Matilde, Amalie og Tanja har alle tre valgt at blive steriliseret i en ung alder. Her fortæller de hvorfor.

Amalie, Matilde og Tanja er alle blevet steriliseret. Her fortæller de hvorfor

"At være noget for andre er vigtigt, men det vil jeg meget hellere være i kraft af mit arbejde, som veninde, tante, moster eller som frivillig. Ja, jeg ender nok som leder af et kattehjem i provinsen."

|
26 juli 2018, 6:19am

Matilde, Amalie og Tanja har alle tre valgt at blive steriliseret i en ung alder. Her fortæller de hvorfor.

Forældreskab og reproduktion er en naturlig del af manges liv. Hvis ikke i handling, så i samtale, i far-mor-og børn-lege eller i tanke, hvis ikke for dig selv, så din søster, din ven eller din kollega, og hvis ikke nu, så senere.

Hvis du ikke har en svigermor eller vildt fremmed i dit liv til at spørge, om ikke du snart skal lave nogle børn, så står kommuner heldigvis klar med ”Tæl dine æg”-kampagner, hvor de opfordrer kvinder til at komme tidligere i gang med (re)produktionen, fordi chancen for graviditet er dobbelt så stor som 25-årig som 35-årig. Ja, sådan én lavede Københavns Kommune i 2015, hvis du havde glemt det.

Det kan lyde, som om livmoder partout er lig med børn, men sådan behøver det ikke at være. Der er kvinder, som ikke vil have dem, børnene. Og der er kvinder, som har dem, men ikke vil have flere.

De kvinder har i Danmark ret til at blive steriliseret, når de fylder 18. Selve indgrebet foregår i fuld narkose, hvor kvindens æggeledere bliver lukket ved en kikkertoperation, enten med klips eller ved at blive brændt eller skåret over.

Det her er tre kvinders historier om at vælge børn fra og sterilisering til, som fortalt til Shani Pedersen.

Amalie. Foto: Hedda Rysstad

Amalie Langballe, 26, blev steriliseret som 22-årig

Jeg bilder mig ind, at jeg forstår nogle af de mekanismer, der gør, at folk får børn. Det handler om det ulidelige ved at være undværlig, og det er, tror jeg, det samme, der gør, at mange af mine jævnaldrende arbejder så ustyrligt meget: Man trives med at tro, at ens arbejdsplads ville gå ned uden en. Når den løgn bliver gammel, og man på ny kan mærke sin egen overflødighed trænge sig på, får man et barn.

Jeg er med på, at en baby er mange ting, men den er også en cirka 4000 grams mening-med-livet-pølse, og den henter sine mening-med-livet-kvaliteter fra dens fuldkomne afhængighed af en mor/far/forsørger. På den måde ser jeg nok en baby meget som et bump på vejen mod et selvmord, fordi det bare er enormt hårdt at eksistere i en verden, hvor ingen har rigtigt brug for dig. Jeg vil stille og roligt gerne prøve en anden løsning på den udfordring – af mange årsager.

Jeg er indrettet og indstillet på, at jeg skal igennem det her liv med mig selv. Jeg kan ikke rigtigt forestille mig andet. At være noget for andre er vigtigt, men det vil jeg meget hellere være i kraft af mit arbejde, som veninde, tante, moster eller som frivillig. Ja, jeg ender nok som leder af et kattehjem i provinsen.

Jeg har altid haft en følelse af, at jeg ikke skulle have børn. Jeg tror allerede, jeg fandt ud af, at man kan blive steriliseret, da jeg var 14-15 år.

Da jeg var 22, tog jeg til min læge og fortalte, at jeg gerne ville starte den betænkningstid nu – ifølge loven skal der gå et halvt år, fra man sætter processen i gang, til indgrebet kan udføres. Jeg synes, den betænkningstid er rigtig fin. Det var den, der gjorde, at jeg satte mig ned og systematiserede min lyst til ikke at få børn. Hvad er argumenterne for og imod? Der er også det i det, at det aldrig er risikofrit at være i fuld narkose. Det glemmer man ofte, fordi det næsten aldrig går galt. Perioden giver også mening for mig, fordi det dybest set er et overflødigt indgreb. Det er ikke et indgreb, du har brug for. Det er jo lidt ligesom at få kunstige bryster.

