"Tykke Ida" bliver kaldt medieluder, men hun viser stadig sin krop frem

FRA HVOR JEG STÅR – Hos Broadly kan man dele sin fortælling, sin oplevelse af være i verden, sin holdning til noget i vores samfund. Og det er, hvad det her er: Et udtryk for en persons syn på verden, på en sag – det er skribentens holdning. Vil du fortælle? Skriv til broadlydk@vice.com.

Om skribenten: Ida Rud er 35 år gammel og blev for nylig et kendt ansigt, da hun medvirkede i DR3-dokumentaren "Tykke Ida”. Til daglig arbejder hun som journalist på programmet “Troldspejlet” og som assisterende redaktør på Filmmagasinet Ekko. Hun er desuden en populær instagrammer, kropsaktivist og spiller også keyboards i soundtrack'n'roll-bandet SPEkTR.

Hvorfor gør jeg det så?

Jeg er uddannet journalist, og jeg er blandt andet god til at skrive portrætter af mennesker med noget på hjerte. Men når jeg deler ud af mig selv, mine egne oplevelser og mine mest sårbare tanker, så oplever jeg, at folk reagerer meget mere voldsomt på det. Positivt! De har simpelthen større forståelse og sympati. Og siden jeg har evnen til at formulere mig godt og ordentligt, giver selv de sure stemmer mig nogle gange ret.

Så jeg har taget det på mig at bruge mig selv igen og igen og tale højt om de problemer, som blandt andre tykke mennesker møder på daglig basis. Jeg er kropsaktivist. Jeg er fan af selvkærlighed. Alle skal have lov at være her og blive mødt uden fordømmelse og nedladenhed.

Min aktivisme har taget fart det sidste års tid, men den foreløbige (og ultimative?) kulmination er ”Tykke Ida” – en dokumentar, der havde premiere på DR3 i oktober. Med et kamera i hånden har jeg bekendt mig til dem, der har haft lyst til at lytte og se med. Og jeg har danset løs i undertøj foran kameraet, så min tunge mave svingede, haft samtaler med min elsker, hvor vi ligger nøgne i sengen, og jeg har grædt og grint og været grim og lækker og ynkelig og moralsk forkastelig og sød og sjov og ærlig ærlig ærlig.

Da jeg fik tilbuddet om at lave dokumentaren, måtte jeg virkelig overveje det. Magtede jeg at lukke folk så meget ind i mit liv? For jeg var ikke i tvivl om, at hvis jeg sagde ja, så skulle jeg være hudløst ærlig. Og ikke præsentere et rosenrødt billede af, hvordan det er at være mig.

Jeg har haft utroligt ondt i maven. Var det for meget? Ville der komme for mange trolde ud af mørket med det for øje at gøre livet surt for mig? For let’s face it, den slags er der ret mange af på internettet.

Men søreme om jeg ikke er blevet mødt med virkelig stor kærlighed. Alle aldersgrupper og køn har skrevet til mig. De skriver til mig, at jeg gør en forskel for dem. At de vil tale pænt til deres spejlbillede. At de endelig tør tro, at de er noget værd. At de vil gå i behandling for spiseforstyrrelse, depression, misbrug. Det er overvældende og vanvittigt rørende at være én, der får folk til at handle i egenomsorg.

Der er også folk, der skriver, at jeg har udfordret deres fordomme – og gjort dem til skamme. ’Jeg vidste ikke, hvordan det var at være tyk. Det forstår jeg nu – og jeg skammer mig over, hvordan jeg har behandlet folk som dig.’

Hold. Nu. Kæft. Altså… jeg bliver helt ydmyg. Men jeg, tykke mig, ingen-Ida, gør en forskel. Ikke for en eller to, men MANGE. Jeg har fået flere tusind beskeder. Jeg er stadig i gang med at svare, endda bare læse dem alle. Men så vidt jeg kan se, så er det kun få, der er negative, og vi taler om promiller.

’Hvordan kan du være så klam?! Du skal skamme dig. Hvor er det godt, at folk råber ’Din fede so’ efter dig, klamme ko!’ er selvfølgelig ikke vildt lækkert at få i indbakken. Men jeg er næsten allergladest for den slags, fordi de giver mig muligheden for at spørge vedkommende, hvorfor han/hun har behov for at skrive sådan til mig. Jeg vil så gerne i dialog og forstå – jeg har ikke brug for rygklappere, men for at ændre på forholdene.

