Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada
Her i 2017 er fiskeri stadig et af de farligste erhverv i verden. Over hele jorden dør folk hvert år på havet, i jagten på de fisk der kommer på vores middagsbord. Mellem 1999 og 2015 døde 55 canadiske fiskere, fordi de faldt over bord. I alt har over 200 fiskere mistet livet i Canada siden 1999. Det er svært at få konkrete tal fra Danmark, da fiskeri kategoriseres sammen med landbrug og skovbrug, men til sammen udgør de tre erhverv det farligste arbejde her til lands.
Videos by VICE
En undersøgelse fra Globe and Mail viste for nylig, at fiskere har større risiko for at dø på arbejdet end for eksempel landmænd, piloter og politibetjente. I alt har fiskeri den højeste dødelighed af alle erhverv i Canada. Uvejr, udstyr der går i stykker, ja selv rokker er blandt de farer, som fiskere står overfor. Så er der det daglige arbejde, hvor de sætter hundredevis af skarpe kroge på lange liner, hiver tunge hummerfælder om bord, udskærer sværdfisk, hajer eller tun. Statistikkerne fortæller, at den gennemsnitlige løn for en fisker er ret lav. Men hvis man spørger fiskerne selv, kan de fortælle, at hvis man arbejder hårdt for en kaptajn, der ved, hvad han laver, kan man tjene store penge. Det er godt nyt i en tid med dårlig økonomi. Fiskeri er et af de få erhverv, hvor man kan tjene mange penge uden at have en studentereksamen. Andre elsker bare spændingen ved at fiske, eller ser det som deres eneste jobmulighed. Lige meget hvad, der får en fisker til at tage til havs, så lurer farerne altid. Vi talte med tre kaptajner for at høre deres mest nervepirrende oplevelser på havet.
Richard Gillett Homeport, Twillingate, Newfoundland
Richard Gillett har mistet tre fiskerbåde. To sank og en endte med at være ”helt smadret.” Den første båd, der sank, var også den mest skræmmende omgang, forklarer den 46-årige kaptajn i telefonen, mens han er ude at fiske efter makrel ud for kysten af Newfoundland i Canada.
Richard var 25 år dengang og om bord på Sea Breeze sammen med sit hold på tre andre fiskere. Mændene var på havet ud for Labrador og havde en masse sæler om bord, da de blev fanget i et voldsomt uvejr: Der var vindstød af orkanstyrke og fjorten meter høje bølger. Båden var omringet af enorme stykker is, nogle af dem var så store som lejlighedsbygninger. ”Vi tænkte, at vi måske kunne klare os ud gennem de store isstykker,” husker han. ”Det kunne vi desværre ikke.”
Omkring klokken halv seks om morgenen mistede Richard evnen til at styre båden. ”Vi kunne ikke styre udenom de store isflager, så en af dem ramte os direkte på venstre side og vendte bogstaveligt talt båden om på den ene side.”
Richard så på, mens vandet kom op til vinduerne, og han udsendte et nødssignal.
Isen lavede et stort hul i træbåden, kvaste planker og tvang holdet til at forlade skibet. De smed forsyninger i en lille redningsbåd og begav sig ud på isen.
Heldigvis dukkede en kæmpemæssig 76-meters rejebåd op midt i sne og is. Men det mest uhyggelige ventede stadig: Da de sad i redningsbåden og hang 20 meter over vandet, mens de blev hejst om bord af rejebådens kran. Det store skib gyngede frem og tilbage i de voldsomme bølger, så mændene blev kastet rundt – et øjeblik hang de langt ude over vandet, og det næste bankede de ind i siden på båden. ”Jeg sagde til gutterne: ’Lige så snart vi når til rækværket, så springer I ud af båden, så hurtigt I kan.’” Richard kastede et sidste blik på Sea Breeze, der allerede var halvt sunket under et flydende tæppe af is.
”Hvis vi havde forsøgt at sejle ind til kysten med alt det vind og de enorme bølger… Så ville jeg ikke tale med dig i dag,” siger han.
Da vi har snakket sammen et kvarter, afbryder Richard mig. ”Jeg er lidt distraheret lige nu. Kan jeg ringe tilbage til dig?” siger han.
Selvfølgelig, siger jeg.
”Jeg ringer, når jeg lige har lidt ro på igen. Jeg er meget tæt på nogle klipper lige nu,” tilføjer han hastigt. ”Jeg vil helst undgå at have en fjerde historie til dig.”
Han griner højt og lægger på.
Nathan King Yarmouth, Nova Scotia
Den første dag i hummersæsonen er kendt som ”afsmiderdag”. I Nova Scotia foregår det den sidste mandag i november. Bådene sejler til havs, fyldt op med op mod 375 fælder, der skal smides i vandet.
