Videnskaben vil gøre dig gravid uden for kroppen

Ectogenesis – at lave et barn i en kunstig livmoder – lyder som science fiction, men hvis du har pengene, kan det meget vel snart blive virkelighed.

|
05 juli 2018, 7:45am

Seth Laupus

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Tonic USA

Prøv at forestille dig, at du er Kylie Jenner. Og inden du begynder at regne på, hvor mange penge du kan tjene på Insta, så overvej lige den her: Hvis du kunne få et barn og bruge din formue til at udrydde samtlige risici i forbindelse med en graviditet – hvad end det gjaldt dit helbred, din krop eller din karriere – uden, at det ville få negative konsekvenser for barnet, ville du så gøre det?

Hvis vi antager, at svaret er ja, ville du så også holde fast i den beslutning, hvis barnet blev skabt i en kunstig livmoder?

Ectogenesis, det at udvikle et foster udenfor livmoderen, lyder som noget, der kommer fra en sci-fi-film. Men på et tidspunkt kan teknologien meget vel gå hen og krydse grænsen fra The Matrix til virkelig lægevidenskab. Sidste år lykkedes det en gruppe forskere ved Children’s Hospital of Philadelphia at holde et foster fra et får i live i fire uger ved hjælp af såkaldte bioposer fyldt med væske, og i 2016 lykkedes et lignende forsøg for forskere ved University of Cambridge, der holdt et embryo i live i en petriskål i 13 dage (ifølge loven må et sådan forsøg kun vare ved i 14 dage).

På et tidspunkt kan man forestille sig, at begge typer teknologi mødes et sted på midten, siger Scott Gelfand, som er professor i filosofi og leder af center for etik ved Oklahoma State University. Det betyder, at en baby kan udvikles kunstigt fra befrugtning til fosterstadiet til fødsel. ”Vi kan ende med at falde over det ved et tilfælde,” siger Scott Gelfand. ”Man kan sagtens forestille sig en situation, hvor de to typer teknologi mødes.”

Professor ved Yale Universitys afdeling for obstetrik, gynækologi og reproduktiv videnskab, Carlo Bulletti, mener, at vi indenfor de næste ti år vil være i stand til at udvikle et funktionsdygtigt kunstigt foster, hvis forskningsmidlerne bruges rigtigt. Carlo Bulletti, som er fertilitetsspecialist, fortæller mig, at systemet formodentlig vil bestå af ”en glasmontre med UV-beskyttelse”, der indeholder et proteinholdigt stof. Fosteret vil tage næring fra moderblod, som iltes ved hjælp af en kunstig lunge, der holdes i gang af et kunstigt hjerte og filtreres gennem kunstige nyrer. Maskinen skal først afprøves på dyrefostre på størrelse med menneskefostre, tilføjer han.

Carlo Bulletti forestiller sig en fremtid, hvor ectogenesis er udbredt og blandt andet kan hjælpe par af samme køn med at få biologiske børn sammen, kvinder med livmoderproblemer eller kvinder, som ikke har en livmoder. Han mener, det kan være med til at udligne kønsforskelle, fordi ”det er en ny form for balance mellem kønnene, hvor mænd og kvinder ikke har samme sekundær- og primærrolle,” siger han.

Men som det gerne er tilfældet med ny teknologi, så vil ectogenesis – til at begynde med i hvert fald – være en dyr luksus. Og i en tid, hvor næsten hver 11. person i USA er uden sygesikring, er det let at forestille sig, at det umiddelbart kun er rige par, som får råd til at outsource graviditeten.

Bliver det kunstige foster til en slags højteknologisk rugemor? Og kan man forestille sig en fremtid, hvor gravide bliver socialt stigmatiseret på linje med personer, der er på overførselsindkomst eller bor i en ghetto?

”Der er en risiko for, at ectogenesis udelukkende bliver en mulighed for de rige, medmindre man etablerer et system fra offentlig side helt fra begyndelsen,” siger Evie Kendal, som underviser i bioetik og sundhedsvidenskab ved Deakin University i Australien og har skrevet bogen Equal Opportunity and the Case for State Sponsored Ectogenesis. ”De fleste bioteknologier indenfor reproduktiv videnskab, for eksempel in vitro-fertilisering (det, vi i Danmark ynder at kalde reagensglasbørn, red.), var til at begynde med forbeholdt et velhavende klientel, men i takt med at teknologierne er blevet forbedret, er de også blevet mere tilgængelige for almindelige mennesker.”

