Man skal hverken være mand eller stærk for at spille trommer

FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

Man skal hverken være mand eller stærk for at spille trommer

Sara Mouritzen vil gerne vise, at hendes spinkle kvindekrop er lige så god bag trommesættet, som de store mandekroppe, vi er vant til at se. Det tog hende mange år at føle sig tilpas deromme, fordi der var en idé om, at drengene spillede, og pigerne sang.

Trommer.

Et instrument, hvis fysik og lyd er så storslået, og hvis hersker mange forbinder med en bred, bombastisk og muskuløs mand, hvis lugtende sved pibler ned på både tøj og trommesæt, mens koncentrationen og mængden af kontrol over instrumentet får hans ansigt til at se utæmmeligt ud.

Men en trommeslager kan også være andet. For eksempel en kvinde, som er lille, spinkel og lyshåret. Sådan er 27-årige Sara Mouritzen, som siden 6. klasse har drømt om at beherske et trommesæt. Det gør hun i dag i bandsene Kara Moon og Gurli Octavia, mens hun læser på musikkonservatoriet i Aarhus med trommerne som hovedinstrument.

Annoncering

Når folk ikke forbinder en trommeslager med hendes fysik, skyldes det, at de alt for sjældent bliver præsenteret for den, mener hun. Man forbinder trommeslageren med den svedige mand, fordi det er ham, som har fået lov til at vise, hvordan man kan se ud bag et trommesæt, mens få kvinder har fået lov til at nuancere dét billede. Det vil Sara Mouritzen ændre, blandt andet ved at deltage i dokumentaren "Trommeslager", som er aktuel ved dette års CPH:DOX, og ved at fortælle sin historie her.

Siden jeg var helt lille, har jeg drømt om at blive trommeslager. Men jeg husker det som svært at ville i min barndom og ungdom, selvom jeg voksede op i et kollektiv lidt fra Aarhus med musikalske forældre og beboere, som troede på mig og viste mig, at musik var for alle. Jeg vidste, det var nødvendigt at spille sammen med folk og på den måde øve mig og blive bedre. Men jeg var for genert, og murene til de ofte drengespækkede bands var svære at bryde ned. Der var en norm om, at det var drengene, som spillede, og pigerne, som sang.

Jeg startede til trommeundervisning, fordi jeg havde brug for bekræftelse i, at jeg godt kunne finde ud af at spille. Den fik jeg fra min trommelærer. Men jeg øvede mig aldrig rigtigt, fordi jeg ikke havde nogen af spille med. I Aarhus gik jeg på et musikkursus, hvor der var en, som fortalte om en pige, som spillede trommer i et band. Dér tænkte jeg: Hvis hun kan, så kan jeg fandme også. Jeg var helt overrasket over, at det bare var det, der skulle til – at høre om en i mit miljø, som gjorde det, jeg ville.

Annoncering

Når jeg var så usikker i meget af min ungdom, tror jeg, det skyldes mangel på kvindelige forbilleder – at man har nogle at se op til. Nogle kvinder, som er i live og er lige ved siden af én i ens nære miljø og ikke bare på YouTube eller i et magasin. Jeg sidder heller ikke på YouTube og tjekker kvindelige trommeslagere ud, for jeg ser op til mennesker, som er i min hverdag og miljø, og som jeg kan identificere mig med – også fysisk. Jeg spejlede mig næsten udelukkende i drenge, for der var ingen piger at spejle sig i.

Jeg kan ikke huske, at der var nogen piger fra min folkeskole, som ville spille et instrument. Alle ville synge. Jeg blev også opfordret til at fokusere på at blive sanger, for jeg havde altid sunget lidt her og der til musical og teater. Folk sagde: ”Du kan virkelig blive god til at synge og gå på konservatoriet som sanger.” Det var, som om det nemmeste skridt var at blive sanger, og noget i mig havde jeg lyst til at gøre det for andres skyld, fordi jeg gerne ville anerkendes i musikmiljøet. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg ville være trommeslager.

