Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Susan Barbour går rundt i lokalet og deler plastikposer ud til folk. Hver pose indeholder en brugt t-shirt. "Tag den forsigtigt ud og find armhulen," siger hun til sine studerende, som hver især er kommet med en t-shirt, de har sovet i gennem en hel uge uden deodorant i løbet af den seneste hedebølge i LA. Susan beder dem løfte tøjet ud af posen, holde det op til næsen og snuse godt ind. "Husk, at målet er at styrke hinanden," siger hun, før hun åbner sin egen plasticpose, tager indholdet ud og begraver hovedet i den.
Det er torsdag aften på Institute for Art and Olfaction, som er en parfumeskole i Los Angeles, der udforsker dufte. 12-14 deltagere har betalt for at få analyseret lugten fra deres armhuler af fremmede, i håbet om at de lærer noget nyt om sig selv og deres længsler.
Susan er kunstner og arbejder på en udstilling, der tager udgangspunkt i kropslugte, som skal udstilles næste år på Museum of Sex i New York. Hun beder alle om at bruge to minutter på at skrive ned, hvad de kan lugte. For at hjælpe med øvelsen har hun selv skrevet nogle ord op på tavlen for at beskrive, hvad en armhule kan lugte af. Der står blandt andet: Salt, sød, frugtagtig, balsamisk, jordet, muggen, moskusagtig og ostet. En af deltagerne beskriver en andens lugt som svampet og indrømmer, at hun har lyst til at have personens lugt som parfume. Susan siger på et tidspunkt, at en af trøjerne minder hende om hendes barndom og lugten af menneske-tårer. Chefen for Institute for Art and Olfaction, Saskia Wilson-Brown, mener, at en anden persons armhule lugter "moden, saftig, nøddet, og næsten som ristet kaffe."
Susan Barbour. Photo by Saskia Wilson-Brown
Det med at sætte ord på, hvordan andre mennesker lugter under armene, er noget, de færreste af os har tænkt særlig meget over. Men Susan, som er uddannet sommelier og nu studerer armhuler med samme skarpsindighed og eftertænksomhed som dyre vine, vil gerne lave om på det. "Der er noget tabu forbundet med vores lugt," siger hun. "Hvis man siger, at nogen lugter, er det en kæmpe fornærmelse."
Saskia Wilson-Brown grundlagde Institute for Art and Olfaction i 2012 for at give plads til og støtte op omkring radikale eksperimenter med lugt. Lugtesansen er simpelthen en sans, der ofte bliver glemt i moderne kunst. Nonprofitorganisationen har siden været vært for alt fra workshops, hvor man lærer at dufte til tobak og filmfremvisninger med duft, til parfumekurser og interaktive synæstesi-begivenheder. Susan Barbours workshop forsøger at give noget nyt til den forholdsvis lille mængde forskning om kropslugte, feromoner, og deres potentielle påvirkning på hvordan vi bliver tiltrukket af hinanden. Hun håber, at det kun er begyndelsen, på det hun har kaldt en "probiotisk renæssance" – altså en ny bevægelse, der omfavner de jordagtige, bakterietunge dufte og smage, der engang blev betragtet som frastødende, men som i dag har fået nyt liv gennem sure øl, vine med meget syre, fermenteret mad og stinkende ost.
"Jeg tror, at det, der ligger til grund for det hele, er vores behov for at lugte vores egen krop og virkelig mærke menneskets lugte," siger hun. "Vi synes, det er erotisk, vi synes, det er betryggende, vi synes, det bekræfter os og er spændende. Og det er helt naturligt på en ret interessant måde."
Det kan godt være, Susan har fat i noget: Salget af masseproducerede parfumer er halveret mellem år 2000 og 2015, ifølge en rapport fra Euromonitor International.
Mennesker har brugt kemikalier til at skjule deres naturlige duft og få dem selv til at lugte bedre, sandsynligvis med en potentiel mage for øje, i tusindvis af år. Den ældste kendte parfume i verden er helt tilbage fra 1850 før vor tidsregning, da et gigantisk jordskælv ødelagde en parfumefabrik på Cypern. Parfumeindustriens popularitet eksploderede i 1600-tallets Frankrig, blandt andet takket være en kongefamilie, der brugte det så udbredt, at hoffet blev kendt som "det parfumerede hof". Rettighederne til den første deodorant blev registreret omkring 200 år senere i USA, og det var grundlaget for en branche, der i dag omsætter for 120 milliarder om året.
