Universet hader fulde folk. Det er tømmermænd det ultimative bevis på.
Alt den morskab, man har haft, bliver nulstillet af den elendighed, der rammer det øjeblik, man slår øjnene op dagen efter. Henk Schiffmacher, erfaren festabe og hollandsk tatoverings-patriark — der siger han har stukket nålen i et imponerende antal mennesker inklusive Kurt Cobain, Lady Gaga og medlemmer af Red Hot Chili Peppers — er ekspert i alt, der har at gøre med dagen derpå.
Videos by VICE

Alle fotos af Rebecca Camphens
MUNCHIES: Hej Henk. Har du tømmermænd lige nu?
Henk Schiffmacher: Nej, er du skør? Jeg er en gammel mand. Jeg drikker en enkelt, og så snart jeg larmer lidt for meget, griber min kone fat i mit øre og hiver mig med hjem, så jeg kan komme i seng i ordentlig tid. Derudover skal jeg til Sicilien i overmorgen, så jeg tager den med ro.
Skal du drikke meget der?
Det er bestemt en mulighed, ja. Jeg drikker generelt meget. Jeg drikker omkring seks store øl om dagen, som regel sidst på eftermiddagen, men jeg drikker mig ikke fuld. Det sker for det meste, når jeg er ude og rejse eller har besøg fra udlandet. Samler man en gruppe tatovører, kan tingene hurtigt udvikle sig lidt voldsomt. Vi er frembrusende flok, der ikke ligefrem lever sundt. I Tokyo tog jeg sammen med omkring 25 andre tatovører på Yen Bar. De havde en fin samling sprut: vodka, tequila, rom, crème de menthe, whiskey. Vi tømte det hele, flaske efter flaske, ved at tage shots. Den aften blev jeg gift for fjerde gang. Dagen efter havde jeg pænt mange tømmermænd.
Fortæl mig om de værste tømmermænd, du nogensinde har haft.
Jeg husker særligt en forfærdelig omgang tømmermænd. Jeg var stadig ung og jeg rejste rundt i Asien. Jeg var i Pineng i Malaysia, hvor jeg ventede på at modtage betaling for en opgave, jeg havde udført for [det hollandske magasin] Nieuwe Revue. Vores udstyr og vores kameraer var blevet sikkert anbragt i et skab, mens jeg gik på bar og brød alle regler i det muslimske land ved at drikke mig helt utroligt fuld. Jeg endte med at tage med en kvinde til en opiumhule, hvor jeg røg opium.
Morgenen efter vågnede jeg op med de værste moralske tømmermænd, jeg nogensinde har haft, da mine [identifikations] papirer, mine sidste penge og nøglen til skabet med alt vores udstyr var væk. Så dumt. Den prostituerede var væk. Til at starte med troede jeg, hun havde stjålet det hele, men så fandt jeg tingene i min ene sko. Jeg havde åbenbart gemt det hele der. Det er de værste tømmermænd: når man vågner op og føler, man har gjort noget virkelig dumt eller sagt noget horribelt til en eller anden. Nå, men tømmermændene var ikke ovre. Jeg havde fået en kønssygdom og revet min pikstreng over, hvilket resulterede i en infektion. Jeg endte med at brække galde i to dage efterfølgende.
Når du vågner op i Holland med tømmermænd, så er det her, du tager hen for at spise morgenmad. Hvor er vi?
På Ysbreeker lige rundt om hjørnet fra hvor jeg bor.
Serverer Ysbreeker den bedste tømmermændsmorgenmad?
Jeg er bare realistisk. Når jeg har tømmermænd, gider jeg ikke bevæge mig helt om på den anden side af byen. Her kan jeg komme forbi på gåben eller på min scooter på vej til arbejde. Og de serverer faktisk en ret god morgenmad.

Hvad plejer du at bestille?
En uitsmijter (en mad med kød, ost og spejlæg). Brødet er en mulitkernevariant fra Hartog, der er det bedste bageri i Amsterdam. Det, kombineret med et lækkert spejlæg, er den perfekte belønning, man kan få efter at have givet sit bedste natten før. Laver din kvinde spejlæg til dig, så ved du, at du har gjort det godt. Og selvfølgelig er det også vigtigt, at man forkæler sig selv med et godt måltid efter en hård nats druk.
[Tjeneren nærmer sig]
Jeg vil gerne bestille en uitsmijter og kan du også lave mig en god Bloody Mary? Med dobbelt op på vodkaen. Og kan du bede din kollega i køkkenet om også at smide et par skiver bacon i den?
Bacon i en Bloody Mary?
Ja, stegt bacon. Man skal putte kød i — det er en fremragende måde at forbedre smagen på.

