frankrig

Derfor har Frankrig indført et midlertidigt forbud mod foie gras

Forbuddet i den sydvestlige del af landet kommer i kølvandet på meldinger om, at H5N1 fugleinfluenza er blevet fundet i en hønsebestand.

af Nick Rose
04 maj 2016, 12:00pm

Photo via Flickr user H. Alexander Talbot

Franskmændene har gjort det utænkelige og indført et tre måneders forbud mod produktionen af foie gras. Men hvad ligger der bag?

Hvert år tvangsfodrer franskmændende op mod 38 millioner ænder og gæs for at opretholde produktionen af 20.000 ton foie gras, eller hvad der svarer til 75 procent af verdens samlede produktion af foie gras. I år bliver det tal højst sandsynligt noget lavere. De franske myndigheder har nemlig besluttet sig for at indføre et totalforbud mod produktion af foie gras i den sydvestlige del af landet.

Men i Frankrig forbyder man ikke produktionen af foie gras på grund af måden, den er lavet på. Du ved, metoden hvor man tvinger mad ned i maverne på fuglene med et langt metal rør, en praksis som de fleste dyrevelfærdsgrupper anser for at være dyremishandling.

Forbuddet er i stedet en reaktion på, at man sidste år kunne konstatere at bestanden på en hønsefarm var blevet inficeret med H5N1 fugleinfluenza, der kan være dødelig for både fugle og mennesker. Ifølge avisen Le Figaro har det resulteret i, at der frem til midten af august ikke vil blive produceret et eneste gram foie gras i 18 af Frankrigs 101 départements. Og forbuddet vil selvfølgelig også have konsekvenser for både producenter og forbrugere af foie gras.

"Dette får konsekvenser for vores likviditet, der vil være yderligere lønomkostninger i forbindelse med den midlertidige afskedigelse af omkring 4000 ansatte, og der er faste udgifter, som selvfølgelig skal betales på trods af, at vi ingen indkomst får," fortalte Marie Pierre Pé, talskvinde for sammenslutningen af foie gras-producenter, Cifog, til Le Figaro.

Der er meget på spil rent finansielt, da franskmændene i gennemsnit bruger 29 euro (215kr) om året på foie gras, og foie gras-industrien bidrager hvert år med 2 milliarder euro til det franske bruttonationalprodukt - et beløb der svarer til omkring 15 milliarder kroner. Men for de delikate ænder og gæs, hvis absurde eksistens består af at blive tvangsfodret, indtil de ender som menneskeføde, vil det midlertidige forbud være et velkomment afbræk fra hverdagens strabadser.

Tagged:
Munchies
Food
foie gras
dyrevelfærd
forbud
Spis
fugleinfluenza