Hvad er der galt med Lillebittebock?

Adam Abbas Bock har lige været syg. Derfor er han glad for, at vi er klar på at besøge ham i den Østerbro-lejlighed, hvor han bor med sin mor. “I er nærmest de første mennesker, jeg har set i en uge,” siger han, da vi er kommet ind af døren.

I lejligheden er der to marsvin og udsigt til en baggård. Der er sådan en hyggelig Gilmore Girls-agtig stemning over det. Hvis altså datteren i Gilmore Girls i stedet var en 20-årig fyr, der bruger det meste af sin tid på at male og lave rapmusik om svære følelser og hårde stoffer. Adam Abbas Bock er nemlig bedst kendt under kunstnernavnet Lillebittebock og har i løbet af det sidste års tid udviklet sig til at være en af de mest markante profiler i den bølge af dansk rap, hvor teksterne handler mere om kunstnernes indre liv end deres liv på blokken. Hans lyd blander Auto-Tune og slørede vokaler med tydelige, stærke linjer over svævende beats.

Visuelt blander han gerne Von Dutch- og Ed Hardy-kasketter med tykke chokers og farverigt tøj, og den vovede stil er med til at gøre simple videoer spændende. Men den visuelle kreativitet begrænser sig ikke til hans tøj. I lejlighedens kælderrum har Bock sine malerier. Den lemfældige måde, han kaster rundt med malerierne, vidner om en ung fyr, der laver kunst, fordi det falder ham ind. Og kun derfor. Hans præsentation af sine malerier kan i hvert fald hverken kaldes prætentiøs eller elitær. “Det er grimt. Det er også grimt. Det er også grimt.”

Den unge københavner er ikke genert eller deprimeret, som man måske ville forvente af hans emo-rap, han er derimod velovervejet og holder sig ikke tilbage, hverken i vores samtale, eller når der skal tages billeder, hvor han selv bemærker, at han ”ikke kan lade være med at give fingeren til kameraet”. Mens vi snakker, sidder han og leger med papiromslaget til sin tepose, som han systematisk river i bittesmå stykker. Han har hele tiden fat i noget, er hele tiden i bevægelse. Det kan nok også være en del af forklaringen på, at han ikke er den oplagte kandidat til en lang videregående uddannelse.

”Jeg startede på gymnasiet og prøvede lige to dage, men det var ikke for mig. Hvis jeg skulle bruge det til noget, ville jeg gøre det. Hvis jeg skal lave noget pissekedeligt, skal der være en grund til det,” siger han. Sidst, han gik i skole, var for et par år siden på VERA, der er en skole for kunst og design.

Med andre ord må det blive noget kreativt, der bliver hans levevej. Men selv om det ser lovende ud for musikken, hvor han gennem et par musikvideoer og et solidt output af sange på Soundcloud har fået en masse menneskers opmærksomhed og en pladekontrakt med Universal, er det ikke blevet til et fuldtidsjob endnu. ”Jeg har kun et par spillejobs om måneden, men altså, jeg tager det stille og roligt, jeg har ingen stress lige nu. Jeg har heldigvis en rigtig sød mor,” siger han.

Hvad udsigterne er til, at hans form for dansksprogede emo-rap bliver mainstream, er bare noget af det, han snakker ærligt om i løbet af vores snak. Vi kommer også ind på Bocks overvejelser om at tage stoffer på en ansvarlig måde, og om det overhovedet hjælper på de mørke følelser at sætte ord på dem i musik.

Se Lillebittebocks seneste video, ”Fortabt”, herunder, og scroll videre for at læse, hvad han havde at sige, da vi besøgte ham på Østerbro.

Noisey: Vil du helst udstilles på Louisiana eller spille på Roskilde?
Lillebittebock: Når man er ude og spille, har man det sjovt. Men man er til gengæld også mega nervøs. Der kan jeg godt lide ved malerierne, at jeg ikke skal være på. Det er svært. Jeg vil gerne lave begge ting. Men jeg føler ikke, at man bliver taget lige så seriøst i den der kunstverden, der er meget elitær. Alle hører musik. Men det er ikke alle, der går op i kunst. Derfor er det også nemmere at få sin musik ud via for eksempel Soundcloud, end det er at få sine malerier ud på Instagram.