Kæft, det er lækkert! Det er sandt, når man siger, at den bedste måde at kurere tømmermænd er med hårene fra den hund, der har bidt dig. Man skal bare sørge for at drikke det, man drak natten før. Jeg drikker ofte vodka — da jeg var ung blev det nemt til en flaske om dagen — så en Bloody Mary er perfekt for mig. Jeg bestiller den med bacon, fordi jeg har fundet ud af, at det er den bedste anti-tømmermænds drink. Første gang var i Texas efter en vild fest med en flok tatovører afholdt af Oliver Peck, og drinken hed “Fuck dig tømmermænd!” Den skulle man begynde at servere her. Jeg kan tegne den for dig.

Det var den ultimative Bloody Mary. Den var enorm og indeholdt et dobbelt shot vodka og alle mulige ting på spyd: en lille hamburger, et stykke ost, et stykke kød, vindruer, selleri og bacon. Det var både morgenmad og medicin mod tømmermænd.
Virkede den så?
Ja, selvfølgelig. Det hjælper, men det smadrer også en, da dagen kun lige er begyndt.
Sidste gang du plejede tømmermænd, hvad havde du så lavet aftenen forinden?
Ikke noget særligt slemt. I dag er mit liv meget anderledes, end det var tidligere. Da jeg var yngre, gik det mere vildt for sig. Vi har altid drukket meget i Amsterdam. Jeg havde engang en stor båd, der var cirka 26 fod. Vi sejlede ud i båden [gennem kanalerne] og gjorde holdt ved klubber undervejs. Vi forsøgte at sniffe [kokain] på fordækket, mens vi skar os gennem dønningerne fra de andre både på vandet. Det er et mirakel, at vi aldrig stødte ind i nogle af de andre både, og at vi aldrig blev anholdt.

[Maden bliver serveret]
Sådan et multikernebrød er godt for maven. Men man skal passe på. Er man en mand, der kan lide at slå en god prut, skal man passe på, der ikke kommer mere end luft ud.
Er det da sket for dig?
Ja. Det sker for alle, der har drukket for meget natten forinden. Den største ulempe ved tømmermænd sidder i afføringen. Jeg har ofte dårlig mave efter at have drukket mange forskellige slags øl. Især amerikanske øl, der er fyldt med kemikalier. Jeg har flere gange haft et uheld efter en lang nat på druk. Jeg har slået en prut – i byen, på gaden, på en café – i løbet af natten eller den følgende dag og har så skidt i bukserne. Når det sker, er der ikke meget andet at gøre end at smide underbukserne, vaske dig i røven og så tage hjem. I firserne skete det noget oftere. Dengang var der afføringsmiddel i kokain.

Du har lidt æg i skægget. Er det ikke irriterende at spise, når man har skæg?
Jeg sammenligner mit skæg med de buske, der gror langs murene på et gammelt hus. Fugle bygger rede der. Mit skæg opsamler små ting i løbet af dagen. Der er ting, jeg ikke rigtig kan spise. Eksempelvis bouillabaisse. Jeg spiser det, men meget forsigtigt. Er mad meget velsmagende, vækker det en slags passion i en — man kan nærmest miste kontrollen. Alt skal ind i min mund, selv hvis jeg så skal bruge både hænder og fødder for at få det ind. At spise med hænderne er forøvrigt det bedste, jeg ved. I Singapore spiste jeg ris med karry, og det var så lækkert. Jeg var smurt ind i det helt op til ørerne. Mit skæg var gult i flere dage.
Hov, har du en morgenmadstatovering på din arm?
Ja. Et spejlæg. Jeg fik den i USA, da det pludselig blev forbudt at spise flydende æggeblommer på grund af et udbrud af salmonella. Seriøst? I et land hvor man kan købe semi-automatiske våben, kan jeg ikke selv bestemme, hvordan jeg skal spise min morgenmad? Tatovører er ikke så glade for at følge regler. Jeg tænkte, at det ville være sjovt at gemme det øjeblik på min arm.

Har du nogensinde opdaget en ny tatovering efter en fuld nat uden at kunne huske, hvordan du fik den?
Når vi kører en all-nighter, får vi all-nighter tatoveringer. Se den her for eksempel. Mig selv og nogle andre tatovører drak os fulde og grundlagde “Eat my pussy”-klubben, og vi fik alle en tatovering af en vagina og sloganet “slik mere fisse”. Den slags sker regelmæssigt. For nyligt kom en gruppe fyre ind i butikken med sådan nogle underlige, dansende pikke på deres arme. Dem havde de fået til en fest. Nu om dage tænker folk længe og grundigt over, hvad de vil have indgraveret i deres hud. Men i gamle dage skete det hele tiden, at folk gik i byen i Schipperkwartier [en bydel] i Antwerpen, hvorefter de vågnede op med en tatovering uden at kunne huske, hvordan eller hvorfor de fik den.
Sker det ofte, at du får blackout efter en tur i byen?
Der var engang, hvor jeg forsvandt i tre dage. Jeg anede ikke, hvor jeg havde været. Og jeg har også fundet en halvtom stegepande med hundemad på køkkenbordet, da jeg vågnede op. Jeg var stiv og besluttede mig åbenbart for at tilberede et måltid mad, da jeg kom hjem. Jeg har nok troet, jeg lavede côte de boeuf eller sådan noget.
Så du spiste hundemad?
Åbenbart. Men jeg er ret hårdfør.

