FYI.

This story is over 5 years old.

Photo

Min polske bodybuilder far

Fotograf Aneta Bartos har portrætteret sin 60+ årige bodybuilder far.

Der var en billedsamling i The Profiles Issue af VICE af New York-kunstneren Aneta Bartos' 69-årige far med den simple titel, Dad. Jeg har fuldt med i Anetas arbejde siden jeg i 2012 dækkede en gruppeudstilling, som hun var en del af for TIME's LightBox-blog. Vi mødtes ansigt til ansigt sidste år, da jeg skrev om hendes udstilling Boys til Camera Club of New Yorks blog. Boys bestod hovedsageligt af mørke polaroidbilleder af onanerende unge mænd, og blev udstillet i hotelværelser på et forfaldent hotel. Det fik mig til at indse, at de tanker Aneta gjorde sig omkring sit arbejde, var langt mere udtømmende end bare at tage billeder og stille dem til skue. Hun kontrollerer deres kontekst så nænsomt som muligt og er ekstremt præcis, når det kommer til farve og trykkets kvalitet. Hun er empatisk over for sine subjekter, og den måde hendes billeder af dem præsenteres på.

Annoncering

I foråret 2014 viste Aneta mig billeder af sin bodybuilder far, som hun var begyndt at tage på en tur hjem til Polen. Med et Kodak Instamatic-kamera, og film, der for længst var overskredet sin udløbsdato, skildres hendes far i naturlige og hjemlige omgivelser. Han udgør en stærk og respektindgydende figur, der står i kontrast til de landlige omgivelser og glødende solnedgange. Resultatet er en æstetik, der er lige så meget familiealbum, som den er sovjetisk propaganda-plakat, men billederne har altid en drømmende kvalitet.

"Hans tilstedeværelse tager mig tilbage til min ungdom. Følelsen af en uendelig lang tid tilbragt i en bekymringsfri verden beskyttet af min magtfulde og kærlige far," fortalte Aneta mig. "Jeg reflekterer over, hvordan han har holdt sig så ung og fuld af livskraft gennem sin passion for både uddannelse, fitness, økologisk mad og at leve det simple liv." Siden vi udgav de her billeder er Aneta taget hjem til Polen for at fortsætte med fotograferingen. Da jeg så de seneste billeder tænkte jeg helt automatisk, at far-billederne kunne gå hen og blive hendes bedste nogensinde. Men jeg ville vide mere om forholdet mellem fotograf og subjekt. Her er det jo ikke fordi, hun bare fotograferer en eller anden model. Det ændrer dynamikken, når man fotograferer nogen, som man har et så personligt forhold til. Jeg talte med både Aneta og hendes far Zbigniew for at høre mere.

Annoncering

Se også billederne af de russiske landsbykvinder, der har bukserne på i lokalsamfundet

VICE: Zbigniew, følger du en særlig kur?
Zbigniew Bartos: Før jeg fyldte 60 spiste jeg alt uden at følge nogen særlig diæt eller restriktioner. På det tidspunkt var størstedelen af maden i Polen naturlig og næringsrig, og derfor virkede et par timer i fitnesscenter tre gange om ugen som nok til at holde mig sund.

Men efter jeg fyldte 60 blev jeg mere opmærksom på ernæring. For det første køber jeg al min mad direkte fra landmænd, som jeg allerede kender. Jeg tilbereder størstedelen af maden selv. Jeg laver også min egen vin og helse-miksturer.

Jeg spiser små mængder mad et par gange om dagen og sørger for, at måltiderne indeholder en god balance af syre og base. Jeg indtager altid en masse proteiner, både gennem kød og grøntsager. Jeg spiser hvidløg, løg, tomater og radisser hver dag, og min yndlings frugt er æbler og vilde blåbær, der er plukket i skoven.

Når det kommer til mit bodybuilder-eventyr tror jeg, at jeg har konkurreret i længere tid, end nogen anden bodybuilder i verden. Jeg vandt min første konkurrence den 28. februar, 1964.

