En feltkoks største frygt er diarré i geleddet
Feltkok. Billeder: Forsvaret

FYI.

This story is over 5 years old.

soldater

En feltkoks største frygt er diarré i geleddet

Vi talte med en dansk feltkok om, hvordan man holder kampgejsten oppe med fløde, bacon og spaghetti og undgår at gøre sine kammerater ukampdygtige med diarré.

30 kilometers stroppetur er overstået. Fødderne er blevet til to enorme væskende vabler. Maven skriger på forplejning. Tanken om endnu en omgang feltrationer får det til at vende sig i en, men så spreder duften sig: bacon, smør og fløde.

Det er Tim Holst Kristensen, som laver mad til trætte danske soldater efter en dag på slagmarken eller i et frysende øvelsesterræn i en skov i Litauen. Tim er kok og sektionsfører for de tre forplejningsgrupper, som hører under Forsvarets Trænregiment i Aalborg, og hver gruppe er i stand til at bespise 150 sultne soldater i op til 10 dage. Vi spurgte Tim, hvorfor forplejningsgruppens gryder er en højt skattet luksus at have med i felten.

Annoncering

MUNCHIES: Hej Tim. Hvordan ender man i en stilling som din? Tim Holst Kristensen: Den tidligere sektionsfører i forplejningsgruppen stoppede, mens jeg var gruppefører i en af transportgrupperne. Jeg vægrede mig lidt ved det, for jeg troede ikke, at det ville være udfordrende nok. Jeg er udlært kok og var i lære på et hotel i Hirtshals, da jeg blev indkaldt til session. Da jeg var udlært, tog jeg i militæret, som endte med at få tag i mig. Der viste sig at være udfordringer nok i forplejningsgruppen, hvor jeg nu har været i fire år.

Har du så været udsendt som feltkok? I dag er det oftest sådan, at i de missionsområder, hvor det danske forsvar er aktive, er vi indsat i området som del af en større koalition. Forplejningsopgaverne er derfor ofte udliciteret til store internationale 'contractors' som for eksempel ISS. Så det har desværre ikke været aktuelt endnu. Men det er jo det, vi træner til, så vi er bestemt klar, hvis ordren en dag lyder. Jeg har tidligere været udsendt til Kosovo, selv om det dengang var som transportkonstabel. Men jeg vil mene, at det at støtte med forplejningsgruppen på de store øvelser er mindst lige så udfordrende som mine opgaver dengang.

Feltkok. Billeder: Forsvaret

Hvad er det værste scenarie for en feltkok? At vi lægger en hel kampgruppe ned med diarré. Det er mareridtsscenariet over dem alle. Det giver sig selv, at hygiejne er ekstremt vigtigt, men samtidig noget som kan være vanskeligt at opretholde. Ofte ligger vi jo dybt inde i en skov, hvor vi arbejder meget tæt på jordbakterier og andet, som kan udgøre en kontaminationsrisiko. Når folk er stuvet tæt sammen, som man jo er, så trives bakterier helt fantastisk godt.

Annoncering

Jeg har dog aldrig selv oplevet at lægge folk ned med madforgiftning, men jeg har hørt om tilfælde, hvor det er gået helt galt. I Kosovo var der en hel deling, der var nede at ligge med diarré. De måtte isoleres fra resten af lejren, og alt måtte efterfølgende desinficeres. Det har uden tvivl været et logistisk mareridt.

Indtil videre har mine værste oplevelser heldigvis kun været fejlleverancer. For eksempel fik vi på en øvelse i Litauen leveret en halv gris i stedet for svinekød i tern. Det var ret irriterende, så der havde jeg igen glæde af min kokkeuddannelse, da grisen skulle parteres.

Hvordan undgår I madforgiftninger og den slags? Vi er selvfølgelig meget opmærksomme på at vaske hænder og opmærksomme på, at madvarerne har den korrekte temperatur. Vi er i uniform, men vi laver aldrig mad, mens vi har hjelme og vest på. Vi ser meget gerne folk med kokkebaggrund, men det kræver bestemt ikke en kokkeuddannelse at blive en del af forplejningsgruppen. Alle skal igennem et tredages AMU-kursus i hygiejne for at opnå det bevis, som også er kendt som 'pølsemandscertifikatet'. Selve den gastronomiske oplæring tager jeg mig af, og her er det jo ikke raketvidenskab, vi er ude i.

En anden hofret er 'carapulka', som er en gryderet med stegt svin i tern, masser af fløde, bacon, paprika og cocktailpølser.

Hvad laver I så til de trætte tropper? Der er som sagt ikke mange fine fornemmelser eller pincetter i vores køkken. Når du kommer hjem til lejren efter en lang og hård dag i felten, skal du have noget godt at styrke dig på, og her kommer vi ind i billedet. Vi laver altid en omgang solid og nærende husmandskost, som indeholder masser af fedt og energi. Det skal samtidig være noget, der er relativt nemt at forberede, som ikke indeholder for mange elementer, og som vi kan koge godt igennem for at reducere risikoen for madforgiftning. Fersk fisk og skaldyr må soldaterne af gode grunde kigge langt efter.

Til gengæld kan de som regel forvente en gang stegt flæsk med persillesovs, svensk pølseret eller biksemad. Spaghetti bolognese er også meget populær, og tilberedningen giver sig selv. En anden hofret er 'carapulka', som er en gryderet med stegt svin i tern, masser af fløde, bacon, paprika og cocktailpølser.

Vores funktion er jo primært at bespise folk, men i det ligger også et mål om at styrke kampgejsten gennem et godt måltid mad, der smager af noget. Man kan altså ikke opnå helt det samme med en feltration, selv om vi i princippet kan erstattes af dem. På den måde er vi en enhed, der er 'nice to have' og ikke et 'need to have'.

Er der nogen ligheder mellem restaurationsbranchen og militæret? Det er der uden tvivl. Den disciplin, der er nødt til at være i et travlt køkken, kan man godt sammenligne med disciplinen i militæret. I køkkenet skal enhver gøre sit og kende sin opgave i stressede situationer. Alt falder sammen uden grundig forberedelse og struktur, og sådan er det i høj grad også i militæret. Det virker derfor ret naturligt at falde til i militæret, når man kommer fra et travlt á la carte-køkken, fordi man har køkkendisciplinen med sig.