Annoncering
Spørg en klog person

Jeg spurgte en hjerneforsker, hvorfor jeg har lyst til at høre de samme sange igen og igen

Jeg har et reelt problem. Så jeg ringede til Peter Vuust, der både er musikprofessor og leder for noget, der hedder "Center for Music in the Brain" i Aarhus.

af Alfred Maddox
26 oktober 2017, 8:03am

Grafikarbejde af George Smart

Jeg har et problem. Jeg voldtager sange, som jeg godt kan lide. Det er ikke med vilje. Det er ikke bevidst. Det er ikke engang noget, jeg er klar over, før det allerede er for sent. Jeg får en sang på hjernen, leger rundt med de forskellige dele af den op i hovedet, og er nødt til bare at høre dem, igen og igen. Og igen.

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg har et problem, af bekymrede og direkte arrige venner og kolleger, der påstår, at jeg "ødelægger" sange for dem, og mig selv, ved at lytte til dem mere, end hvad der er sundt. Og ja, det er rigtigt, at hvis et track skal kvalificere sig til min hverdagsplayliste, skal de igennem en ilddåb af i hvert fald fem-ti afspilninger i træk.

Men eftersom mine venner og kolleger ikke umiddelbart har noget belæg for at vide, hvad de snakker om, og jeg på sokratisk vis kun egentlig er klar over, at jeg ikke aner noget om noget, besluttede jeg mig for at finde ud af, om mit musikspam er decideret usundt, og tage fat i en person, der rent faktisk har en ekspertviden på området. Og hvem bedre end Peter Vuust, der er professor på Det Jyske Musikkonservatorium og leder af Center for Music in the Brain i Aarhus:

Foto via Peter Vuust.

Peter er objektivt set et klogt menneske. Især når det handler om musik og/eller hjerner. Og så er han i øvrigt jazzmusiker:

Foto af Mads Bjørn Christiansen

Noisey: Hey Peter, fedt du lige har tid til en snak. Jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg har et problem. Jeg overforbruger simpelthen sange. Jeg bliver glad for en sang, og så hører jeg den igen og igen, hvilket er til stor fortvivlelse for folk omkring mig, navnligt mine kolleger, som jeg sidder ved siden af hver dag. Lad os starte med: hvad sker der inde i min hjerne, når jeg hører en sang?
Peter Vuust:
Grunden til, at vi godt kan lide at høre musik og får lyst til at få det gentaget, er sandsynligvis, at det påvirker vores belønningssystem i hjernen. Det er et system, der er indrettet således, at vi bliver belønnet for at gøre ting, der er gode for vores overlevelse. Det vil sige, at vi bliver en lille smule høje af at spise mad, mere høje af at have sex og så videre. Det er naturen og biologiens måde at sørge for, at vi gentager de ting, der er helt nødvendige for vores overlevelse.

Belønningssystemet er medvirkende til, at musik nok er det kunstneriske produkt, som vi genbruger mest. Vi ser jo sjældent en film eller læser en bog meget mere end to-tre gange. Men musik, det hører vi igen og igen. Musik er også den kunstform, der har flest gentagelser.

Hvad er der så sket med min biologi, for at min hjerne nu tror, at jeg har brug for Post Malones "rockstar" fire til seks gange på en dag for at overleve?
Det er svært at forklare, men vi ved, at musik kan påvirke vores belønningssystem. Selv om der er stor individuel variation, og nogle bliver meget mere høje af det end andre. Der er nogle få mennekser, der slet ikke tænder på musik. Man kan se, at der slet ikke er aktivitet i deres belønningssystem. De har ikke noget musik, de godt kan lide, og de kan ikke forstå, hvorfor andre mennesker bruger tid på det. Hos andre rejser hårene sig på deres arme. Det, ved vi, er medieret af det belønningssystem, af dopamin – hjernens dope. Man kan også indtage stoffer, der gør, at der bliver frigivet mere dopamin i vores hjerner.