Som erfaren livsnyder har du nogle tips eller tricks til, hvordan man passer på sig selv, selvom man er fuld?
Lad være med at give op, selvom nøglen ikke lige passer i døren. Jeg så en gang for dybt i en flaske mezcal i min søgen efter ormen og vågnede op i fuldt dagslys, da en eller anden prikkede mig på skulderen. Han spurgte mig, om jeg kunne flytte mine ben, da han var nødt til at parkere sin bil. Jeg lå på fortovet ude foran mit hjem. Jeg havde åbenbart droppet at forsøge at åbne døren og lagt mig til at sove på stedet. Om sommeren er det ikke det helt store problem, men om vinteren er den slags decideret livsfarligt, da man ikke mærker kulden. Og en anden ting: Lad være med at stille bestik i opvaskeren med den skarpe ende opad. Min kone væltede engang ned i den, mens vi var fulde, og da hun rejste sig, havde hun en gaffel stikkende ud af røven. Lad være med at gøre rent, når du er fuld. Lad være med at skifte elpærer og stille dig op på stole. Det samme er tilfældet med alt, der involverer en hammer, en sav eller elektricitet. Og lad være med at klatre op på noget. Det har jeg aldrig selv gjort, men jeg har været vidne til mange ulykker, der er sket på den måde.
Det sidste råd er også vigtigt. Du kan sniffe og drikke alt og gøre som du vil, så længe du stadig er i stand til: Èt, at købe mad. To, at betale dine regninger. Og tre, at du kan møde på arbejde til tiden og fungere på et helt basalt niveau. Det øjeblik man ikke kan varetage en af de tre ting, er man afhængig.

Hvilken type er du, når du er fuld?
Jeg tror, jeg er virkelig sjov, men andre kan jo være uenige. Jeg kan let finde på at hoppe på min scooter og køre en runde rundt om baren, når jeg er fuld. Jeg har også indtryk af, at jeg bliver fuld på en anden måde end folk omkring mig. Mange hollændere starter aftenen i et hjørne af baren, mens de stirrer ud i lokalet, og efter et par drinks får de så det, man kalder Dutch courage. Pludselig er de helt oppe i fjæset på en, klapper en på skulderen og kalder en ved fornavn. Det har jeg ikke noget imod, så længe man også er sådan, når man er ædru. Har du brug for en drink, før du har modet til at tale med mig, kan jeg ikke lide dig.
Bliver tømmermændene værre, når man bliver ældre?
Både og. Nu til dags får jeg sjældent tømmermænd, men det er fordi, mine drikkevaner har ændret sig. Når man bliver ældre, kan kroppen ikke længere klare den slags udskejelser. Det er for udmattende. Hvis jeg stadig drak, som jeg gjorde, da jeg var 25, ville det tage mig en uge at komme over det. Så det handler ikke så meget om, at tømmermændene bliver værre, men om at udskejelserne bliver færre. I dag drikker jeg for det meste belgiske øl eller genever, og skal jeg være rigtig fuld, drikker jeg vodka. I modsætning til cocktails, sangria eller Ricard, der er fyldt med sukker, er de rimeligt rene alkoholtyper, så de giver ikke rigtig tømmermænd. Jesus, dengang jeg drak Ricard, føltes det ofte som om, nogen hakkede mig i hovedet midt på natten, og at øksen stadig sad i kraniet på mig dagen efter. Og i Asien kunne jeg hælde det, jeg drak, i en dyb tallerken, sætte ild til det og have ilden kørende resten af natten, fordi det var så potent.
Nu er jeg blevet 65, og jeg er meget bedre til at styre alkoholen. Jeg har kun milde tømmermænd engang i mellem — ikke noget der er uudholdeligt. Kun en smule irriteret mave og en trang til en kop kaffe og et glas vand. Og det virker ret godt for mig i mit arbejde, især når jeg skal udføre opgaver, der kræver fokus, som når jeg tegner eller maler.
Tak, Henk!

Denne artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES Holland.
Mere
fra VICE
-
Screenshots: HBO, Sony Interactive Entertainment -
Screenshot: ASUS -
Screenshot: WWE/USA Network -
Screenshot: Shaun Cichacki