Sådan laver du cocktail-hacks til den danske sommer
Cocktails

Sådan laver du cocktail-hacks til den danske sommer

Blanket af på Roskilde med en ananas og en knold ingefær? Strandet i et telt med dåseøl og miniflasker fra flyturen? Frygt ej. Bartender Søren Krogh Sørensen viser, hvordan du spinder guld på sjatter og dåseøl.
26.6.17

Den danske sommer er en forudsigelig fuser, vi altid går tilbage til: Tour de France og indebrændt familieliv i sommerhuset, afbrudt samleje på toilettet på Roskilde og camping i silende regn.

Sådan en omgang kræver medicinering med rigelige mængder alkohol, men pludselig befinder man sig midt på festivalpladsen eller i teltet med en tom køletaske. Frygt ikke. Der findes en måde at jazze tilværelsen op, selvom du er reduceret til en halvtom bag-in-box og en lunken dåsebajer.

Annoncering

Vi fik Søren Krogh Sørensen, som er research & development bartender på
Stork Concepts i København, til at guide dig vej til en smagfuld våd sommer med disse cocktail-hacks, der forvandler det trivielle til det geniale.

Fermenteret festivaljuice

Du er strandet på Roskilde uden mønt på lommen og et telt tømt for blå cola og lambrusco. Det eneste, du kan finde, er en ananas, en afgnavet chili og den klump ingefær, du pakkede til en impromptu detox. Det er opskriften på en slatten snack, siger de fantasiløse, men mexicanerne og Søren siger: Tapache! Det er navnet på en fermenteret drink, der forvandler din ananas til en småalkoholisk saft. Bland ingredienserne sammen, tag tre dage på afvænning, mens det bobler, og så kan du vende tilbage til et glas læskende sprut i teltet.

Ingredienser:
En ananas, skrællet og udhulet og kødet skåret i tern
1 hel knold ingefær, knust
1 chili, uden kerner, hakket groft
5 spsk rørsukker
Et stort sylteglas og lidt tålmodighed
Eventuelt friske bær og urter
Vand

Vejledning:
Skær ananassen ud i grove tern, og hæld dem i et stort sylteglas sammen med chili og ingefær. Mos det hele sammen med bunden af en ske eller en teltpløk, fyld halvvejs op med vand, og giv det en ordentlig rystetur. Mos frugten lidt mere, og luk glasset til, men uden det er helt tæt. Ellers ender det med en klistret safteksplosion.

Lad tepache'en stå tre dage, køligt og mørkt. Si den gennem et klæde og servér straks, eller opbevar den på flasker. Drinken er let i alkoholprocenter, så det klæder den med et lille skud bourbon eller mezcal.

Cocktail i en dåse

Dit topersoners telt er slået op et eller andet gudsforladt sted ved Gudenåen uden for lands lov og ret. De sidste plastikkrus blev brugt til at hælde regn ud af teltet, og det eneste sprut, der er tilbage, er de tre miniflasker, du scorede på turen til Sunny Beach. Og mere behøver du faktisk ikke. Grav et par dåser sodavand frem fra rygsækken, stik miniflasken i dåsen, og så ender du med en cocktail, der ligner en blanding af desperation og konceptuel kunst.

Ingredienser:
1 dåsesodavand efter smag og behag
1 miniflaske spiritus fra din sidste flytur
Evt salt og pynt

Vejledning:
Brug din intuition og fornuft, når du parrer minisprit og sodavand. Ananas og rom kommer man langt med; gin og cola er skødesløst. Åben miniflasken, og jag den i dåsehullet sammen med et sugerør. Du kan pimpe din cocktail yderligere med lidt friske bær og citrussaft for at gøre den knap så sød, eller du kan drysse salt på dåsens kant, hvis du vil give dine læber et sursødt kys.

Sjatsjus til sommerhuset

Efter fem dage med familien – med et omklamrende tæppe af skyer, dødssyge bjergetaper og alt for meget yatzy – kan der ikke være meget tilbage i beholdningen, for frygt og lede kræver væske. Heldigvis sjasker der stadig noget tilbage i bunden af din papvinsdunk, og øllen fra frokosten blev aldrig drukket op. Og så lærer nød nøgent barskab at spinde.

Ingredienser:
2 dele hvidvin
1 del øl
Saften fra 1 lime
1 spsk honning
Isklumper
Jordbær og blomster til pynt (når du nu alligevel sidder i haven)

Vejledning:
Tøm barskabet for rester. I en kande eller et glas rører du saften fra en lime eller citron ud i honning (eller hvad andet sukkerstads, du nu kan finde). Tilsæt vin, og rør rundt med isterninger. Hæld op i et glas, og fyld op med dåsebajer. Pynt med et jordbær, urter fra køkkenhaven og den drinksparaply, der har ligget i skuffen siden jeres Hawaii-temafest.