FYI.

This story is over 5 years old.

WTF

Manden, der lavede tacos af sit eget amputerede ben og serverede det for sine venner

"En af mine venner var nødt til at spytte mig ud igen."
Billeder via IncrediblyShinyShart

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Hvis du kunne smage menneskekød på en etisk måde, ville du så gøre det? Det er den slags spørgsmål, man stiller hinanden, når man har siddet knokleskæv og set Ondskabens Øjne. Lige gyldigt hvad svaret er, så regner du aldrig med, at nogen kommer og holder dig op på dit ord. Men i en post på Reddit delte brugeren IncrediblyShinyShart en historie om et motorcykeluheld, der gjorde det makabre og hypoteitiske dilemma til virkelighed. Da en bil ramte hans motorcykel, så han fløj ud i en nærliggende skov, var hans fod så smadret, at han aldrig ville komme til at gå igen. Da lægen spurgte, om han ville amputere den, var hans eneste spørgsmål: "Må jeg beholde den?"

Annoncering

Lægen sagde ja. Søndag d. 10. juli 2016 — tre uger efter ulykken — inviterede Shiny (som foretrækker at være anonym) 10 af sine mest eventyrlystne venner på en helt særlig brunch. De fik æblekage, butterdejsquiche, frugttærte og chokoladekage. De drak mimosa og punch med gin og limonade. Og så kom hovedretten: Fajita-tacos lavet af Shinys eget afskårne ben.

Kannibalisme er ikke ulovligt i USA. Idaho er den eneste stat, hvor man faktisk kan ende i fængsel for at spise menneske. Der er til gengæld mange andre love mod mord, køb og salg af menneskekød, og usømmelig omgang med lig, der gør kannibalisme besværligt, men teknisk set er det lovligt. Det er sjældent, at nogen, der har det fint med at blive spist, møder nogen, der gerne vil spise dem, men selv i det tilfælde er der utallige etiske problematikker, der presser sig på. En belgisk mand ved navn Detlev Gunzel blev idømt otte et halvt år i fængsel for at slagte og spise en polsk forretningsmand, selvom han havde fået samtykke.

Shinys situation er et af de helt sjældne tilfælde, hvor kannibalisme ikke kun var lovligt, men også etisk forsvarligt. Han dokumenterede hele processen, men det kan være et voldsomt syn, så vi har udeladt flere af billederne i artiklen. Du kan se dem alle sammen her.

Vi spurgte den 38-årige mand, hvorfor han besluttede sig for at fodre sine venner med sig selv, hvordan han smagte, og hvordan oplevelsen har forandret ham.

Annoncering

VICE: Hvorfor gjorde du det?
Shiny: Først ville jeg have udstoppet eller frysetørret det. Det ville jo være for sejt at have mit eget frysetørrede eller udstoppede ben stående derhjemme som en lampe eller en dørstopper eller sådan noget. Alle idéerne opstod, fordi det er min fod. Den skal sgu ikke kremeres og smides i jorden. Det er en del af mig og jeg vil beholde den.

Hvordan overbeviste du lægerne om at give dig dit ben?
På de fleste hospitaler har de en politik, hvor man kan få udleveret sine kropsdele, fordi nogle religioner mener, at man skal begraves samlet, så jeg skrev bare under på nogle papirer. Min mor hjalp mig med at komme på fode igen, som man siger, og hun kørte mig derhen for at hente det. Men hun ved ikke, at jeg har spist det. Jeg gik ind og fik udleveret benet i en rød plastikpose til bio-affald. Jeg bar det ud i bilen og lagde det med det samme i en køletaste. Det var ret bizart.

Hvordan opbevarede du det, indtil det skulle tilbredes?
Da jeg kom hjem, lagde jeg det i fryseren. Jeg kunne ikke finde en udstopper, som ville tage mig seriøst, og frysetørring var for dyrt. Det ville have kostet 1200 dollars (7500 kroner) at fryse det hele. Hvis jeg havde haft råd, havde jeg gjort det. Til sidst besluttede jeg mig for at støbe det i gibs og bruge det som dørstopper, og lave en 3D-gengivelse, så jeg kunne få lavet små nøgleringe.

Da vi kom hjem hev jeg foden frem, og den var simpelhen så klam. Den var smurt ind i blod og jod. Da jeg havde renset den blev jeg positivt overrasket over hvor velbevaret den var. De havde jo ikke konserveret den i formaldehyd eller noget som helst. Men hvis man tænker på oksekød, som kan tørmodnes i månedsvis, så giver det meget god mening.

Annoncering

Fire af mine venner var sammen med mig på det tidspunkt, og det var alt sammen meget surrealistisk. Vi kunne ikke lade være med at lege med det. Det føltes bare ikke, som om det var min fod. Det virkede bare som en ting - ikke et stykke af et menneske. Der var ingen følelsesmæssig tilknytning. Jeg kunne godt tænke: "Der ligger min fod sgu," men jeg syntes ikke, det var klamt eller noget. Det mærkeligste var faktisk, at det ikke var mærkeligt.

