Her er de feministiske apps, du mangler i dit liv

Begyndelsen på et nyt år betyder håb om nye, gode vaner. Jeg besluttede mig derfor for at finde de bedste feministiske apps og chatbots på markedet i håb om at give mit digitale smartphoneliv en feministisk opdatering.

Men hvad vil det egentlig sige, at en app eller bot er feministisk? Da jeg spurgte en veninde, svarede hun, at en app vel bliver feministisk i takt med, at feminister bruger den. Det kan der være noget om. Men der findes også apps, der enten har et erklæret feministisk formål, eller som bliver feministiske i kraft af deres funktion. Jeg har kigget på, hvem der har udviklet programmerne, hvad de gør, og hvad de ikke gør. På listen finder du derfor alt fra en feministisk chatbot, til en menstruations-app, der ikke drukner i lyserød, og et online pengeskab.

Videos by VICE

Apps kender de fleste nok. Bots er lidt noget andet. Chatbots er computerprogrammer, der er designet til at simulere en samtale med et menneske – for eksempel en servicemedarbejder i kundeservice. De fleste kender nok Siri fra deres iPhone, men efterhånden kan man finde chatbots i mange forskellige besked-apps.

#Notallmails – chatbot

Hvis du har brug for et overblik over de vigtigste milepæle og strømninger i dansk, feministisk historie, så er #Notallmails-chatbotten din ven! Tænk på den som den unge vikar, du havde i gymnasiet, som var pæn nok til at kunne bære sin sassy ung-med-de-unge-attitude. Der er ikke nogen AI (kunstig intelligens) indeni denne bot, så du kan ikke have lange samtaler med den. Botten fortæller dig ting, og så får du valgmuligheder for, hvad du herefter vil høre om. Det er simpelt, meget informativt og fyldt med GIFs undervejs.

NotAllMails chatbot er udviklet som et supplement til det feministiske nyhedsbrev #NotAllMails.

Tilgængelig: I Messenger-app’en, man søger bare på ’Notallmails’
Pris: Gratis

Screenshot fra samtale med #Notallmails chatbot.

Clue

Med fare for at miste læsere her, fordi intet er mere forudsigeligt end en menstruations-app i en gennemgang af feministisk tech, så bliv alligevel lige hængende. For alle os med en livmoder er det rart at holde styr på, hvornår vi skal have menstruation næste gang, og der findes virkelig mange apps, der gør netop det. Desværre er en stor del af dem udviklet af mænd, har et hvinende lyserødt farveskema og er enormt dårlige til at beskytte brugernes personlige data.

Det bedste valg på markedet er Clue. Med Clue kan du holde styr på din menstruation og en hel række andre sundhedsfaktorer som søvn, alkohol, mentalt velvære og energiniveau, og du er fri for push-notifikationer om, at du måske får brug for chokolade i dag, wink wink.

Ikke alle mennesker, der har menstruation, er kvinder, og det ved skaberne af Clue godt. Også transmænd og ikke-binære personer (mennesker, hvis kønsidentitet hverken er entydigt mand eller kvinde) har behov for at finde information om og holde styr på deres menstruation. Skaberne af Clue har blandt andet udgivet blogindlæg om, hvad der sker med ens menstruation, hvis man tager hormonet testosteron (for eksempel i forbindelse med en transition), og hvad man som transmand kan forvente, når man tager til gynækolog.

Tilgængelig: Apple og Android
Pris: Gratis

Screenshot fra Clue.

OMGYes

Du ved godt, hvad et pay gap er, men vidste du også, at der findes et orgasm gap? Eller rettere sagt; der findes flere orgasm gaps. Mænd har flere orgasmer end kvinder, kvinder i lesbiske forhold har flere orgasmer end kvinder i heteroseksuelle forhold, og kvinder får flere orgasmer, når de onanerer, end når de har sex med en partner. Det vil OMGYes gerne ændre på. OMGYes er teknisk set ikke en app, men en hjemmeside, og så er det den eneste service på listen, der koster penge. Når jeg alligevel har taget den med, er det fordi JEG. ER. SÅ. BEGEJSTRET!

OMGYes tager kvinders nydelse alvorligt. Folkene bag hjemmesiden forsker i kvinders nydelse og skaber viden og ressourcer, der forhåbentlig kan give os alle sammen mere nydelse og bedre orgasmer. Det indhold, man køber adgang til, er sæson 1, som består af 62 videoer om, hvordan man giver nydelse til folk med fisser, og 11 interaktive videoer, hvor man afprøver teknikkerne på en kvinde på skærmen, som så giver feedback imens. Min eneste anke er, at sitet er meget fokuseret på cis-kvinder (kvinder, der føler sig som deres biologiske køn, og som tiltrækkes af personer af det modsatte køn). Skaberne af OMGYes har sagt, at de vil arbejde med mere diversitet i sæson 2 og 3.

