Alle illustrationer af Josephine Kyhn

Fire unge danskere fortæller om, hvordan det føles at springe ud

Den gængse fortælling om det at springe ud står ofte i vejen for nuancerne i en individuel, tidskrævende og kompleks proces. Vi har talt med fire personer, der alle har prøvet det på egen krop.

|
12 februar 2016, 12:14pm

Alle illustrationer af Josephine Kyhn


Jeg var 20 år og lå syg på mine forældres sofa. Jeg var lige kommet hjem fra min obligatoriske "jeg-skal-ud-og-finde-mig-selv"-rejse til Sydøstasien, og blodbanken, hvor jeg var donor, havde ringet flere gange og spurgt, hvornår de mon måtte få lov til at tappe mine livsdråber igen. Det lå min mor meget på sinde, at jeg fik ringet tilbage, da hun pylrende spurgte, om jeg havde fået det ordnet.

"Ja, jeg ringede og sagde, at jeg ikke vil være donor mere," svarede jeg og vendte min opmærksomhed tilbage til Seriesøndag på TV2.

"Nå, for Søren da. Havde du bare ikke lyst mere, eller hvad?" spurgte hun.

"Nej, jeg kan ikke være donor, fordi jeg er homoseksuel."

Jeg tror helt ærligt ikke, at det kom som det store chok for min mor. Mødre kan bare fornemme den slags ting, og så har vi altid været virkelig tætte. Og nå ja, så gik jeg rundt med en rød nederdel fra klæd-ud kassen på hovedet i det meste af børnehaven, fordi jeg gerne ville ligne Ariel fra Den Lille Havfrue. Det var i det hele taget en ret udramatisk oplevelse, der på ingen måde passer ind i den lidt stereotypiske forestilling, de fleste har om det at "springe ud".

Se billedserien: Det er smukt at være homoseksuel i København

Det er nemlig næsten altid den problematiske udgave af udspringet, som bliver skildret på film og tv: Et ungt menneske opdager sin seksuelle orientering til omgivelsernes store forbavselse, hvorefter familien slår hånden af deres 'unormale' barn og gør dem arveløse som tak for den skam, sønnen eller datteren har bragt over den rystende heteronormative familie. Selve udtrykket "at springe ud" er også dramatisk ladet. Det lægger op til en handling, der kræver mod og måske ikke altid ender så godt afhængigt af, hvordan man lander. Det er nok også derfor, at jeg ikke selv plejer at sige, at jeg 'sprang ud'.

Det stemmer slet ikke overens med min oplevelse. Netop dét er problemet med den gængse historie om det at springe ud. Den overskygger en mere nuanceret forståelse af en proces, som er forskellig for hvert individ. At nogle har accepterende forældre og gnidningsfrie udspring underkender naturligvis ikke, at udspringet kan være mere problematisk for andre. Men det stereotype billede tager sjældent højde for, at udspringet kan være en proces, der tager tid, og som man gennemgår flere gange, hvis man for eksempel flytter. Processen begrænser sig i øvrigt ikke kun til homoseksualitet, idet en anden kønsidentitet eller et legende kønsudtryk kræver et lignende udspring.

For at få en bedre forståelse for, hvilke former udspringet kan have, og hvordan det føles, talte vi med fire personer, der alle har prøvet det på egen krop.

Ray Gaunoux, 28 år

Jeg har prøvet at springe ud to gange; først som lesbisk og derefter som transperson, og begge situationer var svære på hver deres måde. Jeg valgte i begge tilfælde at springe ud for mine venner først. Der er mindre på spil, fordi en potentiel afvisning af én som menneske er værre at få fra sin familie end fra sine venner. Det er nok på grund af en forventning om, at familier skal holde sammen, men sådan er det jo langt fra for alle. Dine venner kan jo være en slags selvvalgt familie, der endda ofte forstår dig bedre end din egentlige familie.

Jeg sprang ud som lesbisk som 16-årig. Dengang var jeg ret bange for, hvad folk ville tænke. Jeg gik længe og tog mig mod til det. Jeg planlage det nøje i hovedet: Hvad jeg ville sige og hvordan. Jeg besluttede mig for at gå ture med mine venner én ad gangen og fortælle dem det der. På samme måde satte jeg mig ned i stuen med min bonusfar og mor hver for sig for at tale om det. Det var en virkelig hård oplevelse. Det er svært at springe ud, fordi det føles blottende og sårbart, og fordi det generelt føles ubehageligt at skulle accepteres af andre, bare fordi man afviger fra normen. Men det er rart, når man føler, at man bliver grebet efter "udspringet". Heldigvis var både min families og mine venners reaktioner generelt accepterende og forstående.

