Alkohol

Jeg lavede alkohol af mit eget spyt og drak det

Som veganer føler jeg, at den eneste etisk forsvarlige måde, jeg kan indtage animalske produkter, er, hvis de kommer fra min egen krop.
10.9.18
Alle billeder af forfatteren

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Jeg synes, det er forkert at dræbe for sjov, så derfor har jeg været veganer eller vegetar, siden jeg var teenager. Konsekvensen er, at jeg konstant får at vide, hvor mange ting jeg mangler i mit liv, fordi jeg ikke spiser døde dyr.

Folk påstår, at jeg går virkelig går glip af noget, når jeg misser den dybe smag i en kop ramen eller følelsen af mørt kød, der falder af knoglerne – nogle mener endda, at min hjerne bliver til grød, fordi jeg ikke får nok omega 3 eller sådan noget.

Annoncering

I et forsøg på at smage noget af det, jeg går glip af, besluttede jeg mig for at indtage animalske produkter fra den eneste fuldkommen etisk forsvarlige kilde: Mig selv. Så nu vil jeg kaste mig over en række eksperimenter, hvor jeg laver forskellige typer mad og drikke ud af min egen krop.

Det første, jeg vil prøve, er alkohol lavet af mit eget spyt.

Drikke lavet af mundvand har en lang og stolt historie. Chicha er en 7000 år gammel drik fra Andesbjergene, hvor man tygger majs og bag efter lader det fermentere. Selvom det er svært at forestille sig, at bare en enkelt forhistorisk civilisation kunne have fået den ide, er der også mange andre steder i verden, hvor de har fundet på det: I Brasilien har de cauim, og i Peru har de masato begge dele lavet af gennemtyggede rødder. I Japan hedder det kuchikamizake og laves ved at tygge og spytte ris, hirse eller kastanjer – måske har du set det i filmen Your Name?

Grunden til, at det virker, er, at vi producerer enzymet amylase i vores spyt. Når vi tygger mad med stivelse, og blander det med gær, fermenterer det og bliver til alkohol.

Jeg besluttede mig for at benytte den japanske metode, fordi det lød mindst klamt at drikke gennemtyggede ris. Jeg ved ikke hvorfor.

Jeg blev hjulpet på vej af Todd Bellomy, der er selvudnævnt sake-nørd. Han har bloggen Boston Sake og har tidligere lavet sin egen kuchikamizake.

"Hver gang jeg lærer noget nyt, kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvor mon det her stammer fra?" fortæller han over telefonen, da jeg spørger ind til hans egne eksperimenter med spyt-sake. "Så jeg læste om overgangen fra dengang, Japan endnu ikke var blevet introduceret til ris, og hvad der skete i landet i den tid, som bliver omtalt som Jōmon-perioden. Folk lavede alkohol, inden de blev introduceret til ris. Og jeg begyndte at finde ud af, at der har været en tradition for at lave alkohol med sit spyt over hele verden. Det var en ret almindelig ting i stenalderen."

Annoncering

Historisk har man ladet drikken fermentere med vilde gærpartikler, som er i luften. Men jeg bor i Los Angeles, og der er åbenbart ikke helt den samme luftkvalitet som i antikkens Japan eller Peru, så jeg tilføjede lidt gær til mit spyt.

Bellomy sendte mig noget White Labs sake #9-gær, som åbenbart er vildt godt. Han insisterede på at sende det til mig, fordi det eneste sake-gær, jeg kunne finde i LA, var "klamt". Det virkede som en lidt underlig ting at gå op i, når nu jeg skulle hælde det ned i en beholder fyldt med spyt, men jeg var da glad for, at han hjalp mig alligevel.

Det tyggede ris, inden der er kommet gær i

Han forklarede, at jeg skulle tygge risen, indtil det begyndte at smage sødt, for det betød at amylasen var begyndt at virke. Så det brugte jeg et par timer på. Hver gang jeg havde taget et par bidder, tog jeg en slurk vand og spyttede det ned i glasset sammen med ris og spyt, så min sake ikke endte med at være så tyk, at den slet ikke kunne drikkes (i gamle dage var kuchikamizake en tyk masse, som man spiste med pinde).