Da jeg var 18, begyndte jeg at sætte mig ned alene og øve mig seriøst og gå til trommeundervisning. Samtidig begyndte jeg at spille i en reggaetrio med min mor og en anden ude fra kollektivet. Jeg syntes, det var så grænseoverskridende at spille på de trommer, fordi de var vildt høje, og jeg var så lille. Man kan ikke gemme sig. Ude i kollektivet stod de i et rum lige ved siden af vaskerummet, hvor der altid var folk ovre at vaske, så alle kunne høre, hvad man lavede. Og det lyder ikke godt, når man starter med at spille et instrument. Jeg skulle tvinge mig selv til at gå over at gøre det.

Annoncering

Når jeg tænker tilbage, var det et vendepunkt for mig at møde Marianne i 6. klasse. På det tidspunkt var hun studerende på musikkonservatoriet, hvor vi i klassen var på ekskursion for at få undervisning af de studerende. Hun har været et forbillede for mig, for hun underviste i musik, og hun var lyshåret ligesom mig. Men vigtigst af alt anerkendte hun mig som instrumentalist, og endnu vigtigere: Hun anerkendte, at jeg kunne spille sammen med andre – også drenge. Jeg tænkte: Wow, så kan jeg jo godt. Jeg mødte hende nogle gange efter, hvor jeg gik over til hende og og sagde, det betød virkelig meget for mig at have mødt hende.

Men det skulle ikke være sidste gang, jeg stødte på Marianne. For nogle år siden var der en, som spurgte mig, om jeg havde set Tina Dickows nye trommeslager. Dér opdagede jeg, det var hende. Det var Marianne. Jeg blev mega glad for at finde ud af, at hun spillede trommer, så jeg blev nødt til at skrive til hende. Jeg skrev, at jeg aldrig havde fået undervisning af en kvinde, og at jeg virkelig gerne ville have undervisning. Hun svarede, at vi kunne mødes til en snak. Det gjorde vi så. Og dér sad vi og nørdede over trommestikker. Nu er vi blevet lidt veninder. Vi støtter hinanden, og jeg føler mig ikke som elev længere.

Jeg har siden tænkt meget over, hvad hun har givet mig. Noget af det vigtigste er, at hun er kvindelig på en virkelig stærk måde. Jeg kan tydeligt huske, jeg så hende på et tidspunkt, hvor hun spillede conga og var gravid. Det står så klart i min hukommelse, fordi jeg tænkte: Det er muligt! Jeg spejlede mig på en måde i hende, for selvom hun instrumentalistmæssigt måske ikke var mit største idol, så fik hun mig til at se musikken som en levevej.

Annoncering

Men jeg havde stadig mine usikkerheder, blandt andet over min fysik. Jeg har talt en del med min hovedfagslærer om fysikkens betydning, når man spiller trommer. En dag sagde han til mig: ”Du bliver nødt til at lære at have noget mere attitude.” På en måde havde han ret, for jeg var næsten bange for at spille, og det afspejler sig jo i fysikken. Jeg var bange for at tage kontrollen over trommerne og sige: Nu bestemmer jeg! Det har taget mange år at arbejde med at få den kropsbevidsthed, som jeg har i dag.

En kvindelig underviser hjalp mig på vej for to år siden. Vi lavede en øvelse, hvor hun bad mig om at røre ved trommerne, og så skulle jeg sige, hvad den første fornemmelse, jeg fik i kroppen, var. Den første tanke, der ramte mig, da jeg rørte ved dem, var: Dét er jeg ikke god nok til. Det må jeg ikke. Og jeg blev simpelthen så forskrækket. Efterfølgende arbejdede vi med at røre ved trommerne og spille med hænderne og nogle tekniske ting, som handler om, hvordan man bevæger armene. Det hjalp mig rigtigt meget, for lige pludselig begyndte jeg at tænke det som en dans. Hvis jeg begyndte at tænke det som dansebevægelser, blev det meget nemmere, sjovere og mere naturligt for min krop.