Hvordan tilberedte du foden, så den kunne spises?
Inden vi støbte benet i gibs, tog jeg en køkkenkniv og skar et stykke af. Huden var allerede ved at falde af på grund af operationen, så der var et stort stykke muskel, der stak frem. Det skar jeg af. Jeg lagde den i en plastikpose og smed den i fryseren.

Kan du huske den der scene i Fars Fede Ferie, hvor Chevy Chase bliver ved med at sige “This is crazy, this is crazy, this is crazy”? Det var sådan, jeg havde det. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: "Mit liv kommer aldrig til at blive mærkeligere end lige nu. Jeg håber virkelig ikke, det bliver mere underligt."

Efter vi havde lavet en gibsafstøbning af benet, tog jeg en masse billeder, lagde det i en æske med blomster og kremerede det.

Hvordan overtalte du ti venner til at spise din fod sammen med dig?
Jeg havde inviteret elleve mennesker. Jeg tror, jeg sagde: "Kan I huske, at vi tit har snakket om at spise menneskekød, hvis vi fik chancen? Nu har vi faktisk chancen. Skal vi gøre det eller hvad?" Ti af dem sagde ja. Jeg har nogle ret specielle venner.

Annoncering

Der var flere vennegrupper blandet ind i det. I den ene gruppe sagde alle: "Helt sikkert." For hvor tit får man lige chancen? En af mine venner sagde, at hun ville spørge sin kæreste, som er kok, om han ville stå for at tilberede den. Perfekt.

Det endte med at være kokken og hans kæreste, min ekskæreste, en ven fra college, to venner, jeg har kendt i et par år, to venner, jeg har kendt i over ti år, og en af deres døtre, som havde hjulpet til med at afstøbe foden. Det var kun tætte venner.

Hvordan tilberedte i foden?
Jeg fortalte kokken, hvad jeg havde forestillet mig, og da han havde tænkt over det i et par dage, sagde han: "Okay, lad os gøre det. Jeg skal nok tilberede den, og så kommer I bare forbi i morgen."

Han marinerede den natten over og stegte den med løg, rød peber, salt, peber og limesaft. Den blev serveret på majstortillas med en tomatsalsa. [Læs hele opskriften, transkriberet af kokken, her].

Nu kommer det mest åbenlyse, men også meget vigtige spørgsmål: Hvordan smagte det?
Folk tror, det smager af svinekød, fordi man hører, det bliver kaldt "langsvin" i nogle film. Men det udtryk stammer fra Papua New Guinea og sådan nogle steder, hvor de spiser vildsvin. De spiser ikke de samme store fede grise, der har gået i en stald og har hvidt kød. Vildsvin har ikke hvidt kød, slet ikke. Jeg kan huske, at jeg engang spiste en Berkshiregris, og det er noget af det rødeste og mest smagfulde kød, jeg nogensinde har smagt. Det var næsten som råvildt. Jeg synes, menneske minder mere om det.

Annoncering

Selve udskæringen var meget kraftig i det, og det havde en tydelig okseagtig smag. Musklen var sej. Det smagte godt, men det var ikke den bedste oplevelse.

Du skrev på Reddit, at "en af mine venner var nødt til at spytte mig ud." Hvordan var resten af måltidet?
Alle var lidt skidt til mode, da vi skulle i gang. Vi kiggede på hinanden og tænkte: "Gør vi det her? Vi gør det."

Der var virkelig meget sort humor den dag, og det dyrkede vi allerede en del i forvejen. Jeg tror også, det var derfor, at det gik så godt. Vi blev ved med at joke hele vejen igennem. På et tidspunk sagde jeg: "I dag er dagen, hvor jeg var inde i ti af mine venner på en gang." Næste dag fik jeg et opkald fra en ven, som sagde: "Hey, jeg vil bare lige sige, at jeg har skidt dig ud igen. Undskyld."

Vi følte virkelig, at det bragte os tættere sammen. Vi fik lov til at dele en helt unik oplevelse. Og jeg fik mulighed for at få afsluttet den del af mit liv.

Du skrev, at måltidet gav dig afklaring omkring ulykken. Hvad mener du med det?
Det hele var så nederen. Jeg kan huske, at jeg fløj gennem luften. Jeg kan huske, da jeg blev ramt. Jeg kan huske, at jeg sad i skoven og tog min hjelm af og kunne mærke en brændende smerte. Jeg kunne se min fod hænge løst. Billedet af min fod, der var helt knust og kvæstet og beskidt hang i ambulancen.

