Annoncering
madvarer

Den her plakat opremser hundredvis af dødelige madkombinationer

I Myanmar findes en populær plakat, der viser tusindvis af måder, man kan dø på, når man spiser. Græskar + rejer = dysenteri. Kanin + svampe = død.

af Nick Baker
25 januar 2018, 9:30am

Den her artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES USA.

"Mad som ikke skal spises sammen"-plakaten er at velkendt syn rundt omkring i Myanmar. Denne masseproducerede planche viser, hvad der åbenbart sker, hvis du kombinerer forskellige madvarer - og konsekvenserne går fra generelt utilpashed til død. Et stort udvalg af kød, frugt, slik og drikkevarer er taget med, lige fra ret sjældne ingredienser (som den tilsyneladende dødsensfarlige kombination af næsehornskød og fisk) til mere almindelige former for ernæring (som når du blander mælk og "sur mad", som du sikkert også dør af).

Plakaten er baseret en del mere på overtro end på videnskab, men det går ikke udover dens popularitet, især på landet. "Den hænger i køkkenet i mange hjem. De tror på den, fordi de er bange, selvom de ikke har nogle beviser," siger forfatteren Ma Thanegi fra Myanmar, som har skrevet adskillige bøger om den lokale madkultur.

Det viser sig, at plakaten blot er en lille del af en hel kultur af overtro i Myanmar. Der er et væld af overbevisninger, som bestemmer, hvad du bør spise på et givent tidspunkt i dit liv. Vordende mødre må ikke spise chili og banan - sidstnævnte selvfølgelig fordi man får fede babyer af det, mens chili gør dem skaldede. Bambusskud kan give helbredsproblemer efter fødslen. Krydret mad forværrer sår og andre skader. Appelsiner er dårlige mod hoste. Og sådan kunne vi blive ved.

Matthew Walton er Myanmar-ekspert ved University of Oxford, og han siger, at nogle af indbyggerne i landet også kan finde på at skabe deres helt egen overtro, baseret på deres oplevelser med et bestemt produkt. "Jeg kender mange fra Myanmar, som har en bestemt ingrediens, de undgår, og det er tit på grund af familien, hvor der måske var adskillige familiemedlemmer, der blev syge eller døde af at spise lige præcis det," siger han. "Derfor har de lært at gå udenom."

Hvor al den overtro om mad stammer fra er svært at sige. Grundlæggeren af den populære restaurant Sharky's i Rangoon, Ye Htut Win, har et par teorier. Han siger, at Myanmars geografiske position, presset ind mellem Kina, Indien og resten af Sydøstasien, betyder, at landet er påvirket af mange "oldgamle traditioner og filosofier" omkring mad. Som eksempel nævner han "den kinesiske filosofi omkring yin- og yang-mad", der både bevidst og ubevidst bliver brugt rundt omkring i landet.

"Engang bestilte jeg kylling med bitter græskarkarry til frokost. Manden i butikken advarede mig om, at jeg kunne dø af det. Jeg spiste begge. Jeg lever stadig,"

Ye Htut Win tilføjede, at nogle af de ingredienser, som er omgærdet med en vis overtro, ofte er madvarer, der kan give madforgiftning eller udløse allergiske anfald (for eksempel mejeriprodukter, svinekød og svampe). Det er måske derfor, folk er så meget på vagt overfor dem. Men alligevel er det meste af det baseret på gamle røverhistorier, siger Ye Htut Win: "Vi har brug for, at Mythbusters kigger forbi."

Det gør det ikke bedre, at Myanmar generelt er et meget overtroisk land. Saw Myat Yin skriver i rejsebogen Culture Shock Myanmar, at "begivenheder vil ofte blive fortolket som tegn eller varsler, og rygter bliver ofte fortalt videre uden at blive betvivlet." Folk fra alle klasser af samfundet (fra landmænd til politikere) tager ofte beslutninger baseret på clairvoyance og astrologi.

En af hovedgrundene til, at overtroen stadig har et tag i det 21. århundredes Myanmar, er det undertrykkende militærstyre, som først blev bragt til ende (officielt i hvert fald) i 2016. I løbet af de årtier er landet langt hen af vejen blevet isoleret fra resten af verden. Deres uddannelsessystem har slået ned på kritiske tanker, og både medier og underholdningsbranchen har været under statens kontrol. Det var bestemt ikke et miljø, hvor man kunne eller ville stille spørgsmålstegn ved ældgamle traditioner og værdier, også selvom det bare gjaldt is og agurker.

Den 54-årige kontorassistent Myint Wai Phyo voksede op under militærstyret, og hun er én blandt mange, der tror fuldt og fast på den gamle overtro. Hun siger, at den farligste kombination på plakaten med "Mad som ikke skal spises sammen" er andeæg og vandmelon, som "helt sikkert vil slå dig ihjel". Og det var ikke kun Myint Wai Phyos forældre, der lærte hende om det. Hun siger, at den dag i dag er lokale læger med til at sprede samme tanker om mad. "En læge sagde engang til mig, at hvis jeg havde feber og spiste en banan, kunne jeg dø af det," siger hun.

Men der er en voksende generationskløft i Myanmar. Mens landet langsomt er ved at åbne sig op, er der flere og flere unge mennesker, der selv ønsker at definere deres liv, uanset om det gælder musik, kunst eller overtro. Bare se på 24-årige Kyaw Soe Htet. Han arbejder for en avis i Rangoon, og han er overbevist om, at "mad som ikke skal spises sammen"-plakaten er noget vrøvl. Han siger, at vi i den sammenhæng bør lytte til "videnskaben og rigtige eksperter" i stedet for gamle traditioner.

Engang imellem kan Kyaw Soe Htet ikke lade være med at bevise, at han har ret. "Engang bestilte jeg en kylling med bitter græskarkarry til frokost. Manden i butikken advarede mig om, at jeg kunne dø af det. Jeg spiste begge. Jeg lever stadig," fortæller han til MUNCHIES.

Der er voldsomme kulturelle forandringer under opsejling i Myanmar. Den officielle censur af pressen er droppet, internettet (som tidligere var en uopnåelig drøm) er i dag allestedsnærværende, og amerikanske virksomheder som KFC har fået lov til at åbne op i landet.

Det er stadig uvist om madovertroen vil overleve i fremtiden. Men indtil videre kan du godt droppe at få serveret kanin med svampe i Rangoon.