Annoncering
Ny Musik

Sådan gik Ida Kudo fra klassisk violinist til elektropop-diva

Den danske sangerinde har lige udgivet sin anden ep, 'Gold', så vi tog en snak med hende om at bryde med sin musikalske baggrund og blive inspireret af 'Den Store Bagedyst'.

af Alfred Maddox
27 november 2018, 3:32pm

Pressefoto 

For folk som Susan Boyle og Post Malone er det en fordel, at vi lever i en tid, hvor du ikke behøver at have studeret på et musikkonservatorium for at slå igennem og blive taget seriøst som musiker. Og det kommer egentlig os alle sammen til gode; der har aldrig været en kunstform, der har haft godt af at være monopoliseret af elitære snobber. Men som den legendariske gadepoet Tauheed Epps siger: "Hard work beats talent." I en verden, hvor alle i princippet bare er en ansigtstatovering, en internetforbindelse og lidt held fra at blive verdenskendt kunstner, er det vigtigt at huske på, at der stadig er værdi i at være en hårdtarbejdende musiker.

Det ved Ida Kudo bedre end de fleste. Den danske sangerinde udgav sin selvbetitlede debut-ep tilbage i 2015, og siden da har hun udgivet drypvise singler – blandt andet "Killer" i 2016, der også er at finde blandt de fem tracks, hun i fredags udgav på Gold, hendes bare anden ep nogensinde.

Gold er lavet i tæt samarbejde med produceren Steffen Aba og bruser med sprudlende elektropop. Rå og overraskende samples krydrer ep'en, mens Kudos alsidige stemme binder det hele sammen. Tracks som "Wolf" og "Gold" er pop-produktioner, der egner sig lige så godt til at destruere et dansegulv som at nikke efterårsrengøringen i din lejlighed en solid skalle. Især på titeltracket er Ida Kudos stemme nærmest hypermobil, når den svinger fra pop-ballade til en dyb, faretruende brummen. "Killer" er en morderisk hymne med katana-samples, og det hele slutter af med "Superstay", en varm og gospel-tilstødende opfordring til at tro på sig selv.

Hør Gold herunder, og scroll videre for at læse, hvad der skete, da vi ringede hende op til en snak om den nye ep og det Footloose-agtige brud med den strenge, klassiske musiktradition, der dominerede hendes barndom.

Noisey: Hey Ida. Hvordan har rejsen mod den her ep været for dig?
Ida Kudo:
Den rytmiske rejse startede for alvor på Musikkonservatoriet i 2010. Min baggrund var ellers meget klassisk. Jeg har spillet violin, fra jeg var fire, til jeg var 17. Så fandt jeg ud af, at der var lidt for mange hæmninger med teknik og præcision og lidt for lidt personligt udtryk. Men når man sang, skulle man bare udtrykke sig som man havde det. Så begyndte jeg at skrive, og så kom jeg ind på konservatoriet.

Så du sang ikke, før du var 17?
Nej, først der gik det rigtigt op for mig. Jeg var på sådan et gospel-kursus. Da jeg var barn, troede jeg, at man skulle spille violin, ligesom man skulle gå i skole.

Fire er en ret ung alder. Hvorfor startede du med at spille violin?
Min mor er japaner og sagde, at musik er et stort komplement til ens liv. Hun ville ligesom gerne give os musikkens gave med på vejen. Så jeg startede med at spille Suzuki-violin og havde et godt øre. Jeg var musikalsk, og folk var ret begejstret på mine vegne, men i virkeligheden syntes jeg overhovedet ikke, det var sjovt. Det endte med, at min krop sagde stop. Jeg fik nogle myoser i min ryg, der ikke ville gå væk. Jeg prøvede yoga, afspændingspædagog, akupunktur, alt muligt, men endte med at smide håndklædet i ringen.