Klart. I din musik formår du at gøre følelser ret seje. Hvad har du gjort dig af tanker om det?
Jeg siger bare, hvordan jeg har det. Jeg tror, at der er genrer, der virkelig begynder at blande sig for tiden på grund af internettet. Det har egentlig altid været okay at snakke om følelser i musik – bare ikke i rapmusik på den måde. Eller, så har det været sådan noget i ghettomiljøet med, at man virkelig har kæmpet og er træt af, at folk skyder hinanden. I dag tror jeg så, at der er mange der gør det, fordi det er blevet trendy at have det dårligt. Men det er fucking wack at være deprimeret, det er ikke sejt, og det er ikke noget at blære sig med. Det er ligesom at blære sig med at have kræft. Jeg vil gerne leve i lang tid. Min far døde, da jeg lige var blevet 13, så jeg har altid haft et sundt forhold til døden. Det er ikke fedt at dø ung.

Hvad er nogle af de største ting, der er sket i dit liv i 2018?
Jeg kan næsten ikke huske det sidste år. Det var et brag af et år, 2018. “Telefon” kom ud lige før nytårsaften, og så begyndte folk at lægge mærke til mig. Så fik jeg en masse penge af et pladeselskab lige pludselig, gik fra at have nul kroner til at have rigtig mange penge, og det var ikke så godt. For jeg havde nogle dårlige vaner på det tidspunkt, så jeg skulle lige lære at kontrollere det. Der er sket mange mærkelige ting. Jeg har haft nogle mærkelige aftener.

Gode mærkelige aftener?
Ja, begge dele. Det er sjovt at se tilbage på, men det er ikke noget, jeg har lyst til at gøre igen. Det har været lidt for vildt til min smag. Jeg er en meget stille og rolig gut. Jeg kan godt lide at være hjemme og drikke te. Det vildeste, der skal ske i mit liv, er, at jeg ryger en joint ude på altanen. Det her år har bare været fest, musik… lidt for meget af det gode.

En kunstner som Lil Peep blev kæmpestor i USA, men tror du, at der er samme crossover-potentiale for følelsesbetonet hiphop herhjemme?
Ikke på samme måde. Artisterne kommer nok ikke til at kunne leve særlig godt af det. Der vil selvfølgelig være subkulturer, der godt kan lide det, og så tror jeg, man vil få meget dedikerede fans. Det er meget personligt, så jeg tror ikke, der kommer til at være et kæmpe publikum for det i Danmark. Det virker, som om folk synes, det er lidt federe at lytte til det hårdere – der er meget sjakalmusik herhjemme. Det kan jeg også sagtens forstå. Men det er på klubjobs, man kan tjene mange penge. Og der er ikke nogen, der gider stå og høre min musik, når de står helt fucked på coke inde på Arch.

Hvordan ville du så beskrive en typisk Lillebittebock-fan?
Jeg ved det ikke, jeg har ikke mødt dem. Jeg får nogle beskeder en gang imellem, om at folk synes, at min musik er nice, men jeg har aldrig set de folk. I mine øjne er jeg bare sådan en helt ristet gut, så at jeg har fans, føles mærkeligt. Jeg er bare mig. Jeg ville være en mega mærkelig kendt person – der er alle mulige talkshows, jeg gerne vil på i Danmark.

Hvorfor det?
Alle er altid så ordentlige og slet ikke dem selv. Jeg ville få hele publikum til at tænke: "Hvad fuck er der galt med ham der?"

Ligesom Jokeren.
Jokeren er også fed! Han går bare på tv og siger, at han er på coke. Jeg så det, da jeg var 17 år og tænkte bare: "Fuck, hvor er det dope." Fordi det er han jo! Han er på coke. Det er jo også en ganske normal ting. Det er selvfølgelig ikke nice, hvis man bliver afhængig af det – selv om de fleste sagtens kan tage stoffer, uden at det bliver et problem. Men i Danmark er alkohol det eneste, der ligesom er okay, selv om det fucker dig mere op end så mange andre ting. Folk siger, at jeg er misbruger, fordi jeg ryger cannabis, men de drikker sig fucking stive hver eneste weekend. Det er helt væk.

Hvordan er dit personlige forhold til stoffer, der ikke er cannabis?
Nu ryger jeg kun cannabis. Jeg plejede at gøre rigtig mange andre ting, men det er meget op og ned.