Det er svært at løbe fra billedet af en stor, mandlig trommeslager. Og indrømmet, det ser også overbevisende ud, når man ser det. Jeg spillede et reggaejob for noget tid siden. I bandet før os var trommeslageren en stor fyr, og hans bevægelser og lyd lå så tungt. Da vi skulle på scenen efter, gik jeg op til trommesættet og følte mig så meget mindre end ham, som lige havde rocket det. Jeg følte ikke, at jeg skulle overdrive mine bevægelser for at levere, men jeg skulle finde en fysik, som virkede overbevisende. Som kvinde bag et trommesæt skal man arbejde med at være ekstra overbevisende fysisk.

Annoncering

Og det er ikke, fordi kvindelige trommeslagere skal være som ham den store mandlige trommeslager, som jeg så den aften. Jeg oplever, det udelukkende er, fordi der ikke er nok kvinder til at give et nuanceret billede af, hvordan man ser ud bag et trommesæt. Derfor forbinder man det med noget bestemt, som ofte er maskulint, fordi der bare er flere mandlige trommeslagere. Men du skal ikke være mand eller stærk for at spille trommer. Det har noget at gøre med teknik og din balance i kroppen.

Hvis jeg skal undervise piger i musik eller på trommer, vil jeg rigtigt gerne arbejde med deres fysik, for jeg husker, det var så grænseoverskridende at bryde det billede, som folk har af én – ofte som den lille, pæne pige. Jeg kan huske en dag, jeg spillede. Lige pludselig gik det op for mig, at jeg ikke tænkte over, hvordan jeg så ud i ansigtet. Jeg vidste bare, jeg så dum ud, og at det var fedt. Der, hvor man ikke er bevidst om sit udseende, det er jo dér, man får et stærkt fysisk udtryk. Når jeg glemmer, hvordan jeg ser ud, spiller jeg bedst. Det har taget vildt mange år.

Rytmisk musik fokuserer meget på udtryk og sceneperformance. Det handler om at øve sig i at turde spille på sit instrument og vise, man ejer det. Nogle tror, man skal spille hårdt. Jeg havde en god lærer, som sagde: ”Du skal ikke slå på trommer. Du skal spille på trommer.” Det har været et mantra for mig siden.

For mig har det handlet om at finde min egen måde at sidde bag trommesættet – en måde, som jeg er tilpas i. Det er ikke engang længe siden, jeg fandt den fysik, som jeg gerne vil have. Den har på en eller anden måde gemt sig i alle de år. Det var efter SPOT Festival sidste år, hvor jeg var inde og høre en koncert. Jeg observerede trommeslageren meget og fandt ud af, at forskellen på ham og mig er, at hans arme er meget længere ude, end mine er, når jeg spiller. Det virkede uvant og ikke så naturligt for mig at brede mig sådan i trommesættet. Men siden har jeg øvet mig i det og synes, det føles så meget bedre, og som om jeg har mere power og kontrol.

I dag elsker jeg koncerter på en helt anden måde, fordi jeg endelig har brudt den der mur af forventninger og usikkerheder, selvom der stadig er brudstykker af den: Nu kan jeg, nu skal jeg, og nu gør jeg det. Dét har jeg gemt i så mange år, hvor jeg ikke har turdet at stå ved det. Det er de følelser, som strømmer igennem min krop på en god koncertdag: En følelse af total sejr.

Jeg vil gerne vise, at andre kvinder også kan gøre det. Når man har brudt én norm, er det heller ikke så svært at bryde alle de andre. Selvom det er en detalje, lod jeg for eksempel mit hår gro. Jo bedre jeg blev til at spille trommer, jo længere blev det. Jeg har ikke lyst til at klippe det af, for jeg har ikke lyst til at blive sammenlignet med en mand, eller at folk skal tro, jeg vil være ”mere maskulin” for at være en god trommeslager.

Jeg er en kvinde, som spiller trommer.