Glem alt, hvad du tror, du ved om wrestling, og se de her billeder

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Hvis man ser bort fra Ben McNutt og Lourdes Grobets fremragende værker, så er wrestling-fotografi mere eller mindre blevet en kliche. Men fotografen Ken Castañeda, som har gået på School of Visual Art, er en nævneværdig undtagelse i stil med de førnævnte. Castañeda, som er barn af mexicanske og colombianske immigranter, blev i en tidlig alder meget bevidst om sin identitet. ”Det at være mexicaner i USA er en stigmatiserende oplevelse på grund af den hårde retorik i offentligheden. Det var en del af min identitet, som jeg i mange år helt vendte ryggen,” forklarer Castañeda.

Men hans hjemby, Passaic i New Jersey, som i overvejende grad er befolket af spansktalende folk og sorte, lærte ham at finde styrke i modgang. I dag vedkender han sig sin identitet og er stolt af den.

Wrestling, eller lucha libre, som det hedder på spansk, har en vigtig rolle i mexicansk kultur. Et af de unikke aspekter ved lucha libre er de farverige masker, som bryderne, eller luchadorerne, bærer i ringen. Det sker tit, at taberne af en kamp skal tage masken af og afsløre deres identitet – et karriereafsluttende symbol på nederlaget. En af de mest velansete wrestlere i Mexico, Rodolfo Guzmán Huerta (hvis wrestlernavn er El Santo), tog aldrig sin maske af. Da han døde, blev han begravet med den på. Det er det performative udtryk og den hemmelige identitet, som Castañeda fra en tidlig alder har været draget mod.

”Jeg var helt sikkert alt for homo til at wrestle på højt niveau,” siger Castañeda og griner. ”Jeg var radmager som ung, men jeg har altid haft en trang til at optræde.”

Castañedas interesse i kontaktsport som wrestling opstod også i kraft af opgøret med tabuet ved kropslige intimitet to mænd i mellem, som sporten danner ramme om.

”Da jeg var ung og var i skabet, var kontaktsport en måde at bryde med det broderlige forhold til andre drenge på,” forklarer Castañeda. ”Lige pludselig er det okay at røre hinanden på grund af den kontekst, vi optræder i. Der er et psykologisk element i måden, hvor på sportslig udfoldelse udvikler os som seksuelle væsner, og det var jeg meget fascineret af. Der er også en subtil grænse mellem det fysiske aspekt ved sport og legens uskyldighed.”

Selv om nogle af Castañedas billeder fokuserer på ungdom og seksualitet, fotograferer han også sin familie for at vise, hvordan de interagerer med forestillingen. I hans forældres øjne tillader maskerne wrestlerne at skabe deres egne historier – det handler om at passe ind i et land, som er fjendtligt indstillet over for immigranter, men også om hylde sin egen kulturarv.

På et af billederne ser man Castañedas mor iført en wrestlingmaske og en t-shirt med påskriften: ”All-American Babe”. Hans far lader til at omfavne hende, men hendes ansigtsudtryk viser, at hun forsøger at bryde grebet. Måske repræsenterer hans fars greb både det hjem, de har skabt for familien i USA, og de forhold, de lever under som minoriteter. Eller også morer hans forældre sig bare foran kameraet og nyder at optræde. Under alle omstændigheder er der masser af stof til eftertanke i Castañedas billeder.