Læs også: Sådan er det at være transkønnet aktivist i Island

Det var sværere at springe ud som transperson. Det gjorde jeg, da jeg var omkring 25. Jeg har altid fortalt mine kærester, at jeg følte mig mere som en mand uden egentlig at vide, hvad det betød. Første gang jeg fortalte nogen, at jeg er transperson, var til to af mine venner. Det føltes egentlig ret naturligt og skete bare midt i en samtale. Jeg fortalte også, at jeg ville have fjernet mine bryster. De tog godt imod det, men jeg kunne også mærke, at de ikke rigtig forstod det. Som om de ikke var sikre på, om jeg vidste hvad jeg gjorde, eller måske var bange for konsekvenserne på mine vegne.

Jeg skrev et brev til min familie lige inden jul og fortalte, at jeg identificerer mig som transperson, fordi jeg ikke kunne sidde endnu en juleaften og føle, at jeg ikke kunne være mig selv. Jeg tror de var lettede over at høre det. Der var noget, som faldt på plads i dem, også selv om de ikke rigtigt forstod det. Det har taget noget tid, men nu forstår de det bedre.

Alligevel er jeg stadig i gang med at springe ud som transperson, og det er en langsommelig proces, fordi det kræver, at mine omgivelser også skal ændre sig. Folk, jeg har kendt længe, skal kalde mig et nyt navn og bruge et nyt pronomen [sige han i stedet for hun], og det er ikke alle, der har lige let ved det. De føler det som en tillidsbrist, fordi den de troede de kendte pludselig er en anden. Men sådan er det jo ikke. Mange som jeg har kendt siden jeg var barn – især min familie – synes, at essensen af min person ligger i mit gamle navn og det gamle pronomen, men essensen af min person er mange ting, der intet har at gøre med kønsidentitet, navn eller pronomen. Min humor, personlighed, musikalitet, mine interesser, egenskaber og min viden for eksempel.

Jeg har efterhånden fundet ud af, at "udspring" ikke er noget, som andre mennesker har krav på. Alle mennesker har krav på at have en identitet uden at skylde nogen en forklaring – sådan er det ofte implicit for mennesker, som i højere grad lever op til en norm. Ofte kan det være nødvendigt at informere andre, for eksempel hvis man har ændret navn eller pronomen, men man behøver ikke forklare yderligere, hvis ikke man har lyst.

Victor Møller, 19 år

Første gang, jeg sprang rigtigt ud, var til en julefrokost med mit arbejde. Jeg var 15 år. Jeg sagde det til en veninde, hvorefter nogen overhørte det, og pludselig var det bare ude og blev talt om. Jeg er fra Lolland, og intet går stille for sig dernede. Der gik ikke lang tid, før folk kendte mig som "bøsse-Victor" og satte mig i bås, før de overhovedet havde mødt mig. På Lolland var det et kæmpe tabu at skulle ligge under for, så jeg havde brug for selv at tage magten over mit udspring. Jeg synes, at mine forældre skulle vide, hvem jeg var.

Jeg besluttede mig for at fortælle det til min mor, og det endte med at blive en hurtig farvelbemærkning en morgen.

"Jeg er forresten homoseksuel mor, god dag."

"Okay, Victor, fortæller du det selv til far, eller skal jeg gøre det"?

Min far var den sidste, jeg fortalte det til. Han havde året forinden udtalt sig om et homoseksuelt par, som var med til en fødselsdag hos nogle venner: "Jeg er sgu bange for at blive smittet af deres seksualitet." Jeg beundrede dybt de to mænd og deres offentlige kærlighed. Da jeg fortalte ham det, tog han det overhovedet ikke ind, og jeg måtte virkelig insistere, før han tog det seriøst. Næsten to uger efter startede han en lang snak om hvorfor, hvordan og fordi. "Hvorfor venter du ikke med at springe ud? Det er for tidligt, og du vil møde megen modstand. Hvordan skal to mænd på en øde ø kunne forplante sig? Det kan de ikke, for det er unaturligt at være homoseksuel."


Et par år efter flyttede jeg til København, hvor både min søster og moster bor. De færdedes meget i det homoseksuelle miljø og havde begge gættet, at jeg var homoseksuel, lang tid før, jeg sprang ud. Det er ind imellem stadig rigtig svært med mine forældre. Jeg blev for nyligt overfaldet i København, og min mor sagde, at det nok var fordi, at jeg flashede min seksualitet for meget. Sidste sommer gik min mor og min søster dog med i paraden til Copenhagen Pride, hvilket betød meget for mig, mens min far fandt på en eller anden undskyldning. I dag har jeg ikke rigtig kontakt til mine forældre.

Mit udspring var en stor identitetsmæssig begivenhed for mig, som lærte mig, at det er okay at være anderledes. Nu, næsten fire år senere, hvor jeg bor i København, svarer jeg ærligt, når der bliver spurgt ind til min seksualitet. Jeg hverken skammer mig over den eller er stolt af den. Jeg er meget mere end min seksualitet.