For mig handlede det også om at sætte sig ned og tænke over, hvordan man forestiller sig, at ens liv skal udspille sig. For når du fravælger børn, fravælger du sandsynligvis en mand. Du fravælger det fællesskab, som dine veninder kommer til at have omkring deres børn. Du fravælger de nye fællesskaber, som dine veninder kommer til at indgå i på deres børns børnehaver, skoler og til deres fritidsinteresser. Det kræver, at man spørger sig selv, om det er en ensomhed, man er rustet til eller har lyst til.

Jeg kan generelt ikke lide tanken om at have et liv, hvor komponenter, som du ikke har kontrol over, er en nødvendighed. Derfor er det vigtigt for mig at kunne forestille mig et liv, hvor jeg er glad og alene. Hvis man tænker, man ikke kan leve uden en mand eller et barn, sætter man sig selv i en sårbar situation.

Hver gang jeg er forelsket, kan jeg få lyst til en baby. Det er blandt andet derfor, jeg er blevet steriliseret. Jeg var kærester med en mand i Tel Aviv, som jeg mega gerne ville have en baby med. Og gud ske tak og lov, at det ikke var en mulighed. Han var useless. Jeg fantaserer, det kunne da være dejligt, kunne det ikke? Dét føler jeg, jeg garderer mig imod ved at blive steriliseret.

Men jeg kan godt eksistere på to planer. Jeg kan godt gå og dagdrømme om at få en baby og samtidig intellektuelt erkende, at det er dagdrømme, som er skabt af en forelskelse. På den måde kan man ikke tale om fortrydelse, men om, at man fantaserer om et univers, hvor man ikke er blevet steriliseret.

Hvis jeg havde fået en baby, ville jeg altid efterrationalisere, at det var det hele værd. Derfor kan jeg godt blive træt af, at forældre siger, jeg ikke ved, hvad jeg går glip af. Du skal have en selvindsigt og en objektivitet af en anden verden for at kunne fortryde din baby. Forældre har alt at tabe og intet at vinde ved at indrømme over for sig selv, at de fortryder deres børn. Det tror jeg nu heller ikke, særligt mange forældre gør, men det forhold gør dem bare til partskilder og ikke ekspertkilder. Der er alle incitamenter i verden for at sige, ens barn var det hele værd. OG jeg er åben overfor, at jeg kan komme til at fortryde alt om 10 år.

Der er ikke nogen i min omgangskreds for hvem, det har været en overraskelse. Kun lidt dumme kommentarer. Der er af en eller anden grund mange, som forbinder det med sex. De tænker, jeg er blevet steriliseret, så jeg kan have så meget sex som muligt. Og det er måske en meget plausibel forklaring, hvis jeg havde været udviklingshæmmet og ikke kunne administrere prævention, men det er bare ikke tilfældet.

Når jeg ser et lille barn, føler jeg ingenting. Det er også en faktor. Børn eksisterer på en lydfrekvens, som helt fysisk irriterer mig. De kan være glade, de kan være kede af det: Deres lyde stresser mig konsekvent. Til gengæld er jeg ret stor fan af teenagere. Men indtil den alder er børn i mine øjne rimelig uinteressante. Den bedste version af dem er faktisk, at de er uinteressante. Ellers er de forstyrrende eller direkte irriterende.

Det er også politisk for mig. Det er både trist og provokerende, men faktuelt korrekt, at noget af det mest næstekærlige, man kan gøre, er ikke at få børn. Derfor kan jeg godt blive ret irriteret på folk, som mener, det er egoistisk ikke at få børn. Vi har et klima, som er topbelastet, vi har en sjette masseuddøen af dyre- og plantearter, som udspiller sig for øjnene af os, og så har vi en masse mennesker, der allerede er født, der kunne nyde godt af at have et ressourcestærkt par i deres liv. Det ville være fint, hvis vi kunne ende et sted, hvor alle dem, som kan leve uden børn, gjorde dét. Der er intet godt argument for, at sådan en som mig skal overtales til at få børn.

Matilde umiddelbart efter sin operation. Privatfoto.

Matilde Christiansen, 27, blev steriliseret som 27-årig

Jeg havde nok ikke valgt at blive steriliseret, hvis ikke jeg havde fået Elias, min søn. Jeg var kun lige fyldt 18, da jeg fik ham, og børn var aldrig en del af min plan. Men han blev en del af mit liv, og det er jeg glad for.

