Steffen Thilsted er 34 år. Hvis alt går efter planen, kan han gå på pension om et års tid, når han fylder 35, og hvert år resten af livet inkassere 500.000 kroner – efter skat. Og nej, han har hverken vundet i lotto eller arvet fra en rig onkel. Han lever efter principperne i bevægelsen FIRE – Financial Indepence Retire Early,
der er et voksende miljø af primært unge mænd, der rejser verden rundt med en Macbook under den ene arm og et surfbræt under den anden. På Reddit er det over 440.000 mennesker, som enten er udøvere af livsstilen eller drømmer om det.
Han fortæller, at hans primære beskæftigelse er investeringer, og han har allerede postet penge i alt fra kryptovaluta til startup-virksomheder og lejligheder. Hvad han præcist tjener, vil han ikke have frem i offentligheden, men det går så godt, at han regner med, at det er de investeringer, der fra næste år kommer til at finansiere hans tilværelse resten af livet.
“Gør det, der gør dig lykkelig, siger jeg altid, og for mig har det aldrig været lykken at arbejde røvhårdt på en arbejdsplads for at tjene en masse penge. Jeg bliver lykkelig af at få nogle fede oplevelser med like-minded people,” fortæller Steffen, da vi møder ham på Café Overfor på Frederiksberg.
Videos by VICE
Det kan ellers være svært at få en aftale med Steffen, der pendler mellem Barcelona, Bali, London, København, og hvor i verden han ellers kan finde en god strand, hvor han både kan surfe og investere penge fra sin laptop. Han arbejder kun få timer om ugen og er ikke bundet til et kontor. Samtidig har han både råd til surfingrejser, fede biler, mærketøj og en lejlighed på Islands Brygge, han bor i, når han er i Danmark.
Kort sagt har han fået sådan et liv, han drømte om, da han voksede op i et villakvarter i Hillerød. På sit værelse havde han LAN-parties og følte sig mere suget ind i den uendelige verden af muligheder på skærmen, end han så en fremtid i forstaden.
Steffen fortæller, at frihedstrangen altid har været der, og at den for alvor tog fart allerede i gymnasietiden på grund af selvhjælpsbogen “The 4 Hour Work Week,” som Steffen i dag kalder sin bibel. “Det er en quake book, som man siger. Den rystede mit fundament og fik mig til at gribe mit liv an på en helt anden måde,” fortæller han.
Bogen er en guide til, hvordan man kan leve et lykkeligere liv ved at skære kedelige eller unødige opgaver fra, så man i stedet kan gå målrettet efter det, der skaber værdi i ens liv.
Bogen betød helt konkret for Steffen, at han begyndte at arrangere festrejser til Costa del Sol, mens han stadig gik i gymnasiet, og at han senere, mens hans medstuderende på Økonomistudiet på CBS knoklede sig gennem faste studiejobs, i stedet tjente sine penge på ting som at arrangere maskaradebal på Nationalmuseet med Morten Breum og Rune RK. Derudover oprettede han en hjemmeside med betalte annoncer, hvor alle studerende kunne bestille kurser eller orientere sig i alle skolens skemaer og opgaver. “Jeg kunne tjene det samme på to dages arbejde, som de andre tjente på en hel måned med faste mødetider. Samtidig lavede jeg noget, jeg syntes var spændende,” fortæller han og sammenligner sin livsfilosofi med det, han kalder, den mest udbredte indstilling på CBS:
“For mange på CBS handler det bare om at komme til at tjene en masse penge, men for mig er det vigtigere at have personlig frihed. Penge er selvfølgelig et middel til at opnå frihed, men more money, more problems, som man siger.”
Derfra tog det fart. Steffen drømte om at bo ved stranden i Californien, men ville ikke være for langt fra familien i Danmark. Ligesom han gerne ville bo i en luksus penthouse-lejlighed ved vandet, men ikke havde råd til at købe den selv. Men Steffen vil ikke gå på kompromis med livsglæden og gik derfor sammen med fire venner og købte en lejlighed ved Barcaloneta-stranden i Barcelona til over fem millioner kroner. Stor nok til, at de alle kunne bruge den og luksuriøs nok til at de tjener det meste af huslejen ind ved at udleje den på Airbnb, når de ikke selv bruger den.
Selv skuespilleren Nolan Gould fra tv-serien ‘Modern Family’ har lejet Steffen Thilsteds lejlighed. Han viser et billede fra Instagram, hvor den amerikanske skuespiller poserer ved siden af en dansk vikingefigur fra boblebadet på taget.
“Et life hack – det er det, jeg taler om. Jeg leder hele tiden efter genveje til at opnå det, der skaber værdi for mig i mit liv.”
Steffen er ikke alene. Han fortæller om et internationalt broderskab, for det, han kalder digitale nomader, og som primært består af unge mænd med samme livsindstilling som Steffen. Sammen med 25 ligesindede tager Steffen til Bali en gang om året på et arbejdsophold, som de kalder Project Getaway.
Her hjælper de hinanden med at udvikle ideer og skabe netværk. “Det var nok der, det for alvor gik op for mig, at der er en anden måde at leve sit liv på end med et ni-til-fire-job,” fortæller danskeren.
En af de andre deltagere i broderskabet Project Getaway er svenske Piotr Blasiak. Over en Messenger-forbindelse fra Stockholm fortæller han, hvorfor han straks faldt for Steffen Thilsteds energi. “Han er nok den, jeg har mødt, der lever den digitale nomade-tilværelse mest fuldt ud, og så er han den fyr, der hele tiden får mig til at prøve nye ting.”
Svenskeren arbejder som programmør efter helt samme principper som Steffen, og hvis Steffen ringer for at foreslå en spontan tur med kitesurfing på St. Croix i Caribien, er han klar med én dags varsel. “Med Steffen har jeg fundet ud af, at det hele tiden handler om at finde nye ting at lave, nye ting at lære, mens man er ung, for det vigtigste for mig er ikke ting. Ting er tunge, og det, der virkelig giver mig værdi, er, når jeg fylder min life experience portfolio.”
Under vores samtale på caféen på Frederiksberg kommer en gammel studiekammerat fra HA Almen tilfældigvis forbi og hilser.
“Hey, hvad så Steffen, er du hjemme?” siger han og stopper op i blåt jakkesæt og kridhvid
skjorte. De to opdaterer hinanden, vennen om sit arbejde i Investment Banking og den lille ny baby, nummer to, der er på vej derhjemme.
Bagefter spørger jeg vennen, hvad han synes om Steffens flyvske liv.
“Ja, jeg misunder ham da lidt for hans mod til at springe ud i det ene eventyr efter det andet,
men det er nok ikke en livsstil, man kan føre med to små børn,” svarer vennen og står lidt tavst med
sin attachémappe i hånden.
Faktisk står ‘børn’ på listen over noget, Steffen virkelig gerne vil i sit liv. Og han har sågar også en kæreste at få dem med. Men de er ikke helt enige om, hvordan det projekt skal afvikles. “Jeg har da også foreslået min kæreste, at vi tager til Sri Lanka, når vi får et barn, for der ved jeg, at man kan også kan få en forholdsvis billig nanny og ophold ved stranden, siger han og uddyber: “Hun var ikke helt vild med idéen, men jeg får nok svært med at helt at slippe det liv, jeg lever nu, så vi finder nok et kompromis.”
Og hvad så med resten af livet. Skal han virkelig ikke lave noget som helst, fra han fylder 35?
“Hvis jeg tjener nok, kan jeg gå på pension som 35-årig og kun involvere mig i de projekter, jeg synes, er sjove,” siger han.