Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Aftenen før Childish Gambino optrådte med ”Redbone” i Madison Square Garden, sang han den for Rihanna. Internettet havde det for vildt over, at en person, der er så cool som Rih, er totalt fangirl og skråler med på første vers og overdøver Gambinos stemme. Fireogtyve timer senere opførte han nummeret foran mig.

This is Rihanna’s song not Childish Gambino 😂 https://t.co/8DBwCNAhSx

— Ride The Wave🏄🏽‍♂️🌊 (@FinesseTheWave) September 15, 2018

Uanset om du har været fan fra day one eller bare følger Childish Gambino stille og roligt, så var det øjeblikket, vi alle havde ventet på: Alt falmer i sammenligning med en kæmpe arena fyldt af mennesker, der synger med på ”Get your money, black man”. Men sandheden er, at vi alle var helt oppe at ringe fra første øjeblik, Donald Glover indtog scenen. I januar annoncerede stjernen fra Atlanta, at han ville nedlægge Childish Gambino-personaen, som han har brugt som sit musikalske alter ego. Han forklarede i en teaser til serien, at det ikke længere føltes ”punk” at optræde under det navn. ”’Redbone’ er en punksang i kraft af, at det er gospel, som bliver spillet i radioen,” udtalte han til Huffington Post. ”Men man kan kun gøre det i en kortere periode, før det bare bliver til almindelig radiomusik”. Det her var derfor både min første og sidste Childish Gambino-koncert, og jeg var meget nysgerrig efter at finde ud af, om manden, som på alle niveauer bare bliver ved med at forbedre sin kunst, endnu engang ville have held med at overgå sit publikums forventninger. Fra det øjeblik den barmavede Childish Gambino dukkede op på scenen, som kun var sparsomt oplyst af en enkelt projektørlampe, var arenaen klar til at blive transformeret. Vi var i Childish Gambinos kirke.

”Gam-bino!” rungede det fra et tændt publikum, mens arenaen begyndte at vibrere af synthtonerne til ”Algorythm”, et nyt track, som rapperen delte med koncertgængere, før han begyndte på This is America-turneen. I en udtalelse til billetkøberne gjorde rapperen det klart for sine fans, at sangen ikke er færdig endnu, og at den viden var vigtig for publikum i forbindelse med ”koncertoplevelsen”. ”Vær venlige ikke at dele de her numre,” skrev han. ”Lad os holde dem for os selv”.

De første to minutter stod Gambino bomstille og sang heller ikke over tracket. // A voice keeps telling me / That we’ve got to be / That we have to be / Free // hørte vi ham croone på optagelsen. Da de ord var faldet, vågnede Gambino op til dåd og kastede sig ud i de kaotiske dansetrin, vi kender fra videoen til ”This is America”. “Algorhythm” er produceret af den svenske filmkomponist Ludwig Göransson, som også har lavet musik til Black Panther, og den minder på sin vis også om Kanye Wests tungsindige brug af synthesizere, lige indtil Gambino letter stemningen med brugen af Zhanes ”Hey, Mr. DJ” fra 1993. // Everybody, move your body, now do it / Here is something that’s gonna make you move and groove // sang han. Publikum havde tydeligvis læst på lektien. At dømme efter deres sang, skulle man ikke tro, at tracket endnu ikke er udgivet.

Da sangen var ved at være ovre, talte han til folkemængden for første gang den aften. ”Hvis du har købt en billet til den her koncert, så har du købt en billet til den sidste Gambino-koncert nogensinde,” sagde han. Reaktionen fra publikum var blandet. Nogle skreg ”nej!”, fordi de ikke vil give slip på den her æra, mens andre var taknemmelige for det, deres idol har givet dem. For mig var det en bittersød oplevelse. Jeg ville opleve det, som alle omkring mig har vidst i årevis. Inden Gambino fortsatte koncerten, kom han med en enkelt anmodning, som måske var faldet i bedre jord for ti år siden: ingen optagelser. ”Det her øjeblik er kun vores, det er ikke for dem udenfor. Det her er ikke en koncert. Det er en gudstjeneste,” sagde han. ”Hvis du ikke er her for at more dig, så skal du gå hjem med det samme”.