Folk tror, børn er det eneste i livet. Det kan jeg slet ikke følge. Ret tidligt tænkte jeg, lad os lige tage en slapper. Der findes andre ting her i livet. Jeg elsker min søn, men min plan har aldrig været at få en stor familie, som man kan bruge 17.000 år på, før man kan gøre noget selv. Jeg holder meget af børn, og jeg har mange børn omkring mig. Men jeg glæder mig også til, at de går hjem igen eller skal afleveres, og det føler jeg ingen skam over.

Min søn var egentlig en ”upser” – på ingen måde planlagt. Det har jeg det fint med, og det håber jeg også, at han kommer til at have, når han vokser op. Vi har jo ikke givet ham andet end kærlighed, men det betyder ikke, han var meningen.

Jeg havde taget en masse negative graviditetstest. Man kunne ikke rigtigt se det på mig, og jeg havde ikke nogle symptomer på graviditet. Da jeg kom til lægen, fortalte han mig, jeg var 16 uger henne, og at jeg nok godt ville kunne nå en abort. Men så blev jeg scannet, og de fandt ud af, jeg var 26 uger henne. Hans far og jeg snakkede om, at vi skulle bortadoptere ham. Men så mærkede jeg det her lille barn, som sparkede inde i min mave. Dét kunne jeg ikke. Enten skulle jeg have en abort, eller også skulle han være min. Jeg ville ikke kunne holde ud at få et barn, som skulle være et andet sted i verden end hos mig. Når jeg tænker på det nu, at jeg overvejede at give ham væk, kan jeg stadig begynde at græde.

Overvejelser om ikke at skulle have børn har været der, siden jeg var teenager. En dag kom jeg i tanke om, at det var en mulighed at blive steriliseret. Og pludselig en dag tænkte jeg, så gør vi det. Nu sætter jeg det i gang! Og så skete det. Det var på en måde en pludselig indskydelse, selv om tankerne bag havde været der i lang tid.

Jeg kan godt lide min frihed, og det har ikke været noget problem for mig at være ærlig omkring, at jeg ikke vil have flere børn. Overfor min mor sagde jeg ikke: ”Jeg skal fandme ikke have flere børn.” Jeg sagde bare, at det ikke skulle være lige nu, for min mor lever og ånder for sine børnebørn. Men da jeg endelig tog beslutningen om at blive steriliseret, var der kun støtte og forståelse. Jeg kom også frem til, at det ikke kunne være rigtigt, at andres ønsker skulle styre mit liv.

Jeg kan ikke sætte mig ind i, at det skulle være egoistisk af mig ikke at ville have flere børn, og jeg er ikke bange for at fortryde. Det irriterer mig meget, at folk skal blande sig i, hvad andre mennesker gør. Hvis folk føler, at børn er fantastiske og giver mening, skal de da bare få børn. Men hvorfor skal andres folk meninger og opfattelse hives ned over mig?

Jeg havde det godt inden operationen, og min eneste bekymring var, om der var komplikationer med indgrebet, så de skulle beholde mig i længere tid. Det ville jeg være ked af, for jeg skulle have min søn på ferie et par dage efter. Inden jeg skulle ind på operationsstuen, sad jeg på en stol og halvsov. Jeg har sjældent været mindre nervøs. Kirurgen kom og vækkede mig, som om han var bekymret for mig. Han spurgte mig, om jeg var sikker på min beslutning. Jeg havde det sådan lidt, dude, jeg sidder og sover? Er det ikke tydeligt, at jeg er helt chill omkring denne her beslutning? Alle de andre læger på operationsstuen var mega søde og nede på jorden. Vi jokede, det var en god oplevelse, og alt gik efter planen.

I dagene efter havde jeg det så fint. Udover lidt smerter i skulderen, som kommer af, at de puster luft op i bughulen under indgrebet, var jeg egentlig virkelig afslappet. Jeg har to ar, men de er pæne og lyserøde. Og jeg er egentlig ligeglad med dem, folk må gerne spørge ind til dem. Hvis de spørger, får de et ærligt svar, men jeg gider ikke rigtigt diskutere det med dem. Det er min krop, mit valg, og så er den ikke så meget længere for mig.

Tanja sammen med sin datter. Privatfoto.

Tanja Jensen, 32, blev steriliseret som 27-årig

I 2010 fik jeg to psykiske diagnoser, ADD og skizotypisk personlighedsforstyrrelse. Det skete, ikke så lang tid efter jeg fødte min datter. Hvis ikke jeg havde haft de diagnoser, havde jeg ikke valgt at blive steriliseret. Så havde jeg nok godt kunnet håndtere flere børn, men sygdommen gør, at forældrerollen er sværere for mig, end den er for andre. Jeg kan jo se på min datter, at jeg ikke kan være der på den måde, som jeg gerne vil, men kun på den måde, som mine diagnoser tillader mig.

