Udlændinge i Danmark fortæller om deres første julefrokostbrandert

Som dansker ved du godt, hvad der venter dig, når du tager hul på julefrokostsæsonen: Det er nu, du har mulighed for at knalde med chefen, tage coke med dine kollegaer og komme op at slås med fremmedgjorte familiemedlemmer, og det kan vi alt sammen takke vores veludviklede drukkultur for.

Desværre er det ikke alle udlændinge i Danmark, der har fået snaps og sildemadder ind med modermælken, og det har resulteret i akutte, alkohol-inducerede kulturchok.

Vi bad fem mennesker, der er flyttet til Danmark, om at fortælle os om deres første julefrokost.

Jeg havde boet i Danmark i et halvt års tid, da jeg lærte de her drenge fra Falster at kende, som inviterede mig med til deres julefrokost. Jeg er ikke sart – jeg er fra Australien og kan bære min brandert, men jeg var simpelthen ikke forberedt på det drukorgie, der mødte mig. Der blev kørt øl, vin, snaps og drinks ned i et tempo, der var fuldstændig grotesk, og maden var bare sådan noget bras fra Netto, der skulle overstås i en fart, så folk kunne få deres brandert på.

Selvom vi er gode til at tylle bajere i Australien, er det faktisk ikke socialt acceptabelt at drikke med det ene formål at blive så stiv som muligt. Derfor blev jeg mere fuld den aften, end jeg længe havde været. Det endte selvfølgelig med totalt blackout, så jeg kan ikke engang fortælle dig, om jeg havde en sjov aften, eller hvad der skete.

Året efter mødtes vi igen, og opskriften var den samme, men den her gang var det ikke kun mig, der blev stå stiv, at jeg mistede al selvkontrol. Vi var en flok zombier, der tågede rundt i vores respektive alkoholpsykoser. Dagen efter fik ham, der holdt festen, en klage fra underboen. I løbet af aftenen var der en af os, der havde pisset fra altanen og direkte ned i hendes barnevogn. Vi ved simpelthen ikke hvem af os, for ingen af os kan huske noget.

I år holder vi ikke julefrokost sammen. Vi tør simpelthen ikke. Som australier har jeg to ting at sige om de danske julefrokoster. Det ene er, at det er virkelig fedt at I går så meget op i julen og de her fejringer, det andet er, at alkohol måske fylder lidt for meget.

Den første julefrokost, jeg var til i Danmark, var på Hotel D'Angleterre, hvor jeg arbejdede som rengøringshjælp, da jeg kom hertil for snart 30 år siden. Det var en stille og rolig aften, så det var først senere, jeg fik sandheden om julefrokosten at se - og føle. Efter at have arbejdet for nogle af de store pladestudier her i Danmark, fik jeg job som lydmand i Tivoli, og det var her, det gik op for mig, hvad dansk julefrokost virkelig betyder. Her oplevede jeg den helt store firmajulefrokost, hvor man giver folk fri bar. Og frit lejde til at drikke sig i hegnet.

I USA har jeg aldrig oplevet en firmafest, hvor man kunne drikke øl og sprut med de mennesker, man arbejder sammen med. Men den danske julefrokost giver så mange muligheder for at fucke op. Jeg fattede det slet ikke. Hvorfor vil du sejle stangberuset rundt foran dine kolleger? Og så til jul? Og du må huske på Mister Snaps, for han ændrer det hele.

Du har måske den her kollega, som, du synes, er alt for nørdet, men pludselig sker der noget, når hun får den fjerde snaps. Pludselig viser det sig, at hun ved alt om Led Zeppelin. Hvad fanden sker der? Hun er jo pissesej? Fidusen er, at alle drikker til en dansk julefrokost. Det er socialt accepteret, men det er virkelig bizart, at man gør det foran den person, som bestemmer, om man skal beholde sit job.

Men danskere har en evne til at gå tilbage mandag morgen og lade som om, ingenting er sket, uanset hvad fanden der er foregået. Jeg arbejde på et tidspunkt i en golfklub, hvor nogle forretningsmænd havde deres julefrokost. Jeg skulle spille musik, og pludselig kommer der en stripper. Så laver hun en lapdance på hver af deltagerne, og så kommer der endnu en stripper! Til sidst kommer der to strippere sammen, og de er begge nøgne. Jeg har aldrig set de golfspillere have det så sjovt – og det havde jo ikke ligefrem noget med julestemning at gøre.

Danskere har ofte travlt med at snakke om dobbeltmoral, men julefrokost - efter fire fadøl og en røvfuld snaps - er åbenbart der, hvor danskerne giver hinanden lov til selv at praktisere det.

