tv serier

Det er aldrig for sent at begynde at se 'The Sopranos'

Livet bliver sat i perspektiv af den klassiske serie, der har 20-års jubilæum i år.
Kate Dries
Brooklyn, US
17.1.19
Christopher Moltisanti fra The Sopranos truer en mand med en pistol
Foto: HBO

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE USA

Det var den 1. januar, 2019. Jeg havde sovet hele formiddagen og tilbragt eftermiddagen med at vaske mit klistrede gulv og gøre min nytårshærgede lejlighed ren. Jeg tog kun pauser for at spise snacks, men fik også set et par film med et halvt øje, herunder You Got Served (holder ikke) og Paddington 2 (fænomenal!). Det blev aften, og mit sofabord var proppet med tomme takeaway-bakker. Pludselig fik jeg en åbenbaring.

Annoncering

”Hvad nu hvis,” sagde jeg til min video-makker, ”vi begyndte at se The Sopranos?”

Det er muligt, at jeg et sted i min underbevidsthed var klar over, at serien snart kan fejre 20-års jubilæum – Sopranos-relaterede nyheder flød rundt i periferien af min hukommelse, som vandet på den bred, hvor Christopher på idiotisk vis forsøger at grave et lig op, som han allerede har gravet ned, i første sæsons afsnit otte med titlen ”The Legend of Tennessee Moltisanti”. Men jeg kan ikke forklare, hvorfor den her perifere viden om en gammel tv-serie, pludselig gav mig lyst til at se serien for første gang i mit liv. Jeg havde haft masser af muligheder tidligere – serien var trods alt så højtelsket, at jeg allerede vidste, hvad der sker i den allersidste scene (og at folk er meget utilfredse med den). Min familie havde ikke HBO, da Sopranos havde premiere i sin tid, og dengang var der ikke mange bloggere online, men jeg var alligevel udmærket klar over, at serien var blevet et fænomen, folk var besatte af. Jeg havde trods alt oplevet en sommer, hvor min far blev opereret i hjertet og efterfølgende brugte det meste af tiden efter i sengen på at se hele serien på VHS-bånd sideløbende med en masse udsendelser på Food Network – for at skabe lidt følelsesmæssig balance, går jeg ud fra.

The Sopranos

Foto: HBO

Det stod klart for mig, at fans syntes, serien var noget helt særligt. Kort tid efter min far havde set serien, opsøgte han Michael Imperioli på parkeringspladsen ved min skole, hvor skuespillerens børn også gik. Han nævnte scenen, hvor Christopher skyder en medarbejder i et bageri i foden og spurgte, med et glimt i øjet, om det var ”hævn” – en reference han senere forklarede for mig, fordi jeg ikke fattede den. Michael – jeg må godt kalde ham ved fornavn, fordi jeg nu har set ti afsnit af hans serie, så vi er gode venner nu – bekræftede, at det var det: Da Christopher idiotisk skyder en fyren i et bageri i foden, er det hævn for dengang, hans karakter Spider selv blev skudt i foden i Goodfellas (en film, jeg heller ikke har set). Nu hvor jeg forstår referencen, kan jeg med sikkerhed sige, at min far er den første store fan, der har nævnt den detalje for Michael, og jeg er også sikker på, at det slet ikke var irriterende for Michael.

Annoncering

Årene gik, og Sopranos sluttede. Jeg gik på universitet dengang og havde stadig ikke kabel-tv, selv om det ikke afholdt mig fra at se mange af de serier, der blev populære. Jeg slugte Mad Men råt, som om jeg hele mit liv var blevet snydt for Wegnerstole og dry martinis. Selv om The Sopranos havde været slut i lang tid, læste jeg en gang imellem interviews med nogle af skuespillerne, artikler om seriens betydning og en masse pseudofilosofiske betragtninger omkring tv-æraens endeligt. Til sidst anskaffede jeg mig et HBO-login, og endelig kastede jeg mig ud i selv at se serien i 2013.

Det var juni, jeg boede til leje på et lille værelse, og mine ejendele begrænsede sig til, hvad der kunne være i to tasker, samt en computer, som jeg for nylig havde brugt en enorm sum penge på at få repareret. En aften hvor heden i luften næsten var uudholdelig, satte jeg første afsnit af serien på og kedede mig bravt. Jeg kunne ikke finde noget i den, der interesserede mig. Ænder? Who cares! Jeg blev irriteret på de voldelige mænd og kvinderne, der fulgte dem overalt. Det var svært nok at forholde sig til de typer i mit arbejde på et feministisk website for ikke at tale om mit privatliv, og derfor havde jeg ingen interesse i også at skulle forholde mig til dem, når jeg slappede af med en serie.