ADD’en har også givet mig angst, en mild depression og en snert af borderline, som betyder, at jeg har tendens til at blive enormt hurtigt stresset og miste overblikket. ADD er ADHD uden hyperaktivitet. Den gør, at jeg ofte har svært ved at lukke ting ude og holde fokus. Jeg plejer at sige, at jeg kan ikke se skoven for bare træer. Jeg har ganske enkelt ikke det filter, som de fleste har til at holde ting ude, som ikke er vigtigt.

Allerede inden min datter var en måned gammel, satte sundhedsplejersken kommunen i værk, fordi hun kunne se, jeg var udfordret i rollen som forælder. Jeg fik en vejleder, som skulle komme en gang imellem som observant og støtte. Senere blev jeg på grund af mine diagnoser erklæret uegnet som mor, og der begyndte kommunen at snakke om tvangsfjernelse og plejefamilie. Det fik mig til at tænkte, nej, ingen af delene skal ske. Hendes far er jo ikke uegnet, så jeg må bare flytte. Det gjorde jeg så, og i dag bor vi hver for sig, selv om vi stadig er kærester. Hendes far har hende næsten alle dage, og jeg har hende hver mandag og hver anden fredag.

I øjeblikket kæmper jeg meget med at komme i gang med det praktiske, og det er jo heller ikke så godt for barnet. Da hun var helt lille, skulle jeg for eksempel helst lave babygrød til fryseren, så jeg havde til mange dage, for ellers kunne det godt ske, at jeg ikke fik gjort det. Det var jo ikke, fordi jeg ikke ville give hende mad. Det er svært at forklare, uden at man lyder doven eller som en dårlig mor. Der var noget i mig, som gjorde, at jeg ikke kunne. Min diagnose – ikke min gode vilje.

Det har egentlig ikke været en sorg at blive steriliseret og vide, at jeg ikke kan eller skal have flere børn, for jeg føler jo, jeg gør det for deres skyld – ikke kun min egen. Det ville ikke være fair. Kommunen ville formentlig fjerne barnet med det samme. Beslutningen kom helt naturligt, fordi jeg fandt ud af, hvilke begrænsninger jeg havde som mor.

Før jeg blev mor, vidste jeg jo ikke, jeg fejlede noget. I princippet gik jeg fra at fejle ingenting til at fejle alting. Det satte helt automatisk tankerne i gang; hvad kan jeg, og hvad kan jeg ikke i mit liv? Og jeg fandt frem til – og accepterede – at noget af det jeg ikke kan, er at få flere børn.

I min læges øjne var det også en god idé. Vi talte om årsagerne til, at jeg gjorde det, min sygdom. Det bekræftede mig i, at det var en god idé. Det, at han kunne se rationalet i det og i øvrigt slet ikke havde nogen indvendinger, betyder noget. Opbakning betyder noget, for selvom jeg vidste, det var for det bedste, er det jo en stor beslutning. Min kæreste har også kun støttet mig. Han stoler på mig og kan jo også se på mig, og de ting, jeg kæmper med, at jeg har mine grunde.

Før jeg blev steriliseret, blev jeg ofte stresset og angst over, hvis min menstruation ikke kom – tænk hvis jeg var gravid! Det vidste jeg jo, at jeg ikke ville, fordi jeg ikke kan tage vare på et barn på den måde, som jeg vil. Når jeg ikke kan være der for min datter nu, så ville jeg ikke kunne være der for et barn mere. Og så bliver den energi, jeg trods alt har, taget fra min datter. Derfor er det en lettelse, at jeg ikke skal tænke på og være nervøs for, om jeg kan være gravid.

Min datter har nogle gange givet udtryk for, hun vil have en søster eller bror – mest når hendes venner og veninder får det. Vi har i børnehøjde fortalt hende, at det ikke er muligt. Hun har en kanin, som er kastreret, så hun ved, den ikke kan få babyer. Jeg plejer bare at sige til hende, at mor er ligesom den; hun kan heller ikke få en baby.

Hvis jeg havde den viden, som jeg har nu, så havde jeg jo nok ikke fået min datter. Men jeg er glad for, hun er her, jeg skal bare ikke have flere. Det er jeg helt afklaret med.

Mere VICE
VICE kanaler