Ti feminister har svaret på spørgsmål fra dameblade. Hvad har vi lært?

Nogle af spørgsmålene har afgjort ledt til spændende refleksioner. Blandt andet det ultimative damebladsspørgsmål, ”Hvordan ser din daglige skønhedsrutine ud?” (fra Costume). Primært fordi mange har brugt spørgsmålet som springbræt til at sige noget generelt om dameblade. Henrik Marstal sagde, at udtrykket ’skønhedsrutine’ fik det til at vende sig i ham på grund af den urimelige kønsdiskurs, der lå i et spørgsmålet, og Leonora Christina Skov fortalte om sin frustration over at blive spurgt til sin læbestift fremfor sit forfatterskab. Omvendt forsvarede Nazila Kivi og Nikita Klæstrup damebladene ved at sige, at hvis man taler ned om dameblade, taler man ned om en bestemt måde at være kvinde på. ”Det er så typisk, at dameblade skal ses som mindre værd, fordi de bliver set som "tøsede," som Nazila Kivi sagde.

Spørgsmålet ”Hvornår har du følt størst afmagt? (fra Femina) kom der også mange personlige og relevante svar ud af; historier om at miste sin mor, om at blive tilbageholdt og afhørt på grund af ens etnicitet og om mænd, der ikke respekterer et nej. ”Hvilket råd vil du give til dit yngre jeg?” (fra ALT for damerne) fik også flere rosende ord med på vejen og blev sågar betegnet som ”et fint spørgsmål” af Henrik Marstal.

Et af de spørgsmål, som til gengæld mødte meget kritik var, ”Hvordan har du det med at blive ældre?” (fra Costume). Seks af de ti feminister har pointeret, at det er et spørgsmål, man kun stiller til kvinder, fordi det kun er kvinder, der forventes at have det svært med at blive ældre. Årsagen er naturligvis, at den kvindelige skønhed ifølge konventionelle idealer daler med tiden, hvorimod mænd kun bliver mere tiltrækkende med alderen, som både mandlige og kvindelige feminister har været inde på.

Til spørgsmålet ”Hvordan holder du din krop sund?” (fra Costume) svarede halvdelen, at det gjorde de ikke og pointerede spørgsmålets implicitte forventning til, at man naturligvis holder sin krop sund – spørgsmålet er blot hvordan. Spørgsmålet irriterede især Abdel Aziz Mahmoud, og selvom Nazila Kivi generelt forsvarede dameblade, rakte hendes tolerance ikke til dette: ”Sundhed er det vildeste manipulationsmiddel til at holde piger og kvinder beskæftiget med at vurdere deres egen krop hele tiden. Det er et ret typisk spørgsmål og et meget kønnet spørgsmål.”

Også ”Hvornår gjorde du sidst noget pinligt?” (fra ALT for damerne) har været upopulært. For selvom feminister åbenbart er pinlige hele tiden (seks ud af de ti svarede noget a la ”for få minutter siden” eller ”hele tiden”), så var flere også inde på, at det med at dyrke sin pinlighed på den der Bridget Jones-agtige måde, ”hvor vi skal være pinlige sammen”, som Leonora Christina Skov sagde, er et kønnet fænomen. Og hun har ret i, at det at dele pinlige historier – i hvert fald det at italesætte oplevelser som pinlige – er en del af damebladenes DNA. Helt fra barns ben lærer piger, der læser Vi Unge og Oliva, hvad der er pinligt: ”Pinligt! Overraskede venindens far på wc” eller ”Pinligt: Forelsket i træneren”. Og senere kan de læse artikler som ”10 kvinder fortæller: Her er vores pinligste historier med blowjob” og ”Syv dybt pinlige lægebesøg, der kan give alle lyst til kun at gå til Netdoktor” på Woman.dk. Og helt ærligt, så er det sgu diskutabelt, hvorvidt det at få konstateret hæmorider eller give et dårligt blowjob kan betegnes som ”dybt pinligt” og ikke mindst, hvilket formål det tjener at italesætte nærmest alt, der sker i kvinders sex- og underliv, som værende pinligt.