Jeg nåede at bo i Danmark i et helt år, før jeg kom til min første rigtige, danske julefrokost. Til gengæld havde jeg så to på samme dag. Den første var med mit arbejde, og jeg havde lige fået jobbet. Jeg havde selvfølgelig hørt historier om, hvordan de normalt så mådeholdige danskere degenerer til menneskeaber med snapseglas i hånden, når de er i julefrokost-mode, og jeg havde egentlig ikke så meget lyst til at se hverken mig selv eller mine nye kolleger sådan. Derfor holdt jeg igen med snapsen, da min chef – og stort set alle andre til festen – kom over for at skåle med mig og ville høre, hvordan man siger 'skål' på kinesisk. Folk var søde, men jeg lagde mærke til, at der var synlig forskel på den brandert, som danskerne var ved at opbygge, og så den tilstand, som mig og de andre udlændinge var i.

Derfra tog jeg videre over til mit fakultet, hvor mine studiekammerater havde været i gang i et stykke tid. Det kunne man godt se på folk. Alle de her pæne, naturvidenskabelige typer havde løsnet slipseknuden og væltede rundt på bordene og på dansegulvet, mens de ragede på hinanden og dansede ude af takt med musikken.

Jeg husker den her ph.d-studerende, som jeg havde spist frokost med et par gange. En meget høflig og korrekt type, som kom sejlende over til mig og udfordrede mig i en konkurrence om, hvem der kunne bunde en fadøl hurtigst. Det kunne han, og så stak han mig et kys på munden ud af det blå. Nå ja, og så var der en af underviserne, der i fuldskab fór vild på vej ud af bygningen, og da jeg prøvede at hjælpe ham hen til udgangen, var han ved at vælte ned af trappen. Om mandagen var der ingen, der havde lyst til at gå i detaljer – det hele blev ordnet med et 'tak for sidst' og et indforstået blik. Det synes jeg var helt vildt.

Briter er ikke ligefrem novicer, når det kommer til alkohol, men danskerne virker alligevel fast besluttede på at gøre dødsdruk til en kunstform. Jeg var til julefrokost på en restaurant, hvor folk var stangstive, inden hovedretten var serveret. Jeg har aldrig set folk reagere på den måde før. Det ene øjeblik er de ok, og det næste øjeblik kan de ikke stå op. Der er selvfølgelig også de forsigtige typer, som holder hånden rundt om snapseglasset, så man ikke kan se, hvor meget de har drukket, men de fleste sejler fra starten.

Danskere taler om snaps med ærefrygt og begejstring, og når den først flyder, er den en slags benzin, der sætter folk i gang med spontan sang, råb og løssluppen stemning. Til en anden julefrokost, jeg var til, endte gæsterne med at skyde med haglgevær og synge noget, der lød som kommunistiske slagsange.

For mig ser det ud som om, danskerne virkelig holder af deres ritualer - sangene til julefrokost, hoppet ned fra stolen nytårsaften, og de endeløse omgange med 'skål'. I Storbritannien hører ritualer oftest kun til hos den pænere middelklasse og overklassen – på kostskoler og i private studenterklubber på Oxford – men i Danmark virker disse ritualer hverken snobbede eller småborgerlige.

Her er alle virkelig søde. Jeg oplever ikke danskere til julefrokost som aggressive drukmåse. I Storbritannien vil der være udbrudt slåskamp inden for en halv time, hvis folk havde fået så meget at drikke. Danskerne, derimod, bliver bare paralytisk stive, de griner, de vælter, men det er alt sammen i en god ånd. Og det er pissesjovt er være med til.

Jeg var lige kommet til Danmark for at studere, og derfor var min første julefrokost lidt præget af, at jeg var genert og opmærksom på ikke at opføre mig dumt over for mine nye venner. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at det var hele pointen med en julefrokost. Jeg kan huske alle de her drukspil med kort og terninger, som skulle hjælpe folk med at drikke hurtigere – og sangene, der har samme formål. Det er virkelig sat i system.

Året efter gik jeg lidt mere til stålet. Jeg havde taget en veninde med, som var på besøg fra udlandet, og jeg husker, at hun var dybt chokeret over at se, hvordan alle de her mennesker drak sig fra sans og samling. Der var blandt andet en af mine venner fra studiet, som gik direkte hen til hende og spurgte, om hun ikke ville give ham et blowjob på toilettet? Hans kæreste stod i øvrigt to meter fra os, da han kom med sin forespørgsel.

Man kan slet ikke sammenligne en dansk julefrokost med en russisk. I mit hjemland er fejringer i forbindelse med julen noget stærkt religiøst, og selvom vi også har ry for at drikke gennem, vil jeg mene, går folk mere til den her i Danmark. Eller – jeg tror, at forskellen er, at i Rusland er det en særlig mandetype, der hælder vodka ned, hvorimod kvinderne nipper til champagne og passer på ikke at blive for fulde. Til en dansk julefrokost, tja… du ved jo selv, hvordan det er. Jeg kan huske, at det kom bag på mig, at alle de her nydelige, blonde piger sejlede lige så meget ud på aftenen som mændene.

Det fede er, at det ligesom får lov at ske uden de store skandaler eller slagsmål. Man kan sige, at I er gode til at være ekstremt fulde og efterfølgende lade som om, der intet er hændt.

Så langt, så godt med abefesten og selvdestruktionen. Med hvad med sild og brunede kartofler? Hvad synes vores kære venner fra udlandet om julemaden? Læs videre her: