Her er et par konklusioner om dig ud fra de sange, du snaver til

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK

”Valentinsdag er en omgang kommerciel gruppeonani, som er opfundet af et eller andet storsvedende cokevrag i reklamebranchen.” Eller: ”Jeg er faktisk i et fast forhold, så derfor er jeg glad for enhver lejlighed, jeg får til at hylde min eneste ene med en lang aften foran tv’et.” Eller hvad med: ”Ja, haha, jeg har en Valentins-date: en familiepizza med pepperoni, hahaha.”

Videos by VICE

Bare lyv for dig selv, hvis det er det, du har brug for, for at komme igennem den her dag uden alt for mange tårer. Whatever, mand. Just do you. Den her dag handler om kærlighed, så elsk dig selv.

Men der er også andre muligheder end at lade dig rive med ned i den evindelige ‘Valentinsdag er noget lort/Valentinsdag er fantastisk’-debat. På det her site har vi brugt en del tid på at snakke om sexmusik. Vi har tidligere samlet jeres værste historier om at bolle til musik, vi har sat en skribent til at anmelde forskellige plader at bolle til og sågar skrevet en nyttig guide. Men med mindre du rent faktisk hader den person, du snart skal være nøgen sammen med, så skal i først snave, og derfor betyder musikken inden selve knaldet en hel del. Din yndlingssnavemusik siger rigtig meget om, hvem du er som person. Det er din allermest sårbare side, du stikker ind i AUX-stikket. Det er det sande dig. Og hvis det er en af de plader på listen her, så er det sådan her, du er.

(Det skal siges, at ingen på Noisey-redaktionen snaver til musik. Vi gør det i total stilhed ligesom normale mennesker).

King Krule

”Har du lyst til at se mine oliemalerier?” hvisker du til din dame (du er en ciskønnet, heteroseksuel mand), inden du inviterer hende ind i soveværelset, der består af en madras på gulvet omringet af fyldte askebægre, beskidte sokker og dine kasserede digte, som du i al hemmelighed synes er helt geniale. ”Kender du ham her?” spørger du så, idet du trykker play, og The Ooz strømmer ud af højtaleren. ”Han hedder King Krule, og han er vildt sej,” og før din date når at svare, stikker du tungen ind i gabet på hende. Du er 29 år gammel.

Fin af Syd

Du er en legende, når det kommer til at kysse. Du er kyssenes Herakles. Bare fortsæt med det, du gør. Verden har brug for flere mennesker af dit format.

Alt med Sigur Rós

Puha, du er vist ikke helt kommet dig over din ekskæreste i gymnasiet, som introducerede dig for bandet, hva’? At kysse er meget seriøst for dig. Det er ikke noget, man tager let på – selv om du selvfølgelig er rigtig glad for de delikate sommerfuglekys på øjenlågene, fordi du engang har læst et sted, at det er det samme som at dyrke sex i visse afsidesliggende inuitsamfund (mange tak, uverificerbare kilde på internettet!) Du elsker at kigge personen, du kysser med, dybt i øjnene, og det kunne aldrig falde dig ind at få et grineanfald undervejs.

“Thinking Out Loud” af Ed Sheeran

Du fortjener ikke at komme i nærheden af andre mennesker.

Alt med Enya eller panfløjte

Du er typen, der aldrig har tid til at mødes om søndagen, fordi du spiser brunch med dine gamle univeninder og sladrer om alt og alle. Du har uendelighedstegnet tatoveret på håndleddet, du fortæller folk, at den ene gang, du var på Burning Man, var en skelsættende begivenhed i dit liv, og så har du en app på din telefon, der lukker ned for alle sociale medier hver aften klokken 21. Du gik engang til et formiddagsrave uden sprut og dope, så alle dine venner synes, at du er ”helt vildt anderledes og gakket”. I virkeligheden er du bare på udkig efter en fast kæreste, hvis eneste hobby er cykelsport, og som ligner, klæder sig og opfører sig som din far.

Middelmådig indie

Du har næsten med garanti en Pulp Fiction-plakat hængende på væggen, selv om du er 27. Det, at Arctic Monkeys udgiver deres første nye plade i lang tid, er bogstavelig talt det største, der er sket for dig i over et år. Du arbejder på et kontor. Du drikker kun stempelkandekaffe (alle andre former er for amatører), og du elsker koffeinsuset, fordi det minder dig om rigtig berøring fra et levende væsen. Du synes, sæson to af Skins er det ypperste inden for filmkunst. Du er ikke sikker på, at du har været oprigtigt glad siden 2009.