Tilgængelig: Hjemmeside, alle devises
Pris: 250 kroner

Tampon run

Hvis man kan tale om klassikere inden for feministiske apps, så er Tampon Run up there. Tampon Run er et computerspil-turned-app, der blev udviklet af Andrea Gonzales og Sophie Houser i 2014. I spillet, som ligner en tidlig udgave af Mario, spiller man pigen Luna, som kaster tamponer efter alle verdens menstruationshadere for at få dem til at forsvinde. Spillet i sig selv er sjovt og underholdende, og så er skaberne virkelig badass. Gonzales og Houser mødtes til en konference for piger, som koder, dengang de stadig gik i gymnasiet, og nu har de skrevet en bog og holder foredrag om vigtigheden af at få flere piger og kvinder ind i tech-branchen.

Tilgængelig: Apple
Pris: Gratis

Screenshot fra Tampon Run.

Lastpass

Dårlig samvittighed indtræffer sjældent hurtigere, end når snakken falder på sikkerhed og privatliv online. Men det er vigtigt, og hvis du er feminist og deltager i den offentlige debat, er det endnu vigtigere. Tegner og transaktivist Sophie Labelle oplevede i sommer at få alle sine konti hacket og indholdet skiftet ud med ny-nazistisk propaganda. Hendes adresse blev delt af trolls, hun modtog dødstrusler og blev nødt til at flytte. Selvom du ikke er internetaktivist, er det smart at opdatere din sikkerhed online bare en smule. Det har jeg skrevet mere om her.

Et godt sted at starte er dog med at sørge for, at du har gode, sikre kodeord eller kodesætninger til alle dine konti – og at du ikke genbruger et kodeord nogle steder. Fordi intet menneske jo kan huske 20 stærke kodeord, skal du have en kodeordshusker. Jeg bruger Lastpass, som både findes som hjemmeside og som app. Lastpass kan også generere sikre kodeord til dig, så du slipper for at finde på dem selv. I programmet kan du gemme alle dine svære koder. Så behøver du i realiteten kun at huske koden til din Lastpass og din computer.

Selv hvis du tænker, at du ikke har noget at skjule, så tænk på alle de mennesker, du har mailet eller skrevet med på Facebook og Twitter, alle de demoer, dine venner har fortalt dig om, og alle de nøgenbilleder, du har modtaget. Dine venners personlige oplysninger, billeder og samtaler er også i fare, hvis dine konti er det. Feminisme er solidaritet, og at passe på sine oplysninger online er også at passe på alle ens kontakters oplysninger. Start med stærke kodeord.

Tilgængelig: Apple og Android
Pris: Gratis

Arguetron og Lesbian Pulp Bot

Både Arguetron og Lesbian Pulp Bot er bots på Twitter, som er skabt af internetaktivisten Sarah Nyberg. Arguetron, med det borgerlige navn Liz, er en feministisk bot, der skændes med trolls. Hvis man bladrer lidt tilbage i Liz’s tweets, kan man se trolls, der har skændtes med botten i timevis. Liz mener, at ”Capitalism is garbage” og ”Straight people don’t deserve pride”.

Lesbian Pulp Bot er lige præcis, hvad det lyder som. Liderlige bogforsider fra lesbiske romaner. Hvis du har brug for både at grine af trolls, der bliver fanget i bot-nettet, og savle over vintage, lesbisk liderlighed, så skal du følge disse to bots.

Tilgængelighed: Twitter via @arguetron og @lesbianpulpbot
Pris: Gratis

Quist

Quist er en app, der viser dig historiske LGBTQ-begivenheder, der er foregået på netop denne dato. Selve app-designet giver flashbacks til de tidlige HTML-dage, og det er virkelig begrænset, hvad man kan gøre derinde. Men det er interessant at klikke rundt i queer-nyheder og rart at tage et break til at fejre rettigheder, der er vundet, og kampe, der stadig kæmpes.

Tilgængelighed: Apple og Android
Pris: Gratis

The threat of sex

Denne app giver dig fun facts og gode råd fra berømte kvinder. Man vælger, hvilken type kvinde man gerne vil have råd fra (for eksempel en ’radical’ kvinde), og i hvilken kategori man gerne vil have råd (for eksempel ’love’), og så finder man ud af, at Simone de Beauvoir havde denne opløftende tilgang til kærlighed. ”I am too intelligent, too demanding, and too resourceful for anyone to be able to take charge of me entirely. No one knows me or loves me completely. I have only myself.”

Tilgængelig: Apple og Android
Pris: Gratis

Screenshot fra The Threat of Sex.

Gender Avenger Tally

Hvis du er typen, der går til konferencer og oplæg og ofte bliver skuffet over den manglende repræsentation af kvinder, så er app’en Gender Avenger Tally måske noget for dig. I app’en kan du skrive navnet på et event eller et tv-program og indtaste, hvor mange kvinder og mænd, der er tilstede. Så laver app’en et lagkagediagram, der viser den skæve repræsentation. Du kan tilføje hashtags, hvis eventet har et hashtag, og så dele løs på Facebook, Twitter, sende det som en mail eller dele det anonymt.

Tilgængelig: Apple og Android
Pris: Gratis