sit arbejde som pædagog på en SMS klokken otte næste morgen, mens han sidder til morgenfest i en lejlighed. David drikker et par øl efter koncerten og smutter hjem.

David voksede op på Østerbro. ”Det var lækkert og privilegeret. Jeg fik mit eget klaver som 10-årig,” fortæller han. ”Men det blev lidt kedeligt med klaveret, så jeg købte et Casio-keyboard for mine egne penge i stedet. Det var sygt at kunne lave nogle andre lyde, og der blev jeg interesseret i at skabe noget i stedet for at spille noget. Det var der, min producerinteresse begyndte.”

På Ryparken Lille Skole var Morten McCoy, der siden stiftede jazz-duoen Bremer/McCoy, men på det tidspunkt spillede i et ska-band, hans musikalske forbillede. Samtidig var David fascineret af Brian Eno og ambient-genren. Da han startede på Det frie Gymnasium, begyndte han at arbejde sammen med venner, der gerne ville rappe. Det var her, han mødte Frederik.

Frederiks vej til ’Det Fri’ var anderledes. ”Jeg er vokset op i Husum, hvor jeg boede indtil starten af mine ’teens’. Det var meget Orla Frøsnapper-agtigt med at gå på æblerov, spille fodbold og prøve på ikke at blive røvet,” griner han. Det er dog kun en del af historien. Hans forældre blev skilt, og han blev ”revet rundt gennem forskellige skoler,” før han endte på ‘Det Fri’; gennemlevede en ”vanvittig skilsmisse” og en ”turbulent teenagetid,” der gav ham behov for at komme ud med sine følelser gennem poesi.

Da de to mødte hinanden i 8.-9. klasse, var det gennem musikken. ”Da jeg skulle møde Frede og Eskild (Bibow, forsanger i Hingst, red.), havde jeg noia på, fordi ’nu kom rapperne’. Jeg havde inviteret dem hjem til mig til nachos og session. Og jeg havde forberedt et beat, der hed ’Monkey Tonky’,” husker David. ”Men vi var hurtige til at manifestere, at vi faktisk kunne noget sammen.” Duoen lavede “Balancen” som et af deres første numre, og kontrasten til at balancere – at frådse – endte med at sidde fast som fælles navn (med to a’er, fordi vennerne “gerne ville have et navn med to a’er”). Nu er den kreative forståelse blevet essentiel for deres måde at være sammen på.

”I første omgang er vi venner. Men det har altid været centreret om musikken, hvilket virkelig er den største force i vores friendship. Vi bruger meget tid på at sidde og spille pik ud over hinanden,” siger Frederik, før der bliver slået en skraldlatter op rundt om bordet.

Bordet står på Café Stjernen på Nansensgade i Indre København. Fraads’ to jævnaldrene managere, Lukas og Alexander, er også med. Der er gået nogle uger siden Jolene-showet, og der bliver drukket flaskebajere og røget smøger rundt om bordet. Det var på den her bar – ”faktisk på bordet lige ved siden af” – at de fire var med til at starte kollektivet Citadel, der ud over Fraads også tæller Hingst og Blikfang (David er også producer i sidstnævnte). “Vi syntes, at lydkollektiver var seje. Citadel er sidste hinde inden hjertet. Det skulle være citadel eller bastion… vi så også meget Game of Thrones i den periode.” Kollektivet har et studie på Amager, der også er øvelokale, og så holder de lyttesessions sammen, hjælper hinanden og er venner indbyrdes.

Samtidig er de venner med en masse andre København-baserede kunstnere, blandt andre heltemetal-hovederne Slægt, dansk traps posterbaby, Baby Bino og den tværfløjtende, kreative supernova, Værket. ”Når vi hænger ud, er der en underlig stemning omkring AUX-stikket. Så prøver man ligesom at finde de ti numre, vi er enige om. Men selv om vi kommer fra forskellige stilarter, lever vi vores liv meget sammen, så det giver mening,” forklarer David. ”Jeg føler mig mere beslægtet med First Hate og de acts, der spiller ude på Mayhem end mange af de nye dele af hiphop-scenen. Både kreativt og som folk, jeg har lyst til at være kammerater med.”