Scott Gelfand frygter dog, at ectogenesis’ blotte eksistens og udbredelse kommer med store risici. Han forestiller sig, at kunstig fosterteknologi vil kunne ses på samfundets bundlinje i forbindelse med at skære omkostninger ved hospitalsophold i forbindelse med fødsel, for tidlig fødsel eller behandling af for eksempel føtalt alkoholsyndrom ud af ligningen. Det hele er hypotetisk, understreger han, men en risiko er, at de store sygesikringsselskaber i for eksempel USA vil se naturlig graviditet som en unødvendig risiko, der derfor ikke længere dækkes af forsikring.

”Med den politiske kultur, der præger USA i de her år, har jeg svært ved at forestille mig, at vi kan få indført lovgivning, der forbyder sygesikringsselskaberne af tvinge patienter til at vælge ectogenesis – under forudsætning af, at det viser sig at være sikkert og effektivt naturligvis,” forklarer han. ”Overvej det lige engang, hvis du har en type kopimedicin, der koster mindre end det originale præparat, så dækker sygesikringen ikke det originale præparat.”

Men det er selvfølgelig et stærkt argument i sig selv, at man med kunstige fostre helt kan eliminere eventuelle komplikationer sammenlignet med naturlig graviditet. Evie Kendal pointerer, at ”kvinder ikke længere ville være nødsaget til at tage fri fra arbejde i forbindelse med graviditetsrelaterede sundhedsproblemer,” hvilket også ville spare dem penge. Hun tilføjer, at ”graviditet påvirker en kvindes karrieremuligheder. Kvinder forbigås ofte i forbindelse med forfremmelser, hvis de er gravide.”

Scott Gelfand advarer, at politikerne potentielt kan fremføre et argument, der lyder ”hvis en kvinde ønsker en abort, skal fosteret i en kunstig livmoder.” Det betyder, at hvis man ikke vil have et barn (af økonomiske eller andre årsager), bliver sagen mere kompliceret. Antiabort-politikere kan forsøge at bruge de kunstige livmødre som et redskab til at tvinge kvinder til at beholde barnet efter fødslen.

”Hvis man på nuværende tidspunkt ønsker en abort, så er der visse stater, som kræver, at man får foretaget en ultralydsscanning, så man er tvunget til at se barnet, inden man træffer beslutningen,” tilføjer Scott Gelfand. ”Man kan forestille sig et scenarie, hvor man er tvunget til at komme ind og se fosterets udvikling med jævne mellemrum i et forsøg på at tvinge forældrene til at ændre holdning og beholde barnet.”

Francesca Minerva, der er postdoc i moralfilosofi ved University of Ghent, mener, at selv om lovgivning på området ”skal være nøje gennemtænkt”, så opvejer fordelene risici, når man tænker på den glæde, det kan give barnløse par.

”Det ville være en fejl at forsøge at standse udviklingen af en type teknologi, der potentielt kan bringe så meget lykke ind i folks liv, fordi vi frygter, at den kan misbruges,” fortæller hun mig. ”Sådan fungerer fremskridtet. Der er altid risici forbundet med opfindelsen af nye teknologier.”

Evie Kendal argumenterer for, at ectogenesis potentielt kan udrydde den til tider problematiske praksis med rugemødre, hvor ”en magtbalance” kan føre til, at velhavende forældre udnytter fattige kvinder, der påtager sig rollen som surrogater. ”En af de mulige fordele ved ectogenesis er, at det kan outsource kontraktgraviditeten til en maskine i stedet for et andet menneske,” forklarer Evie Kendal. ”Det er umuligt at dehumanisere eller udnytte en maskine. Derfor kan det være en mere etisk proces, end når der er rugemødre involveret.”

For at sikre, at teknologien ikke formindsker kvinders reproduktive rettigheder eller autonomi, men i stedet giver dem flere muligheder at vælge i mellem, mener Scott Gelfand, at det er vigtigt, vi som samfund tager diskussionen om de etiske problemstillinger.

”Vi står i en enestående situation, hvor vi kan se den her teknologi ude i horisonten, og samtidigt har vi tid til at tale om den og prøve at forstå den bedre, inden den er her,” siger han. ”Der er ting, vi som samfund bliver nødt til at tale om, inden vi en dag vågner op til en avisoverskrift, der lyder, ’Videnskabsfolk har skabt en baby i en kunstig livmoder’. Hvad gør vi så?”