Senere under koncerten eksploderede publikum i jubel til ”Worldstar” fra 2013, et af Gambinos tidlige hits, som var stort, dengang WorldStarHipHop satte dagsorden for videoindhold på nettet. Et øjeblik følte jeg mig ramt. Lige så langt tilbage, jeg kan huske, har udtrykket ”Worldstar” været forbundet med situationer, hvor det er bedst at tage benene på nakken. Publikum var helt oppe i gear og mindre moshpit-lommer opstod spontant på gulvet foran scenen. En kvinde, som sad tæt på mig, kastede et par sorte trusser i retning af scenen. Det er måske ikke lige den samme type maniske energi, som WorldStarHipHop er kendt for, men den elektriske stemning i arenaen lod også til at ramme Gambino. Han havde fået folk så hårdt op at køre, at ingen havde bemærket, at han havde bevæget sig om bag scenetæppet, hvor et kamerahold fulgte ham, da han gik forbi barpersonalet, vinkede og smilede.

Uanset hvor oprigtig seancen virkede, mindede den os også om, at Childish Gambino ikke bare er rapper og sanger – han er også skuespilleren Donald Glover. Det ti mand store orkester spillede en blueset og funket instrumental, mens stjernen bevægede sig rundt i arenaen, og vi andre undrede os over, hvornår han ville vende tilbage til scenen. Da han dukkede op igen, var han pludselig iblandt os. ”Jeg ville se lidt nærmere på jer,” sagde han, mens han stod midt i arenaen. Han sludrede lidt med sine fans og sendte kameraet et skælmsk blik med jævne mellemrum. Childish Gambino gør, som det passer ham: han kan være musiker, skuespiller, komiker, præst og førsteelsker på samme tid.

Alligevel lod det til, at kunstneren selv var benovet over det faktum, at han havde samlet så mange mennesker i Madison Square Garden to aftener i træk. Efter turen rundt i arenaen knælede han ved scenekanten, som stod han foran et alter, og fortalte om, hvor langt han er kommet, siden han begyndte at studere teatervidenskab ved New York University i starten af 00’erne. ”Jeg kom her tit og så nogle af mine yndlingsrappere optræde, da jeg gik på NYU,” sagde han. ”Det kan I sikkert ikke huske nu, men engang var rap ikke så stort, som det er i dag. Selv da jeg var lille, sagde folk altid: ’Det er for børn’.” Her stoppede han op og så udover folkemængden: ”Husk at være jer selv. Drømme går i opfyldelse”.

Det næste nummer var en gospelagtig fortolkning af hans Funkadelic-inspirerede sang ”Riot” fra 2016, der bød på både klap og fodtramp, som om Helligånden selv var tilstede. Hvad der begyndte som en beskedent instrumental, udviklede sig til en nærmest psykedelisk produktion i takt med, at sangen voksede sig større og større. ”Jeg har jo sagt, vi er i kirke,” sagde han. Publikum fulgte budskabet fra scenen, og et kort øjeblik var det faktisk som at være i kirke.

Men hans prædiken var ikke slut endnu. Efter at have vekslet mellem tracks fra Awaken, My Love og nye sommerudgivelser droppede han et beat, som fik selv de mest hardcore fans til at miste mælet. Det var halvt elektronisk, halvt mørke synthflader og trommemaskiner, der lød, som om de var taget fra 808s & Heartbreaks. ”Det her er noget nyt, jeg har arbejdet på,” annoncerede han. Det er nummeret, som fans har døbt ”Spirits”, og det endte med, at Gambino gentog ordene: // Oh great spirit / Do you hear me? / Do you love me? / Can you hold me up? // De fans, som stod foran mig, kunne allerede teksten og skreg så højt, at mine trommehinder var ved at sprænge, mens de sammen hoppede op og ned på stedet, som om de alle havde kendt hinanden hele livet – nøjagtigt lige så begejstrede, som Rihanna havde været dagen forinden. Det er Gambinos evangelium.