Mens jeg tyggede ris og spyttede ned i glasset, begyndte jeg at tænke over, om det mon alt sammen var pis. Måske hjalp Bellomy mig kun, fordi han gerne ville se mig drikke mit eget spyt. Hvilket egentlig ville være en så genial prank, at jeg sikkert ikke engang ville blive sur på ham.

Da jeg havde tygget alt mit ris og tilføjet gær, dækkede jeg glasset let til, så det stadig kunne ånde, og så satte jeg det i køleskabet, hvor det skulle fermentere i to uger, mens jeg dagligt skulle røre i det.

Hele herligheden der har trukket i to uger

Det havde egentlig ikke bekymret mig, at jeg skulle drikke det. Når det har været hårde tider, har jeg ikke været for fin til at dele en efterladt øl med seks andre mennesker. Så jeg ved altså godt, hvordan det er at drikke en drik fyldt med spyt. Men efterhånden som dagene gik, virkede det klammere og klammere at hælde det der ind i munden på mig selv. Hver gang jeg åbnede køleskabet og så glasset, der bare stod der og provokerede, fik jeg kuldegysninger.

Jeg kom også til at læse noget om, at en masse babyer mistede livet i 1800-tallet, fordi deres sutteflasker indeholdte så mange bakterier. Derfor begyndte også at overveje, om jeg var i gang med at forgifte mig selv med mit eget spyt.

Klumperne bliver siet fra (venstre) og den færdige kuchikamizake (højre)

Da jeg tog det ud af køleskabet for at drikke det, lugtede det sødt og alkoholisk, og jeg skulle virkelig koncentrere mig for ikke at knække mig. Jeg har ikke udstyret til at måle alkoholprocenter, men jeg læste på en blog om hjemmebrændt, at eksperterne kan se, hvor stærk deres bryg er, ved at kigge på de bobler, der kommer op til overfladen, når de ryster flasken. Jeg har ikke noget at sammenlige med, så jeg aner ikke, om boblerne var store (hvilket ville betyde, at den var meget stærk) eller små (som ville indikere, at det var noget svagt pis), men der var bobler, og det var betryggende. Så var der alligevel nok ikke nogen, der tog pis på mig. Bellomy fortalte mig, at han fik testet sin kuchikamizake i et laboratorium, og det havde en alkoholprocent syv.

Da jeg havde siet det hele ned i en karaffel, skænkede jeg et glas til mig selv og prøvede at forberede mig ved at gentage, at alt mad og drikke, jeg indtager, er smurt ind i mit eget spyt, når jeg sluger det.

Smagen var… faktisk ikke så slem. Lidt som fortyndet sake, men meget surere. Som du kan se på billedet herover, var den første tår virkelig nasty, men da jeg nåede til den tredje, kunne jeg drikke det som enhver anden drik.

Da jeg havde drukket hele flasken, var jeg ikke helt sikker på, om jeg var blevet lidt påvirket. Jeg koncentrerede mig så meget om at mærke efter, om jeg var fuld, at jeg til sidst slet ikke kunne mærke min krop. Jeg mærkede noget, men jeg ved ikke om det var beruselse, træthed eller angst.

Jeg kom gennem næsten hele flasken uden problemer. Men af en eller anden grund fik jeg en enkelt tår, der smagte meget kraftigt af hvidløg, og der brugte jeg lige et par minutter på at gå rundt i lejligheden, mens jeg koncentrerede mig om ikke at brække mig.

Alt i alt vil jeg sige, at det nok var en lidt for besværlig proces i forhold til, hvad jeg fik ud af det: Fire glas meget tvivlsom spytsprut.

Måske ville jeg gøre det igen, hvis jeg var i fængsel eller på efterskole eller sådan noget, men ikke nu. I fremtiden køber jeg nok bare sprut nede i kiosken.