The Sopranos

På det tidspunkt havde jeg faktisk afskrevet serien, men så skete noget. Spol frem til den føromtalte 1. januar 2019. Ligesom i 2013 var samtlige af seriens afsnit tilgængelige via HBO. Nogle måneder forinden havde min kæreste foreslået, at vi fandt en serie, ”som vi kan dyrke sammen”, en sætning der om noget minder mig om de tre årtier, jeg har levet (The Wire var strøget fra listen, indtil videre, fordi den skulle være ret nedslående ”98 procent af tiden”). Jeg var med til en fødselsdagsfest, som havde Sopranos-tema, og det var meget hyggeligt. To af mine venner klædte sig ud som Tony Soprano og en karakter, jeg vist ikke har set endnu, til Halloween, og det var ret charmerende. Jeg var på en eller anden måde pludselig klar til at give serien en ny chance. Jeg havde lyst til at konsumere en serie med en klar begyndelsen og slutning. Noget, der ville føles som en bedrift.

"Jeg har set The Sopranos," ville jeg kunne sige til folk! Det hjalp selvfølgelig, at jeg havde nogen at se den med, en person, som kunne forklare alle de ting, jeg ikke forstod (”Hvad er en made man?” spurgte jeg helt uden at føle mig pinligt berørt over min uvidenhed under et af de første afsnit). Det var stadig et problem for mig, at der var så mange voldelige mænd med. Jeg har ikke lyst til at forholde mig til dem, men nogle gange må man ignorere den slags indskydelser for at komme videre.

Som du nok efterhånden forstår, så har det taget mig næsten to årtier at se The Sopranos, og jeg har faktisk kun set de første 12 afsnit. Men det, jeg har set, har været rigtig godt. (Man kan godt argumentere for, at jeg er klar til at modtage serien på en måde, jeg ikke tidligere har været). Jeg så de første ni afsnit på to dage, hvilket føltes som en meget passende januaraktivitet. Efter den anden aften havde jeg en meget levende drøm om serien. Den næste morgen gik jeg og nynnede temamelodien på vej til arbejde. The Sopranos havde infiltreret mig liv, og det var gået hurtigt – hvis altså 20 år er hurtigt.

Det slår mig altid, hvor flotte billederne af alt det kød, de har med i nogle af scenerne, er, og hvor sexet James Gandolfini er, til trods for at han ikke har meget hår på hovedet og er en koldblodig morder. Måden at filme på kan være overraskende eksperimenterende til tider, og serien har også fået mig til at overveje endelig at se The Godfather, men skal jeg vente, til jeg er færdig med The Sopranos, eller skal jeg se den sideløbende? Selv om jeg godt vidste, at han er medlem af Bruce Springsteens E Street Band, var Steven Van Zandt så meget inde i karakteren Silvio, at jeg ikke kunne kende ham først. Tonys mors motiver forvirrer mig lidt. Jeg vil også gerne have psykologen Melfi som min terapeut – hendes neutrale påklædning og uindfattede briller er meget tillidsvækkende. Jeg vil have flere scener med Edie Falco. Jeg går automatisk ud fra, at mine yndlingskarakterer (som Hesh) snart dør, men jeg afholder mig fra at google det. Jeg forstår ikke, hvorfor Junior var så flov over oralsex!!! Han har i øvrigt god tøjstil.

Faktisk er The Sopranos meget sjovere, end jeg havde regnet med, selv om flere har advaret mig om, at den bliver mørk senere. Det er foruroligende, og jeg kan godt forestille mig, at jeg bliver nødt til at tage en pause på et tidspunkt, som jeg også gjorde, da jeg så Friday Nights Lights og pludselig følte, at karaktererne var levende væsner ude i virkeligheden, hvor de løb rundt og spillede amerikansk fodbold – en sport jeg ellers hader, men elskede i den serie – et sted i Texas. Jeg tænker for meget på døden i forvejen, så det er næsten 90 procent sikkert, at jeg tager den pause på et tidspunkt. Men som Christopher siger: "It happens."