Hårrejsende historier fra folk, der er endt på skadestuen efter at have taget stoffer

Denne historie er oprindeligt udgivet af VICE UK. Artiklen er en del af ‘Safe Sesh’, vores tema om sikkerhed i forbindelse med stoffer. Læs resten af artiklerne her.

Jeg har været på skadestuen to gange i mit liv. Da jeg var 17, faldt jeg ned i en busk efter en vild aften. Jeg slog hul på skulderen, og selv om jeg gjorde alt for at undslippe, halede mine venner mig alligevel med på skadestuen. De syntes i øvrigt, det hele var hysterisk morsomt. Jeg har stadigvæk et ar, der ligner et skudhul på min højre skulder, og jo ældre jeg bliver, jo mindre begejstret bliver jeg, når nogen beder mig om at fortælle historien.

I det store hele var oplevelsen relativt problemfri, og jeg bekymrede mig ikke over, om folks opfattelse af mig ville ændre sig efterfølgende. Men hvad med folk, der havner på skadestuen efter at have taget stoffer og har pådraget sig mere alvorlige skader end en blodig arm? Henover de sidste ti år er antallet af narkorelaterede skadestuebehandlinger steget med 57 procent, så det er afgjort et spørgsmål, der er værd at undersøge. Hvordan oplever folk det selv? Hvordan gik det så galt? Og hvordan behandler læger og sygeplejersker dem?

Jeg har gennemtrawlet de sociale medier for at finde ud af det.

---

SE: Sådan bruger du ecstasy så sikkert som muligt

---

Clive, 26

Jeg bestilte en sending 2CB over dark web og hentede pakken hos min ven. På vejen købte jeg også noget ketamin og fik tilbudt nervepiller, lige da jeg var kommet ind af døren. Benzoer (nervemedicin, red.) får mig altid til at tage dårlige beslutninger. Jeg tog dem alligevel. Så åbnede jeg pakken, jeg havde fået, og fandt til min overraskelse en lille smagsprøve på 4FA, der er en syntetisk amfetamin-erstatning. Jeg blandede 2CB’en sammen med ketaminen og delte det ud blandt de andre. 4FA’en beholdt jeg for mig selv.

Jeg syntes overhovedet ikke, det gik hurtigt nok med at trippe, og selv om jeg allerede var ret langt ude at skide, besluttede jeg mig for at line en ordentlig bane 2CB op. Når jeg ser tilbage på det nu, så var der nok et sted mellem 0,3 og 0,4 gram i den sidste bane. Husk på, at den normale dosis for 2CB er 0,025 gram. Det var uden tvivl mit livs værste beslutning. Det sidste, jeg husker, er, at jeg stod på badeværelset og gloede mig selv i spejlet, mens jeg trippede helt sygt. Umiddelbart efter går alt i sort. Folk har senere fortalt mig, at jeg blev voldelig og begyndte at rasere huset. Jeg kunne heller udtrykke mig klart. Jeg talte i tunger.

Da jeg vågnede op, lå jeg i en hospitalsseng. Jeg havde ligget i koma i ti dage, og både min lever og mine nyrer var holdt op med at virke. Jeg var helt fra den. Jeg kunne ikke engang genkende min mor. Efter et par dage blev jeg overført til et andet hospital, hvor jeg var indlagt i yderligere nogle uger. Til sidst kom min lever sig heldigvis, og jeg blev udskrevet. Efterfølgende var jeg i dialysebehandling flere gange. Ved et eller andet mirakel kom mine nyrer sig helt ovenpå hændelsen.

En måned efter udskrivelsen var jeg klar til at komme tilbage på jobbet. Jeg arbejdede som kok. Men fordi jeg havde pådraget mig en mindre hjerneskade, havde jeg utroligt svært ved at huske opskrifter og bestillinger, og det var svært at håndtere stress. For nyligt har jeg fået foretaget neurologiske prøver, og min hjerner har fået det lidt bedre. Jeg og hele min familie er meget taknemmelige for, hvor hårdt sygeplejerskerne arbejdede, mens jeg var indlagt. De var så omsorgsfulde. Da jeg var inde et par måneder senere til undersøgelse, føltes det, som om jeg så min familie igen.