Desværre skriver de sjældent tilbage. Jeg forestiller mig, at de nok bare har brug for at lange ud med deres galde, at såre og være lede. Måske så de føler sig seje og selvtilfredse? Men ind i mellem er der hul igennem til sådan et menneske. Og den troll-agtige opførsel bunder ofte i, at folk har det dårligt med sig selv. Eller er uvidende.

Det er ikke uden omkostninger at bruge sig selv, som jeg gør. Det er aldrig rart, når fremmede mennesker er så modbydelige over for en. Og selv om jeg er en offentlig profil, så er det ikke ensbetydende med, at der er carte blanche til at svine mig til – jeg beder faktisk ikke om det, og på skrift såvel som i livet gælder det, at man skal tale ordentligt til andre. Man skal jo helt enkelt bare behandle andre, som man gerne selv vil behandles. Meget enkelt, skulle man tro.

Det gode ved at bruge sig selv og sin egen erfaring er, at folk ikke kan sige, man tager fejl. Der er folk, der tror, jeg lyver og opdigter hændelser for at få opmærksomhed – men de er udenfor pædagogisk rækkevidde. Hvorfor skulle jeg ønske den her opmærksomhed? Er det fedt at være kendt som "Tykke Ida"?

Jeg vil helst passe mit drømmejob, spille musik og anmelde film og gå til koncerter med mine venner, kysse søde fyre og blive forelsket, drikke vin og spise tomater og ostepops, vinterbade og leve mit liv, uden at alt for mange blander sig i det.

Men det gør folk. Blander sig. Og så er det, at jeg siger fra.

Jeg gider ikke være med til, at jeg bliver råbt ad på gaden af fremmede, fordi jeg har en stram kjole på. Og jeg gider slet ikke være med til, at unge drenge og piger gør skade på sig selv på den ene eller den anden måde, fordi de ikke lever op til nogle meget snævre idealer. Og de her unge mennesker, de spejler sig måske i deres forældre, der også har komplekser, fordi det har stået på i så mange år, at der kun er meget få måder at være ”rigtig” på.

Derfor skriver jeg ikke kun om det. Jeg deler billeder af min krop i alle mulige afskygninger. Det er en bevidst og velovervejet provokation. Men fordi vi mennesker er så forskellige, er det sgu vigtigt at blive konfronteret med forskellighed. Jo mere forskellighed vi ser, i fjernsyn, magasiner og reklamer på gaden, jo mere siver det ind.

Jeg synes, alle burde elske sig selv først og andre siden. At kærlighed er ubegrænset, og at vi skal sprede det lyserøde skidt, hvor end vi kommer hen.

Når jeg bliver helt stjernenaiv, tror jeg på, at den type kropsaktivisme, som jeg udøver – den der handler om at elske sig selv – kan redde verden. For jeg tror, at hvis folk elsker sig selv, så er de ikke usikre, så føler de ikke jalousi, de har ikke behov for at hævde sig overfor andre, såre og skade for at fremme sig selv. Derfor får de mere overskud til at elske andre, der igen kan fokusere på at elske sig selv, og så andre, og så den der skrue, you know.

Kærlighed er sgu vejen til fred på jord! (Og alle hippier brød spontant ud i klap, da jeg skrev den sætning.) Hvem vil gå i krig med andre, hvis de ikke er usikre og smålige? Og respekterer religioner, køn, seksualitet og alt det, der nu kan stigmatiseres og diskrimineres?

Lad os dog bruge vores kræfter på os selv, vores familie, venner, interesser, på vores verden. Livet er kort. Vær glad. Nu. Og ikke, når du har scoret 12 i alle dine mundtlige eksaminer, har løbet 12 maratoner på et år – medmindre du synes, det er bomben! – eller tabt 12 kilo. Og hvem ved, måske du opnår de ting, når du giver slip på selvkritikken og den strenge disciplin.

I den tid, jeg har elsket mig selv, har jeg i hvert fald opnået min allerældste og allerstørste drøm – at arbejde på Troldspejlet. Foruden en masse andre drømme. Og nå ja, jeg tabte 20 kilo på et halvt år. Vægt, der ellers havde hæmmet mig, fordi jeg tænkte, at når jeg var tyk, ville ingen elske mig eller ansætte mig eller være venner med mig eller spille i band med mig.

Hvordan jeg tabte mig? Jeg var glad og havde det sjovt. På ære! Jeg tror simpelthen, min krop var taknemmelig for, at jeg slappede af over for den. Er det ikke tankevækkende?

Hvad drømmer du om?