FYI.

This story is over 5 years old.

flat earth

Raketten, der skal bevise, at jorden er flad, er endelig fyret af

Når han er kommet sig over flyveturen, er den 61-årige limousinechaufførs næste mission at stille op som guvernør i Californien.
Drew Schwartz
Brooklyn, US
Foto af Hughes via Facebook; Foto af raketaffyring af Matt Hartman via AP

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

For et par måneder siden kunne vi fortælle historien om den 61-årige limousinechauffør "Mad" Mike Hughes, som er overbevist om, at jorden er flad. For at bevise, at han har ret, har han bygget sin egen rumraket, så han kan fyre sig selv ud i rummet og med egne øjne se, at jorden er flad som en pandekage. Han havde planlagt affyring i november, men eftersom hans mission ikke var helt lovlig og samtidig virkede som lidt af en selvmordsmission, blev han ved med at udskyde den.

Annoncering

I lørdags skød han så endelig sig selv op i luften i Mojave-ørkenen i Califorien. Det fortæller Associated Press. På mirakuløs vis er han stadig i live.

Omkring klokken 14:30 kravlede han ind i raketten med "FLAT EARTH" skrevet på siden i store bogstaver og spændte hjelmen godt fast. Da en ven havde hjulpet ham med at lukke lemmen over hans hoved, var hans rumskib klar på den hjemmelavede affyringsrampe, som ligner en forlystelse i et provinstivoli. Uden nedtælling eller noget som helst skød han sig op i 570 meters højde med en hastighed på 563 km/t.

Som du kan se i videoen herover, laver Mikes raket en 180 graders vending, når den når sin maksimale højde, inden den styrter mod centrum af vores afgjort runde planet. På vej mod den sikre død udløser han sin faldskærm, så han daler roligt ned mod ørkenen. Eller ikke helt roligt, for han havde lidt for meget fart på og måtte udløse endnu en faldskærm, kort før han ramte jorden.

Mike Hughes blev kørt væk i en ambulance, da han var landet, fortæller AP. På en eller anden måde undgik han at komme alvorligt til skade.

"Er jeg glad for, at jeg gjorde det? Ja, det er jeg vel," fortæller han til AP. "Jeg kommer til at være øm i morgen. Jeg kan sikkert ikke komme ud af sengen. Men i det mindste kan jeg tage hjem og være sammen med mine katte i aften."

Hughes sagde ikke noget om, hvordan planeten så ud, men 600 meter over jorden er ikke helt højt nok til at få samme udsigt som fra den internationale rumstation (der hænger cirka 400 kilometer over jorden - altså 700 gange højere oppe end Mikes raket). Desværre er Hughes og de andre Flat Earth-hoveder ikke kommet tættere på at bevise deres teori - især på grund af den der besværlige tyngdekraft.

"Tror jeg på, at jorden er formet som en frisbee? Ja, det gør jeg," siger han til LA Times. "Ved jeg det med sikkerhed? Nej. Det er derfor, jeg vil tage ud i rummet."

Hughes nærkontakt med døden fik ham til at tænke mere over fremtiden. Han fortalte AP, at næste skridt for ham er at stille op som guvernør i Californien, og det har han nok større chance for at lykkes med.