Vi spurgte franskmænd i Danmark om vores værste kulinariske forbrydelser
Illustrationer af Sofie Kampmark.
danmark

Vi spurgte franskmænd i Danmark om vores værste kulinariske forbrydelser

Franske hotdogs, parisertoast og risalamande. Danskernes forhold til fransk mad er ærligt talt akavet.
SK
illustrationer af Sofie Kampmark
24.5.17

Før vores restauranter gik amok i en rus af strandsennep og tallerkensmækker, var dansk gastronomi mere Napoleon end Holger Danske. De franske gastronomiske dyder gennemsyrede de danske restauranter og gav os andepresse, flambering og cassoulet.

Skulle maden være fin, skulle den være fransk. Men har vi først sagt peberbøf, fondue og coq au vin, må vi også nævne parisertoast, rislamande og franske hotdogs. Vi danskere har en fantastisk evne til at bastardisere det franske køkken. Det er cultural appropriation af den værste skuffe.

Annoncering

Måske er vi bare ikke dannede nok til at håndtere det franske. Hvor børn i Frankrig bliver skolet i sneglespisning og baguette-håndtering, spiser vi vores afkom af med leverpostej og ostehaps, med det resultat, at de fleste dødelige danskere forbliver livslange gastronomiske analfabeter.

Der er dog nogle her i landet, der kæmper en brav kamp for, at flere franske vibrationer skal finde vej til vores gryder. De franske dyder bliver netop hyldet i en ny kogebog af Marie Holm og Morten Lindberg, Croque Monsieur - Bordets franske glæder & andre kostmæssige unødvendigheder. De står også bag programmet Croque Monsieur på radio24syv, som fejrer alt, der er fransk, fra Prins Henrik til alpehuer.

"Der er noget morsomt og paradoksalt i, at vi bruger 'fransk' som et sprogligt og semiotisk greb, for at signalere at nogle fødevarer er særligt fine," fortæller Marie Holm.

LÆS MERE: Derfor kan franskmænd ikke få nok af den ulovlige, lille fugl

"Når noget er 'fransk', tolker vi det som lige lidt bedre," fortsætter hun. "'Dansk leverpostej' klinger plumpt overfor den fine franske. På samme måde som et fransk kys er lækrere end et dansk. Mere passioneret, mere tunge, mere elegance. Det paradoksale ligger i, at det som regel er virkeligt dårlige danske fødevarer, der får 'fransk'-betegnelsen."

Men hvordan føles det så at være fransk i Danmark og overvære horder af kulturforladte vikinger begå overgreb på en af republikkens allervigtigste institutioner?

Annoncering

Vi spurgte fire franskmænd om deres dansk-franske oplevelser, og om hvad danskerne kan lære af de franske levemænd.

Sylvain Codron, 39 år, medejer af Le Petit, har boet i danmark i 13 år.
Vi franskmænd spiser ikke for at stille vores sult. Vi spiser, fordi det er en nydelse. En franskmand kunne aldrig finde på at sige, at han var mæt. Det er meget uhøfligt, for man spiser ikke for at blive mæt.

Det kan gå mig på nerverne, når danskerne spiser ost og charcuteri. Hos os serverer vi tre store stykker ost, som man kan dele. Det første danskerne gør er at dræbe retten. De skærer ostene ud i små stykker. Det er helt forkert. Man tager et stykke ost, og et stykke brød. Ét af gangen. Man deler ikke osten op. Det er noget, børn gør.

Charcuteriet serverer vi med en brødkurv ved siden af. Men danskerne tager brødet og charcuteriet og laver et lille stykke smørrebrød! Hvis det var måden, det skulle spises, var det jo blevet anrettet sådan. Man skal smage på de individuelle ingredienser. Når jeg ser folk gøre det forkerte, så italesætter jeg folk. De må selvfølgelig spise det som de vil, men det er vigtigt, at de får at vide, hvordan det er meningen, man skal spise det.

Her er en sand historie. På min første dag i Danmark, for 13 år siden, hentede min kæreste mig i lufthavnen, og vi skulle til middag hos hendes tante. På vej derhen fortæller tanten, at hun har lavet god mad til os, og at hun ovenikøbet har lavet bearnaisesauce helt selv. Jeg tænkte, det var da sødt, at hun havde taget sig tid til det. Jeg ved, det tager lang tid. Men da vi kom, var det pulverbearnaise, hun havde lavet. Det var hendes idé om en hjemmelavet bearnaise.