Fraads og resten af Citadels øver på Amager ligger i en industriel bygning, hvor det primært er bands, der spiller hård rock, der holder til. Kollektivet har selv bygget en vokalboks i hjørnet af deres rum med vindue ud til producerbordet, sofa-arrangementet og de instrumenter, der tilhører det rockband, de deler stedet med. Da vi besøger dem, er de lige blevet annonceret til Roskilde Festival 2018.

Frederik ankommer i en helt krøllet skjorte og nogle jakkesætsbukser og fortæller om aftenen før: “Min kæreste er med i den der nye danske serie The Rain, så jeg skulle med til premieren. Vi røg på Dangle (Hotel D’Angleterre, red.) efter. Så vi havde et ret sygt hotelværelse. Hun gik selvfølgelig bare lige ind, men da jeg kom, kiggede de op og ned af mig og var meget sådan: ‘Can we help you?’ Men på hendes værelse var der sådan et kæmpe brusebad, der næsten føltes som regnvejr. Vi fik champagne og åd fucking meget spaghetti bolo, som vi fik roomservice til at komme med. Så var jeg ellers bare nøgen i sådan en badekåbe.”

Alle griner af historien, der bliver fortalt af en rockstjerne, der endnu ikke ved, at han er rockstjerne. Der bliver sludret, ristet smøger og røget nogle joints. David er den eneste i crewet, der ikke ryger, men selv om han er mere til stressbolde end cannabis, er det ikke noget, der er nogen, der brokker sig over. Tværtimod minder David og Frederik en om, hvordan det føles, når man hænger ud med sin bedste ven; en person, man kan være fuldstændig sig selv med.

“Hvorfor ser du sådan ud?” spørger David på et tidspunkt, mens han plukker et øjenvippehår af Frederiks kind. “Jeg sidder bare og prutter lidt,” svarer rapperen og griner lumsk.

Midt i hyggesnakken stiller Frederik sig pludselig nærmest demonstrativt op i døråbningen til vokalboksen.

“Vil du indspille nu, Frede?” spørger David. Frederik nikker, lukker døren og går direkte i gang. De er i gang med at lægge sidste hånd på nummeret “Kindkys”. Selv om rapperen ikke har samme teoretiske musikalske ballast som sin producer, er han ikke bange for at komme med input til produktionen, og David lader til at lytte til ham.

“Frede kan jeg være hård ved, og han tager det til sig,” siger David. Frede nikker og tilføjer: “Vi kan skubbe hinanden i nogle retninger.”

Den kreative grænseløshed kommer også til udtryk i gruppens inspirationskilder. En af de første musikalske referencer, Frederik nævner, er Eik Skaløe fra det legendariske danske rockband Steppeulvene. “I mit hoved var det kun Bryan Ferry, Steppeulvene og Eminem.” Hvornår har du sidst hørt en rapper – eller en 23-årig for den sags skyld – der havde Eik fucking Skaløe på sin liste over inspiration? Aldrig? Nej, det tænkte vi nok.

”Jeg fik følelser som teenager, som jeg skulle have ud. Først tegnede jeg dem ud, og så begyndte jeg også at gøre det med mine tekster. For eksempel kommer teksten til “ADHD” fra tre-fire fyldte A4-sider. Jeg slår ud, får eksem og klør, mens jeg skriver. Nogle gange tør jeg ikke gå i gang, fordi jeg får det helt fandenivoldsk imens,” fortæller Frederik.

”Du ser voldsom ud, når du skriver. Det er, som om du slås med det, som om det er et dyr, der skal tæmmes. Og du ser vred ud. Aldrig glad,” tilføjer David, før Frederik konkluderer: ”Jeg har det lidt romantic over kaosset inde i en selv. Det er en vrede, der skal ud af mig, og når den så kommer ud, fylder den ikke mere i mig. Ud over når vi spiller den live.”