På afsmiderdag i 2015 sejlede Nathan King ud med sin far, Richard. Nathan og hans matros Wayne Atwood var i gang med at smide den første line med omkring 20 fælder i vandet, da Nathan opdagede, at rækværket på højre side af båden, som hjalp med at holde fælderne på plads, sad løst. Ham og hans ven stod oven på tårnet af fælder, da rækværket gav efter. De faldt begge i vandet sammen med 75 tunge fælder, anker, bøjer og en masse reb, der bandt fælderne sammen. På vej ned mod det seks grader varme vand, nåede Nathan at tænke: Det her bliver koldt.
Under vandet blev hans fod viklet ind i noget reb. Han greb den kniv, der sad ved hans støvle, og begyndte at skære. ”Man kunne ikke se noget. Det hele var bobler. Alt skete så hurtigt,” siger 24-årige Nathan King. Da hans redningsvest pustede sig op, steg han op til overfladen. Han lå og svømmede rundt i et kaos af udstyr. På grund af kuldechokket kunne han ikke trække vejret. Men så huskede han på sin træning som livredder og sin førstehjælpstræning i flåden. ”Det tog 20-30 sekunder, før jeg kunne slappe af.” Så hjalp han sin ven Wayne, som skreg: ”Vi skal dø! Vi drukner!”
Nathan og Wayne hang fast i båden, mens de forsøgte at undgå alle de ting, der blev ved med at falde ud. Mændene kæmpede i det kolde vand i over en halv time, før de endelig blev hevet ombord. Nathan tog alt sit tøj af, tog tørt tøj på og begyndte at skære alle de ting fri, der stadig hang ud over kanten. Wayne havde det meget værre. To redningsarbejdere blev hejst ned fra en helikopter for at hejse Wayne op og få ham på hospitalet. Begge mænd klarede den uden varige men, men hele sæsonen var ødelagt for Nathan, og Wayne og en af de andre matroser sagde deres job op. Fordi alt deres udstyr var gået tabt, måtte Nathan og hans far knokle for at få bare nogle få af deres fælder i vandet. ”Det var bare uheldigt,” konkluderer Nathan, ”men det vigtigste er, at der ikke var nogen, der kom rigtigt til skade.”
Chrisjon Stoddard, Woods Harbour, Nova Scotia
Da Chrisjon Stoddard lå på dækket i ulidelige smerter, tænkte han: ”Dør jeg af det her? Mister jeg mit ben?”
I sommeren 1996 arbejdede Chrisjon, der dengang var 16 år, for sin far, Sandy, næsten 500 kilometer fra kysten. De fiskede tun, men da de hev linerne i land, havde de i stedet fået mange pigrokker på krogen.
Chrisjon stod og passede linen, da endnu en rokke kom til syne. Han fjernede forsigtigt krogen og skulle til at kaste rokken over bord, da nogen på dækket råbte: ”Sværdfisk!” Chrisjon vendte sig et øjeblik, og rokken fik ham med sin sylespidse brod.
”Jeg holdt rokken for tæt på mit ben, og den stak mig hele vejen igennem låret på mit højre ben. Han skød mig fuld af gift, og mine ben blev følelsesløse. Den brændende smerte begyndte, og jeg kunne ikke mærke mine ben,” fortæller han.
Han faldt ned på dækket med blodet fossende ud af sit ben: ”Den fik mig! Den fik mig!”
Chrisjon overvejede, om han skulle dø, men den intense smerte – ”100 gange værre et bistik” – hjalp med at distrahere ham fra tanken.
Chrisjons far Sandy fik forbindelse til en læge. ”Hvis han stadig trækker vejret, så er det værste overstået,” sagde lægen. Sandy ville ikke afbryde turen, så han besluttede sig for at blive på havet. Chrisjon hvilede sig, mens et blåt mærke voksede frem på hele bagsiden af hans højre ben. ”Jeg kan stadig trykke bestemte steder på min lægmuskel og mærke det snurre op i mit ben på grund af nerveskader,” siger han.
Nu er han 37 år og kaptajn på sin egen båd. I dag foretrækker Chrisjon at skære rokkerne fri i stedet for at få dem om bord. For at vise nye matroser, hvor farlige rokker er, river han nogle gange brodden af en rokke og bruger den til at skære vingerne af.
”Man kan skære dem af, ligesom man kan skære en skive smør til at putte på sine kartofler,” siger han og indrømmer, at det er en ond måde at slå en pointe fast på. ”Jeg gør det for at vise sømændene, at de skal have respekt for hvad rokker kan.”