Vildt nok. Hvordan var det så at gå fra violin til at synge og skrive sange?
I starten havde jeg et helt vanvittigt output. Når jeg kom hjem, kunne jeg nærmest ikke snakke, fordi jeg havde skrålet så meget igennem. Det gik op for mig, at jeg egentlig havde virkelig meget, jeg gerne ville udtrykke, og at jeg endelig havde den her ventil, det kunne komme ud af uden at skulle igennem bjerge af teknik og noder. Jeg er sikker på, at det ikke har lydt særligt godt. Men alle de perfektionistiske teknikker, der er blevet lagt ind i ens hjerne fra barnsben, var der pludselig ikke, så det gjorde mig ikke noget, hvis jeg gjorde noget forkert.

Hvad var så det første Footloose-agtige øjeblik, hvor du for alvor hørte rytmisk musik?
Det var helt klart Michael Jacksons Dangerous-plade. "Heal the World" og alle de sange. Så kan jeg huske, at jeg så The Bodyguard og tænkte “wow” om Whitney Houstons sang. “Må man godt det der?” Så var der Björk omkring gymnasietiden, og det har egentlig været hende lige siden.

Hvad har du med fra din baggrund i klassisk musik i det, du laver nu?
Det, jeg savner mest nu, er den længsel og nerve, der ligger i klassisk musik. Det, synes jeg, kan være svært at få med ind et rytmisk nummer. Men når man først går rigtigt ind i klassisk musik, er det virkelig… Altså man spiller et værk fra start til slut, perfekt. Ingen improviserer, ingen ændrer så meget som en tone. Det er sindssygt elitært, stramt og konservativt.

Hvordan kom du så fra konservatoriet til at lave dine egne ting?
På konservatoriet lavede jeg en duo kun med bas og vokal, og så prøvede jeg noget sammen med to percussionister, så lavede jeg ballader med et klaver, og så prøvede jeg at lave noget rockband-agtigt. Til sidst endte jeg med at tage til London for at komme væk hjemmefra og gå på en produktionsskole, hvor vi på et tidspunkt skulle indstille et nummer til at blive hørt af et panel af folk fra Sony, Universal og dengang Virgin Records. Der kom jeg med min første produktion nogensinde, “Icy Icy”, og de sagde, at der helt sikkert var et publikum til det. Så blev det den retning, jeg valgte.

Alle dine sange er på engelsk. Kunne du nogensinde finde på at synge dansk eller japansk?
Jeg tror straight up, at mine sange er på engelsk, fordi jeg gerne vil nå et bredere publikum. Jeg tror sagtens, jeg kunne gøre de andre ting, og at der ville ligge nogle skatte i det.

Din nye ep, Gold, har været et par år undervejs. "Killer" er for eksempel fra 2016. Hvordan kan man høre din udvikling gennem de sidste par år på pladen?
Jeg er blevet meget mere klar over, hvad jeg laver, stilmæssigt. Jeg har den klassiske punchy pop/EDM-bund, og så ligger alle de sjove ting i toppen; pistolskud, fløjter, klokker, alle de fucking grineren ting, jeg leger med. Man kan også høre, at jeg er blevet glad for 808'ere. Før i tiden har jeg også været meget rigid omkring at lave alting selv. Alle instrumenter, alt – jeg lærte endda mig selv at klippe video, så jeg også kunne gøre det selv. Da min perfektionisme fik frie tøjler, kunne det tage et halvt år at lave en sang. Men det har jeg fundet ud af, at jeg ikke gider – det har været lidt for meget.

Hvem er du inspireret af rent æstetisk?
Nok Björk. Men faktisk – selv om jeg ikke er til mainstream – så har Den Store Bagedyst virkelig gjort det for mig i år. Emil Obel – æstetikken, harmonien imellem tyngde, lethed, farver, det moderne, det klassiske, han er så elegant og raffineret. Det elsker jeg. Det skal ikke bare blive sådan noget “yo yo, hands in the air”-noget.

Helt sikkert. Tak for snakken, Ida.


Se også: