Annoncering
Skænderier

Ja Rule, 50 Cent og Pornhub deltog i sidste uges mærkeligste Twitter-beef

Det føltes som 2003, da Ja Rule forsøgte at skade 50's omdømme med en række sure tweets. Nåh ja, så meldte Pornhub sig også ind i kampen.

af Lawrence Burney
22 januar 2018, 10:57am

Foto af Ja Rule: Scott Gries/Getty Images

Foto af 50 Cent: Kevin Winter/Getty Images

Denne artikel er oprindeligt udgivet på Noisey USA

Hvis der nogensinde kommer et tidspunkt, hvor alverdens ordbøger vælger at tilføje rap-beef til deres sider, vil der være et billede af Jeffery Atkins aka. Ja Rule ved siden af det. I 2003, da 50 Cent var ved at tage hiphop- og popkultur med storm, var hans primære kæphest, at æraen med sensuelle ghettoballader (Rules specialitet) var ovre, og at æraen for folk, der havde overlevet at blive skudt ni gange og ikke sang nogen omkvæd (ham), var kommet. Han knuste Ja Rule på historisk vis.

De fleste husker kun de nederlag, Ja Rule herefter fik i form af skits, sange og interviewbidder. Meget få husker, at Ja Rule mellem 1999 og 2003 lavede fire platinalbum, der alle sammen lå i top-4 på hitlisten. Så det er forståeligt, at Ja Rule er en smule bitter over, hvordan balladen mellem ham og hans nemesis fra Jamaica Queens endte, især når man tænker over, at 50 senere adopterede de poppede rapsange, han kritiserede Ja for, mens deres beef var på sit højeste.

Men burde det hele ikke være slut i 2018? Tja, det synes Ja Rule åbenbart ikke. I sidste uge postede han nemlig en række sure tweets om sine følelser over for 50 Cent, hvor han nævnte, at Fif er hans søn, elev og paddawan (hmm). Han fortsatte også med at understrege, at 50 Cent skylder ham sit liv.

Hvilket år er det nu? Skal vi til at finde vores discman frem igen? Er der nogen, der vil have en brændt cd? Er Chappelle's Show på tv i aften? Skal vi et smut i US Style for at købe retro NBA-trøjer? Skal jeg til at gå med baseballkasketter med flade skygger, der blokerer hele mit udsyn igen?

Der er et par ting, man bør notere sig. Både Ja Rule og 50 Cent er ret talentfulde, når det kommer til at snakke lort og få sig selv i mediernes søgelys. I fredags havde Den of Thieves, en film som 50 Cent er med i, premiere i biograferne i USA. Han er også i gang med at promovere sin nye tv-serie, The Oat. Ja Rule var forbundet til et af de største svindelnumre i det her årti i form af sidste års Fyre Fest. Og, måske mest forvirrende af det hele, forsøgte Pornhub at placere sig selv midt i den seneste beef. Med andre ord bør man nok ikke stole på nogen af de involverede. Men én ting er sikker her 15 år efter den oprindelige beef, og det er: 50 Cent ødelagde Ja Rule, og alle ved det...bortset fra Ja.

Men uanset hvad, står Ja Rule fast. Og respekt for det.

Tagged:
Music
Noisey
50 cent
Ja Rule
2003
rap beef