Så er der spørgsmål som: ”Hvad betyder accessories for din stil?”, ”Hvilket par sko er dine favoritter lige nu?” (begge fra Costume) og ”Hvorfor tror du, keramik har fået en revival?” (fra Eurowoman), som ikke har ført til synderligt spændende refleksioner, men som heller ikke har vakt decideret harme hos feministerne. Flere har pointeret, at der jo ikke som sådan er noget galt med overfladiske spørgsmål, problemet er, at det kun er kvinder, der får dem. Abdel Aziz Mahmoud fortalte for eksempel, at han aldrig nogensinde før er blevet spurgt til sit udseende eller sin stil. At det kun er den ene halvdel af befolkningen, der forventes at have en holdning til boligtrends og accessories, er med til at fastholde opfattelsen af, at kvinder skulle være mere overfladiske og forfængelige end mænd.

”Hvad har du altid i dit køleskab – ud over rødbeder?” (fra Elle) er et spørgsmål, man sjældent møder andre steder end i dameblade og Kender Du Typen. Seks ud af ti afviste forresten at have rødbeder i deres køleskab. Til gengæld var der en del colaer, mælk, oliven og vin. Spørgsmålet har afgjort LOL-faktor og giver en fornemmelse af at komme lidt tættere på den interviewede. Derudover har det ikke meget kørende for sig. Det samme kan siges om ”Hvad dufter jeres hjem af?” (fra Eurowoman), der dog førte til nogle ret sjove svar. Det siger jo trods alt noget om en person, at vedkommendes hjem dufter af kattetis, prut, mad og vasketøj, sådan som Louise Kjølsens gør. Eller af beskidt vand og Dominoes, som Sofie Hagens. Der var fire, hvis hjem dufter af parfume. Og så er der dem, der ville ønske, at deres hjem duftede af parfume, men som må erkende, at det i virkeligheden dufter af hund, som Nikita Klæstrup. Leonora Christina Skov svarede, at hendes hjem dufter af begravelsesforretning: ”Det ville jeg også svare i et dameblad, men det er klart, at jeg synes, det er vanvittigt spørgsmål, når man tænker over, hvilke vigtige ting man ellers kunne spørge folk om. Hvordan ser du på indvandring? Hvordan vil du styrke velfærdsstaten? Men nej, lad os da se vores hjems duft efter i sømmene.”

Dermed formulerer hun meget præcist den generelle holdning hos den ene fløj, som har besvaret de her spørgsmål. De har ikke lagt skjul på, at de synes, det er nogle overfladiske og kønsstereotype spørgsmål. Mens den anden fløj har forsvaret retten til at være overfladisk ved at tage spørgsmålene seriøst. Fordi de mener, at man devalurer en bestemt form for kvindelighed, hvis man devaluerer dameblade.

Så konklusionen må være: Ja, damebladsspørgsmål er langt hen af vejen overfladiske og kønsstereotype, men det betyder ikke, at der er noget i vejen med de mennesker, som læser dem. Som Nikita Klæstrup siger: ”Dameblade bliver jo altid kritiseret for, at de handler om mode og skønhed, men det er der jo ikke noget galt i. Problemet er, hvis vi siger, at det er det eneste, kvinder må gå op i.”

Når det er sagt, er der dog den vigtige nuance, at dameblade har magt til at påvirke deres læsere. De kan få dem til at føle skam over at få konstateret hæmorider, give dem dårlig samvittighed over, at de ikke holder deres krop sund eller være kede af deres tiltagende rynker. Derfor bør damebladene forholde sig mindst ligeså kritisk og reflekterende til deres egne spørgsmål, som de adspurgte feminister har gjort. For selvom der ikke er noget som helst i vejen med at gå op i sko og makeup, så er der afgjort noget i vejen med at give kvinder en forståelse af, at de først og fremmest er noget i kraft af deres udseende.