Mine 50 år som bodybuilder var altid bare en hobby, men det gav mig en masse tilfredsstillelse og udholdenhed – og så har årene formet min krop som et maskulinitetsideal fra antikkens Grækenland.

Aneta, hvordan plejer det at udspille sig, når du tager billeder af din far? Hvordan er det? Jeg tog nogle billeder af mine forældre, og der gik det op for mig, hvor gamle de var.
Aneta Bartos: Jeg er faktisk lige kommet tilbage til New York fra Polen, hvor jeg arbejdede videre med det her projekt, som jeg startede på sidste sommer, hvor jeg kun kunne fotografere min far i meget kort tid af gangen. Dengang var det stadig i den eksperimenterende fase. Det virker som om, at mulighederne for det er bedre nu. Jeg tog billeder i hans fitnesscenter i hans fitnesscenter, der ligger i en kirke, i hans hjem og i hans kælder. Hvis han kvalificerer sig, ville jeg elske at tage billeder af ham til verdensmesterskaberne i Mexico City til efteråret.

Annoncering

Før 2013 havde jeg aldrig fotograferet min far før. Ideen kom faktisk fra ham, da han bad mig om at tage et par gode billeder af hans krop inden han fyldte 70. Det påvirkede ham ikke rigtig, da jeg i stedet besluttede mig for at lave et helt projekt om ham.

Første dag vi var ude og skyde begyndte min far at belære mig om lyset, og hvornår det var bedst i forhold til hans muskler. Først var det meget morsomt, men det blev ved med at forhindre mig i at kunne instruere det, som jeg gerne ville have det, så til sidst fik jeg nok og råbte, "Far, det eneste du er lige nu er en model, og modeller snakker ikke! Jeg er heller ikke din datter (lige nu), så vær stille og gør hvad jeg siger!" Han grinte og kiggede spøjst på mig. Men så begyndte han at lytte, og pludselig opførte han sig som en, der havde været foran kameraet hele sit liv. Han så fantastisk ud, og jeg var imponeret over, hvor god form han havde formået at holde sig i selv efter så mange år.

Han har været bodybuilder, trænet hold og optrådt foran publikum siden jeg var helt lille. Jeg kan huske, hvordan han altid hang ud derhjemme i speedos eller altid havde super stramme jeans og små tanktops på, når han var ude at løbe ærinder. Det var altid lidt specielt at tage steder hen sammen med ham, men da jeg blev teenager stoppede det med at være en fordel for mig. Han terroriserede alle drenge, der kom i nærheden af mig. Det var godt jeg flyttede fra Polen, da jeg var 16!

Annoncering

Fortæl mig lidt om din proces. Hvilket kamera og hvilken slags film bruger?
Jeg har studeret traditionel fotokunst, og jeg elskede film og mørkekamre, så jeg skiftede aldrig over til digital. Jeg har brugt Polaroid-film i 7 år nu, men med det her nye projekt besluttede jeg mig for at bruge noget andet. Jeg ville på en måde ikke føle mig for bundet til en proces, og jeg kunne godt lide ideen om, at det her projekt ville adskille sig lidt fra mit tidligere arbejde, men stadig bære præg af min æstetik. Jeg besluttede mig i sidste ende for at bruge et Kodak Instamatic-kamera.

Hvordan havde du det med at blive fotograferet, Zbigniew?
Jeg har det godt foran kameraet. Jeg er ikke nervøs eller genert. Jeg har været meget i de polske medier gennem årene. Jeg overvejede at blive skuespiller da jeg var ung. Jeg kom ind på det mest prestigefyldte teater i Krakow, Det Gl. Teater. Jeg takkede nej, fordi jeg var stresset over eksamener, og gik aldrig videre med skuespilleriet.

Se flere af Aneta Bartos' billeder på hendes hjemmeside.

Flere billedserier fra VICE:

De glemte ofre for Tjernobylulykken

Kong Bansah er monark på deltid og automekaniker resten af tiden

Portrætter af Europas ungdom