Phoebe, 22

I 2010 var jeg 14 år, og mit liv var helt fucked. Mine forældre var midt i en skilsmisse, og jeg begyndte at hænge med en masse emoer og andre misfits, der tog mephedron efter skole. Jeg havde købt noget NRG, der tidligere har været lovligt, fra en fyr ved navn Emo Rob, der solgte stoffer i den lokale park. Mit hjerte begyndte at banke helt vildt hårdt, så jeg ringede til min mor, der sammen med min onkel kørte mig på skadestuen. Jeg endte med at besvime og vågnede op på hospitalet, hvor jeg var koblet til alle mulige sensorer. Overfor sengen sad min mor sammen med en psykiater. Han fortalte mig, at jeg var deprimeret, og at jeg skulle på lykkepiller.

Jeg endte med at ligge på hospitalet i to uger. De ville ikke udskrive mig, før mit system var helt i balance igen. Nogle gange overvejer jeg, om de holdt på mig for at give mig en pause fra mine forældre derhjemme. Sygeplejerskerne var rigtig søde og lod mig endda ryge smøger ude bagved, da jeg havde fået det bedre. Jeg nød faktisk lidt at være der og ikke hjemme. Lige på det tidspunkt havde jeg bare lyst til at blive på hospitalet.

Ben, 27

Jeg boede i en forladt togvogn tæt ved Deptford High Street. Jeg havde tre poser heroin, som jeg normalt ville bruge henover en dag. Men jeg besluttede mig for bare at tage det hele og røg alle tre på ti minutter eller sådan noget. Normalt, når man ryger heroin, bliver man rigtig høj og føler en eufori i kroppen, og så begynder man at nikke med hovedet lidt efter. Jeg begyndte næsten omgående at have svært ved at holde øjnene åbne. Det var ikke ubehageligt, men jeg tænkte alligevel, ’Okay, nu må jeg lige tage mig lidt sammen’.

Det næste, jeg husker, er, at jeg kortvarigt vågner op, fordi ambulancefolkene er i gang med at flytte mig. Jeg blev indlagt på den lukkede. Det var sent fredag aften, og der var ingen læger til stede. Da jeg vågnede op på hospitalet, tænkte jeg, ’Fuck det her’ og forsøgte at stikke af. Jeg nåede ned til enden af gangen, men så stod der fandeme en sikkerhedsvagt. Personalet fik fat i mig og lagde mig tilbage i seng igen. Jeg skreg og råbte og opførte mig som et rigtigt røvhul. Jeg ville bare tilbage til min togvogn.

På det tidspunkt var jeg meget deprimeret og havde overvejet selvmord. Mine forældre gik fra hinanden juleaften, da jeg var 13. Min far fandt ud af, at min mor havde en affære med en af hans venner, og de holdt helt op med at tale sammen derefter. Jeg var stærkt bedøvet på metadon, mens jeg lå på hospitalet, men jeg kan huske, jeg vågnede op på et tidspunkt og så dem stå og kramme hinanden ved siden af min seng. Jeg tror, det fik dem til at forstå, hvor skidt jeg egentlig havde det. I dag er jeg clean, og selv om det var en forfærdelig oplevelse, så ser jeg det som begyndelsen på en ny, positiv udvikling i mit liv. Jeg har tidligere sagt til folk, at jeg tog en overdosis med vilje, men når jeg tænker over det i dag, er jeg faktisk ikke sikker på, at det er sandt.

Emma, 28

I en periode på tre år havde jeg taget mellem fire og fem gram ketamin om dagen og endte til sidst på hospitalet med voldsomme kramper. Det var en stikkende smerte, der sad i mellemgulvet. Det skyldtes, at galdegangene var helt arrede og tilstoppede af ketaminen.

Da jeg først blev indlagt, havde sygeplejerskerne ingen medfølelse til overs for mig, men jeg gjorde det heller ikke bedre selv. Jeg fortalte dem ikke om mit ketaminforbrug. Jeg ved godt, jeg skulle have sagt det, men jeg var bange. Jeg fik at vide, at jeg havde blærebetændelse, og lægerne gav mig antibiotika. I dag er jeg clean, men jeg har flere gange efter indlæggelsen oplevet voldsomme krampeanfald. Jeg har aldrig taget tilbage til skadestuen dog. Det eneste, der hjælper, er et varmt bad. Jeg har venner, der før har tilbragt en uge på hospitalet på grund af krampeanfald, og det kan også skade blæren permanent. Ketaminkrystallerne gør, at din blære mister sin elasticitet, og til sidst pisser man blod. Jeg kender en 16-årig, der endte med at skulle opereres – jeg slap billigt.