Se video: Sådan laver du din egen kærlighedseliksir
Den naturlige armhule fik lidt af en revival i 70'erne, da den britiske forsker Alex Comfort i sin bog The Joy of Sex anbefalde kvinder, at bruge deres kropslugt – eller "personlige parfume", som han kaldte det – som en del af forførelsen. Deodorant burde efter hans mening "forbydes fuldstændig", og det samme skulle barbering af armhulerne, som han betragtede som en form for "ignorant vandalisme". Omkring to årtier senere begyndte den californiske duftvirksomhed Erox at tjene penge på den idé, ved at patentere menneskelige molekyler som feromoner – eller kemikaler, de påstod, blev frigivet naturligt for at tiltrække en partner – selvom der var meget få videnskabelige beviser for, at de fandtes hos mennesker. "Forskningen er desværre mest kørt i den retning, og der er et lidt for tæt forhold med den kommercielle feromonindustri," siger Susan.
En række akademiske undersøgelser fra 90'erne og 00'erne bekræfter at duft spiller en rolle i seksuel tiltrækning, men det viser sig, at vores præferencer mest er genetisk disponeret. Svedige t-shirt-eksperimenter fra laboratorier endte med at afføde feromonfester i 00'erne, hvor singler valgte partnere alene ud fra duften af hinandens brugte tøj. Men som Susan ser det, mangler feromonfesterne stadig "den mest interessante del af eksperimentet, som er, hvad der foregår i folks hoveder, når de dufter, og om vi har et tilstrækkeligt ordforråd til at beskrive, hvordan folk lugter," siger hun. "For mig er det meget interessant, og det er der ikke nogen, der snakker om. Og det er tabu."
Det er ikke første gang, at Susan laver et projekt, der udforsker de tabuer, der er omkring kroppen. Hun har også lavet en serie med figurer, som hun har skabt med sit eget hår, der er sat op på badeværelsesfliserne derhjemme. "Det handler om alle de her kropslige ting, som vi normalt synes er ulækre, eller får os til at føle os klamme," siger hun. "Men med et par strøg med fingrene eller lidt ekstra tid i badet kan jeg forvandle dem til noget, der minder os om, at mennesker er smukke." Hendes fascination af armhuler begyndte for omkring fem år siden, da hun ledte efter en ny parfume og fandt ud af, at "sproget, vi har til at beskrive dufte, er meget fattigt, og vi er nødt til at benytte poetiske virkemidler" på parfumeflaskerne, og det er på grænsen til at være seksuelle eufemismer og metaforer for blomster.
Men i hendes workshop beskriver deltagerne hinandens armhuler med langt flere detaljer, og de satte ord på de blomsteragtige eller moskuslignende noter. En person sagde endda, at de kunne fornemme om ejermanden af den pågældende t-shirt havde langt eller kort hår, bare ud fra duften. Og størstedelen af deltagerne mente, at to af trøjerne duftede ens, inden de havde fået at vide hvilken t-shirt, der tilhørte hvem. De fandt senere ud af, at den ene var Susans og den anden var hendes kærestes. "Saskia har tidligere beskrevet det som et orgie, hvor der også er adgang for børn, for normalt ville man ikke dufte så intenst til nogen, med mindre man har sex med dem," siger Susan. "Så man får lidt følelsen af at have været sammen med 20 forskellige mennesker, og ligget og lugtet til deres armhuler."
Det svar, som hun syntes var mest interessant, kom da en af hendes veninder duftede til hendes t-shirt uden at vide det og sagde, at den mindede hende om forlystelsesparker og hjemmelavet mad – ting de havde gjort sammen i starten af deres venskab.
"Jeg følte en dyb forbindelse, og ikke på en seksuel måde, selvom det nok er det de fleste, der læse om eventen, går ud fra," siger Susan. "Men det handler om at genkende andre menneskers lugt og fornemme sin eget lugt i andres, og finde noget man kan lide i alle menneskers duft."