YouTube-videoer, der egentlig ikke har noget med musik at gøre

Enten er du en kæmpe taber eller sindssygt nervøst anlagt, men det er sandsynligvis begge dele. Du ligger på sengen og ser… ‘De Mest Episke Fails I Januar 2018’?! Luften er så tyk, man kan skære i den med en sløv kniv. Det tætteste, du kommer på berøring, er, når du sætter en delt playliste på, som … er … sød? Men lad os ikke glemme det stive pudebetræk, du har liggende på dit beskidte sengetøj. Alt i alt er det et mirakel, at du overhovedet har hår på brystet.

Muse

Du har mødt din kæreste på Reddit, og I sidder begge to på sengen ved siden af hinanden uden at røre eller tale sammen, mens ”Hysteria” kører for fuld hammer i baggrunden. Du ville ønske, du sad og spillede Call of Duty i stedet for. Du er af den holdning, at 9/11 var et inside job. Du har hestehale og går i bootcut-jeans. Du kalder kvinder for ”damer”. Langsomt placerer du en kold og klam hånd på din kærestes bryst, inden du læner dig frem for at kysse hende. Du kommer omgående.

xx af The xx

Du er i 20’erne, og det er februar 2018. Der er ikke én i din aldersgruppe, der ikke har snavet til det her track, og I burde alle sammen skamme jer.

Prince

Du er en regulær SexGud (eller det mener du i hvert fald selv). Feromonerne emmer fra din hud ligesom røgelse. Du har mindst tre stearinlys med vaniljeduft på bordet ved siden af sengen. At være nøgen er din religion. I et alternativt univers (formodentlig Princes univers) forestiller du dig, at du stiger op af boblebad fyldt med rosenblade som en forførelsens mester. Du er legemliggørelsen af den nu afdøde Purple One. Men faktisk minder du mere om Duckie fra Pretty in Pink med en pladesamling og en aknedækket ryg. Når det er sagt, så er det vigtigt at skabe den rette stemning, og der er du en mester.

Tigers Jaw

Du græder til skatervideoer.

The Smiths

Who hurt you??

Spotify Daily Mix 3

Der er nogle mennesker, der virkelig lægger en indsats i det, når de planlægger at forføre en anden. ”Jeg tror, jeg tager mine pæne bukser på og vasker mig ekstra grundigt under forhuden, og så skifter jeg lige betrækkene på alle mine seks puder og gør køkkenet rent, hvis vi nu ender der.” Det er imidlertid ikke den type, du er. Du gik ud i aften i håb om at få en stor fadøl uden alt for meget skum, og nu er der pludselig en fremmed inde og bruge dit badeværelse (nu fortryder du, at du ikke har vasket bademåtten i fire måneder), og I skal snart snave. Lige om lidt skal hun se, hvordan dit soveværelse ser ud – det ser egentlig fint nok ud, men det havde været bedre, hvis du havde en rigtig lampe og ikke bare et lysstofrør hængende fra loftet – og du har lige akkurat tid til at skubbe dit beskidte vasketøj ind under skrivebordet, inden du fyrer op under Spotify-algoritmen. Nåh, nu har hun skyllet ud i toilettet. Så er det nu!

Frank Ocean

”Do you not think so far ahead, because I’ve been thinking about forever?” – wow, der fik du lige vist, hvor krævende og følelsesmæssigt usikker du er, under 35 sekunder efter, du har fået et andet menneske med ind i dit soveværelse.

FKA Twigs

;)

Skepta

Hvad fanden har du gang i?

Mavado

Ingen kommentar.

Lana Del Rey

Lad os nu bare sige det, som det er: du har planlagt aftenens forløb, lige siden du i søndags læste dit horoskop og fandt ud af, at månen står i Vandmanden eller sådan noget. Det her bliver et nøje gennemtænkt snav. Du har brændt salvie af i dit soveværelse og holdt en helende sten mod håndleddet i flere timer. Fuck it: nu smider du noget Lana Del Rey på og viser verden, hvor vild du er!!!