Alexandre Papatheodorou, 26 år, har boet i Danmark i sammenlagt tre år.
Noget af det allermest skuffende, jeg har oplevet her i Danmark, er den franske postej. Den har utroligt lidt tilfælles med den slags, man spiser i Frankrig, som er fuld af store stykker kød, fedt, salt og urter. Den franske postej man kan få her i den gule pakke er noget forarbejdet stads. Det er alt for blødt. Som en mousse. I Frankrig har vi andemousse, men det er noget helt andet.

Croque monsieur, eller parisertoasten som I kalder den, er også et misforstået koncept. Ingen franskmand kunne finde på at bestille det på en restaurant, med mindre man er seks-syv år gammel. I Paris er det noget, man køber hos bageren, hvis man har travlt. Men i København er det blevet smart at spise den slags. Men skal jeg være helt ærlig, så smager dem, man kan få her i København, faktisk bedre, end dem man kan få i Paris.

Annoncering

Jeg blev faktisk chokeret, da jeg første gang så en croissant med skinke og ost i. Det er kun de værste bagerier i Frankrig, der laver den slags. Det er virkelig langt ude. Bare tanken om at smage det, giver mig dårlig samvittighed. Som om jeg skal til at foretage mig noget kriminelt. Det er de færreste steder her i landet, der laver en ordentlig croissant, og det er nok også derfor, det her koncept er opstået. Er croissanten god nok, er det nemlig slet ikke nødvendigt at tilføje noget som helst.

OPSKRIFT: Croque-monsieur

Jon Frederik Capoul, 41, halvt dansk, halvt fransk og indehaver af &-vinbonden
Vi danskere kan virkeligt lære noget af franskmændenes måde at tænke på vin. Her i landet er vin, noget man drikker, når det skal være lidt fint. I Frankrig er det noget meget mere dagligdags. Det er en integreret del af måltidet og det at være sammen på. Herhjemme gør vi for meget ud af det. Skal vi have vin, skal der også servietter på bordet. I Frankrig må vin godt drikkes i store slurke, rødvinen må gerne have været en tur i køleskabet, og det må gerne drikkes af et gammelt sennepsglas.

I virkeligheden er det jo bare gæret druesaft. Det behøver slet ikke være så svært. Hvis det smager godt, så er alt andet lige meget. Vi kan godt være for optagede af, hvordan det bør smage, ved hvilken temperatur det skal drikkes, og om glasset, det skal drikkes af, nu også er det rigtige. Den slags finkulturelle parametre bør vi lade vige til fordel for det mere hverdagsagtige. Alt den staffage, der følger med, gør det alt for elitært. Vi må altså godt bare drikke glou glou-vin, som franskmændende så fint kalder det. Det kan vel egentlig bedst oversættes til bællevin. Nu er det jo ikke fordi, folk skal blive alkoholikere, men vores tilgang til det må gerne være mere afslappet og simpel.

LÆS MERE: Det franske køkken er garant for luft i maven

Måske skulle vi bare tage og betragte vores lokale vinhandler, som vi betragter en mekaniker. En der hjælper os med noget praktisk. Ikke som en sælger af et luksusprodukt.
Fuck konventionerne. Det handler bare om at hjulene skal kunne dreje rundt, så vi kan have det sjovt og rart med hinanden.

Thibault Daumain, 29 år fra Paris, har besøgt Danmark som turist to gange.
Den første gang, jeg satte tænderne i en fransk hotdog, var i en 7-Eleven på vej hjem fra en tur i byen. Jeg var rimeligt fuld og blev ramt af en akut trang til at smage den her berømte og angiveligt franske hotdog-opskrift. Det var helt vidunderligt. Jeg bad ekspedienten om at fortælle mere om, hvor navnet kommer fra og om den franske dressing, der var i, men han anede intet om det. Ved nærmere eftertanke mistænkte han mig måske for at være spion? Mit bedste bud må være, at navnet kommer fra det baguette-lignende brød? For mig er det altså stadig et mysterium.

Men når man ved, at danskerne har en meget raffineret smag, særligt når det gælder gastronomi, så ser jeg den slags frankofile navngivning som noget flatterende. Som en hyldest til det franske cuisine.