Men jeg var meget heldig, fordi jeg var et sted, hvor der var mange mennesker. Jeg var heldig, fordi en ung kvinde, som først i dag er ved at blive færdig på gymnasiet dukkede op og lagde en årepresse på mit ben. Hun havde lige taget et førstehjælpskursus. Jeg var heldig, fordi en ambulanceredder, der havde fri, dukkede op indenfor et kvarter.

Annoncering

Der er så mange ting, der skete på den heldigst mulige måde. Jeg fik ingen andre skader. Det var kun mit ben og et lille sår i nakken. Derudover kom jeg slet ikke til skade! Jeg tog tilbage og kiggede på stedet, og jeg var fløjet mellem træer, der kun stod 40 centimeter fra hinanden. Jeg kørte 70 km/t, da jeg blev ramt. Så jeg aner ikke, hvordan jeg slap væk med kun den skade. Jeg kunne lige så let være død den dag.

Jeg kan huske, at jeg vågnede mange gange på hospitalet og græd over, hvordan mit liv ville komme til at være. Jeg talte med lægerne om, hvad man kunne gøre, og hvad der kunne reddes. Men der manglede knogler, og resten var helt smadret. Jeg ville aldrig komme til at gå på det ben igen. Efter en uges tid besluttede jeg, at de godt måtte skære den af.

Jeg gennemgik en lang proces. Det var en afgørende tid for mig, hvor jeg oplevede store forandringer. Jeg er en almindelig hvid dreng fra middelklassen. Jeg har aldrig skulle kæmpe for noget i hele mit liv. Jeg er aldrig blevet testet. Jeg var ikke i militæret, jeg har aldrig været fattig, og jeg har aldrig haft mangel på mad eller tag over hovedet. Jeg har haft et nemt liv, og det ved jeg godt. Inden ulykken satte jeg ikke ordentlig pris på mit liv og de mennesker, der er omkring mig.

Den overvældende kærlighed og empati, jeg oplevede fra mine venner og familie, hjalp mig virkelig meget og gjorde det nemmere at kapere de kæmpemæssige forandringer, jeg stod overfor. Jeg stod ligesom med en kropsdel, der havde været en del af mig i så lang tid. Det var en hyldest til den og en ordentlig afsked med den.

Annoncering

Jeg har asken stående i en urne på min kærestes alter i hendes stue, og jeg vil have den med i graven. Det er en del af mig, og det er den her oplevelse også.

Alting gik så pissegodt bagefter. Mit liv er blevet så meget federe. Jeg forlod den by, jeg boede i, og det job, som havde drænet mig gennem de sidste 10 år. Jeg flyttede til en anden stat. Jeg har et meget bedre job, som jeg virkelig elsker. Jeg har mødt en kvinde, som jeg har været sammen med i over halvandet år, og hun er det bedste, der nogensinde er sket i mit liv. Jeg er så meget mere lykkelig nu, end jeg nogensinde kunne forestille mig tidligere. Og det skyldes alt sammen, at jeg var i livsfare og klarede mig igennem. At spise min fod var en både sjov, mærkelig og interessant måde at komme videre på.

Det skete for to år siden. Hvorfor har du valgt at fortælle historien nu?
Det er en historie, som er virkelig fed at fortælle mennesker, som allerede kender dig, men der er mange mennesker, som bare synes, man er ulækker. Det har taget et stykke tid, før jeg selv var afslappet omkring det. Det er jo ret ekstremt. Jeg lagde det på Reddit, fordi det er mere eller mindre anonymt. Jeg elsker nogle af de vilde ting, som folk lægger op derinde, og jeg tænkte, at det var mit bidrag til fællesskabet. Det, jeg gjorde, var teknisk set ikke ulovligt. Jeg solgte ikke mit ben. Jeg gav det ikke til folk uden deres samtykke. Det var mit. Vi kunne ikke finde nogle love, der sagde, at man ikke måtte gøre det, bare fordi det var underligt.

Så det havde ikke noget at gøre med de juridiske aspekter. Jeg gad bare ikke være den mærkelige kannibalfyr. Det er ikke det menneske, jeg er.

Hvordan har hele oplevelsen ændret dit syn på kannibalisme?
Der er en del fordomme omkring det. Det er forbundet med kulturer, som ikke bliver opfattet som civiliserede, eller situationer, hvor folk er tvunget til at gøre det for at overleve. Man ser det som en barbarisk handling, så folk undrer sig over, hvordan jeg bare kunne gøre det. Men folk spiser også moderkagen efter en fødsel. Det bliver man også nødt til at se som kannibalisme.

Jeg mener godt, at man kan være kannibal på en etisk forsvarlig måde. Jeg har ikke et eller andet behov for at jagte mennesker og æde deres ansigt. Det var en en enkel oplevelse, hvor jeg havde chancen for at gøre noget helt unikt på en sund og etisk måde. Jeg gjorde det, det var skide skægt, og nu har jeg en god historie.