Claudia Gregersen, 30 år

"Hvad vil du helst have? En nøgen mand eller en nøgen kvinde?"

"En kvinde."

"Hvem vil du helst komme hjem til om aftenen og give et kys efter en lang dag? En mand eller en kvinde?"

"En kvinde."

"Okay, du er til piger! Du er lesbisk."

Det var en samtale, jeg havde med mig selv, da jeg var 18 år. Jeg sad alene i min sofa, og der gik det rigtig op for mig, at jeg var lesbisk. Tanken havde været der i en del år, men var altid blevet kørt over på, at jeg kunne falde for begge køn. Nu var det bare sådan, at når jeg kyssede en mand, følte jeg ikke rigtig noget, hvorimod de par gange, hvor jeg havde kysset en pige, skete der en masse i mig.

Bagefter kom den del, hvor jeg skulle fortælle det til venner og familie. Jeg vidste et eller andet sted godt, at de fleste ville støtte mig, men frygten for, at nogle ville vende mig ryggen eller at nogen i familien ville slå hånden af mig, var der stadig.


Jeg lavede en profil på en datingside for homoseksuelle og brugte det som en indledning til at fortælle det til min mor. Jeg måtte skære det lidt ud i pap for hende, før hun forstod, hvad det var, jeg sagde:

"Er du sikker min skat?"

"Ja, det er jeg mor."

"Så længe du er lykkelig og ikke sårer andre, så er jeg ligeglad, hvordan du er det. Om det så er med en mand eller en kvinde!"

Jeg har altid kendt til homoseksualitet gennem min opvækst, så det var helt uproblematisk med min mor. Jeg var næsten lidt skuffet over, at der er ikke blev gjort et større nummer ud af det, for det er den reaktion, man altid er vant til at se. Da jeg sagde det til mine to bedste veninder, var deres reaktion ligeledes udramatisk: "DET har vi ventet på længe!! Vi har sgu da vidst det fra første gang, vi mødte dig!" Nå. "Men kunne I så ikke lige have sagt det til mig," tænkte jeg.

Så min frygt blev ikke til virkelighed. Det kan jeg takke de folk, der kom før mig for. De tog en kamp op, som jeg nu kan høste frugten af. Det at være homo er ikke lige så "specielt", som det var før i tiden.

Klaus Linow, 27 år

Jeg er født og opvokset i Sønderborg – ikke langt fra den tyske grænse. Det var på mange måder en grænsetilstand: enten som sønderjyde, pubertær dreng, gryende bøsse eller som provinsbo med trang til storbylivet. Især heteronormen var en af de ting, som jeg skulle identificere mig i forhold til, fordi der ikke var nogen eksempler på alternativer i mine omgivelser. I sidste ende blev jeg træt af ikke at være ærlig omkring, hvem jeg var, og fik behov for at træde ud af skyggen.

Mit første store udspring skete foran min folkeskoleklasse i forbindelse med et selvvalgt projektforløb om homoseksualitet. Jeg var 15-16 år. Projektfremlæggelsens såkaldte "kreative del" bestod i, at jeg skulle folde påfuglefjerene ud for øjnene af mine intetanende klassekammerater. Min lærer syntes til en start ikke, at det var "kreativt" nok, men gik med til det alligevel. Da jeg sagde det, kiggede alle op – også dem, der ikke havde den mindste interesse i vores fremlæggelse. De var overraskede – nogle måske endda i chok. For mig gik det selvsikkert og stålsat med udspringet foran klassen, indtil min projektmakker Jeanet lagde en empatisk hånd på min ryg. Jeg kollapsede i forløsningsgråd og måtte forlade lokalet, mens min lærer overtog undervisningen og forsikrede de andre om, at jeg stadig var den samme, og at det ikke ville blive underligt i omklædningsrummet til idræt.

Min søster har efterfølgende fortalt mig, at jeg i ugerne efter mit udspring var enormt feminin i kropsudtryk, udstråling og sprog. Jeg tror, at det var en ubevidst distancering til hetero- og cisnormen – normen for hvad man burde være der, hvor jeg boede.

Efter at jeg er flyttet til Aarhus og senere København, er mine udspring blevet lidt mindre kategoriske, men hetero-, cis- og homonormen er stadig til stede. For nyligt er jeg begyndt at gå lidt i drag og lege lidt med kønsudtrykket på den måde, og jeg oplever, at det også er en slags udspring. Hvis jeg med tiden skulle udvikle min identitet og spejle mig i noget radikalt anderledes, så tror jeg også at dette ville kræve et udspring – igen – for normerne vil altid være der.

Mere fra VICE:

Sådan er det at være homoseksuel flygtning i Tyskland

Billeder der udfordrer fordomme om køn og race

Det lærte vi om LGBTQ i 2015