Hvad er gode og dårlige ting ved at tage stoffer, når man laver musik?
Det er ikke, fordi man bliver kreativ af at tage stoffer, men nogle gange bliver det bare federe at lave musik. Det kan godt blive lidt kedeligt at sidde og høre den samme sang i tre timer i træk, hvis man kun har fået en kop kaffe. Der hjælper det ret meget at være fucked up, men det er også det, der er problemet. Det bliver hurtigt en dårlig vane. Jeg har altid været ærlig om de få stoffer, jeg godt kan lide, så det er ikke, fordi det overrasker nogen, hvis jeg er påvirket på scenen. Jeg tror faktisk, de fleste regner med, at jeg er påvirket. Men jeg gider ikke være ham, der altid er helt væk.

Hvad er forskellen på at være moderat påvirket og være helt væk?
Jeg er fucking stille og rolig, man kan aldrig mærke det på mig, når det er. Men jeg tager bare meget. Det er det, der er problemet. Jeg kan slet ikke styre det. Det er enten eller for mig. Så hellere lade være i en periode og have det sjovt i andre perioder. Det er også overdrevet dyrt.

Hvordan tror du, det sker, at man ender i et misbrug, man ikke selv kan styre?
Mange har måske haft det fucked up, så prøver de at selvmedicinere, og så får de det endnu mere fucked up, når de stopper. Så bliver man ved. Tolerancen stiger, og man prøver flere nye ting, og tager mere og mere og mere… mange af mine venner kunne faktisk have været døde lige nu. Snildt. Jeg kunne sagtens også have været død mange aftener. Det er noia. Og det er fucking wack at dø af stoffer. Jeg tror heller ikke, at Lil Peep havde lyst til at dø af stoffer. Det er ikke en fed død. Man skal bare passe på. Man kan sagtens tage stoffer, man skal bare tænke sig om.

I forhold til Lil Peep er det selvfølgelig også godt, at der ikke er så stor en risiko i Danmark for fentanyl-overdoser, som i for eksempel USA og Canada.
Ja, ja, ja, det er fucked up – var der ikke fentanyl i Mac Millers coke? Det er fucking noia. Tænk, at få fentanyl, når man regner med at få coke. Du skal kunne stole på dem, der laver din mad, der sælger dig stoffer, og der laver dine tatoveringer. Man kan ikke forhindre, at folk tager stoffer. Folk kommer til at gøre det. Så man kan lige så godt komme med nogle informationer – de gode ting og de dårlige ting, i stedet for bare at sige det er noget skidt.

Helt sikkert. Hvad er dit største karrieremål?
Det eneste mål, jeg har sat mig for, er, at jeg bare gerne vil kunne leve af det. Jeg vil ikke være afhængig af andre mennesker, men jeg kan ikke finde ud af at arbejde. Jeg har prøvet det, men selv når jeg har fri, tænker jeg bare på næste gang, jeg skal på arbejde.

Din far begik selvmord, da du var ung. Hvilke overvejelser gør du dig omkring at behandle et så dybt og personlige emne i dine tekster?
Den sang, der hedder “Telefon”, handler om min far og er lavet på mit værelse med den intention at få 100 plays. Jeg har aldrig tænkt over, at folk ville lytte til det. Jeg havde bare lyst til at lave en sang om min far. Det har ikke rigtig hjulpet mig – men det har hjulpet et par andre mennesker lidt, har jeg fået nogle beskeder om. Jeg er rimelig afklaret med mine følelser. Det er ikke det hårdeste, der kan ske i ens liv, at ens forældre begår selvmord. Der kan ske meget værre. Min lillebror har hverken mor eller far, og han er i Uganda. Det er et hårdt liv. Jeg bor her. I det mindste har jeg min mor. Men det er aldrig noget, jeg har skrevet om, fordi jeg ville have, at folk skulle synes, det var synd for mig.

Kan det komme for tæt på, når du behandler det her med din far på sang? Hvor meget justerer du så på slutproduktet?
Jeg justerer ikke. Man kan aldrig gå tilbage og få det til at være det samme. Så hvis jeg har lavet en sang på en aften og ikke er tilfreds med den, så er det bare too bad. Jeg er ikke typen, der sidder og finpudser. Det kan jeg ikke lide. Jeg er ikke den bedste til at synge eller skrive – det er ikke den type kunstner, jeg er. Jeg er der i momentet. Meget impulsiv.

Sejt. Tusind tak for snakken, Adam.

Se også: