Ti år efter afsløringen af hans sande identitet er Burial stadig en superhelt
Coveret til 'Untrue'

FYI.

This story is over 5 years old.

Ting vi husker

Ti år efter afsløringen af hans sande identitet er Burial stadig en superhelt

I den her måned er det ti år siden, Burial afslørede sin identitet på MySpace. Men er det overhovedet muligt at have en hemmelig identitet i dag?

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Klokken 10.34 den 5. august 2008 postede den anonyme dubstep-producer Burial et indlæg på sin MySpace-blog med titlen "tunes". "Mit navn er Will Bevan," kunne man læse, og der var også vedhæftet et profilbillede, som var modelleret over coveret til hans Untrue-album. Billedet var en stregtegning, som forvandlede sig til et rigtigt fotografi, og det, der dukkede op, hver gang animationen havde kørt til vejs ende, var et portræt af "Will Bevan fra Sydlondon".

Annoncering

Burials beslutning om at afsløre sin sande identitet kom i kølvandet på en efterforskning igangsat af The Sun. Få uger efter Burials nominering til en Mercury Prize besluttede redaktøren på avisens Bizarre-klumme, Gordon Smart, at udlove en dusør til den, som kunne afsløre kunstnerens sande identitet. På samme måde som Alex Turner er Batman, benyttede Smart en sproglig tone, der fik Burial til at lyde som en superhelt, hvad Burial også selv engang har beskrevet sig som – selv om han også kaldte det noget "vrøvl". Kunstneren er trods alt besat af natten, han har holdt sin identitet hemmelig, og så har han en evne til at redde liv – deriblandt mit eget.

Måske har jeg bare læst for mange tegneserier, men afsløringen af manden bag Burial-masken minder mig om Spiderman. Ligesom J. Jonah Jameson konstant prøver at afsløre Spidermans identitet for egen vindings skyld, så var Smart skyld i det samme, og han var fuldstændig ligeglad med, hvad kunstneren stod for: Burial fik storbyens tristhed til at se smuk ud. Og ligesom Jameson – der ikke fattede, at han allerede havde Spiderman på lønningslisten – så gik det også henover hovedet på Smart, at The Independent allerede havde set Bevan/Burial-forbindelsen et halvt år tidligere. Han skrev også i sin klumme den 5. august, at Burial havde afsløret sin identitet dagen forinden. Det kræver ikke en edderkoppesans at regne den ud.

Screenshot af Burials afsløring på MySpace i 2008

For ti år siden, da Burial blev demaskeret, blev The Suns idiotiske jagt et vendepunkt. Fra da af blev det problematisk at være enigmatisk. De sociale mediers indtog indledte en ny æra i musikverdenen. Man kunne grave skidt frem på kunstnere, finde personlige oplysninger og udgrave gamle hemmeligheder, som for længst var glemt. Internettet var pludselig fuld af oplysninger, og de blev distribueret vidt og bredt på Reddit eller RapGenius. Siden da har det stort set været umuligt at forblive ukendt.

Annoncering

Man kan med rette kalde Burial for den sidste anonyme kunstner. Andre har forsøgt at tage livtag med overvågningskulturen, vi lever i, men udfaldet har ikke altid været så heldigt. I 2013 gik folk helt amok af nysgerrighed over neo-funk-kollektivet Jungle, deres hemmelige identiteter og hemmelige koncerter. De kaldte sig bare T og J og fik stor succes uden at afsløre deres sande identiteter. Men hvor fokus i forhold til Burial lå på musikken, så lå fokus med Jungle på det faktum, at de var anonyme. Det kan godt være, at jeg lyder kynisk, men det føltes som et PR-stunt opfundet til at generere hype. Uden en oprigtig årsag til at ville holde sin identitet hemmelig, har det ikke noget formål.

I stedet for at skjule oplysninger har andre musikere brugt helt bogstavelige masker for at holde sig skjult. Daft Punk, der har båret hjelme siden de startede, er kroneksemplet. De skaber en afstand mellem deres sande identiteter og deres musikalske. Men efter Burials fremkomst gik EDM-kulturen til ekstremerne med maskerne. Fra Deadmau5 til Mashmello – masker er blevet kliché, et symbol på anonymitet, som er blevet et symbol på berømmelse. De bruges i dag til at skabe en identitet, som er mere interessant (og lettere at sælge) end personen bag masken, som en slags kunstnerisk The Stig. Udover at internettet i lang tid har været beskæftiget med at fjerne maskerne fra de anonyme kunstneres ansigter, så er det ikke med til at generere meget mystik: det eneste mysterium er faktisk, hvorfor det overhovedet interesserer folk.

Hvis komplet anonymitet i dag virker umuligt, så er den eneste mulighed måske at holde sig slet skjult. Ikke ved hjælp af kryptiske pressemeddelelser eller masker, men ved at kontrollere, hvad man deler. Det er selvfølgelig svært i en tid, hvor gud og hvermand er internetdetektiv, men Frank Ocean, for eksempel, har klaret det godt. Han er megastjerne, men han holder offentligheden på afstand, teaser numre og spiller kun enkelte koncerter. Han holder sine sociale medier i stram tøjle. Selv om han ikke kan bevare 100 procent kontrol, så vælger han alligevel selv, hvornår han vil synge, udtale sig eller optræde. Hvis kunstnere kan løsrive sig fra brugen af pressen som talerør og tale for dem selv, så kan de være lige så gådefulde, som de har lyst til. Måske er det i realiteten den eneste mulighed, som er tilbage: man holder afstand, men man kapper ikke helt forbindelsen. Sløret, men alligevel i billedet.

Det, der adskiller Burial fra andre kunstnere og gjorde hans anonymitetsprojekt til en succes, er imidlertid, at han aldrig spillede koncerter. Det tætteste, han kom på det, vedblev med at være et rygte, da folk talte om, at han ville dukke op til Unsound Festival (det gjorde han ikke) i 2015. Det kan godt være, han smed masken for ti år siden, men vi har fortsat kun enkelte billeder af ham, et par blogindlæg og en håndfuld interviews. Vi er ikke tættere på at finde ud af, hvem han er, eller hvordan han ser ud i levende live, og det behøver vi ærligt talt heller ikke. Vi ved bare, at han er "Will Bevan fra Sydlondon". Og han er en fucking superhelt.