Tema restaurant

Jeg besøgte Bangkoks enhjørningcafe, og det var på ingen måde magisk

Det var som at være fanget i et lyserødt psykedelisk mareridt.

af Diana Hubbell
17 februar 2017, 7:00am

Man siger, at virkelighedsflugt ikke er svaret. Man siger, at flugt kan udskyde men ikke udrydde dine problemer. Man siger, at enhjørninger ikke findes.

"Man" siger så meget. Men eftersom jeg er født i USA, et land der er ved at kaste sig hovedkulds ned i afgrunden, er jeg klar til at sige "fuck det" og løbe for livet. Og det var derfor, at jeg for nylig tilbragte en lørdag eftermiddag sammen med to venner i en sidegade i Bangkok, så langt væk fra virkeligheden som det er menneskeligt muligt at komme. På en café, der er helliget enhjørninger.

unicorncafe_IMG_8392

Alle fotos af artiklens forfatter.

Unicorn Cafe lever op til alle mine forventninger – og så alligevel ikke. I modsætning til byens slædehunde-café, katte-caféer (ja, i flertal) og den etisk tvivlsomme ræve-café, finder man rent faktisk ikke mytiske fabeldyr her. Indtil videnskabsmænd finder ud af, hvordan man gensplejser en narhval og en shetlandspony, så må man som gæst være tilfreds med at være fanget i Lisa Franks personlige syretrip.

Plastiklysekroner hænger ned fra loftet, der ligesom væggene er beklædt med regnbuefarvet tapet. Alle andre horisontale flader er beklædt i kvalmende afskygninger af lyserød og myldrer med flere My Little Ponies end mit seks-årige jeg kunne have håndteret. En ensom Barbiedukke med platinblonde lokker rider inkongruent på en ganger af plastik. Selv overvågningskameraerne, som der er mange af, er farvekoordinerede og helt i tråd med caféens ånd.

unicorncafe_IMG_8324

Men intet af det lader til at have en afskrækkende effekt. Da vi vader ind, er stedet pakket med en blanding af thailandske og internationale selfie-entusiaster. De nipper til afskyelige eliksirer med navne som "Enhjørningblod" eller poserer sammen med bunker af tøjdyr. Mere end halvdelen har iført sig enhjørning-heldragter, som for at signalere overfor folk, der betvivler eksistensen af magiske væsener, hvem der er boss.

unicorncafe_IMG_8310

Unicorn Café er som en lurvet udgave af Kawaii Monster Cafe i Harajuku i Tokyo, og et glimrende eksempel på hvad der sker, når Instagram giver liv til en restaurant. Man kan sige meget om kokke, der lefler for de sociale medier på bekostning af deres retter, og netop det her stykke vanvid må næsten være den logiske konklusion på den tendens. Men på forunderlig vis fungerer det. På trods af en af mine venners insisteren på at det helt klart var en døgnflue, har caféen eksisteret siden 2012. På Facebook har caféen i skrivende stund mere end 173.000 likes. Enten er stedet bare en besynderlig anomali, eller også er det begyndelsen på en dystopisk restaurant-fremtid jeg helst ikke vil tænke for meget på.

unicorncafe_IMG_8394

Det var lidt af et sidespring. Mine medspisende og jeg er amerikanere, og vi har været igennem et par hårde uger, hvor vi har skulle forsøge at forklare folk, hvad det egentlig er der foregår i vores land. Vi var trætte. Vi var desorienterede. Vi var trætte af at være vrede og af ikke at ville finde os i det. Vi ville bare have lidt magi tilbage i vores ellers så kyniske tilværelser.

"Jeg føler mig ret forvirret lige nu," sagde en af mine venner, efter vores umiddelbare desorientering aftog en smule. "Men jeg føler, at hele det her setup passer mærkeligt godt med min PMS."

All photos by the author.

Man kommer her tilsyneladende for at bestille mad, så efter at have afventet at menneskepresset aftager en smule, finder vi et sted at sidde ned. Selvom det ville give god mening, hvis man tager højde for det nostalgi-tilbøjelige klientels alder – vi ser faktisk kun et enkelt barn i løbet af vores besøg, og hun virker alt andet end fortryllet af atmosfæren – serverer restauranten ikke alkohol. Vi vælger et stykke crepe-kage, spaghetti carbonara, vafler, toast og en enorm terning af hvidt brød. som er en underligt populær dessert her i Bangkok.

unicorncafe_IMG_8349

Crepe-kagen er harmløs. Et sukkersødt stykke underholdning bestående af flere lag pastelfarvet, skumfidusagtig glasur med konsistens som skumplast. Vaflerne klarer sig noget bedre, på trods af at de medfølgende iskugler nægter at smelte.

unicorncafe_IMG_8429

"Vent lige, er det her et stearinlys?" lyder det pludselig fra min ven. Hun gnaver løs på det lille lyslilla "horn", der sidder på toppen af desserten. De fleste retter, inklusive burgeren, bliver serveret med horn. "Hvorfor bliver jeg ved med at spise det her? Det smager ikke som om, det er meningen, det skal spises."

unicorncafe_IMG_8292

Man kunne sige det samme om det uhyggelige eksemplar af en servering, der følger i kølvandet på vaflerne. Det er sammensat af pink, lilla og blå nudler, som min ven sammenligner med "tarmparasitter". Retten er overøst med en flødesauce, der ser ud som, jeg forestiller mig, enhjørningbræk ville se ud. Det er nok til at lukke munden på os alle tre. Vi ser rædselsslagne til, mens retten koagulerer for øjnene af os, inden vi nupper en sparsom gaffelfuld.

"Jeg kan smage kemikalierne," siger en af mine venner. Den anden spytter noget, der kunne være bacon, ud af munden.

unicorncafe_IMG_8368

"Jeg er usikker på, hvad enhjørning-aspektet af den her ret er. Jeg håber inderligt på, at det ikke er kødet."

Til sidst ankommer pièce de résistance til vores bord. Et halvt toastbrød kronet med endnu et horn og en skefuld varmeresistent is. Retten lugter som en flaske sirup. "Det smager bare af hvidt brød med smør," siger min ven. "Og smør er, når ret skal være ret, jo fantastisk."

unicorncafe_IMG_8447

Selvom maden ikke ligefrem er lækker, har vi på en eller anden måde svært ved holde os fra at spise den. På ydersiden er det sukker- og smøragtigt syndefuld lækkerhed, men indeni er det en svampet masse af dej, der smager af luft og ingenting.

Vi har det fysisk dårligt, da vi betaler det uentusiastiske personale og beslutter os for at tage hjem. Mængden af sukker i vores blod er styrtdykket efter at have ramt skyerne. En af mine venner sidder med sit hoved i sit eget skød. Vi begynder at bemærke små detaljer. En af legetøjsponyerne mangler et ben, og de to vesterlændinge i hjørnet tygger løs uden at tage blikket fra deres smartphones. Vi forlader det slikfarvede mareridt uden at se os tilbage.

Jeg er ikke sikker på, at jeg er helt klar til virkeligheden, men min næste dose af virkelighedsflugt skal jeg nok få et andet sted.