Hvilken type narkotika kan man tættest sammenligne med musik, dopaminmæssigt?
Musik har en forunderlig evne til at komme ind i vores overlevelsessystemer. Lidt ligesom kokain. Men narkotika påvirker hjernen på forskellige måder. De påvirker alle sammen dopaminsystemet i et eller andet omfang. Vi ved, at der er rigtig meget i omløb, når du tager kokain, amfetamin og den slags stoffer. Men de har meget forskellige virkninger. Har jeg hørt fra folk, der bruger det. Eller læst mig til. Jeg ved ingenting om det selv, må jeg være ærlig og sige. Så specifikt kan vi ikke sige det i forhold til musik.

Hvad er det så, der gør, at jeg kan have lyst til at høre den samme sang op til flere gange?
Der er du lidt speciel. På det punkt kan man sige, at du har et vist afhængighedsforhold, ligesom vi alle sammen har det med mad. Vi kan også have det forhold til mad på en usund måde.

Som hvis man for eksempel har kronisk lyst til McDonald's?
Ja, lige præcis, eller sidder med slikskålen og er stop-mæt, men hånden stadig kører. Det er det samme, der kan gøre sig gældende med musik eller narkotika. Man har ikke brug for det for at overleve, men det kan tappe ind i det her overlevelsessystem. Det positive ved musik er, at det ikke på nogen måde er usundt for folks overlevelse.

Musik har en forunderlig evne til at komme ind i vores overlevelsessystemer. Lidt ligesom kokain.

Hvad sker der, når jeg uundgåeligt får for meget af en sang?
Hvis man spiller noget rigtig mange gange, kommer det hen i den anden ende af kurven, og vi lærer ikke noget nyt af at høre den. Det er vores biologiske systemer hypersensitive overfor. Så vender kurven. Og det kan være, at den kurve er lidt længere for dig, end den er for dine venner og kolleger. Det tager længere tid for dig, inden din hjerne finder ud af, at du faktisk ikke lærer noget nyt.

Hm. Ellers lærer jeg måske bare flere ting, end de gør.
Musikere er for eksempel meget mere følsomme over for små ændringer i lyde, end ikke-musikere. Så det kan også handle om, at du simpelthen er skidegod til at få meget mere information ud af musikken.

Det kan jeg bedre lide. Men hvad hvis man virkelig ikke kan lide Nickelback, men tvinger sig selv til at høre "How You Remind Me" 100 gange, så vil man bedre kunne lide den?
Det, vi kan lide, er også meget afhængigt af hvem, vi er. Nu er jeg jo akademiker. Derudover er jeg også professionel musiker og professor på Konservatoriet, så det er bedre for mig end mine venner at sige, at jeg godt kan lide klassisk musik, end for eksempel the Beatles. Vi har en meget dybtliggende trang til at identificere os med en bestemt gruppe. Og der er musik et meget vigtigt middel. Når vi er unge, tager vi på Roskilde Festival, og der er musik en måde at vise, at vi er unge, frie, og at der er gang i os. Og det er tit ikke noget, vi er bevidste om. Så kan det godt være, at du kan spille det der Nicko– hvad kaldte du det?

Nickelback.
Når først der er noget med at det er et band, der er forhadt, bliver det også noget med, hvem vi tilhører som gruppe. Der er noget biologisk, men der er også noget sociologisk og noget psykologisk.

Hvordan kan det være, at der er forskel på folks forskellige lyttevaner?
Vi forbruger musik på mange forskellige måder. Nogle er i operaklubber og ser opera sammen, andre tager på stadion og synger sammen. Vores hjerner er forskellige. Vi er lige så forskellige indeni, som vi er udenpå.

Hvad hører du selv mest?
Jeg hører jazz og rytmisk musik. Lige nu hører jeg meget albummet Hand Jive af guitaristen John Scofield. Jeg hørte det lidt i 90'erne, da det kom ud, men ikke for meget.

Er der en lytterytme, der er direkte usund?
Man har jo brugt musik som tortur. På Guantanamo spillede de for eksempel en lille løkke af noget heavy metal for indsatte, som både kulturelt og rent biologisk virkelig ikke var rart. Men personligt synes jeg ikke, der er noget godt eller dårligt musik.

Helt sikkert. Tak for hjælpen, Peter.