Noget af den frustration kommer rørende tydeligt til udtryk på FRYYS, især på ”Kindkys” og ”Bær Mig Nu”. Samtidig lader det også til at være den følelsesmæssige investering, der lader Papa Erotic flyde i ét med sit publikum på mindre, intime venues, og, mest mindeværdigt, på Roskilde Festival 2018.

Vi sidder backstage på Countdown-scenen. Det er lørdag den 2. juni. Sober nervøsitet drypper ned af teltdugen. Papa Erotic er karseklippet. Han stirrer direkte ud i luften uden at sige noget og uden rigtigt at kigge på noget. En gang imellem slår han til hegnet med en trommestik. Manager-duoen bider negle. Klokken er kun tre om eftermiddagen, men under lydprøven er omkring 200 mennesker allerede stimlet sammen foran scenen.

“Jeg tror jo hele tiden, at min computer er ved at gå ud, ik’?” siger David forbipasserende til os med et kontrolleret, men tydeligt nervøst smil. Han går målrettet frem og tilbage på kryds og tværs af backstageområdet og titter indimellem ud fra gardinet til publikum.

Ude på scenen går røgmaskinen i gang og blander sig hurtigt med de tykke skyer af tisstøv. Det hastigt voksende festivalpublikum hyler som hyæner. De ølbowling-fulde festivalmasser aner det ikke, men i sekunderne før Fraads skal på, samles de fire mand, der skal på scenen, i en klynge, og en Band of Brothers-lignende skyttegravsstemning sænker sig over backstageområdet.

David går først ud og indtager statsligt sin post bag det klassiske, men kliniske keyboardsetup. Papa Erotics arme pumper op og ned. Med et dybtfølt ‘YA!’ skyder han “ADHD” og Fraads’ første Roskilde-koncert i gang.

På intet tidspunkt står frontmanden stille. Han flyver op og ned. Frem og tilbage. De forreste otte rækker af publikum hopper i takt med ham. Han lader sin arm svinge som en mølle, og hundredvis af hænder slutter sig til ham. “Hvor er I fucking dejlige!” fortæller han tilskuerne mellem to af sangene. “Nu skal vi spille noget af det nye.” Det er “Farlig Danser”, en tidlig single-release fra den på-det-tidspunkt-uudgivede FRYYS-ep.

Fire sange senere er Papa Erotic topløs. Ja, det er varmt på årets Roskilde, men om det så havde været minusgrader, havde det ikke gjort en forskel. Han flyver rundt på scenen med intensiteten og selvsikkerheden af en mand, der lige er kommet ud af et regnvejrsbrusebad på Hotel D’Angleterre. Han svinger fra arrig, bombastisk trodsighed til hjerteskærende sårbarhed på et øjeblik.

“Heroppe” er ren ekstase. Folk flyver rundt oven i hinanden. De fleste kan den forførende smukke og jaloux tekst udenad. // Jeg burd’ ha’ kneppet din søøøster! // David rokker frem og tilbage bag keyboardet, i en 90 graders headbanging-session.

Efter showet summer det med crew, venner, managers og kamerafolk backstage. Der er krammere hele vejen rundt. Adam og Anders fra Slægt dukker op. De har spillet på festivalen aftenen før og er kommet for at lykønske Fraads. “Jeg skal have en smoke,” er det første, Papa Erotic siger. Han fortsætter: “Nu skal jeg kæmpe ryge weed. Have kæmpe ølbong. Og kæmpe cocktail. Jeg har haft så hård diaré i to dage. Jeg skal ikke snakke med nogen nu.” Der er angiveligt et tætpakket Pringles-rør i lejren, der skal ryges.

“Det var bare så dejligt, jeg fik lyst til at snakke med publikum,” fortæller en stolt Papa Erotic et kvarter og nogle smøger senere, mens han gnider sig selv i bukserne og på den ene stadig synlige brystvorte, med sin vokalpedal stadig under armen.

David indrømmer, at han nu nok også skal have “en ølbong eller to”.

Fraads spiller koncert på Stengade i København fredag den 2. november og på TAPE i Aarhus den 3. november.